RETTENS DOM (Fjerde Udvidede Afdeling)

5. juli 2023 (*)

»Personalesag – midlertidigt ansatte – ansættelse – ansættelseskontrakt – ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b) – afslag på ansøgning – forfremmelse – ændring af indplacering – ny kontrakt – kontraktens udløb – ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, og artikel 10, stk. 3 – retlig fejl – ligebehandling – annullationssøgsmål – formaliteten«

I sag T-223/21,

SE ved advokat L. Levi,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen ved T. Bohr, L. Vernier og I. Melo Sampaio, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

har

RETTEN (Fjerde Udvidede Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, R. da Silva Passos, og dommerne S. Gervasoni, N. Półtorak (refererende dommer), I. Reine og T. Pynnä,

justitssekretær: fuldmægtig P. Cullen,

på grundlag af den skriftlige forhandling og

efter retsmødet den 19. januar 2023,

afsagt følgende

Dom

1        Sagsøgeren, SE, har med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF nedlagt påstand dels om annullation af Europa-Kommissionens afgørelse af 4. august 2020 om afslag på hans ansøgning om den ledige stilling offentliggjort under referencen COM/2020/1474 (herefter »afgørelsen om afslag på ansøgningen«) og af svaret af 28. oktober 2020 på hans ansøgning i henhold til artikel 90, stk. 1, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) vedrørende hans ret til forfremmelse, til en ændret indplacering og til at gøre tjeneste i en anden stilling, dels om erstatning for det tab, som han har lidt som følge af disse afgørelser.

 Tvistens baggrund

2        Den 16. maj 2018 tiltrådte sagsøgeren en stilling som midlertidigt ansat ved Kommissionen i lønklasse AST 3 på grundlag af artikel 2, litra b), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union (herefter »ansættelsesvilkårene«) for en periode på tre år (herefter »den oprindelige kontrakt«). Den 18. januar 2021 blev den oprindelige kontrakt ved en tillægskontrakt forlænget for en periode på to år, som udløb den 15. maj 2023.

3        Fra ansættelsestidspunktet og frem til den 30. juni 2018 gjorde sagsøgeren tjeneste i kontoret »[fortroligt] (1)« som »[fortroligt]«. På grund af en omorganisering af Generaldirektoratet (GD) for »[fortroligt]« blev han den 1. juli 2018 forflyttet inden for samme kontor til en stilling som »[fortroligt]«.

4        Den 1. april 2020 blev der en fast stilling ledig i sagsøgerens kontor i ansættelsesgruppen for administratorer (AD). Sagsøgeren søgte denne stilling, som var åben for ansøgninger i henhold til stillingsopslag COM/2020/816.

5        Den 15. maj 2020 meddelte sagsøgerens kontorchef sagsøgeren, at GD for »Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed« havde gjort indsigelse mod hans ansøgning med den begrundelse, at en midlertidigt ansat som ham, der var blevet ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, kun kunne have én kontrakt af denne type i løbet af sin karriere.

6        Den 29. juni 2020 indgav sagsøgeren en ansøgning i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1 (herefter »ansøgningen af 29. juni 2020«), med henblik på administrationens endelige stillingtagen til, om han navnlig var berettiget til forfremmelse, til en ændret indplacering eller til at gøre tjeneste i en stilling i en højere lønklasse, og om han kunne indgive en ansøgning og gøre tjeneste i andre stillinger som midlertidigt ansat i Kommissionen.

7        Den 10. juli 2020 indgav sagsøgeren en ansøgning om en anden fast stilling i ansættelsesgruppe AD, der var blevet ledig i hans kontor, og som var genstand for stillingsopslag COM/2020/1474 (herefter »den omtvistede stilling«).

8        Den 24. juli 2020 udfærdigede sagsøgerens kontorchef en skrivelse, hvori det blev foreslået, at sagsøgeren, eftersom der ikke var nogen egnede interne eller eksterne ansøgere til stillingen, blev ansat i den omtvistede stilling.

9        Den 29. juli 2020 meddelte sagsøgerens kontorchef mundtligt sagsøgeren, at GD for »Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed« havde gjort indsigelse mod hans ansøgning om den omtvistede stilling på grund af hans status som midlertidigt ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b).

10      Den 4. august 2020 blev der på grund af en fejl ved indtastningen af sagsøgerens navn sendt en meddelelse om afslag på hans ansøgning om den omtvistede stilling via Kommissionens IT-system til personaleforvaltning, benævnt »SysPer 2«, til en forkert e-mailadresse. En kopi af denne afgørelse blev fremsendt til sagsøgeren ved e-mail af 4. marts 2021.

11      Efter at sagsøgeren havde anmodet om oplysninger om status for sin ansøgning, meddelte vicekontorchefen i GD for »Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed« ham ved e-mail den 10. september 2020, at »det ikke [var] muligt for en midlertidigt ansat ved Kommissionen i løbet af sin karriere at opnå en anden kontrakt som midlertidigt ansat ved Kommissionen«, og opfordrede ham til at afvente ansættelsesmyndighedens konklusioner vedrørende ansøgningen af 29. juni 2020.

12      Den 15. september 2020 blev sagsøgeren bekendt med, at en anden havde tiltrådt den omtvistede stilling.

13      Den 16. september 2020 indgav sagsøgeren en klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, med henblik på at anfægte afgørelsen om afslag på ansøgningen (herefter »klage R/440/20«).

14      Den 28. oktober 2020 modtog sagsøgeren et svar fra administrationen på ansøgningen af 29. juni 2020 (herefter »svaret af 28. oktober 2020«).

15      Den 2. november 2020 indgav sagsøgeren en klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, over svaret af 28. oktober 2020 (herefter »klage R/507/20«).

16      Den 3. november 2020 fremsatte sagsøgeren yderligere bemærkninger og anbringender inden for rammerne af klage R/440/20.

17      Ved afgørelse af 18. januar 2021 afslog administrationen klage R/440/20 (herefter »afgørelsen om afslag på klage R/440/20«).

18      Efter at have fået kendskab til afslaget på klage R/440/20 indbragte sagsøgeren den 19. januar 2021 sagen for Kommissionens mæglingstjeneste for at få denne til at gribe ind i forbindelse med klage R/507/20 og sikre, at Kommissionen undersøgte de vigtigste spørgsmål, der var blevet rejst.

19      Den 3. marts 2021 traf Kommissionen en afgørelse om afvisning af klage R/507/20, i hvilken visse af sagsøgerens argumenter dog blev undersøgt subsidiært (herefter »afgørelsen om afslag på klage R/507/20«).

 Parternes påstande

20      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Afgørelsen om afslag på sagsøgerens ansøgning annulleres.

–        Svaret af 28. oktober 2020 annulleres.

–        Om nødvendigt annulleres afgørelsen om afslag på klage R/440/20 og afgørelsen om afslag på klage R/507/20.

–        Kommissionen tilpligtes at erstatte sagsøgeren det økonomiske tab, som han har lidt, idet han har mistet muligheden for at blive udnævnt i eller tildelt den omtvistede stilling fra den 1. september 2020.

–        Kommissionen tilpligtes at erstatte sagsøgeren det økonomiske tab på anslået 24 245 EUR, som han har lidt, idet han har mistet muligheden for at blive forfremmet fra den 16. maj 2020.

–        Kommissionen tilpligtes at erstatte sagsøgeren det økonomiske tab, som han har lidt, idet han har mistet muligheden for at blive tjenestemand ved deltagelse i de interne udvælgelsesprøver, der var forbeholdt midlertidigt ansatte, som var ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), på niveau AD.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

21      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Sagen afvises, da det er åbenbart, at den ikke kan antages til realitetsbehandling.

–        Frifindelse under alle omstændigheder.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

 Tvistens genstand

22      Sagsøgeren har ud over påstanden om annullation af afgørelsen om afslag på ansøgningen og af svaret af 28. oktober 2020 nedlagt påstand om, at afgørelserne om afslag på klage R/440/20 og R/507/20 om nødvendigt annulleres.

23      I denne henseende bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at påstande om annullation, der formelt er rettet mod en afgørelse om afslag på en klage, når afgørelsen er uden selvstændigt indhold, har den virkning, at den akt, der har været genstand for klagen, skal prøves ved Retten (jf. dom af 5.6.2019, Bernaldo de Quirós mod Kommissionen, T-273/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:371, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis).

24      Enhver afvisning af en klage, hvad enten den er stiltiende eller udtrykkelig, bekræfter nemlig blot – såfremt det er en ren afvisning – den akt eller den undladelse, som klageren anfægter, og udgør ikke i sig selv en anfægtelig akt, således at de påstande, der er rettet mod en sådan afgørelse, der i forhold til den oprindelige afgørelse ikke har noget selvstændigt indhold, skal anses for rettet mod den oprindelige akt (dom af 12.9.2019, XI mod Kommissionen, T-528/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:594, præmis 20).

25      En udtrykkelig afgørelse om afvisning af en klage kan, henset til dens indhold, imidlertid være af en sådan karakter, at den ikke bekræfter den af sagsøgeren anfægtede retsakt. Dette er tilfældet, når afgørelsen om afvisning af klagen indeholder en fornyet vurdering af sagsøgerens forhold på grundlag af nye faktiske eller retlige omstændigheder, eller når den ændrer eller supplerer den oprindelige afgørelse. I disse tilfælde udgør afvisningen af klagen en retsakt, der er underlagt domstolskontrol, og retsinstansen tager hensyn til den ved vurderingen af lovligheden af den anfægtede retsakt, eller anser den ligefrem for en retsakt, der går adressaten imod, og som erstatter den anfægtede retsakt (jf. i denne retning dom af 12.9.2019, XI mod Kommissionen, T-528/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:594, præmis 21).

26      Hvad for det første angår påstanden om annullation af afgørelsen om afslag på ansøgningen bemærkes, at afgørelsen om afslag på klage R/440/20 bekræfter Kommissionens afvisning af at tage sagsøgerens ansøgning om den omtvistede stilling i betragtning og præciserer begrundelsen for denne afvisning. Det foreliggende søgsmål må derfor anses for at have den virkning, at Retten skal tage stilling til påstanden om annullation af afgørelsen om afslag på ansøgningen, hvis lovlighed skal undersøges under hensyntagen til begrundelsen i afgørelsen om afslag på klage R/440/20.

