Language of document : ECLI:EU:F:2014:273

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE

(Anden Afdeling)

11. december 2014

Sag F-14/14

Luigi Marcuccio

mod

Europa-Kommissionen

»Procesreglementets artikel 34, stk. 1 og 2 – tilsidesættelse af retsplejehensyn – en advokats udelukkelse fra retsforhandlingerne«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratomtraktaten i henhold til denne traktats artikel 106A.

Udfald:      Advokat Z udelukkes fra retsforhandlingerne i henhold til procesreglementets artikel 34, stk. 1 og 2. Kopi af denne kendelse sendes til de kompetente italienske myndigheder, hvorunder advokat Z henhører.

Sammendrag

Retslig procedure – parternes repræsentation – en partsrepræsentants udelukkelse fra retsforhandlingerne

(Personalerettens procesreglement, art. 34, stk. 1 og 2)

Artikel 34, stk. 1 og 2, i Personalerettens procesreglement skal bringes i anvendelse med henblik på at udelukke en sagsøgers advokat fra retsforhandlingerne ved nævnte ret og med henblik på at sende en kopi af kendelsen til de kompetente nationale myndigheder, som advokaten henhører under, når det er tilstrækkeligt godtgjort, at denne advokat ved sin opførsel uden at udvise dømmekraft medvirker til at opretholde sagsøgerens misbrug af retssystemet, som, henset til det særdeles store antal søgsmål, der er anlagt af sidstnævnte ved Unionens tre retsinstanser, og hvis store antal en sædvanligt påpasselig advokat ikke kan være uvidende om, har vist sig at være særdeles skadelig for hensynet til retsplejen.

Under disse omstændigheder udfylder advokaten ikke fuldt ud sin rolle, som bør føre ham til at rådgive sagsøgeren til at anlægge søgsmål med måde og under alle omstændigheder ikke gentagne gange og overflødigt anlægge søgsmål, som kan bebyrde Unionens tre retsinstanser yderligere, idet disse allerede har været rigeligt og ofte unødvendigt overbelastede af de søgsmål, som den pågældende har anlagt.

Udelukkelsen forpligter sagsøgeren til at udpege en anden advokat i henhold til artikel 34, stk. 3, i Personalerettens procesreglement, men berører på ingen måde den bedømmelse, som Personaleretten skal foretage af sagens materielle indhold, idet sagen fortsat er indbragt for Personaleretten, så længe sagsøgeren har søgsmålsinteresse, indtil sagsøgeren hæver sagen, eller indtil sagen ikke længere har nogen genstand.

(jf. præmis 20-23)