RETTENS DOM (Tredje Afdeling)
15. september 1998 (1)
»Annullationssøgsmål - Den Europæiske Socialfond - nedsættelse af tilskud -
medlemsstatens attestering - fejl i bedømmelsen af de faktiske forhold -
berettiget forventning - retssikkerhed - proportionalitet«
I sag T-142/97,
Eugénio Branco Ld.², Lissabon, ved advokat Bolota Belchior, Vila Nova de Gaia,
og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Jacques Schroeder, 6, rue Heine,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Maria Teresa Figueira og
Knut Simonsson, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede, og med
valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens
Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,
angående en påstand om annullation af Kommissionens beslutning K (96) 3170 af
16. december 1996 om at nedsætte et tilskud, der var ydet sagsøgeren af Den
Europæiske Socialfond,
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS
(Tredje Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, V. Tiili, samt dommerne C.P. Briët og A.
Potocki,
justitssekretær: ekspeditionssekretær Blanca Pastor,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 11. juni
1998,
afsagt følgende
Dom
Relevante retsforskrifter
- 1.
- I artikel 1, stk. 2, litra a), i Rådets afgørelse 83/516/EØF af 17. oktober 1983 om
Den Europæiske Socialfonds opgaver (EFT L 289, s. 38, herefter »afgørelse
83/516«) bestemmes det, at Den Europæiske Socialfond deltager i finansieringen
af foranstaltninger vedrørende erhvervsuddannelse og erhvervsvejledning.
- 2.
- I henhold til afgørelsens artikel 2, stk. 2, garanterer de pågældende medlemsstater
en forsvarlig gennemførelse af foranstaltningerne.
- 3.
- I Rådets forordning (EØF) nr. 2950/83 af 17. oktober 1983 om gennemførelse af
afgørelse 83/516/EØF (EFT L 289, s. 1, herefter »forordning nr. 2950/83« eller
»forordningen«) bestemmes det i artikel 5, stk. 1, at Den Europæiske Socialfonds
godkendelse af en ansøgning om tilskud medfører udbetaling af et forskud på 50
% af tilskuddet på den dato, der er anført for uddannelsesforanstaltningens
begyndelse.
- 4.
- I forordningens artikel 5, stk. 4, bestemmes det dels, at anmodninger om udbetaling
af saldobeløb skal indeholde en detaljeret redegørelse for indholdet, resultaterne
og finansieringen af den pågældende foranstaltning, dels, at medlemsstaten skal
attestere den faktiske og regnskabsmæssige rigtighed af de i
udbetalingsanmodningerne indeholdte oplysninger.
- 5.
- Såfremt tilskuddet fra Den Europæiske Socialfond (herefter »fonden«) ikke
anvendes på de i godkendelsesbeslutningen fastsatte betingelser, kan Kommissionen
i medfør af artikel 6, stk. 1, suspendere, nedsætte eller lade tilskuddet bortfalde
efter at have givet den pågældende medlemsstat lejlighed til at fremkomme med
sine bemærkninger.
- 6.
- I henhold til artikel 6, stk. 2, skal de udbetalte beløb, som ikke er blevet anvendt
på de i godkendelsesbeslutningen fastsatte betingelser, tilbagebetales.
- 7.
- I henhold til artikel 7, stk. 1, kan Kommissionen med forbehold af den kontrol, der
foretages af medlemsstaterne, foretage revision på stedet.
- 8.
- I Kommissionens beslutning 83/673/EØF af 22. december 1983 vedrørende
forvaltningen af Den Europæiske Socialfond (EFT L 377, s. 1, herefter »beslutning
83/673«) bestemmes det i artikel 6, at medlemsstaternes anmodninger om
udbetaling af saldobeløb skal tilgå Kommissionen inden for en frist på ti måneder
efter foranstaltningernes afslutning. Det anføres nærmere, at der ikke udbetales
tilskud på grundlag af anmodninger, som er indgivet efter denne frists udløb.
Sagens faktiske omstændigheder
- 9.
- Departamento para os Assuntos do Fundo Social Europeu (Departementet for
Anliggender vedrørende Den Europæiske Socialfond, herefter »DAFSE«) er Den
Portugisiske Stats repræsentant i spørgsmål vedrørende fonden. DAFSE er den
eneste kontakt, som både Kommissionens tjenestegrene, der er ansvarlige for
gennemførelsen af fondens foranstaltninger, og de offentlige og private portugisiske
organisationer, der ønsker at modtage tilskud fra fonden, skal henvende sig til.
- 10.
- Den 31. juli 1987 indgav sagsøgeren til DAFSE en ansøgning om tilskud fra fonden
til en erhvervsuddannelsesforanstaltning, der skulle gennemføres i perioden fra den
4. juli til den 30. december 1988 (herefter »ansøgningen om tilskud«).
- 11.
- Herefter indgav DAFSE ansøgningen til Kommissionen på Den Portugisiske Stats
vegne og til fordel for sagsøgeren.
- 12.
- Det projekt, hvortil der blev ansøgt om tilskud (sag nr. 880280 P1) blev godkendt
ved en beslutning fra Kommissionen, der blev meddelt sagsøgeren i skrivelse fra
DAFSE af 25. maj 1988 (herefter »godkendelsesbeslutningen«).
- 13.
- I godkendelsesbeslutningen blev tilskuddet fra fonden fastsat til 62 191 499 PTE.
Den Portugisiske Stat påtog sig selv at finansiere sagsøgerens projekt med
50 883 954 PTE gennem Orçamento da Segurança Social/Instituto de Gestão
Financeira da Segurança Social (budgettet for social sikring/Instituttet for den
Finansielle Forvaltning af Social Sikring, herefter »OSS/IGFSS«). Den resterende
finansiering af uddannelsesforanstaltningen skete gennem private bidrag.