27      Hvad for det andet angår påstanden om annullation af svaret af 28. oktober 2020 bemærkes, at ansættelsesmyndigheden afviste klage R/507/20, men at den ikke desto mindre subsidiært undersøgte de argumenter, som sagsøgeren havde fremført mod svaret af 28. oktober 2020. Af disse grunde skal der tages hensyn til den nævnte begrundelse ved vurderingen af lovligheden af svaret af 28. oktober 2020 som omhandlet i den i præmis 25 ovenfor nævnte retspraksis.

 Påstanden om annullation af afgørelsen om afslag på ansøgningen

 Formaliteten

28      Det bemærkes, at Kommissionen i henhold til artikel 130, stk. 1, i Rettens procesreglement har anført, at de foreliggende påstande ikke kan antages til realitetsbehandling, idet den i det væsentlige har gjort gældende, at sagsøgeren ikke havde nogen retlig interesse i at opnå annullation af afgørelsen om afslag på ansøgningen.

29      Det skal imidlertid præciseres, at Kommissionen under den mundtlige forhandling har oplyst, at den frafaldt påstanden om, at påstanden om annullation af afgørelsen om afslag på ansøgningen ikke kunne antages til realitetsbehandling, hvilket er blevet tilført retsbogen.

 Realiteten

30      Sagsøgeren har til støtte for sin påstand om annullation af afgørelsen om afslag på ansøgningen fremsat fire anbringender om for det første, at der ikke blev givet meddelelse om afgørelsen, og om en begrundelsesmangel, for det andet om en fejlagtig fortolkning af ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, og artikel 10, stk. 3, og om tilsidesættelse af disse artikler, for det tredje om, at den faste administrative praksis ikke er blevet fulgt, om ulige behandling og forskelsbehandling på grund af alder og for det fjerde om mangel på gennemsigtighed, tilsidesættelse af retten til at blive hørt og tilsidesættelse af adgangen til effektive retsmidler.

–       Det første anbringende om, at der ikke blev givet meddelelse om afgørelsen om afslag på ansøgningen, og om en begrundelsesmangel

31      Sagsøgeren har gjort gældende, at han aldrig modtog en formel meddelelse om udfaldet af sin ansøgning om den omtvistede stilling, i strid med den forpligtelse, der er fastsat i vedtægtens artikel 25, stk. 2, og retten til god forvaltning som fastsat i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«). Ifølge sagsøgeren blev han først den 15. september 2020 bekendt med, at hans ansøgning var blevet afslået, da en anden havde tiltrådt den omtvistede stilling som midlertidigt ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b). Afgørelsen om afslag på klage R/440/20 kan således ikke anses for at have afhjulpet den manglende begrundelse for afgørelsen om afslag på ansøgningen.

32      Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumentation.

33      Det skal indledningsvis fastslås, at sagsøgeren i det væsentlige har gjort gældende, at han ikke blev underrettet om begrundelsen for afgørelsen om afslag på ansøgningen, da der skete en fejl ved meddelelsen af den nævnte afgørelse. Han har således til hensigt at godtgøre, at Kommissionen har tilsidesat sin begrundelsespligt.

34      Det følger af fast retspraksis, at begrundelsespligten i henhold til vedtægtens artikel 25, stk. 2, der er en gentagelse af det almindelige krav i artikel 296, stk. 2, TEUF, har til formål dels at give den pågældende tilstrækkelige oplysninger til at fastslå, om den akt, der indebærer et klagepunkt mod ham, er korrekt, og muligheden for at anlægge sag ved Retten, dels at gøre det muligt for Retten at udøve sin kontrol med hensyn til afgørelsens lovlighed (jf. dom af 16.10.2019, ZV mod Kommissionen, T-684/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:748, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis).

35      Spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen er tilstrækkelig, skal vurderes i forhold til de konkrete omstændigheder i sagen, navnlig aktens indhold, arten af de anførte grunde og den interesse, som adressaten kan have i at modtage yderligere forklaringer (dom af 9.7.2019, VY mod Kommissionen, T-253/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:488, præmis 49). En afgørelse er især tilstrækkeligt begrundet, når den er vedtaget i en af den berørte tjenestemand kendt sammenhæng, som giver ham mulighed for at forstå rækkevidden af den foranstaltning, der er truffet mod ham (dom af 29.9.2005, Napoli Buzzanca mod Kommissionen, T-218/02, EU:T:2005:343, præmis 64).

36      Det bemærkes, at ansættelsesmyndigheden ikke er forpligtet til at begrunde en afgørelse om ikke at imødekomme en ansøgning. Derimod har ansættelsesmyndigheden pligt til at begrunde en afgørelse om afslag på en klage, som en ansøger har indgivet i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2, idet begrundelsen for denne afgørelse anses for sammenfaldende med begrundelsen for den afgørelse, som klagen vedrørte (jf. dom af 9.7.2019, VY mod Kommissionen, T-253/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:488, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

37      Sagsøgeren har gjort gældende, at han aldrig via SysPer 2 modtog en meddelelse fra kontor 5, »Center for Regnskabsforvaltning«, i GD for »Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed«, hvorved han blev underrettet om, at han ikke kunne komme i betragtning til den omtvistede stilling. Hvis det antages, at han modtog en sådan meddelelse, ville indholdet heraf i øvrigt have været utilstrækkeligt til at informere ham korrekt.

38      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det fremgår af sagsakterne, at Kommissionen har erkendt at have begået en fejl ved indtastningen i SysPer 2 af adressaten for meddelelsen om afgørelsen om afslag på ansøgningen. Selv om denne meddelelse blev afsendt den 4. august 2020, nåede den ikke frem til sagsøgeren på denne dato, eftersom den først blev fremsendt til ham den 4. marts 2021.

39      Under disse omstændigheder skal der tages stilling til spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren, selv om afgørelsen om afslag på ansøgningen blev meddelt for sent, alligevel blev sat i stand til at forstå grundene til, at Kommissionen fandt, at hans ansøgning om den omtvistede stilling ikke kunne tages i betragtning.

40      For det første bemærkes, at sagsøgerens kontorchef den 29. juli 2020 mundtligt underrettede sagsøgeren om, at GD for »Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed« eller ansættelsesmyndigheden havde gjort indsigelse mod hans udnævnelse til den omtvistede stilling på grund af hans status som midlertidigt ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b).

41      For det andet modtog sagsøgeren, efter at han havde anmodet om oplysninger om status for hans ansøgning, den 10. september 2020 en kort meddelelse fra GD for »Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed« om hans ansøgning om den omtvistede stilling (herefter »e-mailen af 10. september 2020«). Heri blev sagsøgeren bl.a. underrettet om, at »det ikke [var] muligt for en midlertidigt ansat ved Kommissionen, i løbet af sin karriere at opnå en anden kontrakt som midlertidigt ansat ved Kommissionen«.

42      For det tredje fik sagsøgeren, således som han har anerkendt i stævningen, den 15. september 2020, hvor han blev bekendt med, at en anden havde tiltrådt den omtvistede stilling, kendskab til, at hans ansøgning var blevet afslået.

43      Henset til det ovenstående var sagsøgeren på det tidspunkt, hvor han fik kendskab til afgørelsen om afslag på ansøgningen, dvs. senest den 15. september 2020, bekendt med den sammenhæng, hvori den nævnte afgørelse var blevet truffet, som omhandlet i den i præmis 35 ovenfor nævnte retspraksis.

44      I denne henseende indeholder e-mailen af 10. september 2020 navnlig en begrundelse, som er præcis og detaljeret, og som forklarer grunden til, at sagsøgeren ikke kunne komme i betragtning til den omtvistede stilling, nemlig at han ikke kan opnå en anden kontrakt som midlertidigt ansat i Kommissionen på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b).

45      Den omstændighed, at sagsøgeren i klage R/440/20 var i stand til at anfægte Kommissionens fortolkning af ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, viser, at han havde forstået, at begrundelsen for afslaget på hans ansøgning var forbundet med hans status som midlertidigt ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b).

46      Endelig er det – eftersom afgørelsen om afslag på ansøgningen i overensstemmelse med den i præmis 36 ovenfor nævnte retspraksis ikke nødvendigvis skulle begrundes – for at forkaste sagsøgerens argumentation om en begrundelsesmangel tilstrækkeligt at konstatere, at Kommissionen den 18. januar 2021 traf en udtrykkelig afgørelse om afslag på klage R/440/20, og at ansættelsesmyndigheden i denne afgørelse gav sagsøgeren tilstrækkelige oplysninger til at fastslå, om afgørelsen om afslag på ansøgningen var korrekt, og til at give ham mulighed for at anfægte lovligheden heraf. Den begrundelse, der er indeholdt i afgørelsen om afslag på klage R/440/20, gør det ligeledes muligt for Retten at udøve sin kontrol med hensyn til lovligheden af afgørelsen om afslag på ansøgningen.

47      Hvad angår sagsøgerens argument om, at ophavsmanden til e-mailen af 10. september 2020 ikke havde kompetence til at træffe afgørelsen om afslag på ansøgningen, bemærkes, at denne e-mail ikke er en afgørelse om afslag på ansøgningen, men bekræfter og forklarer grundene til afgørelsen om afslag på ansøgningen. Der skal ligeledes tages hensyn til den af sagsøgeren kendte sammenhæng, der, som fastslået i præmis 43 ovenfor, gav ham mulighed for at forstå rækkevidden af den foranstaltning, der var truffet mod ham. Det må således konstateres, at dette argument ikke er relevant for undersøgelsen af, om begrundelsen er tilstrækkelig.

48      Det første anbringende må derfor forkastes.

–       Det andet anbringende om en fejlagtig fortolkning af ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, og artikel 10, stk. 3

49      Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, idet den fandt, at han som midlertidigt ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), ikke kunne indgå en anden kontrakt som midlertidigt ansat i Kommissionen på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b).

50      Sagsøgeren har i denne forbindelse i det væsentlige gjort gældende, at det i modsætning til, hvad Kommissionen har anført, ikke fremgår af nogen bestemmelse i ansættelsesvilkårene, at det ikke er muligt for en midlertidigt ansat ved Kommissionen, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), i løbet af sin karriere at opnå en anden kontrakt som midlertidigt ansat ved Kommissionen. Det fremgår navnlig ikke af ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, at en midlertidigt ansat, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), kun kan indgå én kontrakt som midlertidigt ansat på dette grundlag.

51      Sagsøgeren har tilføjet, at selv om det antages, at ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, på en eller anden måde begrænser antallet af kontrakter under den oprindelige ansættelse, finder denne artikel ikke anvendelse, eftersom han i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 10, stk. 3, altid kan udnævnes til en ny stilling, herunder i en højere lønklasse, ved en tillægskontrakt til sin kontrakt, altså uden at skulle indgå en ny kontrakt.

