RETTENS KENDELSE (Appelafdelingen)

10. februar 2012

Sag T-98/11 P

AG

mod

Europa-Parlamentet

»Appel – personalesag – tjenestemænd – afskedigelse ved prøvetidens udløb – søgsmålsfrist – forsinkelse – appel åbenbart ugrundet«

Angående:      Appel af kendelse afsagt af Retten for EU-personalesager (Første Afdeling) den 16. december 2010, AG mod Parlamentet (sag F-25/10), med påstand om ophævelse af denne kendelse.

Udfald:      Appellen forkastes som åbenbart ugrundet. AG bærer sine egne omkostninger og betaler Europa-Parlamentets omkostninger.

Sammendrag

1.      Appel – anbringender – ingen angivelse af den påberåbte retlige fejl – afvisning

[Art. 257 TEUF; statutten for Domstolen, bilag I, art. 11, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 138, stk. 1, første afsnit, litra c)]

2.      Appel – anbringender – urigtig vurdering af faktiske omstændigheder – afvisning – Rettens kontrol med bevisbedømmelsen – udelukket, medmindre de er gengivet urigtigt

(Statutten for Domstolen, bilag I, art. 11)

1.      Det fremgår af artikel 257 TEUF, af artikel 11, stk. 1, i bilag I til statutten for Domstolen og af artikel 138, stk. 1, første afsnit, litra c), i Rettens procesreglement, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand. Et appelskrift, som ikke indeholder nogen argumentation, der specifikt tilsigter at identificere den retlige fejl, som den pågældende dom eller kendelse er behæftet med, opfylder ikke dette krav.

Påstande, som er for generelle og upræcise til at være genstand for en retlig bedømmelse, skal forkastes.

(jf. præmis 24 og 25)

Henvisning til:

Retten: 16. december 2010, sag T-48/10 P, Meister mod KHIM, præmis 42 og 43 og den deri nævnte retspraksis

2.      Det følger af artikel 11 i bilag I til statutten for Domstolen, der gengiver ordlyden af vedtægtens artikel 58, at en appel er begrænset til retsspørgsmål og skal være begrundet i anbringender om, at Personaleretten savner kompetence, at der er begået rettergangsfejl for Personaleretten, som krænker appellantens interesser, eller at Personaleretten har overtrådt EU-retten.

Det er følgelig alene Personaleretten, der er kompetent til at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, undtagen i det tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af akterne i den sag, den har behandlet, og til at tage stilling til disse faktiske omstændigheder. Bedømmelsen af de faktiske omstændigheder udgør således ikke som sådan et retsspørgsmål, der er undergivet Rettens prøvelsesret, medmindre der er tale om en urigtig gengivelse af de for Personaleretten fremlagte beviser.

En sådan urigtig gengivelse skal fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det er nødvendigt at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne, eller uden fremlæggelse af nye beviser.

(jf. præmis 44-46)

Henvisning til:

Retten: 24. oktober 2011, sag T-213/10 P, P mod Parlamentet, præmis 46-48 og den deri nævnte retspraksis