RETTENS DOM (Niende Afdeling)
14. september 2017 (*)
»Personalesag – ansatte i EIB – løn – årlig tilpasning af grundlønnen – beregningsmetode – finansiel og økonomisk krise«
I de forenede sager T-504/16 og T-505/16,
Jean-Pierre Bodson, ansat i Den Europæiske Investeringsbank, Luxembourg (Luxembourg), og de andre ansatte i Den Europæiske Investeringsbank, hvis navne fremgår af bilaget (1), ved advokat L. Levi,
sagsøgere i sag T-504/16,
Esther Badiola, ansat i Den Europæiske Investeringsbank, Luxembourg, og de andre ansatte i Den Europæiske Investeringsbank, hvis navne fremgår af bilaget 1, ved advokat L. Levi,
sagsøgere i sag T-505/16,
mod
Den Europæiske Investeringsbank (EIB) først ved T. Gilliams og G. Nuvoli, derefter ved G. Faedo og T. Gilliams, som befuldmægtigede, bistået af advokat A. Dal Ferro,
sagsøgt,
vedrørende et søgsmål i henhold til artikel 270 TEUF med påstand dels om annullation af afgørelserne i lønsedlerne for februar 2013 og de efterfølgende måneder, hvorved EIB’s bestyrelses afgørelse af 18. december 2012, EIB’s direktions afgørelse af 29. januar 2013, artiklen offentliggjort på intranettet den 5. februar 2013 og orienteringsskrivelsen af 15. februar 2013, som informerer personalet om vedtagelsen af de to afgørelser, finder anvendelse på sagsøgerne, dels om at tilpligte EIB at betale sagsøgerne et beløb svarende til forskellen mellem den løn, der er udbetalt i medfør af ovennævnte afgørelser, og den løn, som er skyldig efter den ordning, som blev vedtaget ved EIB’s bestyrelses afgørelse af 22. september 2009, samt erstatning for de tab, som sagsøgerne angiveligt har lidt som følge af mistet købekraft og som følge af usikkerheden med hensyn til udviklingen i deres lønforhold,
har
RETTEN (Niende Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, S. Gervasoni, og dommerne R. da Silva Passos og K. Kowalik-Bańczyk (refererende dommer),
justitssekretær: fuldmægtig G. Predonzani,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 4. maj 2017,
afsagt følgende
Dom
Tvistens baggrund
1 Sagsøgerne, Jean-Pierre Bodson og de andre fysiske personer, hvis navne fremgår af bilaget i sag T-504/16, på den ene side, og Esther Badiola og de andre fysiske personer, hvis navne fremgår af bilaget i sag T-505/16, på den anden side, er ansatte i Den Europæiske Investeringsbank (EIB).
2 Lønordningen for ansatte i EIB omfatter en grundløn, præmier, forskellige godtgørelser og tillæg samt en regelmæssig tilpasning af grundlønskalaen.
Vedtagelse af en metode for årlig tilpasning af grundlønskalaen
3 Den 29. juni 2009 fremlagde EIB’s personaleafdeling et forslag for EIB’s direktion (herefter »direktionen«) om indførelse af en ny metode for årlig tilpasning af grundlønskalaen baseret på inflationen med virkning fra 2010. Ifølge dette forslag skulle tilpasningen af grundlønskalaen for et givet år svare til gennemsnittet af den forventede inflation i Luxembourg for det pågældende år og den konstaterede inflation i de to foregående år.
4 Den 30. juni 2009 godkendte direktionen dette forslag og videresendte det til EIB’s bestyrelse (herefter »bestyrelsen«) og til underudvalget for lønninger under bestyrelsen (herefter »underudvalget«).
5 Efter flere møder, hvoraf det sidste fandt sted den 21. september 2009, vedtog underudvalget en anbefaling om vedtagelse af en sådan metode. Anbefalingen har følgende ordlyd:
»[Underudvalget] støtter indførelsen af en ny tilgang vedrørende satsen for den årlige tilpasning af [grundlønskalaen] baseret på inflationen i Luxembourg i de seneste tre år. Denne fremgangsmåde bør opretholdes i en periode på syv år. Det besluttes herefter, om den skal bibeholdes eller ændres. Desuden skal det undersøges, om mekanismen baseret på de seneste tre år følger den faktiske inflation. Hvis dette ikke er tilfældet, op- eller nedjusteres satsen for tilpasning [af grundlønskalaen] til inflationsraten. Den første undersøgelse og efterfølgende justering gennemføres i 2012 med henblik på tilpasningen [af grundlønskalaen] for 2013. Derefter gennemføres justeringen hvert år.«
6 Den 22. september 2009 besluttede bestyrelsen at følge underudvalgets anbefaling (herefter »afgørelsen af 22. september 2009«). Ved denne afgørelse har EIB således vedtaget en metode for årlig tilpasning af grundlønskalaen for sit personale baseret på inflationen (herefter »2009-metoden«) for en periode på syv år.
7 Ved en skrivelse af 25. september 2009 informerede formanden for EIB personalet om vedtagelsen af afgørelsen af 22. september 2009. I skrivelsen blev det forklaret, at afgørelsen havde til formål at indføre en »mere enkel og mere gennemsigtig metode [for tilpasningen af grundlønskalaen]« i betragtning af to konjunkturbestemte forhold, som er forbundet hermed, dels »den indsats, som kræves af [EIB] og dens personale for at imødegå den økonomiske krise, ved at øge [Bankens] aktiviteter betydeligt«, dels »den opmærksomhed, som regeringerne og offentligheden udviser omkring bankansattes lønninger og præmier«.
Årlig tilpasning af grundlønnen for 2012
8 Den 13. december 2011 vedtog bestyrelsen et budget for personaleudgifter for 2012, som ville give mulighed for en grundlønstigning på 2,8% efter 2009-metoden for hovedparten af personalet, dvs. ansatte i funktionsgruppe C til K, men kun på 1,8% til andre ansatte, dvs. ledende personale.
Årlig tilpasning af grundlønnen for 2013
9 I efteråret 2012 bad direktionen udvalget for personalelønninger i EIB (herefter »lønudvalget«), som i 2010 havde erstattet underudvalget, om en udtalelse vedrørende et forslag om at øge budgettet for personaleudgifter med 5,1% i 2013 for personalet i tjeneste. Denne stigning skulle finansiere dels – for 1,5%’s vedkommende – løntrinsavancementer, forfremmelser og nye indplaceringer, dels en forhøjelse af grundlønskalaen med 3,6% efter 2009-metoden, som i 2013 omfattede en opjustering med 0,9% for at tage højde for den faktisk konstaterede inflation i de tre foregående år.
10 I en udtalelse vedtaget efter møder den 22. oktober, den 19. november og den 17. december 2012 (herefter »udtalelsen af december 2012«) antog lønudvalget, at det ikke kunne godkende den stigning på 5,1% i budgettet for personaleudgifter for personalet i tjeneste, som direktionen havde foreslået, på grund af de økonomiske og sociale forhold og den politiske virkelighed, der herskede i medlemsstaterne. Lønudvalget anbefalede derfor bestyrelsen at begrænse stigningen til 2,3% og opfordrede direktionen til at træffe afgørelse om fordelingen af denne stigning og omfanget af interne ressourcer, som i givet fald skulle findes for at komplettere budgettet. I udtalelsen foreslog udvalget ligeledes, at 2009-metoden blev ændret med henblik på at indføre bestemmelser, som ville give en større fleksibilitet i tider med økonomisk krise.
11 Den 18. december 2012 godkendte bestyrelsen EIB’s forretningsplan for 2013-2015, som fastsatte en stigning på 2,3% i budgettet for personaleudgifter for tjenestegørende personale i 2013 (herefter »afgørelsen af 18. december 2012«).
12 En intern meddelelse om EIB’s forretningsplan for 2013-2015 præciserede:
»I betragtning af det aktuelle økonomiske og politiske klima samt de spareforanstaltninger, som er indført i adskillige medlemsstater, skal vore aktionærer […] give indtryk af en rimelig behandling af nationale og europæiske sager. EIB’s budget tager derfor hensyn til nedskæringer i de nationale budgetter, idet budgettet [for personaleudgifter for tjenestegørende personale] i 2013 forhøjes med 2,3% […]«
13 Ved mødet den 18. december 2012 modsatte bestyrelsen sig dog ikke, at budgettet for personaleudgifter for tjenestegørende personale blev forhøjet med indtil yderligere 1% ved brug af interne ressourcer, der genereres af »noria-effekten«, som parterne definerer som de besparelser, der opnås ved pensionering af visse ansatte, som enten ikke erstattes, eller som erstattes af nye yngre ansatte med en lavere løn, hvilket giver en samlet stigning for de forskellige lønforhøjelser på 3,3%.
14 Den 23. januar 2013 tilstillede Generaldirektoratet for Personale ved EIB direktionen en skrivelse, hvori direktionen blev bedt om at godkende foranstaltninger til gennemførelse af afgørelsen af 18. december 2012. Denne skrivelse præciserede bl.a., at stigningen på 3,3% i budgettet for personaleudgifter for tjenestegørende personale ikke tillod en stigning på 3,6% i grundlønskalaen efter 2009-metoden. I det omfang stigningen i budgettet for personaleudgifter for tjenestegørende personale ligeledes skulle finansiere – for 1,5%’s vedkommende – løntrinsavancementer, forfremmelser og nye indplaceringer, foreslog Generaldirektoratet for Personale at forhøje grundlønskalaen med kun 1,8%, dvs. at forhøje skalaen med en procentsats, som kun var halvdelen af procentsatsen i henhold til 2009-metoden.
15 Den 29. januar 2013 godkendte direktionen de foranstaltninger til gennemførelse af afgørelsen af 18. december 2012, som Generaldirektoratet for Personale havde foreslået (herefter »afgørelsen af 29. januar 2013«).
16 Den 5. februar 2013 informerede en artikel på EIB’s intranet (herefter »artiklen af 5. februar 2013«) personalet om, at direktionen den 29. januar 2013 havde godkendt budgettet for personaleudgifter, og navnlig at forhøjelsen af grundlønskalaen for 2013 var fastsat til 1,8%.
17 Den 15. februar 2013 sendte EIB’s Generaldirektorat for Personale ligeledes personalet en skrivelse, som orienterede de ansatte om den årlige tilpasning af grundlønskalaen for 2013 (herefter »orienteringsskrivelsen af 15. februar 2013«).
18 Den årlige tilpasning af grundlønskalaen for 2013, som fulgte af afgørelserne af 18. december 2012 og 29. januar 2013, blev anvendt første gang på sagsøgernes lønsedler for februar 2013.
Retsforhandlinger og parternes påstande
19 Ved stævninger indleveret til Retten for EU-Personalesagers Justitskontor den 8. maj 2013 anlagde sagsøgerne og to andre ansatte ved EIB nærværende søgsmål, som blev registreret som henholdsvis sag F-41/13 og sag F-43/13.
20 Ved skrivelse indleveret til Personalerettens Justitskontor den 13. november 2013 meddelte sagsøgernes advokat i sag F-41/13 Personaleretten, at de to andre ansatte nævnt ovenfor i præmis 19 afstod fra deres søgsmål.
21 Ved kendelse af 9. december 2013 afsagt af formanden for Personalerettens Tredje Afdeling blev navnene på de to personer nævnt ovenfor i præmis 19 og 20 slettet af listen over sagsøgere.
22 Ved foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, vedtaget på grundlag af procesreglementets artikel 55, stk. 2, litra b), anmodede Personaleretten den 13. februar 2014 parterne i sagerne F-41/13 og F-43/13 om at afgive indlæg om de eventuelle konsekvenser, som skulle drages af dom af 12. februar 2014, Bodson m.fl. mod EIB (F-83/12, EU:F:2014:15), og af 12. februar 2014, Bodson m.fl. mod EIB (F-73/12, EU:F:2014:16). Parterne efterkom denne anmodning inden for den fastsatte frist.
23 Ved kendelser af 16. juni 2014 udsatte formanden for Personalerettens Tredje Afdeling retsforhandlingerne i sagerne F-41/13 og F-43/13 indtil afsigelsen af dom i sagerne T-240/14 P og T-241/14 P, Bodson m.fl. mod EIB, vedrørende appelsagerne til prøvelse af dom af 12. februar 2014, Bodson m.fl. mod EIB (F-83/12, EU:F:2014:15), og af 12. februar 2014, Bodson m.fl. mod EIB (F-73/12, EU:F:2014:16), med den begrundelse, at sagsøgerne i de to nærværende sager – i lighed med sagsøgerne i sagerne T-240/14 P og T-241/14 P – havde fremsat et anbringende om en tilsidesættelse af væsentlige vilkår i deres ansættelseskontrakt.
24 Efter afsigelsen af dommen af 26. februar 2016, Bodson m.fl. mod EIB (T-241/14 P, EU:T:2016:103), og af 26. februar 2016, Bodson m.fl. mod EIB (T-240/14 P, EU:T:2016:104), genoptog Personaleretten sagsbehandlingen og anmodede den 3. marts 2016 ved foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 55, stk. 2, litra b), parterne om at afgive indlæg om de eventuelle konsekvenser, der skulle drages af disse domme. Parterne efterkom denne anmodning inden for den fastsatte frist.
25 I medfør af artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2016/1192 af 6. juli 2016 om overførsel til Retten af kompetencen til som første instans at afgøre tvister mellem Den Europæiske Union og dens ansatte (EUT 2016, L 200, s. 137) blev sagerne F-41/13 og F-43/13 overført til Retten i den stand, som de befandt sig i den 31. august 2016. De blev registreret henholdsvis som sag T-504/16 og sag T-505/16.
26 Ved foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til artikel 89, stk. 3, litra d), i Rettens procesreglement anmodede Retten den 3. februar 2017 EIB om at fremlægge flere tekster, som ikke er blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, og som danner den retlige ramme for nærværende sager, nemlig bilag 3 til mødereferatet PV/09/09 fra bestyrelsesmødet den 22. september 2009, hvori afgørelsen af 22. september 2009 udmøntes. EIB efterkom denne anmodning inden for den fastsatte frist.
27 Ved kendelse afsagt den 7. marts 2017 besluttede formanden for Rettens Niende Afdeling efter at have hørt parterne i henhold til artikel 68 i Rettens procesreglement at forene sagerne T-504/16 og T-505/16 med henblik på den mundtlige forhandling samt dommen.
28 Sagsøgerne har hver især nedlagt følgende påstande:
– Annullation af:
– afgørelserne, som er indeholdt i lønsedlerne for februar 2013, hvorved afgørelserne af 18. december 2012 og af 29. januar 2013 finder anvendelse
– alle afgørelser, som er indeholdt i de efterfølgende lønsedler, hvorved de samme afgørelser finder anvendelse
– om fornødent artiklen af 5. februar 2013 og orienteringsskrivelsen af 15. februar 2013.
