RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Tredje Afdeling)

19. juni 2013

Sag F-40/12

CF

mod

Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA)

»Personalesag – tidligere midlertidigt ansat – tidsbegrænset kontrakt – afskedigelse under sygeorlov – artikel 16 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte – artikel 48, litra b), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte – psykisk chikane«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, hvorunder CF i det væsentlige har nedlagt påstand om, for det første, annullation af afgørelsen af 24. maj 2011, hvorved ansættelsesmyndigheden ved Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (herefter »EASA« eller »agenturet«) opsagde hans kontrakt som midlertidigt ansat (herefter »den anfægtede afgørelse«), for det andet, at EASA tilpligtes at betale erstatning for det tab, han har lidt som følge af denne afgørelse, og, for det tredje, erstatning for tab i forbindelse med den psykiske chikane, han har været udsat for.

Udfald:      Afgørelsen af 24. maj 2011, hvorved ansættelsesmyndigheden ved Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur opsagde CF’s kontrakt som midlertidigt ansat, annulleres. Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur betaler CF et beløb på 88 189,76 EUR i erstatning for det økonomiske tab. I øvrigt frifindes Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur. Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur bærer sine egne omkostninger og betaler tre fjerdedele af CF’s omkostninger. CF bærer en fjerdedel af sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – opsigelse af en tidsbegrænset kontrakt efter udløbet af en sygeorlov – beregning af varigheden af det af den ansatte udførte arbejde – hensyntagen til det arbejde, som den pågældende tidligere har udført som kontraktansat

[Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 34, stk. 1, Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 3a, 16 og 48, litra b)]

2.      Tjenestemandssager – krav om erstatning af en skade forvoldt ved en adfærd, som ikke har karakter af en afgørelse – manglende forudgående administrativ procedure i overensstemmelse med vedtægten – afvisning

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

3.      Tjenestemandssager – erstatningssøgsmål – søgsmål i henhold til administrationens pligt til at erstatte en skade, som en tjenestemand forvoldes af tredjemand – formaliteten – betingelse – klagemulighederne udtømt – undtagelse – manglende effektive klagemuligheder

(Tjenestemandsvedtægten, art. 24, stk. 2, og 91)

4.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – afskedigelse i forbindelse med chikane – ulovlig afgørelse om afskedigelse – krav om forbindelse mellem chikanen og begrundelsen for afgørelsen om afskedigelse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 12a, og art. 90, stk. 91)

5.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – tjenestegrenenes organisation – foranstaltning, der består i at opnå en erklæring fra en ansat vedrørende arten af dennes forhold til en anden ansat – lovlig – tilsidesættelse af retten til respekt for privatlivet – berettigelse – foranstaltning truffet med henblik på at sikre, at tjenesten fungerer tilfredsstillende

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 7 og 52, stk. 3)

1.      Det arbejde, en midlertidigt ansat tidligere har udført som kontraktansat i henhold til artikel 3a i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, skal tages i betragtning ved beregning af »varigheden af det af den ansatte udførte arbejde«, hvorunder sygeorloven er aflønnet i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 16, og hvorefter denne midlertidigt ansattes ansættelse kan opsiges uden varsel i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 48, litra b).

Ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse skal der imidlertid ikke blot tages hensyn til dennes ordlyd og de mål, den forfølger, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til EU-rettens bestemmelser som helhed.

I denne forbindelse skal ansættelsesvilkårenes artikel 16, stk. 2, læses i lyset af artikel 34, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, hvorefter Unionen anerkender og respekterer retten til adgang til sociale sikringsydelser som en grundlæggende rettighed, der bl.a. sikrer en beskyttelse i forbindelse med sygdom.

Artikel 16, stk. 2, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte har endelig til formål i tilfælde af sygdom at beskytte de midlertidige ansatte mod de sociale og økonomiske risici forbundet med denne tilstand og bidrager således til det overordnede formål om beskyttelse af sundheden.

I en sammenhæng, hvor de ansatte kan ansættes som midlertidigt ansatte eller kontraktansatte, og hvor institutionerne og agenturerne ikke sjældent skiftevis anvender disse to ordninger for at sikre sig den samme ansattes tjeneste, nås formålet om beskyttelse af sundheden imidlertid ikke fuldt ud, hvis det af den ansatte udførte arbejde i den ene eller anden af disse to egenskaber ikke sammenlægges.

