RETTENS DOM (Appelafdelingen)

19. januar 2010

Sag T‑355/08 P

Chantal De Fays

mod

Europa-Kommissionen

»Appel — kontraappel — personalesag — tjenestemænd — ferie — sygeorlov — ubeføjet udeblivelse konstateret som følge af en lægeundersøgelse — fradrag i den årlige ferie — fortabelse af retten til vederlag«

Angående: Appel af dom afsagt af EU-Personaleretten (Første Afdeling) den 17. juni 2008, De Fays mod Kommissionen (sag F‑97/07, Sml. Pers. I‑A‑1, s. 191, og II‑A‑1, s. 1011), med påstand om ophævelse af denne dom. Kontraappel iværksat af Europa-Kommissionen ligeledes med påstand om førnævnte doms ophævelse.

Udfald: Appellen og kontraappellen forkastes. Chantal De Fays betaler omkostningerne i appelsagen. Europa-Kommissionen betaler omkostningerne i kontraappellen.

Sammendrag

1.      Appel — anbringender — anfægtelse af vurderinger, der for første gang foretages af Personaleretten

(Art. 225 A EF; statutten for Domstolen, bilag I, art. 11, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 139, stk. 2)

2.      Appel — anbringender — anbringende fremsat for første gang i forbindelse med appellen — afvisning — anbringende vedrørende den afgørelse, der er genstand for den appellerede dom — afvisning

(Rettens procesreglement, art. 48, stk. 2, og art. 144)

3.      Tjenestemænd — sygeorlov — lægeundersøgelse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 59, stk. 1)

4.      Appel — anbringender — anbringende mod en domspræmis, der er overflødig som begrundelse for domskonklusionen — anbringende uden betydning

(Art. 225 A EF; statutten for Domstolen, bilag I, art. 9)

1.      Under en appel har Retten kun kompetence til at tage stilling til den retlige afgørelse, der er blevet truffet vedrørende de anbringender, der er blevet behandlet ved Personaleretten. Under en sådan sag er Retten følgelig kun kompetent til at efterprøve, om argumentationen under appelsagen angiver en retlig fejl, som den appellerede afgørelse er behæftet med. I denne henseende ændrer det ikke sagens genstand, at sagsøgeren anfægter vurderinger, som Personaleretten i den appellerede dom for første gang foretog med henblik på at besvare anbringender, der var blevet fremført for den.

(jf. præmis  28, 30 og 31)

Henvisning til:

Domstolen, 7. november 2002, forenede sager C‑24/01 P og C‑25/01 P, Glencore og Compagnie Continentale mod Kommissionen, Sml. I, s. 10119, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis; Domstolen, 21. februar 2008, sag C‑348/06 P, Kommissionen mod Girardot, Sml. I, s. 833, præmis 49 og 50 og den deri nævnte retspraksis

Retten, 11. november 2008, sag T‑390/07 P, Speiser mod Parlamentet, Sml. Pers. I‑B‑1, s. 63, og II‑B‑1, s. 427, præmis 35.

2.      I henhold til artikel 48, stk. 2, og artikel 144 i Rettens procesreglement skal anbringender, som ikke er blevet fremsat under appellen, men for første gang fremsættes i en skrivelse indgivet til Justitskontoret og fastholdt af sagsøgeren under retsforhandlingerne, afvises. En appel kan heller ikke støttes på et anbringende, som ikke vedrører den appellerede dom, men den administrative afgørelse, som var genstand for denne dom.

(jf. præmis 34 og 40)

Henvisning til:

Domstolen, 11. november 2004, forenede sager C‑186/02 P og C‑118/02 P, Ramondín m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 10653, præmis 50.

3.      Det følger af tjenestemandsvedtægtens artikel 59, stk. 1, at institutionens læges konklusioner kun kan drages i tvivl af modstridende konklusioner fra en uafhængig læge, som den pågældende tjenestemand inden for en frist på to arbejdsdage har anmodet om at vurdere lægeundersøgelsens konklusioner. Dette udfald ændres ikke af den omstændighed, at notatet i udtalelsen fra institutionens læge indeholder en fejlbehæftet bemærkning om, at hvis den berørte part skulle have til hensigt at anfægte udtalelsen for den omhandlede sygdom, ville denne skulle fremlægge en ny lægeattest, eftersom den nævnte tjenestemand kendte til eksistensen af mæglingsproceduren, idet han allerede havde gjort brug af den.

(jf. præmis 43)

4.      Anbringendet i en appelsag, der er rettet mod de for den appellerede afgørelse overflødige præmisser i en af Personaleretten afsagt dom, er uden betydning og skal forkastes.

(jf. præmis 56)

Henvisning til:

Domstolen, 12. februar 2003, sag C‑399/02 P(R), Marcuccio mod Kommissionen, Sml. I, s. 1417, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis.