Sag T-777/19
Coopérative des artisans pêcheurs associés (CAPA) Sarl m.fl.
mod
Europa-Kommissionen
Rettens dom (Niende Udvidede Afdeling) af 15. september 2021
»Statsstøtte – individuel støtte til drift af havvindmølleparker – pligt til at købe elektricitet til en pris, der overstiger markedsprisen – indledende undersøgelsesprocedure – afgørelse om ikke at gøre indsigelser – annullationssøgsmål – artikel 1, litra h), i forordning (EU) 2015/1589 – status som interesseret part – fiskerivirksomheder – anlæggelse af parkerne i fiskeriområder – konkurrenceforhold – foreligger ikke – risiko for, at fiskerivirksomhedernes interesser vil blive berørt af tildelingen af den omtvistede støtte – foreligger ikke – ikke umiddelbart og individuelt berørt – afvisning«
1. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – Kommissionens afgørelse, hvorved en statsstøtte erklæres forenelig med det indre marked, uden at der indledes en formel undersøgelsesprocedure– søgsmål anlagt af de interesserede parter som omhandlet i artikel 108, stk. 2, TEUF – betingelser – status som interesseret part foreligger ikke – afvisning
[Art. 108, stk. 2, TEUF og art. 263, stk. 4, TEUF; Rådets forordning 2015/1589, art. 1, litra h)]
(jf. præmis 58-62, 65, 66, 82, 113, 115 og 116)
2. Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – administrativ procedure – interesseret part som omhandlet i artikel 108, stk. 2, TEUF – begreb – virksomhed, som ikke konkurrerer direkte med støttemodtageren –denne virksomhed skal dokumentere, at støtten har en konkret indvirkning på dens situation
[Art. 108, stk. 2, TEUF; Rådets forordning 2015/1589, art. 1, litra h)]
(jf. præmis 63, 64, 71-73, 83-87 og 89)
3. Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – administrativ procedure – interesseret part som omhandlet i artikel 108, stk. 2, TEUF – begreb – fiskerivirksomheder, der påberåber sig de negative virkninger af driften af de støttemodtagende havvindmølleparker på det fiskeri, der bedrives inden for samme område – anvendelse af det samme »råmateriale« foreligger ikke – konkurrenceforhold foreligger ikke – virkninger, som følger af beslutninger om anlæggelse af vindmølleparker og om forvaltning af det offentlige maritime rum – ingen forbindelse mellem mekanismen for støttetildeling og disse virkninger – ingen risiko for, at støttetildelingen får konkret indvirkning på fiskernes interesser – status som interesseret part foreligger ikke
[Art. 108, stk. 2, TEUF; Rådets forordning 2015/1589, art. 1, litra h)]
(jf. præmis 74-81 og 90-97)
4. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – betingelser for antagelse til realitetsbehandling – søgsmålsinteresse – søgsmålskompetence – betingelser af kumulativ karakter – søgsmålet afvises, hvis en af disse betingelser ikke er opfyldt
(Art. 263, stk. 4, TEUF)
(jf. præmis 112)
Resumé
Havvindmølleparker, som modtager driftsstøtte: Retten afviste det søgsmål, der var anlagt af et kooperativ og en række selvstændige fiskere til prøvelse af Kommissionens afgørelse om ikke at gøre indsigelser
Retten præciserede rækkevidden af begrebet »interesseret part« og fandt, at sagsøgerne ikke havde godtgjort, at der var risiko for, at den omtvistede støtte ville få en konkret indvirkning på deres situation
I 2011 og 2013 indkaldte Frankrig tilbud med henblik på opførelse af de første havvindmølleparker i Frankrig. De seks projekter, hvis forventede driftsmæssige levetid er 25 år, ligger i havområder, i hvilke der drives fiskeri.
Projekterne vedrørende opførelse og drift af vindmølleparkerne modtog støtte i form af en pligt til at købe elektricitet til en pris, der oversteg markedsprisen, idet staten fuldt ud kompenserede for meromkostningerne.
Ved afgørelse af 26. juli 2019 (1) (herefter »den anfægtede afgørelse«) fandt Europa-Kommissionen, at denne støtte udgør statsstøtte, som er forenelig med det indre marked (2) (herefter »den omtvistede støtte«). Af denne grund traf Kommissionen afgørelse om ikke at gøre indsigelser.
Coopérative des artisans pêcheurs associés (CAPA), et selskab, hvis kundekreds består af fiskere, og ti fiskerivirksomheder eller selvstændige fiskere (herefter »de sagsøgende fiskere«) anlagde sag ved Retten med påstand om annullation af den anfægtede afgørelse. Denne sag blev imidlertid afvist af Retten (Niende Udvidede Afdeling), som fastslog, at sagsøgerne ikke havde søgsmålskompetence i forhold til den anfægtede afgørelse.