– EIB tilpligtes at betale:
– erstatning for det økonomiske tab, som foreløbigt er opgjort til 30 000 EUR pr. sagsøger, og som består dels af forskellen mellem den løn, der følger af gennemførelsen af de ovennævnte afgørelser, og den, der følger af 2009-metoden, fra den 1. januar 2013 med tillæg af morarenter beregnet med den af Den Europæiske Central Bank (ECB) fastsatte rentesats for de vigtigste refinansieringstransaktioner forhøjet med tre procentpoint, dels af erstatning for det tab, som de har lidt i form af tabt købekraft
– hver sagsøger 1 000 EUR i erstatning for det ikke-økonomiske tab.
– I givet fald pålægges EIB som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse at fremlægge følgende dokumenter, såfremt EIB ikke frivilligt fremlægger dem:
– mødereferatet fra bestyrelsesmødet den 18. december 2012
– mødereferatet fra direktionsmødet den 29. januar 2013
– personaleafdelingens skrivelser, RH/P&O/2009-0083 af 26. juni 2009 og personnel/ASP/2013-5 af 23. januar 2013
– bilag 3 til mødereferatet PV/09/09 fra bestyrelsesmødet den 22. september 2009
– EIB’s forretningsplan for 2013-2015.
– EIB tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
29 EIB har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Retlige bemærkninger
De af sagsøgerne begærede foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse
30 Sagsøgerne har nedlagt påstand om, at Retten træffer foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse og pålægger EIB at fremlægge visse dokumenter, såfremt EIB ikke frivilligt fremlægger dem.
31 Det bemærkes imidlertid, dels at sagsøgerne har noteret sig, at EIB har fremlagt de ønskede dokumenter i bilaget til svarskriftet, men tillige har bemærket, at afgørelsen af 22. september 2009 ikke var blevet fremlagt.
32 Dels har Retten ved de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, som er nævnt i præmis 26 ovenfor, opfordret EIB til at fremlægge afgørelsen af 22. september 2009. EIB har efterkommet denne anmodning inden for den fastsatte frist.
33 Følgelig er det ufornødent at træffe afgørelse vedrørende sagsøgernes begæring om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse.
Annullationspåstandene
34 Retten finder, at påstanden om annullation af artiklen af 5. februar 2013 og orienteringsskrivelsen af 15. februar 2013, på den ene side, og påstanden om annullation af afgørelserne i sagsøgernes lønsedler for februar 2013 og de efterfølgende måneder, på den anden side, skal behandles særskilt.
Påstanden vedrørende artiklen af 5. februar 2013 og orienteringsskrivelsen af 15. februar 2013
35 For det første bemærkes indledningsvis, at rent interne sager mellem EIB og dens ansatte er omfattet af en særlig ordning. Disse tvister, som efter deres karakter kan sammenlignes med tvister mellem EU-institutionerne og deres tjenestemænd eller øvrige ansatte, er underkastet domstolsprøvelse i henhold til artikel 270 TEUF og artikel 50a i statutten for Den Europæiske Unions Domstol (jf. i denne retning dom af 15.6.1976, Mills mod EIB, 110/75, EU:C:1976:88, præmis 5-18, og af 23.2.2001, De Nicola mod EIB, T-7/98, T-208/98 og T-109/99, EU:T:2001:69, præmis 93, 94 og 100).
36 Desuden har bestyrelsen den 20. april 1960 vedtaget en personalevedtægt for EIB’s ansatte, senest ændret for så vidt angår nærværende sag den 1. januar 2009 (herefter »personalevedtægten«). Personalevedtægtens artikel 41, stk. 1, bestemmer, at »[a]lle individuelle tvister mellem [EIB] og dens ansatte afgøres af [Den Europæisk Unions] Domstol«.
37 Hvad angår sager mellem EIB og dens ansatte er det således kun individuelle tvister, som kan indbringes for Retten. Selv om EIB’s ansatte derfor på visse betingelser i forbindelse med en individuel tvist kan gøre gældende, at generelle foranstaltninger er ulovlige, kan de derimod ikke direkte påstå annullation heraf (jf. i denne retning dom af 28.9.2011, De Nicola mod EIB, F-13/10, EU:F:2011:161, præmis 54).
38 For det andet fremgår det af fast retspraksis, at en rent oplysende retsakt, som ikke kan berøre modtagerens interesser eller ændre dennes retsstilling i forhold til situationen inden modtagelsen af denne retsakt, ikke kan gøres til genstand for et søgsmål (jf. i denne retning dom af 11.12.2012, Sina Bank mod Rådet, T-15/11, EU:T:2012:661, præmis 30 og 31 og den deri nævnte retspraksis).
39 I nærværende sag og i modsætning til det, som sagsøgerne gør gældende, begrænser artiklen af 5. februar 2013 og orienteringsskrivelsen af 15. februar 2013 sig til at orientere EIB’s personale om vedtagelsen af afgørelsen af 29. januar 2013, som tilsigter at frembringe retsvirkninger for en generel og abstrakt kategori af personer, nemlig EIB’s ansatte, og udgør følgelig en almengyldig foranstaltning. Det følger heraf, dels at artiklen og orienteringsskrivelsen ikke i sig selv udgør individuelle retsakter, dels at de er rent oplysende og dermed ikke er bebyrdende retsakter.
40 Påstanden vedrørende annullation af artiklen af 5. februar 2013 og orienteringsskrivelsen af 15. februar 2013 skal derfor afvises i begge tilfælde.