52      Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.

53      Kommissionen har anført, at den omtvistede stilling var en fast stilling, som for så vidt angik midlertidigt ansatte derfor kun kunne tildeles midlertidigt ansatte, der var ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), og ikke andre kategorier af midlertidigt ansatte. For så vidt som sagsøgeren allerede var midlertidigt ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), kunne han imidlertid ikke opnå en anden kontrakt som midlertidigt ansat ved Kommissionen på dette grundlag, jf. ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2. Desuden ville det kun have været muligt at ansætte sagsøgeren i den nævnte stilling, hvis denne ikke havde krævet, at der blev indgået en ny kontrakt.

54      Indledningsvis bemærkes, at sagsøgeren på det tidspunkt, hvor han indgav sin ansøgning om den omtvistede stilling, gjorde tjeneste i henhold til en kontrakt som midlertidigt ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), i lønklasse AST 3 for en oprindelig periode på tre år, inden denne periode blev forlænget med en periode på to år, som udløb i maj 2023. Det var således i den oprindelige kontrakt løbetid, at sagsøgeren indgav sin ansøgning om den omtvistede stilling, som var en ledig fast stilling som administrator i den afdeling, som sagsøgeren arbejdede i, da han indgav sin ansøgning.

55      Ansættelsesmyndigheden fastslog i afgørelsen om afslag på ansøgningen, at sagsøgerens ansøgning om den omtvistede stilling ikke kunne tages i betragtning, idet hans ansættelse i den nævnte stilling krævede, at der blev indgået en ny kontrakt som midlertidigt ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), hvilket ifølge Kommissionen var i strid med ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2. Kommissionen har således udelukkende støttet sin afgørelse på den fortolkning, som den har anlagt af ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2.

56      Sagsøgeren har bestridt denne fortolkning, idet han har gjort gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at fastslå, at ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, skulle fortolkes således, at bestemmelsen var til hinder for, at en midlertidigt ansat, der var ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), og hvis oprindelige kontrakt, i lighed med sagsøgerens, var i kraft, kunne opnå en anden kontrakt som midlertidigt ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b).

57      Det bemærkes, at det fremgår af vedtægtens artikel 1a, stk. 1, sammenholdt med ansættelsesvilkårenes artikel 2-5, at de faste stillinger ved institutionerne principielt skal besættes med tjenestemænd, og at sådanne stillinger kun undtagelsesvis kan besættes med øvrige ansatte (jf. dom af 13.7.2022, TL mod Kommissionen, T-438/21, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:455, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

58      Selv om ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), således udtrykkeligt bestemmer, at midlertidigt ansatte kan ansættes med henblik på at beklæde en fast stilling, præciserer denne artikel, at denne ansættelse kun kan være midlertidig. Det fremgår endvidere af ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, i den affattelse, der finder anvendelse på den foreliggende tvist, at ansættelse af en midlertidigt ansat i henhold til artikel 2, litra b) eller d), højst kan ske for fire år, men kan begrænses til en kortere periode, og at hans kontrakt kun kan fornys én gang for højst to år, hvis muligheden for fornyelse er foreskrevet i den oprindelige kontrakt og inden for den periode, der er angivet i nævnte kontrakt. Når denne periode udløber, kan den ansatte ikke længere være ansat som midlertidigt ansat i henhold til disse ansættelsesvilkår. Efter kontraktens udløb kan den ansatte kun beklæde en fast stilling i institutionen, hvis han udnævnes til tjenestemand i henhold til de i vedtægten fastsatte betingelser.

59      I overensstemmelse med fast retspraksis skal der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af. En EU-retlig bestemmelses tilblivelse kan ligeledes give relevante elementer med henblik på dens fortolkning (jf. dom af 7.9.2022, LR mod EIB, T-529/20, EU:T:2022:523, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis).

60      Hvad for det første angår ordlydsfortolkningen af ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, der er gengivet i præmis 58 ovenfor, bemærkes indledningsvis, at denne artikel ikke fastsætter nogen udtrykkelig begrænsning af det antal kontrakter som midlertidigt ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), som en midlertidigt ansat kan indgå i den samlede kumulerede tjenestetid for en midlertidigt ansat, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), som er fastsat til seks år. I øvrigt henviser den engelske version af ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, til flere ansættelseskontrakter og ikke til en enkelt kontrakt for så vidt angår den midlertidigt ansatte, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b). I denne version anvendes således udtrykkeligt flertalsformen med hensyn til udtrykkene »[t]heir contrats may be renewed« og »[o]n the expiry of their contracts«.

61      Ifølge Kommissionen fremgår det imidlertid af ordlydsfortolkningen af ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, og navnlig af anvendelsen af udtrykkene »[n]år denne periode udløber« og »[e]fter kontraktens udløb«, at EU-lovgiver har haft til hensigt at forhindre, at en midlertidigt ansat, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), kan indgå en ny kontrakt som midlertidigt ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), når hans kontrakt som midlertidigt ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), ophører. Dette betyder utvetydigt, at en midlertidigt ansat, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), ikke i resten af sin karriere kan opnå en anden kontrakt som midlertidigt ansat på samme grundlag. Når en midlertidigt ansat, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), og som ikke har bestået en udvælgelsesprøve, der gør det muligt at blive udnævnt til tjenestemand på de betingelser, der er fastsat i vedtægten, indgiver en ansøgning om en fast stilling, vil han i dette perspektiv nødvendigvis ikke kunne komme i betragtning, medmindre det kan godtgøres, at hans forflyttelse ikke kræver, at der indgås en ny kontrakt som midlertidigt ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b).

62      Efter sagsøgerens opfattelse skal der sondres mellem kontraktens udløb og kontraktens ophør før tid eller opsigelse. Han mener i denne forbindelse ikke, at begrebet »udløb« kan fortolkes således, at det omfatter kontraktens ophør før tid eller opsigelse, uanset hvilken fortolkningsmetode der anvendes. Denne fortolkning understøttes af ordlyden af ansættelsesvilkårenes artikel 47, litra b).

63      Hvad i første omgang angår udtrykket »denne periode« i ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, skal det bemærkes, at det henviser til varigheden af den oprindelige kontrakt, således som den er nævnt i ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, andet punktum, som ikke kan overstige fire år, eventuelt fornyet for en yderligere periode på højst to år.

64      Følgelig skal sætningsleddet »[n]år denne periode udløber« forstås således, at det henviser til ansættelsens afslutning for den midlertidigt ansatte, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), enten forstået som udløbet af den oprindelige kontrakt, hvis denne ikke er blevet fornyet, eller som udløbet af den indrømmede forlængelse, hvis den oprindelige kontrakt er blevet fornyet.

65      På tidspunktet for vedtagelsen af afgørelsen om afslag på ansøgningen var sagsøgerens kontrakt som midlertidigt ansat i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), som endnu ikke var blevet fornyet, imidlertid stadig i kraft, og sætningsleddet »[n]år denne periode udløber« som omhandlet i den nævnte bestemmelse var således ikke relevant for sagsøgeren.

66      Hvad i anden omgang angår udtrykket »[e]fter kontraktens udløb« i ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, skal dette begreb, da begrebet »udløb« ikke er defineret i vedtægten, fortolkes i overensstemmelse med dets normale betydning i sædvanlig sprogbrug (jf. i denne retning dom af 7.9.2022, LR mod EIB, T-529/20, EU:T:2022:523, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).

67      Det bemærkes imidlertid, at begrebet »udløb« i sin almindelige betydning henviser til »afslutningen af et tidsrum«, dvs. i det foreliggende tilfælde afslutningen af det tidsrum, for hvilket en midlertidigt ansats kontrakt er blevet indgået.

68      For det andet bestyrker den kontekstuelle fortolkning af ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, fjerde punktum, ordlydsfortolkningen af denne bestemmelse.

69      Det skal nemlig i denne forbindelse bemærkes, at ansættelsesvilkårenes artikel 47, litra b), nr. ii), bestemmer, at »[h]vis institutionen opsiger kontrakten, er den ansatte berettiget til en godtgørelse svarende til en tredjedel af grundlønnen for tiden mellem dagen for fratrædelse fra tjenesten og den dag, hvor kontrakten ville være udløbet«. Bestemmelsen sondrer således mellem en midlertidigt ansats kontrakts opsigelse og udløb.

70      Eftersom identiske udtryk skal fortolkes ens i den samme retsakt (jf. i denne retning og analogt dom af 18.9.2019, Peters, C-700/17, EU:C:2019:753, præmis 18), kan der ikke rejses tvivl om lovgivers fastlæggelse af en sondring mellem kontraktens opsigelse og udløb ved vedtægtens bestemmelser.

71      I modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, svarer udtrykket »kontraktens udløb« i ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, fjerde punktum, således ikke til udtrykket »opsigelse af kontrakten«.

72      Såfremt sagsøgerens ansættelse i den omtvistede stilling, således som Kommissionen har anført, nødvendigvis ville have medført opsigelse af hans kontrakt som midlertidigt ansat indgået på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), ville ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, fjerde punktum, følgelig ikke have fundet anvendelse på sagsøgerens situation.

73      Henset til det ovenstående må det konkluderes, at det ikke fremgår af ordlyden af ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, at det ikke er muligt for en midlertidigt ansat, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), at indgå en ny kontrakt som midlertidigt ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), i løbet af den oprindelige kontrakts løbetid.

74      For det tredje bekræfter den teleologiske fortolkning af ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, ordlydsfortolkningen og den kontekstuelle fortolkning af denne bestemmelse.

75      I overensstemmelse med den i præmis 59 ovenfor nævnte retspraksis skal ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, navnlig fortolkes i lyset af bestemmelsens formål og i lyset af de formål, der mere generelt ligger til grund for ansættelsesvilkårene (jf. i denne retning dom af 5.2.2014, Drakeford mod EMA, F-29/13, EU:F:2014:10, præmis 45).

76      For det første bemærkes, at de faste stillinger ved institutionerne i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 57 ovenfor, principielt skal besættes med tjenestemænd, og at sådanne stillinger derfor kun undtagelsesvis kan besættes med øvrige ansatte, såsom midlertidigt ansatte, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b).

