Language of document :

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 22. december 2010 - Bogusław Juliusz Dankowski mod Dyrektor Izby Skarbowej w Łodzi (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Naczelny Sąd Administracyjny - Republikken Polen)

(Sag C-438/09) 1

(Sjette momsdirektiv - ret til at fradrage indgående moms - leverede tjenesteydelser - afgiftspligtig person, der ikke er momsregistreret - obligatoriske angivelser på fakturaen med hensyn til moms - national afgiftslovgivning - udelukkelse af fradragsretten i medfør af sjette momsdirektivs artikel 17, stk. 6)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Naczelny Sąd Administracyjny

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Bogusław Juliusz Dankowski

Sagsøgt: Dyrektor Izby Skarbowej w Łodzi

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse - Naczelny Sąd Administracyjny - fortolkning af artikel 17, stk. 6, i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (EFT L 145, s. 1) - forenelighed med denne bestemmelse af en national retsforskrift, som udelukker ret til fradrag for indgående moms af en tjenesteydelse og på grundlag af en faktura, der i strid med national ret er udstedt af en person, der ikke er momsregistreret

Konklusion

Artikel 18, stk. 1, litra a), og artikel 22, stk. 3, litra b), i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag, som ændret ved Rådets direktiv 2006/18/EF af 14. februar 2006, skal fortolkes således, at en afgiftspligtig person har ret til fradrag af merværdiafgift erlagt for tjenesteydelser leveret af en anden afgiftspligtig, som ikke er registreret med hensyn til denne afgift, såfremt fakturaerne vedrørende disse tjenesteydelser indeholder alle de oplysninger, som kræves i henhold til nævnte artikel 22, stk. 3, litra b), navnlig de oplysninger, som er nødvendige for at identificere den person, der har udstedt disse fakturaer, og arten af de leverede tjenesteydelser.

Artikel 17, stk. 6, i sjette direktiv 77/388, som ændret ved direktiv 2006/18, skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, som udelukker ret til fradrag af merværdiafgift, der er betalt af en afgiftspligtig til en anden afgiftspligtig, som er tjenesteyder, når sidstnævnte ikke er registreret med hensyn til denne afgift.

____________

1 - EUT C 37 af 13.2.2010.