Påstanden vedrørende afgørelserne, som er indeholdt i sagsøgernes lønsedler for februar 2013 og de efterfølgende måneder
41 Sagsøgerne har gjort gældende, at afgørelserne af 18. december 2012 og af 29. januar 2013, som er blevet anvendt i afgørelserne indeholdt i deres lønsedler for februar 2013 og de efterfølgende måneder, er ulovlige.
42 Til støtte for denne ulovlighedsindsigelse har sagsøgerne fremsat tre anbringender om tilsidesættelse af afgørelsen af 22. september 2009, om tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og om tilsidesættelse af væsentlige vilkår i deres ansættelseskontrakt.
43 Med det første anbringende har sagsøgerne gjort gældende, at afgørelserne af 18. december 2012 og 29. januar 2013 er ulovlige, idet de hvad angår tilpasningen af grundlønskalaen for 2013 er blevet truffet under tilsidesættelse af 2009-metoden, som blev vedtaget ved afgørelsen af 22. september 2009.
44 I denne henseende har EIB ikke bestridt, at anvendelsen af 2009-metoden ville have ført til en forhøjelse af grundlønskalaen med 3,6% i 2013, og dermed at forhøjelsen af lønskalaen med 1,8%, som følger af afgørelserne af 18. december 2012 og 29. januar 2013, har ført til, at EIB har fraveget denne metode for 2013.
45 EIB har imidlertid gjort gældende, at Banken ikke var forpligtet til at anvende 2009-metoden for 2013. For det første har EIB forklaret, at metoden er en enkel intern retningslinje uden bindende karakter. For det andet skulle bestyrelsen have ændret denne metode ved afgørelsen af 18. december 2012. For det tredje ville den økonomiske krise under alle omstændigheder have udgjort force majeure, hvilket berettigede en fravigelse af metoden.
46 Indledningsvis bemærkes, at forholdet mellem sagsøgerne og EIB, uanset det aftalemæssige udgangspunkt, i det væsentlige er af lovgivningsmæssig karakter (jf. i denne retning dom af 12.2.2014, Bodson m.fl. mod EIB, F-83/12, EU:F:2014:15, præmis 107, og af 12.2.2014, Bodson m.fl. mod EIB, F-73/12, EU:F:2014:16, præmis 55). Det bestemmes i artikel 29 (artikel 31 siden april 2012) i EIB’s forretningsorden, at EIB’s personalevedtægter fastsættes af bestyrelsen, og at direktionen vedtager gennemførelsesbestemmelserne.
47 Personalevedtægtens artikel 20, stk. 1, bestemmer således, at »[g]rundlønskalaen for funktionsgrupperne i artikel 14 fremgår af [b]ilag I til [denne] [v]edtægt«. Vedtægtens bilag I fastsætter, at »[g]rundlønskalaen opdateres regelmæssigt«.
48 Det bemærkes, at EIB i medfør af disse bestemmelser har en skønsbeføjelse til ensidigt at fastsætte og ændre elementer i personalets aflønning (jf. i denne retning dom af 26.2.2016, Bodson m.fl. mod EIB, T-241/14 P, EU:T:2016:103, præmis 51 og 57, og af 26.2.2016, Bodson m.fl. mod EIB, T-240/14 P, EU:T:2016:104, præmis 39 og 44), og følgelig til at vedtage og opdatere grundlønskalaen for personalet.
49 Inden for denne skønsbeføjelse kan EIB imidlertid forud beslutte for en vis periode først at fastsatte de kriterier, som dernæst er bestemmende for den regelmæssige opdatering af grundlønskalaen for personalet, og således forpligte sig til at overholde disse kriterier ved de årlige tilpasninger af lønskalaen i denne periode (jf. i denne retning dom af 5.6.1973, Kommissionen mod Rådet, 81/72, EU:C:1973:60, præmis 11, af 26.6.1975, Kommissionen mod Rådet, 70/74, EU:C:1975:93, præmis 20 og 21, og af 24.11.2010, Kommissionen mod Rådet, C-40/10, EU:C:2010:713, præmis 64 og 71).
50 I nærværende sag er det ubestridt, at bestyrelsen ved afgørelsen af 22. september 2009 har vedtaget en metode for årlig tilpasning af grundlønskalaen, som er gældende i syv år.
51 Under disse omstændigheder skal det for det første undersøges, om denne metode har en bindende karakter, således som sagsøgerne har gjort gældende, eller om den udgør en enkel intern retningslinje, således som EIB har gjort gældende.
52 I denne forbindelse skal det først bemærkes, at bestyrelsen, som er kompetent til at vedtage personalevedtægter i medfør af den daværende artikel 29 i EIB’s forretningsorden, på forslag af direktionen og efter udtalelse fra underudvalget vedtog afgørelsen af 22. september 2009.
