Sag T-193/16

NG

mod

Det Europæiske Råd

»Annullationssøgsmål – erklæring fra EU og Tyrkiet af 18. marts 2016 – pressemeddelelse – begrebet »international aftale« – identifikation af ophavsmanden til retsakten – retsaktens rækkevidde – samling i Det Europæiske Råd – møde mellem stats- og regeringscheferne for Den Europæiske Unions medlemsstater i Rådet for Den Europæiske Unions lokaler – status som repræsentanter for Unionens medlemsstater i forbindelse med et møde med en repræsentant for en tredjestat – artikel 263, stk. 1, TEUF – manglende kompetence«

Sammendrag – Rettens kendelse (Første Udvidede Afdeling) af 28. februar 2017

1.      Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – akter fra Det Europæiske Råd – omfattet – grænser

(Art. 15 TEU og 263 TEUF)

2.      Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – begreb – akter fra en EU-institution eller et EU-organ, kontor eller agentur, der fremkalder bindende retsvirkninger – erklæring fremsat i form af en pressemeddelelse på Rådets hjemmeside med det formål at give en redegørelse for resultatet af et møde mellem statscheferne for medlemsstaterne og den tyrkiske ministerpræsident – ikke omfattet

(Art. 263 TEUF; statutten for Domstolen, art. 21, stk. 1)

1.      Hvad angår Det Europæiske Råd har Lissabontraktaten givet denne enhed status som en af Unionens institutioner. De retsakter, som denne institution, der ifølge artikel 15 TEU ikke udøver lovgivende funktioner, og som består af medlemsstaternes stats- og regeringschefer samt af sin formand og Kommissionens formand, vedtager, kan således i modsætning til, hvad Unionens retsinstanser tidligere har fastslået, ikke unddrages den i artikel 263 TEUF fastsatte legalitetsprøvelse.

Når dette er sagt, er retsakter, der er vedtaget af repræsentanter for medlemsstaterne, der fysisk er forsamlet i en bygning tilhørende en af Unionens institutioner, og som ikke handler i egenskab af medlemmer af Rådet eller medlemmer af Det Europæiske Råd, men som stats- og regeringschefer for Unionens medlemsstater, ikke undergivet Unionens retsinstansers legalitetskontrol. I denne henseende følger det af artikel 263 TEUF, at Unionens retsinstanser helt generelt ikke har kompetence til at prøve lovligheden af en retsakt, der er vedtaget af en national myndighed, eller en retsakt, der er vedtaget af repræsentanterne for nationale myndigheder i flere medlemsstater, der handler inden for rammerne af et udvalg, der er oprettet ved en EU-forordning. Det er imidlertid i denne forbindelse ikke tilstrækkeligt, at en institution, der er angivet som sagsøgt i et søgsmål, kvalificerer en retsakt som en »afgørelse truffet af [Unionens] medlemsstater« for, at en sådan retsakt kan unddrages den legalitetskontrol, der er indført ved artikel 263 TEUF, såsom i det foreliggende tilfælde retsakter fra Det Europæiske Råd. Det er nemlig derudover væsentligt at undersøge, om den pågældende retsakt, når der henses til dens indhold og samtlige de omstændigheder, der ligger til grund for dens vedtagelse, reelt udgør en afgørelse fra Det Europæiske Råd.

(jf. præmis 44-46)

2.      Erklæringen af 18. marts 2016, der blev offentliggjort i form af en pressemeddelelse på Rådets hjemmeside, der havde til formål at give en redegørelse for resultatet af et møde mellem stats- og regeringscheferne for medlemsstaterne og den tyrkiske premierminister, der var afsat til uddybning af forbindelserne mellem Tyrkiet og EU samt tackling af migrationskrisen, kan ikke anses for at være en akt, der kan gøres til genstand for et søgsmål på grundlag af artikel 263 TEUF. En sådan akt kan ikke anses for en retsakt, der er vedtaget af Det Europæiske Råd og heller ikke af en anden af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer, eller som et udtryk for, at der findes en sådan retsakt, som svarer til den anfægtede retsakt, og som skulle være udtryk for, at der den 18. marts 2016 var indgået en aftale mellem Det Europæiske Råd og Republikken Tyrkiet.

For så vidt som den anfægtede retsakt blev offentliggjort i form af en pressemeddelelse, skal der – med henblik på anvendelsen af artikel 21, stk. 1, i statutten for Domstolen – foretages en vurdering af den sammenhæng, hvori erklæringen fra EU og Tyrkiet, således som denne blev offentliggjort i form af denne pressemeddelelse, indgår, og af denne erklærings indhold, for at afgøre, om denne pressemeddelelse kan udgøre eller er udtryk for, at der foreligger en retsakt, som kan tilskrives Det Europæiske Råd, og som således er omfattet af den legalitetskontrol, der er fastsat i artikel 263 TEUF. Det fremgår i denne henseende af dokumenterne vedrørende mødet EU og Tyrkiet, der officielt blev overbragt til Unionens medlemsstater og Republikken Tyrkiet, at det, uanset den beklageligt tvetydige sprogbrug, der er anvendt i erklæringen fra EU og Tyrkiet, således som denne blev offentliggjort i form af den nævnte pressemeddelelse, var i deres egenskab af stats- og regeringschefer for de nævnte medlemsstater, at disse medlemsstaters repræsentanter afholdt et møde med den tyrkiske premierminister i de lokaler, som Det Europæiske Råd og Rådet deler. Den omstændighed, at formanden for Det Europæiske Råd og formanden for Kommissionen, der ikke formelt var blevet inviteret, også var til stede under dette møde, gør det i denne forbindelse ikke muligt at fastslå, at nævnte møde – som følge af, at samtlige medlemmer af Det Europæiske Råd var til stede – blev afholdt mellem Det Europæiske Råd og den tyrkiske premierminister.

Selv om det antages, at det havde været muligt uformelt at indgå en international aftale under det omtvistede møde, ville en sådan aftale skulle tilskrives stats- og regeringscheferne for Unionens medlemsstater og den tyrkiske premierminister. Inden for rammerne af et søgsmål, der er anlagt i henhold til artikel 263 TEUF, har Retten imidlertid ikke kompetence til at træffe afgørelse om lovligheden af en international aftale, som medlemsstaterne har indgået.

(jf. præmis 49, 67, 68 og 72-74)