77      I overensstemmelse hermed bestemmer artikel 3, stk. 1, i Kommissionens afgørelse C(2013) 9049 af 16. december 2013 om ansættelses- og beskæftigelsespolitikken for midlertidigt ansatte bl.a., at »eftersom de faste stillinger skal besættes med tjenestemænd, må det samlede antal midlertidigt ansatte i medfør af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), ikke overstige 3% af det samlede antal faste stillinger, der er tilladt i Kommissionen«. Afgørelsens artikel 3, stk. 2, bestemmer endvidere, at »[d]er kun kan gives tilladelse til sådanne ansættelser efter en resultatløs offentliggørelse af stillingen i overensstemmelse med vedtægtens artikel 4 og 29«.

78      Det fremgår heraf, at hovedformålet med ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, er at begrænse anvendelsen af midlertidigt ansatte, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), og som midlertidigt beklæder faste stillinger, der skal besættes med tjenestemænd, og at den maksimale samlede varighed på seks år af ansættelsesforholdet for en midlertidigt ansat, der er ansat i denne egenskab på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), skal tjene dette formål.

79      For det andet bør fortolkningen af ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, i mangel af særlige bestemmelser, der udelukker en sådan fremgangsmåde, baseres på rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999 (herefter »rammeaftalen«), og som er knyttet som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT 1999, L 175, s. 43) (dom af 5.2.2014, Drakeford mod EMA, F-29/13, EU:F:2014:10, præmis 44).

80      I denne henseende bemærkes, at den omstændighed, at et direktiv ikke som sådan er bindende for institutionerne eller agenturerne, ikke kan udelukke, at disse indirekte skal tage hensyn hertil i deres forhold til tjenestemændene eller de øvrige ansatte (dom af 13.4.2011, Scheefer mod Parlamentet, F-105/09, EU:F:2011:41, præmis 54).

81      Desuden kan direktiv 1999/70 og den rammeaftale, som det har til formål at gennemføre, inden for de grænser, der er fastsat i retspraksis, påberåbes af borgerne over for EU-institutionerne med henblik på så vidt muligt at opnå en fortolkning af vedtægtens og ansættelsesvilkårenes bestemmelser, der stemmer overens med rammeaftalens krav (jf. i denne retning dom af 21.9.2011, Adjemian m.fl. mod Kommissionen, T-325/09 P, EU:T:2011:506, præmis 57).

82      Det følger heraf, at lovgiver i forbindelse med, at den udøver sin lovgivningskompetence i henhold til artikel 336 TEUF til at vedtage ansættelsesvilkårene, og at ansættelsesmyndigheden i forbindelse med, at den udøver det vide skøn, som tilkommer denne myndighed inden for rammerne af ansættelsesvilkårenes bestemmelser, har pligt til, når de vedtager eller gennemfører bestemmelser, der regulerer forholdet mellem EU og dens ansatte, at forhindre rettighedsmisbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, i overensstemmelse med formålet om at forbedre arbejdstagernes leve- og arbejdsvilkår samt sikre en passende social beskyttelse for denne gruppe i henhold til artikel 151 TEUF (dom af 21.9.2011, Adjemian m.fl. mod Kommissionen, T-325/09 P, EU:T:2011:506, præmis 61).

83      I henhold til rammeaftalen udgør sikkerhed i ansættelsen imidlertid et hovedelement i beskyttelsen af arbejdstagere i EU (dom af 8.3.2012, Huet, C-251/11, EU:C:2012:133, præmis 35 og 44). Nærmere bestemt har rammeaftalens § 5, stk. 1, til formål at begrænse anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold, der anses for en potentiel kilde til misbrug til skade for arbejdstagerne, idet den fastsætter bestemmelser om minimumsbeskyttelse med henblik på at undgå, at arbejdstagernes situation bliver usikker. Navnlig fastsætter rammeaftalens § 5, stk. 1, litra c), at antallet af gange, tidsbegrænsede kontrakter eller ansættelsesforhold kan fornys, skal fastsættes (jf. dom af 5.2.2014, Drakeford mod EMA, F-29/13, EU:F:2014:10, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

84      Det bemærkes, at det tidligere er blevet fastslået, at ansættelsesvilkårenes artikel 8 er i overensstemmelse med rammeaftalen, for så vidt som den ikke skader dennes formål og minimumsforskrifter (jf. i denne retning dom af 11.7.2012, AI mod Domstolen, F-85/10, EU:F:2012:97, præmis 140).

85      Det bemærkes, at ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, fastsætter dels en maksimal varighed for ansættelsen af den midlertidigt ansatte, der er omhandlet i ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), dels en grænse for antallet af fornyelser, der kan indrømmes den samme ansatte, dvs. i det foreliggende tilfælde en enkelt fornyelse.

86      De formål, der forfølges med fastsættelsen af disse to grænser, skal ligeledes tages i betragtning i forbindelse med den teleologiske fortolkning af ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2.

87      Hvad angår den maksimale varighed af ansættelsen indeholder ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, idet bestemmelsen fastsætter den maksimale samlede varighed af ansættelsesforholdet for en midlertidigt ansat, der er ansat i medfør af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), ifølge retspraksis en af de foranstaltninger, der er opregnet i rammeaftalens § 5, som har til formål at forhindre misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter, i det foreliggende tilfælde den, der er fastsat i den nævnte bestemmelses stk. 1, litra b) (dom af 11.7.2012, AI mod Domstolen, F-85/10, EU:F:2012:97, præmis 138).

88      Parterne har i denne forbindelse i retsmødet bekræftet, at den samlede varighed af sagsøgerens ansættelse som midlertidigt ansat i medfør af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), uanset om han blev ansat i den omtvistede stilling eller ej, ikke kunne overstige den maksimale periode på seks år, der er fastsat i ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2.

89      Hvad angår begrænsningen med hensyn til antallet af mulige fornyelser indeholder ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, således som Kommissionen har anerkendt i retsmødet, idet bestemmelsen begrænser antallet af fornyelser af kontrakten for den midlertidigt ansatte, der er ansat i medfør af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), ligeledes en af de foranstaltninger, der er opregnet i rammeaftalens § 5, der har til formål at forhindre misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter, i det foreliggende tilfælde den, der er fastsat i den nævnte bestemmelses stk. 1, litra c), således at muligheden for en enkelt fornyelse af en kontrakt for en midlertidigt ansat, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), har til formål at sikre, at den ansættende institution overholder beskyttelsen af den midlertidigt ansatte, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), mod misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende korte tidsbegrænsede kontrakter (jf. i denne retning dom af 21.9.2011, Adjemian m.fl. mod Kommissionen, T-325/09 P, EU:T:2011:506, præmis 66).

90      Det må imidlertid konstateres, at muligheden for en midlertidigt ansat, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), for at indgå en ny kontrakt som midlertidigt ansat på samme grundlag for en periode, der ikke overstiger den maksimale periode på seks år, som er fastsat i ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, ikke som sådan går imod formålet med denne bestemmelse, som er at begrænse de midlertidigt ansattes mulighed for at beklæde faste stillinger tidsmæssigt.

91      Der er i øvrigt intet, der tyder på, at indgåelsen af en ny kontrakt ville have medført en risiko for rettighedsmisbrug til skade for sagsøgeren hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter.

92      Følgelig er ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, ikke til hinder for, at en midlertidigt ansat, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), kan indgå en ny kontrakt som midlertidigt ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), når den tidsmæssige begrænsning på seks år, der er fastsat i den nævnte bestemmelse, overholdes.

93      Denne fortolkning af ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, er ligeledes i overensstemmelse med andre EU-institutioners og ‑agenturers praksis. Som svar på en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse har Kommissionen nemlig fremlagt resultaterne af en høring af andre EU-institutioner og ‑agenturer, som den indledte i juni 2022, vedrørende muligheden for, at en midlertidigt ansat, der er ansat i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), kan indgå en ny kontrakt i denne egenskab inden for det maksimale tidsrum, der er fastsat i ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2. Disse resultater viser, at størstedelen af de adspurgte institutioner og agenturer overvejer eller har fastsat en sådan mulighed.

94      På baggrund af det ovenstående må det fastslås, at afgørelsen om afslag på ansøgningen, hvorved det blev fastslået, at sagsøgerens ansøgning ikke kunne komme i betragtning, er baseret på en fejlagtig fortolkning af ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2.

95      Dette anbringende skal derfor tages til følge, og afgørelsen om afslag på ansøgningen annulleres, uden at det er nødvendigt at undersøge de øvrige argumenter i nærværende anbringende og de øvrige anbringender, der er fremsat til støtte for påstanden om annullation af afgørelsen om afslag på ansøgningen.

 Påstanden om annullation af svaret af 28. oktober 2020

 Formaliteten

96      Kommissionen har fremsat en formalitetsindsigelse mod denne påstand i henhold til procesreglementets artikel 130, stk. 1, med den begrundelse, at svaret af 28. oktober 2020 ikke udgør en bebyrdende retsakt for sagsøgeren.

97      For det første har Kommissionen gjort gældende, at svaret af 28. oktober 2020 blot er et svar på de spørgsmål, som sagsøgeren stillede i ansøgningen af 29. juni 2020, og kun har til formål at give en fortolkning af de nævnte vedtægtsbestemmelser. De afgivne svar ændrer således ikke sagsøgerens retsstilling.

98      Kommissionen har for det andet anført, at den ikke undlod at handle ved ikke at iværksætte en forfremmelsesrunde for de midlertidigt ansatte, der var ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), og at det, såfremt sagsøgeren ønskede at anfægte den udeblevne forfremmelse, tilkom ham at anfægte den afgørelse om forfremmelse, af hvilken hans navn ikke fremgik.

99      Sagsøgeren har gjort gældende, at sagen skal antages til realitetsbehandling.

100    Det bemærkes, at ansættelsesmyndigheden i sit svar af 28. oktober 2020 på sagsøgerens foranledning udtalte sig om anvendelsen af lovbestemmelser over for sagsøgeren og om fire spørgsmål, der hovedsageligt vedrørte anvendelsen af vedtægtens artikel 45, stk. 1, ansættelsesvilkårenes artikel 10 og 15 og rammeaftalens § 4, stk. 1, på sagsøgerens individuelle situation.