53 Endvidere er det ubestridt, at 2009-metoden beskrevet i præmis 3 og 5 ovenfor præcist og udtømmende fastsætter de kriterier, som hvert år gør det muligt at beregne tilpasningen af grundlønskalaen i en periode på syv år. Med vedtagelsen af denne metode har bestyrelsen vedtaget konkrete bestemmelser til gennemførelse af personalevedtægtens artikel 20, stk. 1, og vedtægtens bilag I, hvis formål det er at sætte rammerne for og dermed begrænse EIB’s skønsbeføjelse ved fastsættelsen af den årlige tilpasning af grundlønskalaen (jf. i denne retning dom af 24.11.2010, Kommissionen mod Rådet, C-40/10, EU:C:2010:713, præmis 67 og 68).
54 Det fremgår af ordlyden af afgørelsen af 22. september 2009 og af konteksten, der gik forud for dens vedtagelse, at EIB i modsætning til det, som Banken hævder, ville tillægge denne afgørelse en bindende karakter, og derfor kan denne afgørelse ikke sidestilles med en simpel intern retningslinje, som EIB ville kunne fravige, hvis det begrundes (jf. i denne retning dom af 5.6.1973, Kommissionen mod Rådet, 81/72, EU:C:1973:60, præmis 8).
55 Denne konstatering afsvækkes ikke af EIB’s argumenter vedrørende for det første den omstændighed, at 2009-metoden fastsatte en justering i 2013, for det andet den omstændighed, at metoden ikke indeholder en undtagelsesordning, i modsætning til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union, for det tredje den omstændighed, at lønudvalget i udtalelsen af december 2012 havde foreslået at indføre en større fleksibilitet i år med økonomisk krise, og for det fjerde den omstændighed, at 2009-metoden kun blev anvendt på visse kategorier af personale i 2012 og kun vanskeligt var blevet anvendt i 2011.
56 For det første udgør mekanismen til den justering, som skulle finde sted i 2013, og som er præcist defineret i 2009-metoden, en del af gennemførelsesbestemmelserne til denne metode. Justeringens eneste formål var at korrigere tilpasningen af grundlønskalaen for 2013 i det tilfælde, hvor anvendelsen af 2009-metoden ikke havde ført til en indeksering af denne skala i årene 2010-2012 med den inflationsrate, som faktisk var konstateret i disse år. Det skal desuden fremhæves som bemærket ovenfor i præmis 9, at forhøjelsen af grundlønskalaen med 3,6%, der følger af anvendelsen af 2009-metoden i 2013, bl.a. omfatter den justering, som skulle finde sted i 2013. Denne justering udgør derfor hverken en undtagelse, som giver EIB mulighed for at fravige metoden, eller et element, som kan godtgøre, at 2009-metoden er af ikke-bindende karakter, men udgør derimod et yderligere element, som styrker dens bindende karakter.
57 For det andet er det ganske vist uomtvistet, at i modsætning til bilag XI i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, som oprindeligt blev indført ved Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 af 29. februar 1968 om vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og om ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i disse Fællesskaber samt om særlige midlertidige foranstaltninger for tjenestemænd i Kommissionen (EFT 1968 I, s. 30), indeholder afgørelsen af 22. september 2009 ingen bestemmelse, som giver mulighed for at fravige 2009-metoden, såfremt der konstateres en forværring af den økonomiske og sociale situation inden for Unionen. Hvorvidt der findes en undtagelsesordning eller ej, er imidlertid i sig selv irrelevant for at fastslå, om 2009-metoden har en bindende eller ikke-bindende karakter.
58 For det tredje har lønudvalget i udtalelsen af december 2012 udtrykkeligt foreslået, at 2009-metoden ændres med henblik på at indføre bestemmelser, som ville give mere fleksibilitet i tilfælde af økonomiske krise, hvilket synes at bekræfte, at i mangel af en sådan ændring skulle 2009-metoden finde anvendelse i 2013.
59 For det fjerde har den omstændighed, at 2009-metoden kun delvist fandt anvendelse i 2012, idet en del af personalet, nemlig ledelsen, fik en årlig tilpasning af deres grundlønskala, som var lavere end tilpasningen efter metoden, ingen indflydelse på konstateringen af, at denne metode har en bindende karakter og i øvrigt blev korrekt anvendt på hele personalet i 2010 og 2011.
60 Det følger heraf, at EIB ved at vedtage afgørelsen af 22. september 2009 ved en selvstændig afgørelse, så længe denne afgørelse er gældende, dvs. syv år, under udøvelsen af sin skønsbeføjelse i medfør af personalevedtægten har forpligtet sig til at overholde 2009-metoden. Følgelig kan EIB ikke i forbindelse med den årlige tilpasning af grundlønskalaen for personalet påberåbe sig en skønsmargen, der går videre end de kriterier, der er fastsat i denne metode (jf. i denne retning dom af 24.11.2010, Kommissionen mod Rådet, C-40/10, EU:C:2010:713, præmis 71).
61 Desuden skal det bemærkes, at kriterierne i 2009-metoden netop giver mulighed for præcist at bestemme beløbet for den forhøjelse af grundlønskalaen, som skal finde sted hvert år, idet denne metode ikke overlader EIB nogen skønsmargen ved vedtagelsen af de afgørelser, som hvert år går forud for tilpasningen af lønskalaen. Dette var i øvrigt bestyrelsens hensigt, da den vedtog denne metode. Det fremgår nemlig af formanden for EIB’s skrivelse af 25. september 2009, nævnt i præmis 7 ovenfor, at bestyrelsen ønskede at gøre de regelmæssige opdateringer af grundlønskalaen afhængig af anvendelsen af en »mere simple og mere gennemsigtig« metode.