- 14.
- I skrivelse af 21. juli 1988 returnerede sagsøgeren til DAFSE en »erklæring om
accept af godkendelsesbeslutningen«, som sagsøgeren behørigt havde underskrevet
efter anmodning fra Kommissionen. Sagsøgeren erklærede deri at ville anvende
tilskuddet fra fonden under overholdelse af dels de nationale og fællesskabsretlige
gældende regler, dels af vilkårene i godkendelsesbeslutningen.
- 15.
- Den 12. august 1988 fik sagsøgeren i medfør af artikel 5, stk. 1, i forordning nr.
2950/83 udbetalt et forskud på 50% af tilskuddet fra fonden og af tilskuddet fra
OSS/IGFSS, der henholdsvis udgjorde 31 095 749 PTE og 25 441 977 PTE.
- 16.
- Da uddannelsesforanstaltningen var tilendebragt, konstaterede sagsøgeren, at de
endelige samlede omkostninger til foranstaltningen var på 104 289 500 PTE og
dermed lavere end det oprindeligt forudsatte beløb. Sagsøgeren indgav derfor en
anmodning til DAFSE om udbetaling af et saldobeløb på 20 527 598 PTE, som
fonden skulle betale, og et saldobeløb på 16 795 307 PTE, som OSS/IGFSS skulle
betale.
- 17.
- Ved den første behandling af anmodningen opstod der tvivl hos DAFSE om,
hvorvidt de oplysninger, den indeholdt, var i overensstemmelse med reglerne.
DAFSE anmodede derfor Inspecção Geral de Finanças (herefter »IGF«) om at
foretage kontrol af anmodningen om udbetaling af saldobeløbet i medfør af artikel
7, stk. 1, i forordning nr. 2950/83.
- 18.
- Mens denne undersøgelse var i gang, attesterede DAFSE den 2. august 1989 den
faktiske og regnskabsmæssige rigtighed af anmodningen om udbetaling af
saldobeløbet i medfør af artikel 5, stk. 4, i forordning nr. 2950/83. DAFSE
udbetalte sagsøgeren 16 795 307 PTE, der var saldobeløbet for det tilskud, der
skulle betales af OSS/IGFSS, men anførte samtidig, at udbetalingen ikke havde
betydning for den endelige afgørelse, der skulle træffes af Kommissionen.
- 19.
- Den 9. januar 1990 afgav IGF sin beretning. IGF konstaterede dels, at sagsøgeren
havde afholdt en række unødvendige udgifter, dels, at visse andre udgifter var
blevet afholdt i strid med bestemmelserne i national ret, og indstillede derfor, at
det ydede tilskud blev nedsat.
- 20.
- DAFSE fulgte IGF's indstilling og sendte den 23. maj 1990 en skrivelse til
sagsøgeren, hvori DAFSE meddelte, at tilskuddet fra fonden skulle nedsættes til
30 672 242 PTE og tilskuddet fra OSS/IGFSS til 25 095 471 PTE. DAFSE pålagde
derfor sagsøgeren at tilbagebetale en del af de beløb, sagsøgeren allerede havde
modtaget fra fonden og OSS/IGFSS, på henholdsvis 423 507 PTE og
17 141 813 PTE.
- 21.
- Den 23. maj 1990 indgav DAFSE endvidere en korrigeret anmodning om
udbetaling om saldobeløbet for sagsøgeren til Kommissionen. DAFSE forslog en
nedsættelse af tilskuddet til de beløb, der var anført i den skrivelse, DAFSE samme
dag havde tilsendt sagsøgeren.
- 22.
- I beslutning af 29. marts 1993 fulgte Kommissionen dette forslag og nedsatte
tilskuddet fra fonden til 30 672 242 PTE.
- 23.
- Ved skrivelse af 15. december 1993, der blev modtaget den 17. december 1993,
meddelte DAFSE sagsøgeren denne beslutning.
- 24.
- Den 23. februar 1994 anlagde sagsøgeren sag ved Retten med påstand om
annullation af den pågældende beslutning.
- 25.
- Da Kommissionen ikke havde indgivet svarskrift inden for den fastsatte frist,
afsagde Retten den 12. januar 1995 udeblivelsesdom (sag T-85/94, Branco mod
Kommissionen, Sml. II, s. 45). Da Retten fastslog, at anbringendet vedrørende
tilsidesættelse af begrundelsespligten skulle tages til følge, og annullerede derfor
Kommissionens beslutning uden at tage stilling til sagsøgerens øvrige anbringender.
- 26.
- Den 22. februar 1995 fremsatte Kommissionen begæring om genoptagelse af sagen
i medfør af procesreglementets artikel 122, stk. 4.
- 27.
- I dom af 13. december 1995 (sag T-85/94 (122), Sml. II, s. 2993) bestemte Retten,
at begæringen om genoptagelse ikke skulle tages til følge.
- 28.
- Som følge af dommen foretog Kommissionen en fornyet gennemgang af sagen. Ved
skrivelse af 30. maj 1996 tilsendte den DAFSE et nyt udkast til beslutning om
nedsættelse af tilskuddet og anmodede DAFSE om at fremkomme med sine
bemærkninger i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 2950/83.
Kommissionen anmodede endvidere DAFSE om at forelægge udkastet for
sagsøgeren og meddele den sagsøgerens eventuelle bemærkninger hertil.
- 29.