101    Ansættelsesmyndigheden anførte i denne forbindelse for det første, at ansættelsesvilkårenes artikel 10 og 15 ikke tillægger de ansatte en »direkte ret« til forfremmelse, ligesom de heller ikke på nogen måde pålægger administrationen en forpligtelse til at gennemføre procedurer for ændring af midlertidigt ansattes indplacering. For det andet præciserede ansættelsesmyndigheden, at det i sagsøgerens tilfælde ikke var muligt at indgå en anden kontrakt på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), og at det principielt ikke var muligt at forflytte sagsøgeren til en anden fast stilling end den, som han bestred, medmindre der forelå særlige omstændigheder. Ansættelsesmyndigheden anførte for det tredje, at vedtægtens artikel 45, stk. 1, ikke fandt direkte anvendelse på sagsøgerens situation, og for det fjerde, at rammeaftalen ikke fandt anvendelse i sagsøgerens tilfælde, for så vidt som hans faktiske situation som midlertidigt ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), var forskellig fra den situation, som midlertidigt ansatte, der var ansat i henhold til andre lovbestemmelser, befandt sig i.

102    Svaret af 28. oktober 2020 vedrører således i det væsentlige to emner, der for det første angår muligheden for at »forfremme« eller »ændre indplaceringen« af den midlertidigt ansatte, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), og for det andet muligheden for, at en midlertidigt ansat, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), kan opnå en ny kontrakt, selv om vedkommendes kontrakt er i kraft.

103    Ifølge fast retspraksis er en akt, der indeholder et klagepunkt, en akt, som har retligt bindende virkninger, der kan berøre sagsøgerens interesser direkte og umiddelbart gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling, idet en sådan akt skal hidrøre fra den kompetente myndighed og indeholde administrationens endelige stillingtagen (jf. kendelse af 10.9.2021, Kühne mod Parlamentet, T-691/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:600, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

104    Hvad angår påstanden om annullation af svaret af 28. oktober 2020 vedrørende de grunde, der angives for at forklare sagsøgeren, at han ikke i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, kan tildeles en anden kontrakt som midlertidigt ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), bemærkes, at ansættelsesmyndighedens begrundelse i denne henseende blot er en gentagelse af det standpunkt, som myndigheden gav udtryk for i afgørelsen om afslag på ansøgningen. Det følger heraf, at denne del af svaret af 28. oktober 2020, forud for hvilket afgørelsen om afslag på ansøgningen allerede var blevet truffet, ikke ændrer sagsøgerens retsstilling væsentligt som omhandlet i den i præmis 103 ovenfor nævnte retspraksis.

105    Påstanden om annullation af svaret af 28. oktober 2020 vedrørende de grunde, der angives for at forklare sagsøgeren, at han ikke i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, kan tildeles en anden kontrakt som midlertidigt ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), skal derfor afvises.

106    Hvad angår den øvrige del af påstanden om annullation af svaret af 28. oktober 2020 skal det bemærkes, at Unionens retsinstanser har kompetence til at foretage en vurdering af, om det hvad angår realiteten er berettiget efter omstændighederne i den konkrete sag af hensyn til god retspleje at frifinde sagsøgte uden forinden at tage stilling til formaliteten (jf. i denne retning dom af 26.2.2002, Rådet mod Boehringer, C-23/00 P, EU:C:2002:118, præmis 52).

107    Henset til omstændighederne i den foreliggende sag og til princippet om god retspleje skal der foretages en undersøgelse af påstanden om annullation af svaret af 28. oktober 2020 for så vidt angår den del, der vedrører muligheden for at forfremme eller ændre indplaceringen af en midlertidigt ansat i Kommissionen på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), uden at der forinden tages stilling til formaliteten vedrørende denne påstand, for så vidt som den under alle omstændigheder og af de grunde, der er anført nedenfor, er ugrundet.

 Realiteten

108    Sagsøgeren har til støtte for sin påstand om annullation af svaret af 28. oktober 2020 i det væsentlige fremsat to anbringender vedrørende for det første en fejlagtig fortolkning og en tilsidesættelse af ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, og artikel 10, stk. 3, og for det andet en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.

–       Det første anbringende om en fejlagtig fortolkning og en tilsidesættelse af ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, og artikel 10, stk. 3

109    Sagsøgeren er af den opfattelse, at administrationens svar, som ifølge ham skal fortolkes som et afslag på forfremmelse, ændring af indplacering eller udnævnelse i en anden stilling, er åbenbart fejlagtigt og udgør en tilsidesættelse af vedtægtens artikel 45 og ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, og artikel 10, stk. 3.

110    Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumentation.

111    Hvad for det første angår sagsøgerens mulighed for at blive forfremmet som omhandlet i vedtægtens artikel 45 bemærkes, som Kommissionen med rette har fremhævet, at der ikke i ansættelsesvilkårene henvises til forfremmelse. I henhold til vedtægtens artikel 45 »foretages [forfremmelse] udelukkende på grundlag af en udvælgelse blandt de tjenestemænd, der har en anciennitet på mindst to år i deres lønklasse«.

112    Ansættelsesvilkårene fastsætter således ikke en mulighed for forfremmelse for midlertidigt ansatte, men nærmere, i henhold til artikel 15 og 16 heri, en mulighed for at blive indplaceret i en lønklasse, der svarer til de opgaver, som de skal udføre i kontraktperioden (jf. i denne retning dom af 14.12.2016, Todorova Androva mod Rådet m.fl., T-366/15 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:729, præmis 48).

113    Det må derfor konkluderes, at Kommissionen i sit svar af 28. oktober 2020 med rette kunne lægge til grund, at den forfremmelsesprocedure, der er omhandlet i vedtægtens artikel 45, kun vedrørte tjenestemænd.

114    Hvad for det andet angår muligheden for en ændret indplacering som omhandlet i ansættelsesvilkårenes artikel 10, stk. 3, bemærkes, at Kommissionen i sit svar af 28. oktober 2020 i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, ikke anførte, at ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, forbyder ændring af indplaceringen af midlertidigt ansatte, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b). Kommissionen begrænsede sig til at anføre, at det, henset til det vide skøn, som den råder over i denne henseende, er muligt for den ikke at planlægge at iværksætte en procedure for ændring af indplaceringen af midlertidigt ansatte på tidsbegrænsede kontrakter, herunder midlertidigt ansatte, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b).

115    Det skal i øvrigt fremhæves, at ansættelsesvilkårenes artikel 10, stk. 3, som vedrører muligheden for en ændret indplacering, på ingen måde fastsætter en ret for alle midlertidigt ansatte til en ændring af deres indplacering efter ansøgning.

116    Det bemærkes, at selv om det følger af princippet om EU-administrationens enhed, at alle EU-tjenestemænd er underlagt den samme vedtægt, indebærer et sådant princip ikke, at institutionerne skal udøve den skønsbeføjelse, som de er tillagt i medfør af vedtægten, på samme måde, men at institutionerne derimod i princippet kan varetage deres personaleadministration »selvstændigt« (dom af 9.6.2021, KZ mod Kommissionen, T-453/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:339, præmis 52). Samme ræsonnement gælder for de midlertidigt ansatte, der er omfattet af ansættelsesvilkårene.

117    Det må følgelig fastslås, at for så vidt som ansættelsesvilkårene ikke fastsætter en forpligtelse for administrationen til at iværksætte en procedure for ændring af midlertidigt ansattes indplacering, tilsidesatte Kommissionen ikke ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, og artikel 10, stk. 3, da den ikke inden for rammerne af den administrative autonomi, som den er tillagt, afholdt en procedure for ændring af indplaceringen af midlertidigt ansatte, der var ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b).

118    Denne konstatering kan ikke drages i tvivl af sagsøgerens argument om, at Retten i præmis 60-63 i dom af 28. april 2021, Correia mod EØSU (T-843/19, EU:T:2021:221), i det væsentlige har præciseret, at de manglende nedskrevne regler og praksis med ad hoc-afgørelser uden offentliggørelse udgør en mangel på gennemsigtighed, som er i strid med retssikkerhedsprincippet.

119    Den retspraksis, der er nævnt i præmis 118 ovenfor, vedrører nemlig det tilfælde, hvor en institution fastsætter en mulighed for at ændre indplaceringen af sine midlertidigt ansatte, men ikke fastsætter udtrykkelige kriterier for sådanne procedurer. Dette er imidlertid ikke tilfældet i den foreliggende sag. Dette argument kan i øvrigt ikke rejse tvivl om Kommissionens selvstændighed hvad angår afgørelsen om ikke at give midlertidigt ansatte, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), mulighed for at få ændret deres indplacering.

120    Sagsøgeren har i øvrigt med hensyn til et skærmbillede taget i SysPer 2 gjort gældende, at Kommissionen sandsynligvis frem til 2017 iværksatte særskilte forfremmelsesrunder for tjenestemænd, kontraktansatte og midlertidigt ansatte.

121    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Kommissionen har benægtet selve eksistensen af en praksis med sådanne særskilte forfremmelsesrunder for midlertidigt ansatte og har forklaret, at de oplysninger, som sagsøgeren har fremlagt, følger af en teknisk fejl i SysPer 2, som er blevet afhjulpet. Selv hvis det antages, at en sådan praksis har eksisteret, har Kommissionen imidlertid på gyldig vis kunnet ændre denne praksis i overensstemmelse med det princip om administrativ autonomi, der er henvist til i præmis 116 ovenfor.

122    Det følger heraf, at det første anbringende skal forkastes.

–       Det andet anbringende om en tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling

123    Med det andet anbringende har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen ved at vedtage svaret af 28. oktober 2020 i flere henseender tilsidesatte princippet om forbud mod forskelsbehandling.

124    Dette anbringende er opdelt i tre led. Det første led vedrører ulige behandling og forskelsbehandling mellem deltagerne i Pilot Junior Professionals-programmet (herefter »JPP-programmet«) og de midlertidigt ansatte, der ansættes i Kommissionen på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), det andet led vedrører ulige behandling mellem de midlertidigt ansatte, der ansættes på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), og de øvrige midlertidigt ansatte i Kommissionen, og det tredje led vedrører ulige behandling af de midlertidigt ansatte, der ansættes på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), i EU’s forskellige institutioner, organer, kontorer og agenturer.

125    Kommissionen har bestridt denne argumentation.

126    Indledningsvis bemærkes, at ligebehandlingsprincippet er et grundlæggende princip i EU-retten, som er fastslået i chartrets artikel 20, og at princippet om forbud mod forskelsbehandling i chartrets artikel 21, stk. 1, er et særligt udtryk herfor. Dette princip kræver, at ensartede situationer ikke behandles forskelligt, og forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre forskelsbehandlingen er objektivt begrundet (jf. dom af 27.11.2018, Hebberecht mod EU-Udenrigstjenesten, T-315/17, EU:T:2018:842, præmis 58 og 59 og den deri nævnte retspraksis).