62 Under disse omstændigheder skal EIB’s argument vedrørende 2009-metodens ikke-bindende karakter eller dens hævdede fleksibilitet forkastes.
63 For det andet skal det undersøges, om 2009-metoden stadig fandt anvendelse i 2013, hvilket sagsøgerne gør gældende, eller om den på dette tidspunkt var blevet ændret ved afgørelsen af 18. december 2012, hvilket EIB gør gældende.
64 I denne henseende skal det dels bemærkes, at afgørelsen af 18. december 2012 ikke alene ikke indeholder en bestemmelse, som ophæver, suspenderer eller ændrer afgørelsen af 22. september 2009, men heller ikke indeholder nogen henvisning til denne afgørelse.
65 Dels bemærkes, at afgørelserne er af forskellig natur og har særskilte formål, selv om de begge er vedtaget af det samme organ og efter den samme procedure. Skønt afgørelsen af 22. september 2009 blev vedtaget i forbindelse med udarbejdelsen af budgettet for 2010, har den en lovgivningsmæssig og flerårig karakter, da den fastsætter en metode, som for flere år sætter rammerne for den årlige tilpasning af et af elementerne i personalets aflønning, nemlig grundlønskalaen. Afgørelsen af 18. december 2012 er derimod en retsakt af hovedsageligt budgetmæssig karakter, som vedtager EIB’s forretningsplan for 2013-2015, og som i den forbindelse fastsætter procentsatsen for forhøjelsen af budgettet for personaleudgifter for tjenestegørende personale for et bestemt år, i dette tilfælde 2013, og det er ikke gjort gældende, at den indeholdt bestemmelser vedrørende aflønningen af personalet i EIB.
66 Under disse omstændigheder kan afgørelsen af 18. december 2012 ikke anses for at have ændret 2009-metoden. Det bemærkes i øvrigt, at det samme gælder for afgørelsen af 29. januar 2013 af de samme årsager og så meget desto mere, da afgørelsen er truffet af direktionen og ikke af bestyrelsen.
67 For det tredje skal det undersøges, om EIB’s argument vedrørende den økonomiske situation i efteråret 2012 udgjorde et tilfælde af force majeure, som kunne begrunde, at 2009-metoden ikke anvendtes i 2013.
68 Det bemærkes i denne henseende, at selv om begrebet force majeure ifølge fast retspraksis ikke forudsætter absolut umulighed, kræver det dog, at den manglende indtræden af den pågældende begivenhed skyldes usædvanlige og uforudsigelige omstændigheder, som den, der påberåber sig force majeure, ikke har nogen indflydelse på, og hvis følger han ikke kunne have undgået trods størst mulig agtpågivenhed (dom af 8.3.1988, McNicholl, 296/86, EU:C:1988:125, præmis 11, af 4.3.2010, Kommissionen mod Italien, C-297/08, EU:C:2010:115, præmis 85, og af 30.6.2016, Jinan Meide Casting mod Rådet, T-424/13, EU:T:2016:378, præmis 76).
69 I nærværende sag fremgår det af begrundelsen gengivet i præmis 10 ovenfor, af udtalelsen af december 2012 og af ordlyden af den interne skrivelse nævnt i præmis 12 ovenfor, at EIB ved afgørelserne af 18. december 2012 og 29. januar 2013 fraveg 2009-metoden for at tage hensyn til den økonomiske, sociale og politiske situation i medlemsstaterne og give indtryk af en rimelig behandling af nationale og europæiske sager.
70 På den ene side skal det imidlertid bemærkes, at selv om EIB har henvist til en økonomisk krise, har Banken ikke fremlagt detaljerede oplysninger eller talmateriale vedrørende denne krises alvor og dennes indvirkning på Bankens økonomiske situation. EIB har navnlig hverken godtgjort eller hævdet, at det ville være umuligt for Banken eller i det mindste uforholdsmæssigt vanskeligt at finansiere de udgifter, der følger af anvendelsen af 2009-metoden, således som det oprindeligt blev foreslået af Generaldirektoratet for Personale og derefter af direktionen.
71 På den anden side fremgår det af den i præmis 7 ovenfor gengivne ordlyd af den skrivelse, som formanden for EIB sendte personalet den 25. september 2009, at Banken havde taget hensyn til den økonomiske krise ved vedtagelsen af 2009-metoden. Under disse omstændigheder, og da EIB ikke har henvist til nogen forværring af den økonomiske situation mellem september 2009 og efteråret 2012, har EIB ikke bevist, at den økonomiske situation ved vedtagelsen af afgørelserne af 18. december 2012 og 29. januar 2013 var uforudsigelig på tidspunktet for vedtagelsen af afgørelsen af 22. september 2009.
72 Det følger heraf, at EIB ikke har godtgjort, at den økonomiske og sociale situation eller de politiske krav, som Banken hævder udgjorde en usædvanlig og uforudsigelig omstændighed, hvis konsekvenser den ikke ville have kunnet undgå selv med den udviste påpasselighed, derfor udgør et tilfælde af force majeure.