- I skrivelse af 19. juni 1996 tilsendte DAFSE sagsøgeren en kopi af Kommissionens
udkast til beslutning og anmodede DAFSE om at fremkomme med sine
bemærkninger inden en frist på ti dage. Sagsøgeren efterkom anmodningen inden
for den fastsatte frist.
- 30.
- Ved skrivelse modtaget den 4. september 1996 tilsendte DAFSE Kommissionen en
kopi af sagsøgerens bemærkninger til beslutningsudkastet og DAFSE's egne
bemærkninger.
- 31.
- Den 16. december 1996 traf Kommissionen beslutning K (96) 3170 (herefter »den
anfægtede beslutning«). Efter en gennemgang af den procedure, Kommissionen og
DAFSE havde fulgt, og under henvisning til både beretningen fra IGF og
Kommissionens skrivelse af 30. maj 1996 konkluderede den, at tilskuddet fra
fonden skulle nedsættes til det beløb, man var nået frem til i beslutningen af 29.
marts 1993, dvs. 30 672 242 PTE.
- 32.
- I skrivelse af 24. februar 1997 gav DAFSE sagsøgeren meddelelse om den
anfægtede beslutning og anmodede sagsøgeren om inden for 30 dage at
tilbagebetale henholdsvis 423 507 PTE og 17 141 813 PTE, som sagsøgeren skyldte
fonden og OSS/IGFSS.
- 33.
- Ved skrivelser modtaget den 25. oktober 1996 og den 6. maj 1997 meddelte
Tribunal Criminal do Porto og DAFSE Kommissionen, at DAFSE på foranledningaf IGF's regnskabsberetning havde indbragt en sag for den pågældende retsinstans
imod sagsøgeren vedrørende retsstridig anvendelse af tilskud og bedrageri med
henblik på at opnå tilskud.
Retsforhandlinger og parternes påstande
- 34.
- Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 29. april 1997 har sagsøgeren
anlagt sag med påstand om annullation af den anfægtede beslutning.
- 35.
- På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Afdeling)
besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisoptagelse.
Retten har dog besluttet at stille Kommissionen en række skriftlige spørgsmål, som
den har besvaret under det offentlige retsmøde den 11. juni 1998.
- 36.
- Under dette retsmødet har parterne afgivet mundtlige indlæg og besvaret
spørgsmål fra Retten.
- 37.
- Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
- Den anfægtede beslutning annulleres.
- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
- 38.
- Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
- Sagsøgte frifindes.
- Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Realiteten
- 39.
- Sagsøgeren har fremført fem anbringender til støtte for annullation vedrørende
henholdsvis tilsidesættelse af forordning nr. 2950/83, en fejl ved bedømmelsen af
de faktiske forhold, tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede
forventning og retssikkerhedsprincippet, en krænkelse af velerhvervede rettigheder
og endelig tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.
1. Det første anbringende, vedrørende tilsidesættelse af forordning nr. 2950/83
Parternes argumenter
- 40.
- Sagsøgeren har anført, at DAFSE i august 1989 attesterede den faktiske og
regnskabsmæssige rigtighed af sagsøgerens anmodning om udbetaling af
saldobeløbet i medfør af artikel 5, stk. 4, i forordning nr. 2950/83. Ved
oversendelsen af denne attestering til Kommissionen var DAFSE's og
medlemsstatens beføjelser imidlertid udtømt. De gældende bestemmelser og særligtforordning nr. 2950/83 gav ikke hjemmel til, at DAFSE efter attesteringen og
oversendelsen heraf til Kommissionen yderligere som i den foreliggende sag foretog
en »genoptagelse« af sagen, hvorved den ændrede sin forudgående attestering.
- 41.
- Medlemsstaten bør undersøge, om der foreligger retsstridige forhold, inden den
foretager attesteringen. Hvis den ikke har gjort det, foretager den en urigtig
attestering. Da DAFSE skulle tage stilling til anmodningen om udbetaling af
saldobeløbet, kunne myndigheden kun træffe en af følgende afgørelser: den kunne
enten fastslå, at de fremlagte oplysninger var korrekte, og foretage en attestering
heraf, eller den kunne konstatere, at de var forkerte, og i så tilfælde afslå at
attestere dem. Da DAFSE attesterede anmodningen om udbetaling af saldobeløbet,
godkendte myndigheden således endeligt oplysningerne i anmodningen.
- 42.
- Endelig har sagsøgeren anført, at ovennævnte genoptagelse blev foretaget af IGF,
som hverken har kompetence til at kontrollere fondens foranstaltninger eller
teknisk er i stand til at udtale sig om anvendelsen af fællesskabslovgivningen.
- 43.
- Kommissionen har bestridt rigtigheden af sagsøgerens argumentation.
Rettens bemærkninger
- 44.
- Når medlemsstaten bekræfter den faktiske og regnskabsmæssige rigtighed af
oplysningerne i anmodningerne om udbetaling af saldobeløb, er den i forhold til
Kommissionen ansvarlig for de attesteringer, den foretager.
- 45.
- I medfør af artikel 2, stk. 2, i afgørelse 83/516 skal de pågældende medlemsstater
endvidere garantere en forsvarlig gennemførelse af fondens erhvervsuddannelses-
og erhvervsvejledningsforanstaltninger. I henhold til artikel 7, stk. 1, i forordning
nr. 2950/83 kan Kommissionen tillige foretage revision af anmodningerne om
udbetaling af saldobeløb »med forbehold af den kontrol, der foretages af
medlemsstaterne«.
- 46.
- Der er ikke opstillet nogen tidsmæssige begrænsninger for disse forpligtelser og
beføjelser for medlemsstaterne.
- 47.