127    Hvad angår kravet om den ensartede karakter af forskellige situationer skal dette vurderes i henhold til alle de forhold, som kendetegner dem. Disse omstændigheder skal navnlig fastlægges og vurderes på grundlag af indholdet af og formålet med den EU-retsakt, der indfører en forskellig behandling. Endvidere skal der tages hensyn til de principper, der gælder inden for det område, som den pågældende retsakt henhører under, og de formål, der forfølges på det pågældende område (jf. dom af 19.12.2019, HK mod Kommissionen, C-460/18 P, EU:C:2019:1119, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

128    Med det første led har sagsøgeren gjort gældende, at han ved Kommissionens praksis forskelsbehandles i forhold til deltagerne i JPP-programmet, der ligesom sagsøgeren er midlertidigt ansatte, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b). For så vidt som deltagerne i JPP-programmet er midlertidigt ansatte, der kan forflyttes til andre stillinger i Kommissionens tjenestegrene, hvilke stillinger, henset til opgavernes art, er væsentligt anderledes, uden at det er nødvendigt at indgå en ny kontrakt, behandles disse kandidater nemlig mere gunstigt end andre midlertidigt ansatte, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), for hvilke administrationen mener, at der skal indgås en ny kontrakt, og dermed forbyder.

129    Indledningsvis bemærkes, som Kommissionen forklarede i afgørelsen om afslag på klage R/507/20, at hvis en midlertidigt ansat, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), og tilhører ansættelsesgruppe AST, skulle udvælges med henblik på at deltage i JPP-programmet, ville den pågældende blive tilbudt en kontrakt som midlertidigt ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra a), og ikke en kontrakt som midlertidigt ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b).

130    Hvad dernæst angår sagsøgerens udtalelse om, at han blev forskelsbehandlet, da de regelmæssige forflyttelser af deltagerne i JPP-programmet ikke krævede indgåelse af nye kontrakter, er det tilstrækkeligt at bemærke, at sagsøgeren allerede er blevet forflyttet, således som det er anført i præmis 3 ovenfor, ved en tillægskontrakt til sin kontrakt, og altså uden at der blev indgået en ny kontrakt. Sagsøgeren kan derfor ikke med føje gøre gældende, at det var umuligt for ham at blive forflyttet, uden at dette nødvendigvis indebar, at der blev indgået en ny kontrakt.

131    Endelig skal den udtalelse, hvorefter sagsøgeren er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder, for så vidt som kandidaterne til JPP-programmet udelukkende er unge faglærte med højst tre års erhvervserfaring, forkastes, henset til den omstændighed, at det, som det fremgår af præmis 129 og 130 ovenfor, ikke er godtgjort, at der sker forskelsbehandling mellem deltagerne i JPP-programmet og de øvrige midlertidigt ansatte, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), for så vidt angår forflyttelse, uden at det er nødvendigt at indgå en ny kontrakt.

132    Følgelig kan sagsøgeren ikke med føje gøre gældende, at de midlertidigt ansatte, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), inden for rammerne af JPP-programmet, behandles mere gunstigt end ham, idet de kan forflyttes uden at indgå nye kontrakter som midlertidigt ansatte på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b).

133    Med det andet led har sagsøgeren gjort gældende, at den omstændighed, at administrationen ikke iværksætter forfremmelsesrunder eller ikke tillader individuelle forfremmelser af midlertidigt ansatte, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), fører til en ulige behandling af sagsøgeren som midlertidigt ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), i forhold til andre kategorier af midlertidigt ansatte, navnlig midlertidigt ansatte, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra a), og ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra c).

134    Sagsøgeren har anført, at midlertidigt ansatte, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra c), direkte udfører opgaver for en person, der udfører et hverv, mens midlertidigt ansatte, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), ikke varetager sådanne specialiserede opgaver. Det fastsættes imidlertid ikke i ansættelsesvilkårenes artikel 2, at opgaverne er af væsentligt forskellig art, og denne sondring er lidet relevant med hensyn til ligebehandling.

135    Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at Kommissionen forsøger at begrunde forskelsbehandlingen med, at de midlertidigt ansatte med en tidsubegrænset kontrakt udgør en meget begrænset del af personalet. Sagsøgeren har endvidere anført, at den væsentlige sondring mellem midlertidigt ansatte, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra a), og midlertidigt ansatte, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), består i stillingernes budgetmæssige klassificering. Disse kriterier er imidlertid uden relevans for en analyse af den ulige behandling.

136    Som anført i præmis 126 ovenfor kræver ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling, at ensartede situationer ikke behandles forskelligt, og forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet.

137    Hvad angår spørgsmålet om sammenligningen af situationerne for de forskellige typer midlertidigt ansatte bemærkes for det første med hensyn til midlertidigt ansatte, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra a), at deres stillinger fremgår af listen over stillinger og vedrører varetagelsen af varige offentlige opgaver, som imidlertid på grund af budgetmyndighedens valg ikke svarer til en »fast stilling« (dom af 27.11.2012, Sipos mod KHIM, F-59/11, EU:F:2012:164, præmis 39).

138    Hvad for det andet angår de midlertidigt ansatte, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra c), har disse indgået en ansættelseskontrakt intuitu personae, hvis væsentligste element er den gensidige tillid (jf. i denne retning dom af 17.10.2006, Bonnet mod Domstolen, T-406/04, EU:T:2006:322, præmis 47 og 101).

139    Hvad for det tredje angår de midlertidigt ansatte, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), gælder det, at selv om det udtrykkeligt fremgår af ansættelsesvilkårene, at de kan ansættes i en fast stilling, fremgår det netop, at dette kun kan ske midlertidigt (jf. i denne retning dom af 21.9.2011, Adjemian m.fl. mod Kommissionen, T-325/09 P, EU:T:2011:506, præmis 79).

140    I denne henseende har Kommissionen med rette gjort gældende, at lovgiver har indført forskellige kategorier af midlertidigt ansatte med forskellige arbejdsvilkår, hvilket placerer dem i situationer, der ikke er sammenlignelige, således at det ikke er muligt at godtgøre en forskellig behandling af de midlertidigt ansatte, der udgør forskelsbehandling som omhandlet i chartrets artikel 21, stk. 1.

141    Sagsøgeren har imidlertid gjort gældende, at denne praksis er i strid med rammeaftalens § 4, stk. 1, som fastsætter, at ansættelsesvilkårene for personer med tidsbegrænset ansættelse ikke må være mindre gunstige end de, der gælder for sammenlignelige fastansatte, hvis dette udelukkende er begrundet i kontraktens tidsbegrænsede varighed, og forskelsbehandlingen ikke er begrundet i objektive forhold.

142    Det er imidlertid med rette, at Kommissionen har konkluderet, at midlertidigt ansatte, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), ikke befinder sig i en situation, der er sammenlignelig med situationen for de øvrige kategorier af midlertidigt ansatte. Den grundlæggende forskel mellem de forskellige kategorier af midlertidigt ansatte består i den »type stilling«, som de pågældende kategorier bestrider, og ikke direkte i kontraktens varighed. Disse tre kategorier af midlertidigt ansatte skal nemlig opfylde forskellige behov i institutionerne, organerne, kontorerne og agenturerne. Varigheden af de kontrakter, som de forskellige kategorier af midlertidigt ansatte kan indgå, følger således direkte af de forskellige typer stillinger, som de kan bestride, og dermed af deres forskellige karakter.

143    Med det tredje led har sagsøgeren gjort gældende, at andre EU-institutioner og ‑organer udtrykkeligt har anerkendt muligheden for, at midlertidigt ansatte, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), kan få ændret deres indplacering.

144    Kommissionen har bestridt det tredje leds antagelse til realitetsbehandling med den begrundelse, at det blev fremført for første gang i stævningen.

145    Det bemærkes i denne forbindelse, at reglen om, at der skal være overensstemmelse mellem klagen og den efterfølgende stævning, idet stævningen ellers kan afvises, kræver, at et anbringende, der fremsættes for Unionens retsinstanser, allerede er blevet fremført under den administrative procedure, således at ansættelsesmyndigheden har været i stand til at gøre sig bekendt med de klagepunkter, som den pågældende fremfører mod den anfægtede afgørelse (jf. dom af 25.10.2013, Kommissionen mod Moschonaki, T-476/11 P, EU:T:2013:557, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis).

146    I den foreliggende sag henviste sagsøgeren i ansøgningen af 29. juni 2020 til de øvrige EU-institutioners praksis til støtte for sin argumentation vedrørende hans ret til en ændret indplacering. Endvidere gjorde han i klagen gældende, at den faste administrative praksis ikke var blevet fulgt. Det skal i øvrigt konstateres, at klagen indeholder argumenter om den angivelige forskelsbehandling, bl.a. på grund af alder, af de forskellige midlertidigt ansatte, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), og om den ulige behandling af midlertidigt ansatte, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), i forhold til andre kategorier af midlertidigt ansatte. Ud over disse argumenter har sagsøgeren i stævningen fremført det tredje led om en angivelig forskelsbehandling baseret på andre former for praksis i andre institutioner i den bredere sammenhæng under anbringendet om tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling.

147    Under disse omstændigheder må det fastslås, at det forhold, at sagsøgeren for første gang i stævningen udtrykkeligt har henvist til en forskellig behandling af midlertidigt ansatte, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), i Kommissionen og i andre institutioner, organer, kontorer og agenturer, hverken ændrer klagens årsag eller genstand.

148    Kommissionens argumenter vedrørende antagelsen af det tredje led til realitetsbehandling må derfor forkastes.

149    Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen ved ikke at iværksætte forfremmelsesrunder og ved ikke at give samme ret til forfremmelse til midlertidigt ansatte, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), behandler disse midlertidigt ansatte mindre gunstigt end andre institutioner og organer, såsom Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) eller Den Europæiske Unions Agentur for Strafferetligt Samarbejde (Eurojust). Selv om Unionens forskellige institutioner og agenturer har en vis grad af administrativ autonomi med hensyn til den måde, hvorpå de iværksætter procedurer for ændring af indplacering, kan de desuden ikke anlægge en afvigende fortolkning af ansættelsesvilkårenes bestemmelser, således at midlertidigt ansatte tildeles færre rettigheder.