73 Under disse omstændigheder og i betragtning af den i præmis 57 og 61 ovenfor nævnte omstændighed, at 2009-metoden ikke indeholder nogen undtagelsesordning og ikke overlader EIB nogen skønsmargen, kan den af EIB påberåbte økonomiske krise ikke begrunde, at tilpasningen af grundlønskalaen for Bankens personale i 2013 var lavere end den, som ville følge af 2009-metoden.
74 Uden at det er fornødent at behandle sagsøgernes andet og tredje anbringende, følger det af det ovenstående, at afgørelserne af 18. december 2012 og 29. januar 2013 har tilsidesat afgørelsen af 22. september 2009, og at de følgelig er ulovlige.
75 Som følge heraf er de afgørelser, som er indeholdt i sagsøgernes lønsedler for februar 2013 og de efterfølgende måneder, og som er truffet på grundlag af afgørelserne af 18. december 2012 og af 29. januar 2013 om kun at forhøje sagsøgernes grundlønskala med 1,8%, ligeledes ulovlige og skal derfor annulleres.
Erstatningspåstanden
76 For det første hvad angår den af sagsøgerne hævdede økonomiske skade bemærkes, at det i medfør af artikel 266 TEUF påhviler EIB at gennemføre de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af denne dom, og særligt under overholdelse af legalitetsprincippet at vedtage en retsakt, der er egnet til på rimelig måde at kompensere for den ulempe, der for sagsøgerne var en følge af de annullerede afgørelser (jf. dom af 15.9.2005, Casini mod Kommissionen, T-132/03, EU:T:2005:324, præmis 98 og den deri nævnte retspraksis), uden at sagsøgerne mister muligheden for efterfølgende at anlægge sag til prøvelse af de foranstaltninger, som EIB har vedtaget til opfyldelse af denne dom. Under disse omstændigheder må det fastslås, at erstatningspåstanden vedrørende den økonomiske skade er nedlagt for tidligt (jf. i denne retning dom af 7.6.2011, Larue og Seigneur mod ECB, F-84/09, EU:F:2011:71, præmis 64, og af 29.9.2011, Bowles m.fl. mod ECB, F-114/10, EU:F:2011:173, præmis 79 og 80).
77 For det andet hvad angår den ikke-økonomiske skade, som sagsøgerne hævder at have lidt, bemærkes, at annullationen af en ulovlig retsakt ifølge retspraksis i sig selv kan udgøre en passende og principielt tilstrækkelig erstatning for den ikke-økonomiske skade, som retsakten kan have forvoldt, medmindre sagsøgeren godtgør at have lidt en ikke-økonomisk skade, som kan adskilles fra den ulovlighed, der danner grundlag for annullationen, og som ikke kan erstattes fuldt ud ved denne annullation (jf. i denne retning dom af 7.2.1990, Culin mod Kommissionen, C-343/87, EU:C:1990:49, præmis 27-29, og af 9.12.2010, Kommissionen mod Strack, T-526/08 P, EU:T:2010:506, præmis 58).
78 I nærværende sag har sagsøgerne nøjedes med at henvise til en ikke-økonomisk skade, som skyldes, at de blev placeret i en usikker situation med hensyn til udviklingen i deres lønforhold, uden at begrunde alvoren og konsekvenserne af denne usikkerhed for dem. I øvrigt fremgår det af artiklen af 5. februar 2013 og af orienteringsskrivelsen af 15. februar 2013, at sagsøgerne var blevet informeret om størrelsen af denne tilpasning, inden de modtog deres lønsedler for februar 2013, som for første gang anvendte tilpasningen for 2013 på 1,8% af grundlønskalaen, og dermed er den påberåbte usikkerhed ikke godtgjort. Under disse omstændigheder må det fastslås, at stævningen ikke indeholder den mindste tilkendegivelse om omfanget af den økonomiske skade, som sagsøgerne hævder at have lidt, herunder navnlig, hvorvidt denne skade kan erstattes fuldt ud ved annullationen af de omtvistede afgørelser.
79 På denne baggrund skal sagsøgernes erstatningspåstand afvises.
Sagsomkostninger
80 Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.
81 Da EIB i det væsentlige har tabt sagen, bør det pålægges EIB at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med sagsøgernes påstand.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Niende Afdeling):
1) Den Europæiske Investeringsbanks (EIB) afgørelser om anvendelse af EIB-bestyrelsens afgørelse af 18. december 2012 og af EIB-direktionens afgørelse af 29. januar 2013, som er indeholdt i lønsedlerne for februar 2013 og de efterfølgende måneder for Jean-Pierre Bodson og de andre ansatte i EIB, hvis navne fremgår af bilaget til sag T-504/16, på den ene side, og for Esther Badiola og de andre ansatte i EIB, hvis navne fremgår af bilaget til sag T-505/16, på den anden side, annulleres.
2) I øvrigt frifindes EIB.
3) EIB betaler sagsomkostningerne.
Gervasoni | da Silva Passos | Kowalik-Bańczyk |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 14. september 2017.
Underskrifter