Sag T-359/19
Daimler AG
mod
Europa-Kommissionen
Rettens dom (Anden Udvidede Afdeling) af 15. september 2021
»Miljø – forordning (EF) nr. 443/2009 – gennemførelsesforordning (EU) nr. 725/2011 – gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/158 – gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/583 – kuldioxidemissioner – prøvningsmetodologi – personbiler«
1. Miljø – luftforurening – forordning nr. 443/2009 – præstationsnormer for nye personbilers emissioner – kuldioxid-besparelser, der kan tilskrives innovative teknologier – godkendelses- og certificeringsprocedurer i tilknytning til nævnte teknologier – Kommissionens verificering på et ad hoc-grundlag – anvendelse af en anden prøvningsmetodologi end den, der blev anvendt i forbindelse med godkendelsesproceduren – uantagelighed – tilsidesættelse af princippet om ligebehandling og retssikkerhedsprincippet
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 443/2009; Kommissionens forordning nr. 725/2011, 13. betragtning og artikel 10, stk. 2, og artikel 12; Kommissionens afgørelse 2015/158)
(jf. præmis 70-77)
2. Miljø – luftforurening – forordning nr. 443/2009 – præstationsnormer for nye personbilers emissioner – kuldioxid-besparelser, der kan tilskrives innovative teknologier – godkendelses- og certificeringsprocedurer i tilknytning til nævnte teknologier – Kommissionens verificering på et ad hoc-grundlag – forskel mellem de besparelser, som de kompetente nationale myndigheder har certificeret, og de besparelser, som Kommissionen har verificeret – Kommissionens ret til ikke at tage hensyn til besparelser, der er certificeret for det kalenderår, der går forud for verificeringen – uantagelighed
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 443/2009, artikel 8, stk. 4 og 5; Kommissionens forordning nr. 725/2011, artikel 12, stk. 2 og 3)
(jf. præmis 87-93)
Resumé
I forbindelse med anvendelsen af forordning nr. 443/2009 (1) om nedbringelse af CO2-emissionerne fra lette køretøjer sikrer hver personbilsfabrikant, at dennes CO2-emissioner ikke overskrider vedkommendes gennemsnitlige specifikke emissionsmål (2). Forordningen, der også har til formål at tilskynde til investeringer i nye teknologier, bestemmer navnlig, at de CO2-besparelser, der opnås ved brug af innovative teknologier, fratrækkes de specifikke CO2-emissioner fra de køretøjer, i hvilke disse teknologier anvendes (3). Europa-Kommissionen har i denne forbindelse vedtaget en gennemførelsesforordning (4) om indførelse af en procedure for godkendelse og certificering af innovative teknologier.
I 2015 godkendte Kommissionen ved gennemførelsesafgørelse 2015/158 (5) to højeffektive generatormodeller som miljøinnovationer, der gør det muligt at nedbringe CO2-emissionerne fra personbiler. Med henblik på godkendelsen havde nogle af de pågældende generatorer været genstand for forberedelsesmetoder, generelt betegnet forbehandling.
En tysk bilfabrikant, Daimler AG, der havde udstyret nogle af sine biler med højeffektive generatorer, ansøgte de kompetente tyske myndigheder om en certificering af de CO2-besparelser, der er opnået ved anvendelse af nævnte generatorer, og opnåede denne certificering.
I løbet af 2017 konstaterede Kommissionen imidlertid i forbindelse med en ad hoc-undersøgelse af disse certificeringer, at de således certificerede besparelser i henhold til en prøvningsmetodologi med forbehandling var langt større end de besparelser, der kunne påvises ved anvendelse af den prøvningsmetodologi, der er foreskrevet i gennemførelsesafgørelse 2015/158 (6), der efter denne institutions opfattelse ikke omfatter en forbehandling. Følgelig anslog Kommissionen i sin gennemførelsesafgørelse 2019/583 (7) (herefter »den anfægtede afgørelse«), at de besparelser, der var tilskrevet Daimler AG’s miljøinnovationer, ikke skulle tages i betragtning ved beregningen af selskabets gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner for 2017 (8).