150    Det skal i denne forbindelse fastslås, at sagsøgeren ikke med føje kan påberåbe sig de interne regler, der finder anvendelse på personalet i andre institutioner. Der skal nemlig henvises til, at institutionerne ifølge fast retspraksis har et vidt skøn ved organisationen af deres tjenestegrene alt efter de opgaver, som er overdraget dem, og – under hensyntagen til disse opgaver – ved placeringen af det personale, som de har til rådighed (jf. dom af 14.10.2004, Pflugradt mod ECB, C-409/02 P, EU:C:2004:625, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

151    Som anført i præmis 117 ovenfor kunne Kommissionen derfor inden for rammerne af den administrative autonomi, som den er tillagt, beslutte ikke at iværksætte en procedure for ændring af indplaceringen af de midlertidigt ansatte, der var ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b). En sådan beslutning er på ingen måde i strid med princippet om forbud mod forskelsbehandling, så meget desto mere som den finder anvendelse på de samme kategorier af midlertidigt ansatte i den samme institution.

152    Det følger af det ovenstående, at det andet anbringende og dermed påstanden om annullation af svaret af 28. oktober 2020 i sin helhed skal forkastes.

 Erstatningspåstanden

153    Sagsøgeren har nedlagt påstand om erstatning for det økonomiske tab, som han mener at have lidt som følge af, at afgørelsen om afslag på ansøgningen og svaret af 28. oktober 2020 angiveligt er ulovlige. Sagsøgerens erstatningspåstand er i det væsentlige opdelt i to led. Inden for rammerne af det første led, der er knyttet til afgørelsen om afslag på ansøgningen, har sagsøgeren gjort gældende, at denne afgørelse har påført ham et økonomisk tab, idet han har mistet muligheden for dels at blive ansat i den omtvistede stilling, dels at blive tjenestemand ved deltagelse i de interne udvælgelsesprøver, der var forbeholdt midlertidigt ansatte i ansættelsesgruppe AD. Inden for rammerne af det andet led, der er knyttet til svaret af 28. oktober 2020, har sagsøgeren gjort gældende, at dette svar har påført ham et økonomisk tab, idet han har mistet muligheden for at blive indplaceret i lønklasse AST 4 fra den 16. maj 2020.

154    Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumentation.

 Det økonomiske tab, der er knyttet til afgørelsen om afslag på ansøgningen

155    Sagsøgeren har gjort gældende, at han som følge af afgørelsen om afslag på ansøgningen har mistet muligheden for at blive ansat i den omtvistede stilling. Han har i denne forbindelse anført, at eftersom udvælgelseskomitéen den 24. juli 2020 indgav en anmodning om, at han blev ansat i og udnævnt til den omtvistede stilling, skal den fortabte mulighed for at blive ansat som følge af afgørelsen om afslag på ansøgningen ansættes til 100%. I denne forbindelse har han nedlagt påstand om erstatning på 24 245 EUR, svarende til forskellen mellem hans nuværende løn og den løn, som han ville have haft ret til, hvis han var blevet ansat i den omtvistede stilling, i lønklasse AD 5, fra den 1. september 2020 og frem til udløbet af hans kontrakt.

156    Sagsøgeren har desuden mistet muligheden for at blive tjenestemand ved deltagelse i de interne udvælgelsesprøver, der var forbeholdt midlertidigt ansatte i ansættelsesgruppe AD. Sagsøgeren har nemlig gjort gældende, at han – hvis han var blevet ansat i den omtvistede stilling og dermed havde fået ændret sin indplacering til lønklasse AD 5 fra den 1. september 2020 – ville have været i stand til at deltage i de nævnte interne udvælgelsesprøver, der blev afholdt i 2021 og 2022. I forbindelse med den udvælgelsesprøve, der fandt sted på tidspunktet for anlæggelsen af nærværende sag, har sagsøgeren gjort gældende, at til 20 tjenestemandsstillinger på det juridiske område bestod ca. 90 ansøgere de elektroniske prøver, hvorved det kan anslås, at han med 44% sandsynlighed ville være blevet tjenestemand. Som følge af den mistede mulighed for at blive tjenestemand har sagsøgeren nedlagt påstand om erstatning på 600 000 EUR, svarende til et løntab bestående af lønnen og de tilskud for økonomisk afhængige personer, som han ville have fået udbetalt hver måned i 20 år, hvorpå der skal anvendes en sandsynlighedskoefficient på 0,44.

157    Indledningsvis bemærkes, at flere betingelser skal være opfyldt, for at Unionen kan ifalde ansvar, idet de handlinger, institutionen kritiseres for at have begået, skal være ulovlige, der skal være lidt et tab, og der skal være årsagsforbindelse mellem handlingerne og tabet (dom af 21.2.2008, Kommissionen mod Girardot, C-348/06 P, EU:C:2008:107, præmis 52). Da alle disse betingelser skal være opfyldt, er det tilstrækkeligt til at forkaste erstatningssøgsmålet, at en af dem ikke er det (dom af 9.9.1999, Lucaccioni mod Kommissionen, C-257/98 P, EU:C:1999:402, præmis 14).

158    Hvad angår de to påstande om tab, der er nævnt i præmis 155 og 156 ovenfor, bemærkes, at de udspringer af afgørelsen om afslag på ansøgningen.

159    Det må konstateres, at for så vidt angår påstanden om annullation af afgørelsen om afslag på ansøgningen, idet det andet anbringende vedrørende den nævnte afgørelse er blevet taget til følge, er den første betingelse for, at Kommissionen ifalder ansvar, nemlig at den kritiserede handling er ulovlig, opfyldt.

160    Der skal derfor foretages en undersøgelse af de to øvrige betingelser for, at Kommissionen ifalder ansvar, nemlig at der er lidt et tab, og at der er årsagsforbindelse.

161    Med hensyn til betingelsen om, at der skal være lidt et tab, er det fast retspraksis, at tabet skal være behørigt bevist og sikkert (jf. i denne retning dom af 21.2.2008, Kommissionen mod Girardot, C-348/06 P, EU:C:2008:107, præmis 54). Navnlig når det angivelige tab som i det foreliggende tilfælde består i en fortabt mulighed, skal den tabte mulighed dels være reel, dels være endelig (jf. dom af 24.10.2018, Fernández González mod Kommissionen, T-162/17 RENV, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:711, præmis 110 og den deri nævnte retspraksis).

162    Hvad angår graden af sikkerhed for, at der består en årsagsforbindelse, anses denne for tilstrækkelig, når en EU-institutions retsstridige adfærd med sikkerhed har betydet, at en person er blevet frataget ikke nødvendigvis en ansættelse, hvilket den pågældende aldrig ville kunne bevise at have haft ret til, men en reel mulighed for at blive ansat som tjenestemand eller midlertidigt ansat, med den følge, at den pågældende har lidt et økonomisk tab i form af tabt arbejdsfortjeneste (jf. dom af 24.10.2018, Fernández González mod Kommissionen, T-162/17 RENV, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:711, præmis 111 og den deri nævnte retspraksis).

163    For det første skal betingelsen om, at den angivelige fortabte mulighed skal være reel, undersøges.

164    Ifølge retspraksis skal der med henblik på at vurdere den reelle karakter af den fortabte mulighed tages udgangspunkt i den dato, hvor afgørelsen om afslag på ansøgningen blev truffet (jf. i denne retning dom af 14.12.2022, SU mod EIOPA, T-296/21, EU:T:2022:808, præmis 85 og den deri nævnte retspraksis).

165    I den foreliggende sag fremgår det af sagens akter, at såfremt afgørelsen om afslag på ansøgningen ikke havde været behæftet med en ulovlighed, ville sagsøgeren have kunnet ansættes i den omtvistede stilling.

166    Som sagsøgeren har anført, havde han for det første udfyldt den stilling, som han beklædte på tidspunktet for ansøgningens indgivelse, og som havde lighedspunkter med den omtvistede stilling, til alles tilfredshed. Det fremgår nemlig af sagsøgerens bedømmelsesrapporter for 2019 og 2020, at han havde udført sine opgaver på meget tilfredsstillende vis, idet hans præstationsniveau blev anset for at være fremragende, således at han ved udløbet af den oprindelige periode på tre år, for hvilken han var blevet ansat, fik fornyet sin kontrakt. Det er ubestridt, at besiddelse af vellykket erhvervserfaring udgør et vigtigt element, der skal tages i betragtning ved afgørelsen af, hvilken ansøger der skal ansættes (jf. dom af 13.9.2011, AA mod Kommissionen, F-101/09, EU:F:2011:133, præmis 91 og den deri nævnte retspraksis).

167    Det bemærkes endvidere, at sagsøgerens kontorchef den 24. juli 2020 havde udstedt en skrivelse, hvori han anførte, at han, eftersom det ikke havde været muligt at besætte den omtvistede stilling med en egnet intern eller ekstern ansøger, herunder blandt de ansøgere, der havde bestået en almindelig udvælgelsesprøve afholdt af Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor (EPSO), og på grundlag af sagsøgerens fortræffelige egenskaber anmodede om, at sagsøgeren blev ansat i den omtvistede stilling.

168    Disse betragtninger udgør en række oplysninger, der er tilstrækkeligt præcise og troværdige til at godtgøre, at sagsøgeren i 2020 i forbindelse med udvælgelsesproceduren til den omtvistede stilling havde en reel mulighed for at blive ansat i den nævnte stilling, uanset administrationens vide skøn på ansættelsesområdet (jf. i denne retning dom af 14.12.2022, TM mod ECB, T-440/21, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:800, præmis 113).

169    Hvad for det andet angår den endelige karakter af den angivelige fortabte mulighed skal denne vurderes, når Unionens retsinstanser under hensyntagen til alle sagens omstændigheder, herunder til omstændigheder, der er indtrådt efter vedtagelsen af den ulovlige afgørelse, der ligger til grund for tabet, træffer afgørelse (jf. dom af 14.12.2022, SU mod EIOPA, T-296/21, EU:T:2022:808, præmis 90 og den deri nævnte retspraksis).

170    Med henblik på at vurdere denne endelige karakter skal det undersøges, om sagsøgeren på tidspunktet for afsigelsen af nærværende dom, og henset til de foranstaltninger til opfyldelse heraf, som Kommissionen skal vedtage, definitivt har mistet den mulighed, som han havde for at blive ansat i den omtvistede stilling (jf. i denne retning dom af 14.12.2022, SU mod EIOPA, T-296/21, EU:T:2022:808, præmis 91).

