Language of document :

Sag anlagt den 2. juli 2012 - Health Food Manufacturer's Association m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-296/12)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: The Health Food Manufacturer's Association (East Molesey, Det Forenede Kongerige), Quest Vitamins Ltd (Birmingham, Det Forenede Kongerige), Natures Aid Ltd (Kirkham, Det Forenede Kongerige), Natuur- & gezonheidsProducten Nederland (Ermelo, Nederlandene) og New Care Supplements BV (Oisterwijk, Nederlandene) (ved solicitors B. Kelly og G. Castle og advokat P. Bogaert)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Kommissionens forordning (EU) nr. 432/2012 af 16. maj 2012 om fastlæggelse af en liste over andre tilladte sundhedsanprisninger af fødevarer end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed (EUT L 136, s. 1), annulleres.

Kommissionens beslutning af 16. maj 2012 om vedtagelse af en liste over tilladte sundhedsanprisninger og oprettelse af en liste over sundhedsanprisninger i såkaldt venteposition, som hverken er afvist eller godkendt af Kommissionen, annulleres.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tre anbringender, hvorved det gøres gældende, at den anfægtede forordning er ulovlig af følgende grunde:

Første anbringende

Vedtagelsen af en godkendt liste over sundhedsanprisninger vedrørende generelle funktioner, mens visse anprisninger fortsat opretholdes i medfør af overgangsforanstaltningerne i artikel 28 i forordning (EF) nr. 1924/2006 (dvs. ved at opdele evalueringsproceduren og vedtage en ikke-udtømmende liste over anprisninger i henhold til artikel 13, stk. 1, savner enhver form for retsgrundlag). Endvidere tilsidesættes principperne om god forvaltningsskik, retssikkerhed og ikke-forskelsbehandling af en række årsager; herunder, at der ingen begrundelse var for opdelingen, at opdelingen ikke var gennemsigtig, at der ikke skete en høring i forbindelse med eller var en tilstrækkelig begrundelse for opdelingen, og at nogle anprisninger er sat i "venteposition" og fortsat nyder godt af de eksisterende overgangsperioder i henhold til forordning (EF) nr. 1924/2006 (på trods af den retlige usikkerhed vedrørende disse overgangsperioder).

Andet anbringende

Undladelsen af at optage mange sundhedsanprisninger på den godkendte liste, tilsidesætter forordning (EF) nr. 1924/2006, idet der er anvendt forkerte vurderingskriterier, tilsidesætter princippet om god forvaltningsskik, retssikkerhedsprincippet og pligten til samarbejde med nationale fødevaremyndigheder samt forpligtelsen til at give fyldestgørende begrundelser.

Tredje anbringende

Gives der ikke medhold i de ovennævnte fremførte anbringender, gør sagsøgerne gældende, at selve forordning (EF) nr. 1924/2006 er ugyldig som følge af overtrædelse af retten til at blive hørt og tilsidesættelsen af retssikkerhedsprincippet. Ved dette søgsmål påberåbes ulovligheden af forordning nr. 1924/2006 i henhold til artikel 227 TEUF, hvilket udgør en begrundelse for, at forordning nr. 432/2012 er ulovlig.

____________