- I et tilfælde som det foreliggende, hvor medlemsstaten allerede har attesteret den
faktiske og regnskabsmæssige rigtighed af anmodningen om udbetaling af
saldobeløbet, kan staten stadig ændre sin bedømmelse af anmodningen om
udbetaling af saldobeløbet, når den bliver bekendt med retsstridige forhold, som
der ikke tidligere forelå oplysninger om.
- 48.
- Det bemærkes, at artikel 6 i beslutning 83/673 indeholder en bestemmelse om, at
anmodninger om udbetaling af saldobeløb skal tilgå Kommissionen inden for en
frist på ti måneder efter uddannelsesforanstaltningernes afslutning, og at der ikke
kan udbetales tilskud på grundlag af anmodninger, som er indgivet efter dennefrists udløb. Hvis der derfor kun kunne føres kontrol med, at reglerne var blevet
overholdt, inden attesteringen af den faktiske og regnskabsmæssige rigtighed af
anmodningen om udbetaling af saldobeløbet, kunne det derfor forekomme, at
medlemsstaten ikke var i stand til at indgive anmodningen til Kommissionen inden
for den pågældende frist på ti måneder, med den følge, at der ikke ville kunne ske
udbetaling af saldobeløbet af tilskuddet. Det følger heraf, at attestering af den
faktiske og regnskabsmæssige rigtighed af anmodningen om udbetaling af
saldobeløb, inden der foretages kontrol med, at reglerne er blevet overholdt, eller
før kontrollen er tilendebragt, i visse situationer kan være i tilskudsmodtagerens
interesse.
- 49.
- Endelig er der intet til hinder for, at en myndighed som DAFSE benytter sig af en
professionel revisor for at få bistand til at kontrollere den faktiske og
regnskabsmæssige rigtighed af oplysningerne i en anmodning om udbetaling af
saldobeløb. Det fremgår af sagens akter, at IGF er et professionelt revisionsorgan,
og at det i henhold til portugisisk lovgivning har beføjelse til at foranstalte
undersøgelser i tilfælde af mistanke om retsstridige forhold såsom de i nærværende
sag foreliggende. Det er endvidere ikke bestridt, at IGF har foretaget en revision
af sagsøgerens sagsakter efter anmodning fra DAFSE og i overensstemmelse med
de beføjelser, der er tillagt IGF i henhold til portugisisk ret. Under disse
omstændigheder kan det ikke kritiseres, at IGF blev inddraget i den procedure, der
førte til, at den anfægtede beslutning blev truffet.
- 50.
- Anbringendet vedrørende tilsidesættelse af forordning nr. 2950/83 må derfor
forkastes.
2. Andet anbringende, vedrørende en fejl ved bedømmelsen af de faktiske forhold
Parternes argumenter
- 51.
- Sagsøgeren har anført, at Kommissionen besluttede at nedsætte tilskuddet fra
fonden på grundlag af IGF's beretning. Sagsøgeren er derfor af den opfattelse, at
når beretningen indeholder fejl ved bedømmelsen af de faktiske forhold - hvilket
sagsøgeren mener, den gør - gør den anfægtede beslutning det ligeledes.
- 52.
- Sagsøgeren har for det første kritiseret, at IGF ikke har foretaget nogen faktisk
undersøgelse af uddannelsesforanstaltningen, men kun har foretaget en
regnskabsmæssig kontrol. I IGF's beretning var der ingen henvisning til
godkendelsesbeslutningen. Særligt havde IGF ikke anført, i hvilket omfang
vilkårene i beslutningen var overtrådt. Endelig fremgik det kun af beretningen, at
IGF og sagsøgeren havde hver sin opfattelse af kriterierne for, om udgifter var
tilskudsberettigede.
- 53.
- IGF's beretning indeholdt i øvrigt fejl i bedømmelsen af den underentreprise, der
var overdraget selskabet E. B. Ld.a, timelønnen for eleverne og endelig
flidspræmierne, det leasede edb-udstyr og afskrivningerne.
- 54.
- For det første med hensyn til underentreprisen, hvorved visse opgaver blev
overdraget selskabet E. B. Ld.a, fandt IGF med urette, at den var ubegrundet.
- 55.
- De gældende regler og godkendelsesbeslutningen tillod i det mindste indirekte
modtageren af tilskud fra fonden at benytte sig af tredjemand til udførelse af
specialiserede opgaver i forbindelse med en uddannelsesforanstaltning. Den
underentreprise, der var overdraget til E. B. Ld.a, var i øvrigt nævnt i ansøgningen
om tilskud, idet omkostningerne ved de pågældende opgaver var opført under
posten »specialiserede opgaver«.
- 56.
- IGF's kritik af, at de af E. B. Ld.a fakturerede beløb skulle være blevet højere på
grund af overdreven anvendelse af selvstændige konsulenter, var grundløs, eftersom
sagsøgeren selv havde anvendt sådanne konsulenter med endnu større
omkostninger, og denne praksis aldrig var blevet anfægtet hverken af DAFSE eller
af Kommissionen.
- 57.
- Med hensyn til IGF's kritik af, at udgifterne i forbindelse med E. B. Ld.a's
underentreprise ikke skulle have været nødvendige, når sagsøgerens
selskabsdeltagere også var selskabsdeltagere i underentreprenøren, har sagsøgeren
gjort gældende, at sagsøgeren også har givet visse opgaver i entreprise og benyttet
et andet selskabs ydelser (Açorlis Ld.a), uden at denne underentreprise har givet
anledning til bemærkninger fra IGF's side. Sagsøgeren har endvidere påpeget, at
selskabet E. B. Ld.a er en selvstændig juridisk person i forhold til sagsøgeren.
- 58.