171    I den foreliggende sag bemærkes, at sagsøgerens oprindelige kontrakt, der blev indgået den 16. maj 2018 for en periode på tre år, den 18. januar 2021 blev fornyet for en periode på to år, som udløb den 15. maj 2023. For så vidt som den ansatte, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), i overensstemmelse med ansættelsesvilkårenes artikel 8, stk. 2, efter kontraktens udløb kun kan beklæde en fast stilling i institutionen, hvis han udnævnes til tjenestemand i henhold til de i vedtægten fastsatte betingelser, må det konstateres, at sagsøgeren på tidspunktet for afsigelsen af nærværende dom ikke længere kan ansættes i de pågældende stillinger på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b).

172    Det skal i øvrigt tilføjes, at Retten i tvister vedrørende afgørelser om ikke at imødekomme en ansøgning til en stilling, såsom den, der er omhandlet i den foreliggende sag, har fastslået, at den endelige karakter af tabet af en mulighed for ansættelse følger af beskyttelsen af de tredjemænds rettigheder, hvis ansøgninger til de omhandlede stillinger er blevet imødekommet (jf. i denne retning dom af 6.6.2006, Girardot mod Kommissionen, T-10/02, EU:T:2006:148, præmis 49, og af 24.10.2018, Fernández González mod Kommissionen, T-162/17 RENV, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:711, præmis 91), og ikke af den omstændighed, at det er umuligt for administrationen lovligt at rette den begåede fejl (dom af 14.12.2022, SU mod EIOPA, T-296/21, EU:T:2022:808, præmis 95).

173    Henset til det ovenstående kan sagsøgeren således med føje gøre gældende, at han endeligt har mistet muligheden for at blive ansat i den omtvistede stilling.

174    På grundlag af disse omstændigheder må det følgelig fastslås, at den af Kommissionen begåede ulovlighed har frataget sagsøgeren en reel mulighed for at blive ansat i den omtvistede stilling, således at der er årsagsforbindelse mellem ulovligheden af afgørelsen om afslag på ansøgningen og den angivelige mistede mulighed.

175    Den anden og den tredje betingelse for, at Kommissionen ifalder ansvar, er således opfyldt.

176    For at bestemme størrelsen af den erstatning, der skal betales for fortabelsen af en sådan mulighed, er det ifølge retspraksis nødvendigt først at fastlægge, hvilken form for mulighed tjenestemanden eller den ansatte har fortabt, samt det tidspunkt, hvorfra tjenestemanden kunne have udnyttet denne mulighed, og derefter opgøre omfanget af denne mulighed samt afgøre, hvilke økonomiske konsekvenser den fortabte mulighed har haft for tjenestemanden (jf. dom af 14.12.2022, SU mod EIOPA, T-296/21, EU:T:2022:808, præmis 102 og den deri nævnte retspraksis).

177    Hvad angår måden for og omfanget af erstatningen for den fortabte mulighed skal den mulighed, som en tjenestemand eller en ansat har fortabt, når det er muligt, fastsættes på en objektiv måde på grundlag af en matematisk koefficient, der er fastsat ved en præcis beregning (jf. dom af 14.12.2022, SU mod EIOPA, T-296/21, EU:T:2022:808, præmis 103 og den deri nævnte retspraksis), idet det bemærkes, at det er særdeles vanskeligt – for ikke at sige umuligt – at definere en metode, der gør det muligt med sikkerhed at opgøre muligheden for at opnå en stilling ved en institution og følgelig at vurdere det tab, der følger af, at en sådan mulighed fortabes (jf. i denne retning dom af 21.2.2008, Kommissionen mod Girardot, C-348/06 P, EU:C:2008:107, præmis 59 og 60).

178    Det er endvidere allerede blevet fastslået, at løntabskriteriet ikke i sig selv kan anvendes til afgørelsen af, i hvilket omfang den skade, der er lidt som følge af en fortabt mulighed for ansættelse, skal erstattes. I et sådant tilfælde kan den skade, der er lidt, nemlig ikke sidestilles med størrelsen af det vederlag, der ville være blevet oppebåret, hvis muligheden var blevet realiseret, eftersom den pågældende – henset til den skønsbeføjelse, Kommissionen har på området – ikke har noget retskrav på at blive ansat. Den skade, som en sådan person har ret til at få erstattet, kan følgelig ikke svare til den tabte arbejdsfortjeneste, der følger af tabet af en rettighed (jf. i denne retning dom af 21.2.2008, Kommissionen mod Girardot, C-348/06 P, EU:C:2008:107, præmis 65).

179    I den foreliggende sag har sagsøgeren foretaget en beløbsmæssig vurdering af det beløb, der skal tjene som grundlag for beregningen af den erstatning, der er forbundet med den fortabte mulighed. Denne vurdering kan imidlertid ikke lægges til grund. Det er nemlig ikke muligt at kvantificere den omhandlede mulighed og præcisere de økonomiske konsekvenser af den fortabte mulighed, eftersom en korrekt beregning af sagsøgerens økonomiske tab afhænger af forskellige hypoteser, navnlig hvad angår betydningen af tjenestens interesse for sandsynligheden for, at sagsøgeren ville være blevet ansat, og for den samlede varighed af denne ansættelse, idet den maksimale samlede varighed af ansættelsesforholdet for en midlertidigt ansat, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra b), er på seks år, og idet sagsøgerens oprindelige kontrakt i den foreliggende sag, som blev indgået for en periode på tre år, havde været i kraft siden den 16. maj 2018.

180    Følgelig skal tabet ansættes efter ret og billighed på baggrund af samtlige foreliggende omstændigheder (jf. i denne retning dom af 16.12.2020, VP mod Cedefop, T-187/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:613, præmis 200 og den deri nævnte retspraksis).

181    I denne sammenhæng vil det være en rimelig bedømmelse af det fulde økonomiske tab, som sagsøgeren har lidt som følge af den fortabte mulighed for at blive ansat i den omtvistede stilling, at pålægge Kommissionen at betale ham et fast beløb på 10 000 EUR efter ret og billighed.

182    Hvad angår påstanden om det tab, der bestod i at miste muligheden for at blive tjenestemand ved deltagelse i de interne udvælgelsesprøver, som Kommissionen afholdt i 2021 og 2022, og som var forbeholdt midlertidigt ansatte i ansættelsesgruppe AD, bemærkes, at betingelsen om, at der skal føres bevis for, at der foreligger et reelt og sikkert tab, og om årsagsforbindelsen i forbindelse med den fortabte mulighed for at bestå de nævnte interne udvælgelsesprøver, som Kommissionen afholdt i 2021 og 2022, og for efterfølgende at blive ansat som EU-tjenestemand, ikke er opfyldt. Afgørelsen om afslag på ansøgningen forhindrer nemlig ikke sagsøgeren i at blive administrator i Kommissionen. Afgørelsen om afslag på ansøgningen var ikke til hinder for, at sagsøgeren efter vedtagelsen af den nævnte afgørelse kunne indgive en ansøgning om andre stillinger i ansættelsesgruppe AD, som blev ledige i Kommissionen, ligesom den heller ikke forhindrer ham i i fremtiden at blive ansat i en stilling på AD-niveau, f.eks. på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra a).

183    Følgelig skal påstanden om erstatning for det økonomiske tab, der fulgte af den angivelige mistede mulighed for at blive tjenestemand ved deltagelse i de interne udvælgelsesprøver, som Kommissionen afholdt i 2021 og 2022, og som var forbeholdt midlertidigt ansatte i ansættelsesgruppe AD, forkastes.

 Det økonomiske tab, der er knyttet til svaret af 28. oktober 2020

184    Sagsøgeren har gjort gældende, at han har mistet muligheden for at blive forfremmet til lønklasse AST 4 fra den 16. maj 2020. Da denne mulighed for at blive forfremmet i lyset af hans fremragende præstationsniveau skal ansættes til 100%, udgør det krævede erstatningsbeløb 13 152 EUR.

185    Ifølge fast retspraksis skal en påstand om erstatning for økonomisk eller ikke-økonomisk skade forkastes, hvis den har nær forbindelse med annullationspåstanden, og denne er blevet afvist eller forkastet (jf. dom af 12.1.2022, MW mod Parlamentet, T-630/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:3, præmis 137 og den deri nævnte retspraksis).

186    I den foreliggende sag er der en nær forbindelse mellem påstanden om et tab som følge af den mistede mulighed for at blive forfremmet til lønklasse AST 4 fra den 16. maj 2020 og påstanden om annullation af svaret af 28. oktober 2020.

187    Da undersøgelsen af de anbringender, der er fremsat til støtte for påstanden om annullation af svaret af 28. oktober 2020, ikke har vist, at Kommissionen har begået en ulovlighed, må påstanden om et tab som følge af den mistede mulighed for at blive forfremmet til lønklasse AST 4 fra den 16. maj 2020 under disse omstændigheder ligeledes forkastes.

188    Det følger heraf, at påstanden om erstatning for det økonomiske tab som følge af den angivelige mistede mulighed for at blive forfremmet til lønklasse AST 4 fra den 16. maj 2020 skal forkastes.

 Sagsomkostninger

189    Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 3, bærer hver part sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter. Retten kan dog, hvis dette efter omstændighederne findes begrundet, beslutte, at en part, ud over at bære sine egne omkostninger, skal betale en del af modpartens omkostninger. I medfør af procesreglementets artikel 135, stk. 1, kan Retten, når det er påkrævet af rimelighedshensyn, beslutte, at en part, der taber sagen, alene skal betale en del af sagsomkostningerne, eller at parten slet ikke skal afholde disse.

190    I den foreliggende sag har Kommissionen tabt sagen for så vidt angår en væsentlig del af sagsøgerens påstande. Kommissionen har i øvrigt fremsat en formalitetsindsigelse for så vidt angår påstanden mod afgørelsen om afslag på ansøgningen, som den efterfølgende har trukket tilbage, hvilket har haft betydning for sagsomkostningerne. Under disse omstændigheder finder Retten det under hensyn til sagens omstændigheder rimeligt at pålægge Kommissionen at betale samtlige sagsomkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Udvidede Afdeling):

1)      Europa-Kommissionens afgørelse af 4. august 2020 om afslag på SE’s ansøgning om den ledige stilling offentliggjort under referencen COM/2020/1474 annulleres.

2)      Kommissionen betaler SE et beløb på 10 000 EUR i erstatning for det lidte økonomiske tab.

3)      I øvrigt frifindes Kommissionen.

4)      Kommissionen betaler sagsomkostningerne.

da Silva Passos Gervasoni Półtorak

Reine       Pynnä

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 5. juli 2023.

Underskrifter

*      Processprog: engelsk.

1 –      Fortrolige oplysninger udeladt.