(jf. præmis 36, 37 og 41-43)

Henvisning til:

Domstolen: 6. oktober 1982, sag C-283/81, CILFIT, præmis 20

Personaleretten, 29. september 2009, forenede sager F-69/07 og F-60/08, O mod Kommissionen, præmis 114

2.      Ifølge vedtægtens artikel 90 og 91 skal der, inden der anlægges erstatningssøgsmål om erstatning af den skade, som er lidt på grund af en adfærd, der ikke har karakter af en afgørelse, såsom psykisk chikane, gennemføres en administrativ procedure i to etaper. Den pågældende skal først indgive en ansøgning til ansættelsesmyndigheden i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 1, hvori han opfordrer administrationen til at erstatte skaden. Der kan kun indgives en klage over et udtrykkeligt eller stiltiende afslag på denne ansøgning, som udgør en bebyrdende afgørelse, og kun såfremt denne klage udtrykkeligt eller stiltiende afvises, kan der anlægges erstatningssøgsmål ved Unionens retsinstanser.

(jf. præmis 57)

Henvisning til:

Personaleretten: 1. februar 2007, sag F-42/05, Rossi Ferreras mod Kommissionen, præmis 58-61

3.      Formålet med vedtægtens artikel 24, stk. 2, er at erstatte tjenestemanden eller en anden ansat det tab, som han har lidt som følge af sådanne handlinger fra en tredjemands eller anden tjenestemands side, som er omhandlet i samme artikels stk. 1, såfremt han ikke kan opnå erstatning fra skadevolderen. Et erstatningssøgsmål anlagt af en tjenestemand eller en anden ansat vedrørende chikane kan kun antages til realitetsbehandling, når de nationale retsmidler er udtømt, for så vidt som disse retsmidler effektivt beskytter de berørte personers interesser og kan føre til erstatning af det påståede tab.

(jf. præmis 59)

Henvisning til:

Domstolen: 5. oktober 2006, sag C-365/05 P, Schmidt-Brown mod Kommissionen, præmis 78

Retten i Første Instans: 9. marts 2005, sag T-254/02, L mod Kommissionen, præmis 148

Den Europæiske Unions Ret: 12. juli 2011, sag T-80/09 P, Kommissionen mod Q, præmis 67

4.      Den omstændighed, at det godtgøres, at en ansat har været udsat for psykisk chikane, indebærer ikke, at enhver afgørelse, som går den midlertidigt ansatte imod, og som er truffet i forbindelse med denne chikane, er ulovlig. Psykisk chikane kan således principielt på grund af sin karakter kun påberåbes til støtte for annullationspåstande rettet mod afvisningen af en ansøgning om bistand. Et anbringende om påstået chikane kan imidlertid undtagelsesvis påberåbes over for en afgørelse om afskedigelse, hvis det viser sig, at der foreligger en forbindelse mellem den pågældende chikane og begrundelsen for denne afgørelse. Dette gælder for en afgørelse om afskedigelse, der er baseret på en forlængelse af en sygeorlov, der følger af en tilstand, der i givet fald kan skyldes psykisk chikane.

(jf. præmis 79 og 80)

Henvisning til:

Personaleretten: 24. februar 2010, sag F-2/09, Menghi mod ENISA, præmis 69

5.      Henset til kravene om effektivitet, der hviler på de midlertidigt ansatte, kan en foranstaltning, der består i, at administrationen opnår en erklæring fra enmidlertidigt ansat om, at denne ikke havde et nært forhold til en anden ansat, anses for at vedrøre tjenestens tilfredsstillende funktion og i denne forbindelse begrundes i hensynet til at forebygge uro som omhandlet i artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention, når spørgsmålet om arten af den nævnte ansattes forhold fremkalder et skadeligt klima inden for tjenesten.

Selv om det i denne forbindelse er ubestridt, at en sådan anmodning skader privatlivets fred, udgør retten til respekt for privatlivet, der er sikret i artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og i den nævnte konventions artikel 8, imidlertid ikke en absolut ret og kan begrænses i overensstemmelse med chartrets artikel 52, stk. 3.

(jf. præmis 85 og 86)