- For det andet hvad angår timelønnen for eleverne, var IGF med urette i sin
beretning gået ud fra, at den ikke var i overensstemmelse med portugisisk national
lovgivning. Sagsøgeren havde uddannet »højt kvalificerede« fagfolk, dvs.
overordnede ledere, som sagsøgeren havde givet en timeløn på 300 PTE, hvilket
var i fuld overensstemmelse med den portugisiske arbejds- og socialministers
bekendtgørelse af 14. juni 1986. Timelønnen var endog lavere end den timeløn på
330 PTE, Kommissionen havde godkendt i godkendelsesbeslutningen.
- 59.
- For det tredje hvad angår flidspræmierne, det leasede edb-udstyr og
afskrivningerne, indeholdt IGF's beretning en selvmodsigelse, idet visse udgifter, der
var blevet godkendt for andre af fondens uddannelsesforanstaltninger, som
sagsøgeren havde gennemført i 1987, var blevet afslået for 1988. Denne modsigelse
afslørede, at IGF's beretning savnede faglig og videnskabelig konsekvens, og at
dens konklusioner var helt subjektive og vilkårlige.
- 60.
- Særligt havde IGF ikke anset flidspræmierne, man havde givet eleverne i 1988, for
at være tilskudsberettigede udgifter, selv om IGT i 1987 fandt, at lignende præmier
var tilskudsberettigede. Det samme gør sig gældende for afskrivningerne, som var
blevet godkendt af IGF i 1987, men ikke i 1988.
- 61.
- I øvrigt er det i overensstemmelse med godkendelsesbeslutningen, at værdien af
edb-udstyret, der var indkøbt på leasingbasis, var blevet fordelt over de tolv
måneder i året, hvor uddannelsesforanstaltningen blev gennemført (1988), og ikke
over den seksmånedersperiode, hvor gennemførelsen faktisk fandt sted.
- 62.
- I årene 1987 og 1988 blev der altid foretaget afskrivning på udstyr på årsbasis i
henhold til en skatteforvaltningsregel, der først var blevet ændret i 1993. Ved at
anvende lovgivning, der trådte i kraft i 1993, på faktiske forhold i 1987 og 1988
tilsidesatte IGF en elementær regel om lovfortolkning.
- 63.
- Kommissionen har bestridt rigtigheden af sagsøgerens argumentation.
Rettens bemærkninger
- 64.
- I henhold til artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 2950/83 kan Kommissionen, såfremt
tilskuddet fra fonden ikke anvendes »på de i godkendelsesbeslutningen fastsatte
betingelser«, suspendere, nedsætte eller lade tilskuddet bortfalde.
- 65.
- I et tilfælde som det foreliggende, hvor modtageren af tilskuddet fra fonden efter
begæring fra Kommissionen udtrykkeligt i accepten af godkendelsesbeslutningen
har erklæret, at tilskuddet ville blev brugt »i overensstemmelse med de gældende
nationale og fællesskabsretlige regler«, må de i artikel 6, stk. 1, omtalte
»betingelser« anses for at omfatte modtagerens overholdelse af både reglerne i
national ret og de fællesskabsretlige regler.
- 66.
- Da de portugisiske retsregler og EF-bestemmelserne betinger anvendelsen af
offentlige midler af overholdelse af et krav om sund økonomisk forvaltning
(Rettens dom af 16.7.1998, sag T-72/97, Proderec mod Kommissionen, endnu ikke
trykt i Samling af Afgørelser, præmis 87), kan Kommissionen bl.a. suspendere,
nedsætte, eller lade et tilskud fra fonden bortfalde, når det ikke er blevet anvendt
i overensstemmelse med dette krav.
- 67.
- Med hensyn til omfanget af den beføjelse, Kommissionen har i medfør af artikel
6, stk. 1, i forordning nr. 2950/83, må det fastslås, at det kan være nødvendigt at
foretage en vurdering af komplicerede faktiske og regnskabsmæssige forhold for
at kunne bringe denne bestemmelse i anvendelse. I forbindelse med en sådan
vurdering har institutionen derfor et vidt skøn. Når Retten skal tage stilling til dette
anbringende, må dens prøvelse derfor begrænses til en kontrol af, om der foreligger
en åbenbar fejl i bedømmelsen af de pågældende faktiske omstændigheder (jf.
senest Rettens dom af 17.7.1998, sag T-118/96, Thai Bicycle Industry mod Rådet,endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 32 og 33).
- 68.
- I den anfægtede beslutning har Kommissionen, som den har lov til (jf. ovennævnte
domme i sagen Branco mod Kommissionen, præmis 36 og Kommissionen mod
Branco, præmis 30), henvist både til beretningen fra IGF og til sin skrivelse af 30.maj 1996, og det er ubestridt, at sagsøgeren rettidigt har fået kendskab til disse
dokumenter.
- 69.
- Kommissionens skrivelse af 30. maj 1996 bygger udelukkende på IGF's beretning.
- 70.
- Også den anfægtede beslutning bygger derfor udelukkende på beretningen.
- 71.
- Det skal følgelig prøves, om Kommissionen, da den gentog indholdet af og
konklusionerne i beretningen som sine egne, begik en åbenbar fejl i sin
bedømmelse.
- 72.
- Denne prøvelse forudsætter en gennemgang af sagsøgerens argumenter vedrørende
den metode, IGF anvendte ved udførelsen af sin opgave, og de fejl, det er gjort
gældende, beretningen indeholdt.
IGF's kontrolmetode
- 73.
- Sagsøgeren kan ikke bebrejde IGF, at IGF ikke henviste til
godkendelsesbeslutningen og præciserede, hvilke vilkår deri var blevet overtrådt.
