Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 11. oktober 2002 af David Meca-Medina og Igor Majcen mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

    (Sag T-313/02)

    Processprog: fransk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 11. oktober 2002 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af David Meca-Medina, Barcelona (Spanien) og Igor Majcen, Ljubljana (Slovenien) ved avocat Jean-Louis Dupont.

Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

(Kommissionens afgørelse om afvisning af sagsøgernes klage over Den Internationale Olympiske Komité indgivet den 31. maj 2001, der blev meddelt sagsøgerne den 5. august 2002, annulleres.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Ved den anfægtede beslutning har Kommissionen afvist den klage, sagsøgerne, der er professionelle svømmere, har indgivet, og hvori de har gjort gældende, at visse af Den Internationale Olympiske Komités (herefter "IOC") reglementer samt visse dele af dens praksis vedrørende bekæmpelsen af doping, er i strid med EF's konkurrenceregler. Sagsøgerne har navnlig anfægtet, at IOC fortsat anvender en grænseværdi for stoffet nandrolon. Ifølge sagsøgerne er det videnskabeligt bevist, at en sådan grænseværdi ikke er relevant.

De har anført, at Kommissionen har udøvet et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til de retlige og faktiske omstændigheder, idet Kommissionen i forhold til reglementerne vedrørende anti-dopingforanstaltninger har lagt grund, at IOC er en virksomhed i fællesskabsrettens forstand. Det er ifølge sagsøgerne klart, at IOC ikke kan sidestilles med et offentligt organ, og at IOC ikke udøver beføjelser som en offentlig myndighed. De pågældende reglementer påvirker i øvrigt den adfærd, som udvises af alle idrætsudøvere på det marked, som sagsøgerne leverer sportspræstationer på.

Sagsøgerne har tilføjet, at Kommissionen har udøvet et åbenbart urigtigt skøn, idet den har fastslået, at begrænsningen af idrætsudøvernes handlefrihed i det foreliggende tilfælde ikke er en konkurrencebegrænsning i henhold til artikel 81 EF, idet en sådan begrænsning er uadskilleligt forbundet med organisationen og en korrekt gennemførelse af idrætskonkurrencer. De betragtninger, Kommissionen har lagt til grund, er udtryk for en åbenbar urigtig anvendelse af de kriterier, som Domstolen har fastlagt i Wouters-dommens ¹ præmis 97, og de restriktive virkninger af de pågældende IOC-regler er efter sagsøgernes opfattelse klart ikke en nødvendig forudsætning for forfølgelsen af dopingbekæmpelsens ædle formål. Ifølge sagsøgerne påhviler det Kommissionen ( under anvendelse af et "inhærenskrav" og/eller et "proportionalitetskrav" ( at fastslå, at en regel, hvis videnskabelige grundlag ikke er godtgjort, på ingen måde kan opfylde de opstillede krav.

Endelig har sagsøgerne anført, at Kommissionen har udøvet et åbenbart urigtigt skøn, idet den afviser, at artikel 49 EF har nogen som helst horisontal virkning. Det bør efter sagsøgernes opfattelse, når IOC's anfægtede regler ikke opfylder "inhærenskravet", konkluderes, at de pågældende regler ligeledes er udtryk for en tilsidesættelse af artikel 49 EF.

____________

¹ - (Domstolens dom af 19.2.2002, sag C-309/99, Sml. I, s. 1577.