Rettens bemærkninger
Retten bemærkede indledningsvis, at den anfægtede afgørelse er en afgørelse om ikke at gøre indsigelser mod den omtvistede støtte, hvorved Kommissionen forudsætningsvis, men nødvendigvis, afslog at iværksætte den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF. Eftersom denne afgørelse forhindrer »de interesserede parter« (3) i at fremsætte deres bemærkninger inden for rammerne af den formelle undersøgelsesprocedure vedrørende den omhandlede støtte, har de adgang til at indbringe den nævnte afgørelse for Unionens retsinstanser, for så vidt som den tilsidesætter deres processuelle rettigheder. For at en person, virksomhed eller sammenslutning af virksomheder kan betragtes som »interesseret part«, skal denne i tilstrækkelig grad godtgøre, at der er risiko for, at støtten får en konkret indvirkning på dens situation.
Hvad angår kvalificeringen af de sagsøgende fiskere som »interesserede parter«, der kan anlægge et søgsmål til prøvelse af den anfægtede afgørelse, bemærkede Retten, at de som begrundelse for deres søgsmålskompetence påberåbte sig dels tilstedeværelsen af et indirekte konkurrenceforhold mellem deres aktiviteter og de aktiviteter, som modtagerne af den omtvistede støtte udøvede, dels risikoen for, at støtten ville få en konkret indvirkning på deres situation.
For så vidt angår det indirekte konkurrenceforhold, som de sagsøgende fiskere påberåbte sig, bemærkede Retten, at sagsøgerne ikke kunne gøre gældende, at deres produktion indebar anvendelse af det samme »råmateriale« som det, operatørerne af vindmølleparkerne anvendte. Ifølge den gængse betydning af udtrykket »råmateriale« betegner dette en naturressource eller et uforarbejdet produkt, der anvendes som rå- eller hjælpestof i en vares fremstillingsproces. I den foreliggende sag var det ikke adgangen til det offentlige maritime rum, der anvendes af såvel fiskerne som operatørerne af havvindmølleparkerne, der som sådan udgjorde »råmaterialet« i deres respektive økonomiske aktiviteter, men de naturressourcer, der befinder sig dér, dvs. fiskeressourcerne og vindens kinetiske energi. Da de nævnte ressourcer er forskellige, konkurrerede de sagsøgende fiskere således ikke med operatørerne af vindmølleparkerne om udnyttelsen heraf.
Retten konkluderede således, at de sagsøgende fiskere ikke kunne anses for interesserede parter, der kunne anlægge et søgsmål til prøvelse af den anfægtede afgørelse på grundlag af et angiveligt indirekte konkurrenceforhold til modtagerne af den omtvistede støtte.
For så vidt angår den påberåbte risiko for, at den omtvistede støtte ville få en konkret indvirkning på de sagsøgende fiskeres situation, undersøgte Retten dernæst, om de formodede negative virkninger af driften af vindmølleparkerne på deres omgivelser, navnlig på det fiskeri, der bedrives inden for samme område, på havmiljøet og på fiskeressourcerne, kunne anses for støttetildelingens konkrete indvirkning på de pågældende fiskerivirksomheders situation.
Retten fremhævede i denne forbindelse, at selv om det principielt ikke kan udelukkes, at en støtte konkret påvirker tredjemands interesser på grund af de virkninger, som det støttede anlæg har på dets omgivelser og navnlig på de øvrige aktiviteter, der udøves i nærheden, skal disse tredjemænd for at kunne kvalificeres som interesserede parter i tilstrækkelig grad godtgøre, at der er en risiko for en sådan konkret påvirkning. Desuden er det i denne forbindelse ikke tilstrækkeligt at godtgøre, at de nævnte virkninger foreligger, idet det videre skal fastslås, at disse virkninger skyldes selve støtten. De sagsøgende fiskere havde imidlertid ikke ført bevis herfor.
De omhandlede projekters angivelige indvirkning på de sagsøgende fiskeres aktiviteter var nemlig uløseligt forbundet med dels de franske myndigheders beslutninger om at anlægge disse projekter i de pågældende områder som led i deres politik for udnyttelse af energiressourcer, dels reguleringen af det offentlige maritime rum og de tekniske foranstaltninger, som disse projekter er omfattet af. Selv om disse myndigheders beslutning om at tildele operatørerne af disse projekter støtte i form af en købsforpligtelse, hvortil udgifterne betales af staten, gav dem en fordel i forhold til de elektricitetsproducenter, der ikke modtog støtte, var den i sig selv uden betydning for de sagsøgende fiskeres økonomiske resultater.
På grundlag af det ovenstående konkluderede Retten, at den omtvistede støtte ikke i sig selv kunne anses for at have en konkret indvirkning på de sagsøgende fiskeres situation, og at de således ikke havde kompetence til at anlægge et søgsmål til prøvelse af den anfægtede afgørelse.
Hvad endelig angår kvalificeringen af Coopérative des artisans pêcheurs associés (CAPA) som »interesseret part« bemærkede Retten, at den aktivitet, som dette selskab, hvis kundekreds består af fiskere, udøvede, var afhængig af kundernes økonomiske beslutninger og ikke af udbetalingen af den omtvistede støtte. Det fulgte heraf, at det under alle omstændigheder ikke var godtgjort, at der var risiko for, at den nævnte støtte ville få konkret indvirkning på selskabets situation, og at dette selskab heller ikke kunne anses for en interesseret part.