Under de foreliggende omstændigheder kunne en nedsættelse af det oprindeligt
ydede tilskud også begrundes under henvisning til andre bestemmelser, bl.a. i
national ret (jf. overfor i præmis 65).
- 74.
- Sagsøgeren kan heller ikke gøre gældende, at IGF kun foretog en regnskabsmæssig
kontrol, og at det af beretningen kun fremgår, at »IGF og sagsøgeren havde hver
sin opfattelse af kriterierne for, om udgifter var tilskudsberettigede«. IGF anførte
klart (s. 2 i beretningen), at formålet med kontrollen var at vurdere de foreliggende
oplysninger vedrørende revisionen af den uddannelsesforanstaltning, sagsøgeren
havde gennemført i 1988, »særligt med hensyn til lovmæssighed og
overensstemmelse med reglerne«. Med hensyn hertil henviste sagsøgeren gentagne
gange til en portugisisk lovbestemmelse for at påvise en uoverensstemmelse med
reglerne ved sagsøgerens gennemførelse af uddannelsesforanstaltningen.
- 75.
- Det følger heraf, at sagsøgerens kritik af IGF's kontrolmetode må forkastes.
De påståede fejl i IGF's beretning
- 76.
- Retten skal prøve, om IGF's beretning indeholder åbenbare fejl i bedømmelsen af
spørgsmålet om omkostningerne ved uddannelsesforanstaltningen for så vidt angår
den underentreprise, der var overdraget selskabet E. B. Ld.a, timelønnen for
eleverne og endelig flidspræmierne, det leasede edb-udstyr og afskrivningerne.
- Underentreprisen, der var overdraget E. B. Ld.a,
- 77.
- Selv om hverken lovgivningen om fonden eller godkendelsesbeslutningen indeholder
nogen bestemmelse, der kunne være til hinder for at benytte underentreprenører,
skal benyttelse heraf, som Kommissionen har påpeget i sine indlæg, være begrundet
i, at underentreprenøren er i stand til at udføre visse klart afgrænsede,
specialiserede opgaver, der henhører under underentreprenørens sædvanlige
virksomhed. Sagsøgeren har selv indirekte anerkendt dette synspunkt, for så vidt
som sagsøgeren har opført den underentreprise, der var overdraget til E. B. Ld.a,
under posten »specialiserede opgaver«.
- 78.
- Benyttelse af underentreprenører kan derimod ikke anvendes til kunstigt at øge
omkostningerne til en uddannelsesforanstaltning i strid med kravet om sund
økonomisk forvaltning.
- 79.
- Det fremgår imidlertid af IGF's beretning (s. 8), at E. B. Ld.a, der har de samme
selskabsdeltagere som sagsøgeren, ikke havde nogen ansatte i året 1988, hvor
fondsforanstaltningen blev gennemført, og at selskabet blot entrerede med
selvstændige entreprenører til udførelse af visse ydelser. Det følger heraf, at den
pågældende underentreprenør ikke kunne anses for egentligt »specialiseret« i de
opgaver, sagsøgeren havde overdraget selskabet, og at underentreprenøren kun var
et mellemled, der opnåede en indtægt herved, som det med rette er anført i IGF's
beretning.
- 80.
- Endvidere havde visse udgifter, som var afholdt af E. B. Ld.a, ingen »forbindelse
med uddannelsesforanstaltningen at dømme både efter beskrivelsen på fakturaerne
(konsulentydelser) og udstedelsesdatoerne (én inden foranstaltningens
påbegyndelse, én efter afslutningen)« (s. 8 i IGF's beretning).
- 81.
- IGF indstillede, at man ikke godkendte et samlet beløb på 5 250 000 PTE, som E.
B. Ld.a havde betalt tre selvstændige som honorar for »detaljeret planlægning af
erhvervsuddannelseskurserne afholdt i 1988«, men foreslog, at man anerkendte et
beløb på 612 735 PTE for de lønninger, sagsøgeren havde betalt til fem
selvstændige i forbindelse med »planlægning af kurserne« (s. 12 i beretningen).
- 82.
- IGF konkluderede følgende (s. 8 i beretningen):
»Der ses absolut ikke at have været noget formål med at inddrage E. B. Ld.a i
uddannelsesforanstaltningen, hvorfor kun de konteringer foretaget på grundlag af
fakturaer fra E. B. Ld.a, som vedrører de beløb, der er afholdt, fordi de havde
forbindelse med uddannelsesforanstaltningen, kan anerkendes som værende
tilskudsberettigede.«
- 83.
- Med hensyn til sagsøgerens sammenligning med underentreprenøren Açorlis Ld.a,
fremgår det af IGF's beretning (s. 15), at det beløb, der var betalt til Açorlis Ld.a,
blev anerkendt i sit fulde omfang, fordi der var tale om et ringe beløb, og det
derfor ikke kunne bære en mere indgående undersøgelse som den, der blev
foretaget af E. B. Ld.a.
- 84.
- Kommissionen findes herefter ikke at have begået nogen åbenbar fejl i sin
bedømmelse, da den på grundlag af IGF's beretning nedsatte sagsøgerens tilskud
til posten angående den underentreprise, der var overdraget E. B. Ld.a.
- Timelønnen til eleverne
- 85.
- Det fremgår af ansøgningen om tilskud, at sagsøgeren havde til hensigt at uddanne
»faglærte arbejdere« (»unge arbejdsløse med utilstrækkelige kvalifikationer til at
kunne optages på arbejdsmarkedet«) og ikke »højt kvalificerede« fagfolk.