Daimler AG anlagde derfor sag med påstand om annullation af den anfægtede afgørelse, for så vidt som den for Daimler AG’s vedkommende udelukker de gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner og de CO2-besparelser, der kan tilskrives miljøinnovationer. Rettens Anden Udvidede Afdeling gav i sin dom sagsøgeren medhold, idet Kommissionen efter dens opfattelse havde tilsidesat gennemførelsesforordningen ved ad hoc-undersøgelsen af certificeringerne af CO2-besparelserne.
Rettens bedømmelse
For det første fastslog Retten, at Kommissionen begik en retlig fejl ved i forbindelse med ad hoc-verificeringen af certificeringen af CO2-besparelser at udelukke anvendelsen af en prøvningsmetodologi med forbehandling som den, der er anvendt i forbindelse med godkendelsesproceduren for de omhandlede generatorer. En sådan fremgangsmåde er ikke i overensstemmelse med gennemførelsesforordningens artikel 12, der navnlig fastsætter de nærmere bestemmelser for denne verificering.
Ved at anvende en anden prøvningsmetodologi end den, der blev anvendt i forbindelse med proceduren for godkendelse af de omhandlede generatorer, gjorde Kommissionen det således i realiteten umuligt at foretage en sammenligning mellem de certificerede besparelser og de besparelser, der følger af gennemførelsesafgørelse 2015/158.
Hvad angår Kommissionens argument om, at dens fremgangsmåde var begrundet i hensynet til ligebehandlingsprincippet og retssikkerhedsprincippet, fremhævede Retten dels, at ligebehandlingsprincippet kræver, at sammenlignelige situationer ikke behandles forskelligt, og at forskellige situationer ikke behandles ens. Retten anførte i denne henseende, at den prøvningsmetodologi, som Kommissionen havde anvendt, og som ikke tog hensyn til den enkelte generators særlige tekniske karakteristika og til den måde, hvorpå den var blevet forbehandlet, risikerede at være gunstig for visse bilfabrikanter og ugunstig for andre.
Dels fandt Retten, at sidstnævnte metodologi ikke fremgik klart og præcist af nogen retsakt og ikke udgjorde den normale praksis inden for erhvervssektoren. Den kunne således ikke betragtes som en metodologi, der var egnet til at sikre overholdelse af retssikkerhedsprincippet.
Hvad angår Kommissionens indsigelser vedrørende anvendelsen af forbehandling, der var den almindelige praksis inden for erhvervssektoren, konkluderede Retten, at det var i forbindelse med gennemførelsen af godkendelsesproceduren for generatorerne og ikke i forbindelse med gennemførelsen af ad hoc-verificeringen, at Kommissionen havde kompetence til at gøre indsigelse eller anmode om supplerende oplysninger om prøvningsmetodologien.
Hvad for det andet angår fortolkningen af gennemførelsesforordningens artikel 12, stk. 2, der fastsætter Kommissionens ret til på visse betingelser ikke at tage hensyn til »de [certificerede] CO2-besparelser ved beregningen af fabrikantens gennemsnitlige specifikke emissioner for det følgende kalenderår«, præciserede Retten, at denne ret udelukkende vedrørte kalenderåret efter det år, hvor ad hoc-verificeringen blev foretaget. Retten anførte i denne henseende, at udtrykket »det følgende kalenderår« ikke kunne fortolkes således, at det i realiteten betød det kalenderår, der gik forud for ad hoc-verificeringen, således som Kommissionen havde hævdet. En sådan fortolkning var således i strid med denne bestemmelses klare og utvetydige ordlyd og gav anledning til spørgsmål med hensyn til retssikkerhedsprincippet, for så vidt som den anfægtede afgørelse havde alvorlige konsekvenser med tilbagevirkende kraft for Daimler AG, selv om det først burde have været gældende for »det følgende kalenderår«.
Endelig fandt Retten, at den pågældende bestemmelse i gennemførelsesforordningen var klar og utvetydig, således at en fortolkning i overensstemmelse med grundforordningen, dvs. forordning nr. 443/2009, i modsætning til, hvad Kommissionen havde hævdet, ikke var nødvendig.