Sagsøgeren har imidlertid ikke bestridt, at timelønnen for elever under uddannelse
til »faglærte arbejdere« i henhold til gældende national ret er på 267 PTE, som
anført i beretningen fra IGF (s. 10).
- 86.
- Sagsøgeren kan ikke kritisere Kommissionen for ikke i forbindelse med
godkendelsesbeslutningen at have rejst indvendinger mod en timeløn på 330 PTE,
eftersom en godkendelsesbeslutning ikke kan afhjælpe en ulovlighed i henhold til
national ret.
- 87.
- Kommissionen findes herefter ikke at have begået en åbenbar fejl i sin
bedømmelse, da den på grundlag af IGF's beretning nedsatte sagsøgerens tilskud
for så vidt angår timelønnen for eleverne.
- Flidspræmier, leaset edb-udstyr og afskrivninger
- 88.
- Indledningsvis bemærkes det, at selv om en udgiftspost var blevet godkendt i 1987,
indebærer dette ikke nødvendigvis, at den samme post også skulle godkendes i
1988, selv når den ikke var forenelig med vilkårene i godkendelsesbeslutningen eller
med de gældende bestemmelser i national ret eller fællesskabsretten.
- 89.
- Med hensyn til posten for flidspræmier fremgår det af beretningen fra IGF (s. 21),
at de i medfør af portugisisk national ret anses for at henhøre under elevlønninger,
hvilket sagsøgeren ikke har bestridt. I den foreliggende sag var det anvendelsen af
højere satser end tilladt i henhold til loven (jf. ovenfor i præmis 85), der medførte
en nedsættelse for den pågældende post. Sagsøgeren kunne derfor ikke gøre
gældende, at flidspræmierne »blev afslået i 1988«.
- 90.
- Med hensyn til det leasede edb-udstyr bemærkes det, at
uddannelsesforanstaltningen blev afviklet fra den 4. juli til den 30. december 1988,
dvs. over ca. seks måneder. Beløbene til denne post skulle derfor - som det
fremgår af IGF's beretning (s. 20 og 22) - beregnes på grundlag af en
seksmånedersperiode og ikke en tolvmånedersperiode, som sagsøgeren har gjort
gældende.
- 91.
- Hvad mere generelt angår afskrivning af goder, konstateres det, at sagsøgeren ikke
har fremlagt nogen som helst dokumenter, herunder bestemmelser i lovgivningen,der kunne understøtte sagsøgerens anbringende om, at IGF med urette skulle have
anvendt lovgivningen, der trådte i kraft i 1993, på faktiske forhold i 1987 og 1988
(jf. ovenfor i præmis 62). Sagsøgeren har således ikke godtgjort, at portugisisk ret,
der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, i modsætning til
det i IGF-beretningen (s. 22) oplyste og til Kommissionens forklaringer under
retsmødet var til hinder for, at der kunne ske afskrivning på formuegoder over en
kortere periode end et år (tolv måneder).
- 92.
- Kommissionen findes herefter ikke at have begået en åbenbar fejl i sin bedømmelse
ved på grundlag af IGF's beretning at nedsætte sagsøgerens tilskud til posterne
angående flidspræmier, leaset edb-udstyr og afskrivninger.
- 93.
- Det følger heraf, at anbringendet vedrørende fejl i bedømmelsen af de faktiske
omstændigheder må forkastes.
3. Det tredje anbringende, vedrørende tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den
berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet
Parternes argumenter
- 94.
- Sagsøgeren har gjort gældende, at DAFSE allerede havde fremsendt sagsøgerens
anmodning om udbetaling af saldobeløbet til Kommissionen i september 1989, men
at Kommissionen først traf den anfægtede beslutning i slutningen af 1996. Denne
sagsbehandlingstid på over syv år havde givet anledning til en berettiget forventning
hos sagsøgeren om, at Kommissionen ville efterkomme sagsøgerens
udbetalingsanmodning, som DAFSE havde attesteret. Denne berettigede
forventning var blevet yderligere bestyrket af ovennævnte dom i sagen Branco mod
Kommissionen.
- 95.
- Sagsøgeren har fremhævet, at Kommissionen skal træffe alle beslutninger inden for
en rimelig frist. Den kan ikke lade sagsbehandlingen trække i langdrag og udskyde
beslutningen i det uendelige uden at krænke princippet om beskyttelse af den
berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet (Domstolens dom af 24.11.1987,
sag 223/85, RSV mod Kommissionen, Sml. s. 4617, præmis 12 ff).
- 96.
- Kommissionen bestridt rigtigheden af sagsøgerens argumentation.
Rettens bemærkninger
- 97.
- I en situation som den foreliggende, hvor modtageren af et tilskud fra fonden ikke
har gennemført uddannelsesforanstaltningen i overensstemmelse med vilkårene for
ydelse af tilskuddet, kan den pågældende modtager ikke under henvisning til
princippet om beskyttelse af den berettigede forventning opnå betaling af saldoen
for det samlede tilskud, der oprindeligt blev bevilget (jf. Domstolens domme af
4.6.1992, sag C-181/90, Consorgan mod Kommissionen, Sml. I, s. 3557, præmis 17,
og sag C-189/90, Cipeke mod Kommissionen, Sml. I, s. 3573, præmis 17, samtRettens dom af 19.3.1997, sag T-73/95, Oliveira mod Kommissionen, Sml. II, s. 381,
præmis 27).
- 98.
- Ovennævnte dom i sagen Branco mod Kommissionen kunne heller ikke skabe en
berettiget forventning hos sagsøgeren, eftersom Retten ikke i denne dom tog stilling
til lovligheden af nedsættelsen af tilskuddet, men blot udtalte sig om spørgsmålet
om manglende begrundelse i den pågældende beslutning.
- 99.
- Med hensyn til spørgsmålet, om Kommissionen krænkede retssikkerhedsprincippet
ved ikke at træffe den anfægtede beslutning inden for en rimelig frist, konstateres
det, at beslutningen blev truffet til opfyldelse af ovennævnte dom i sagen Branco
mod Kommissionen, hvorved Kommissionens beslutning af 29. marts 1993 blev
annulleret. Eftersom sagsøgeren endvidere ikke i den første sag gjorde indsigelse
mod sagsbehandlingstiden, der forløb, inden Kommissionen traf sidstnævnte
beslutning, er det kun tiden efter dommen i sagen Branco mod Kommissionen, der
skal tages i betragtning ved bedømmelsen af, hvorvidt den anfægtede beslutning
blev truffet inden for en rimelig frist, idet denne bedømmelse i øvrigt afhænger af
omstændighederne i det enkelte tilfælde (ovennævnte dom i sagen Oliveira mod
Kommissionen, præmis 41, 42 og 43).
- 100.
- Det fremgår af sagens akter, at Kommissionen i de to år fra den 12. januar 1995,
hvor der blev afsagt dom i sagen Branco mod Kommissionen, til den 16. december1996, hvor den anfægtede beslutning blev truffet, indgav begæring om genoptagelse
af sagen Branco mod Kommissionen og derefter, da der var afsagt dom i
ovennævnte sag Kommissionen mod Branco den 13. december 1995, traf de
nødvendige foranstaltninger til at træffe en ny beslutning. Med henblik herpå
gennemgik Kommissionen sagen påny, udarbejdede et nyt beslutningsudkast og gav
medlemsstaten og sagsøgeren lejlighed til at fremkomme med deres bemærkninger
til udkastet.
- 101.
- Herefter findes beslutningen at være truffet inden for en rimelig frist.
- 102.
- Det følger heraf, at anbringendet vedrørende tilsidesættelse af princippet om
beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet må forkastes.
4. Fjerde anbringende, vedrørende en krænkelse af velerhvervede rettigheder
Parternes argumenter
- 103.
- Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede beslutning krænker selskabets
velerhvervede rettigheder. Sagsøgeren har henvist til generaladvokat Marco
Darmon's forslag til afgørelse forud for Domstolens dom af 7. maj 1991 (sag C-291/89, Interhotel mod Kommissionen, Sml. I, s. 2257) og gjort gældende, at der
ved godkendelsesbeslutningen er tillagt sagsøgeren individuelle rettigheder og
opstået et krav på betaling af hele tilskuddet.
- 104.
- Kommissionen har bestridt rigtigheden af sagsøgerens argumentation.
Rettens bemærkninger
- 105.
- Ganske vist tillægger en godkendelsesbeslutning modtageren af tilskud fra fonden
en ret til at kræve betaling af tilskuddet, men det forholder sig kun således under
forudsætning af, at tilskudsmodtageren gennemfører den pågældende
uddannelsesforanstaltning i overensstemmelse med de vilkår, der er fastsat for
foranstaltningen.
- 106.
- I den foreliggende sag har sagsøgeren ikke overholdt de vilkår, der var fastsat for
sagsøgerens gennemførelse af uddannelsesforanstaltningen.
- 107.
- Anbringendet vedrørende en krænkelse af velerhvervede rettigheder må derfor
forkastes.
5. Femte anbringende, vedrørende tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet
Parternes argumenter
- 108.
- Sagsøgeren har anført, at Kommissionen oprindeligt havde fastsat tilskuddet fra
fonden til den pågældende uddannelsesforanstaltning til 125 639 392 PTE, men at
den, efter at foranstaltningen var afsluttet, nedsatte tilskuddet til 61 964 126 PTE.
Ved således at nedsætte tilskuddet med mere end halvdelen, tilsidesatte
Kommissionen proportionalitetsprincippet.
- 109.
- Kommissionen har bestridt rigtigheden af sagsøgerens argumentation.
Rettens bemærkninger
- 110.
- I den foreliggende sag har den nedsættelse, Kommissionen har foretaget, direkte
forbindelse til de retsstridige forhold, der er fremkommet, og nedsættelsen har kun
til formål at sikre, at der ikke sker refusion af udgifter, der er afholdt ulovligt eller
unødvendigt.
- 111.
- Nedsættelsen er derfor i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.
- 112.
- Heraf følger, at anbringendet vedrørende tilsidesættelse af
proportionalitetsprincippet må forkastes.
- 113.
- Sagsøgte må derfor frifindes.
Sagsøgerens indsigelse mod, at det tillades, at et dokument bilagt Kommissionens
duplik føres som bevis i sagen
- 114.
- Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 28. januar 1998 har
sagsøgeren indgivet begæring til Retten om at afskære dokumentet med titlen
»anklageskrift«, der er bilagt Kommissionens duplik, og som vedrører den sag, der
er anlagt af IGF ved Tribunal criminal do Porto.
- 115.
- Kommissionen har rejst indsigelse herimod.
- 116.
- Retten har ikke i den foreliggende sag truffet afgørelse på grundlag af det
pågældende dokument.
- 117.
- Det er derfor ufornødent at tage stilling til sagsøgerens begæring.
Sagens omkostninger
- 118.
- I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part
at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgeren har
tabt sagen og skal derfor pålægges at betale sagens omkostninger i
overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Tredje Afdeling)
- 1.
- Sagsøgte frifindes.
- 2.
- Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 15. september 1998.
H. Jung
V. Tiili
Justitssekretær
Afdelingsformand