Sag T-116/11

Association médicale européenne (EMA)

mod

Europa-Kommissionen

»Voldgiftsbestemmelse – sjette rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration som bidrag til realiseringen af det europæiske forskningsrum og til innovation (2002-2006) – Dicoems- og Cocoon-kontrakterne – en del af de anmeldte udgifters manglende overensstemmelse med kontraktvilkårene – opsigelse af kontrakter – tilbagebetaling af en del af de udbetalte beløb – erstatning – modkrav – ansvar uden for kontraktforhold – ugrundet berigelse – annullationssøgsmål – retsakt, der ikke kan gøres til genstand for et søgsmål – akt, der alene indgår i en kontrakt, som den ikke kan adskilles fra – debetnota – afvisning«

Sammendrag – Rettens dom (Anden Afdeling) af 11. december 2013

1.      Annullationssøgsmål – søgsmål, som reelt vedrører en tvist af kontraktmæssig karakter – annullation af en debetnota, der er udstedt af Kommissionen – manglende kompetence for Unionens retsinstanser – afvisning

(Art. 263 TEUF og 288 TEUF)

2.      Den Europæiske Unions budget – finansiel støtte fra Fællesskabet – modtageren forpligtet til at overholde betingelserne for tildeling af støtte – finansiering, der alene vedrører udgifter, som faktisk er afholdt – begrundelse for, at de anmeldte omkostninger er korrekte – foreligger ikke – ikke-støtteberettigede omkostninger

(Art. 317 TEUF)

3.      EU-retten – principper – princippet om god forvaltningsskik

4.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – afgørelse, der træffes i medfør af en kontrakt

(Art. 296 TEUF)

5.      EU-retten – principper – EU’s princip om forbud mod uberettiget berigelse – begreb

6.      Retslig procedure – antagelse til realitetsbehandling – søgsmål til prøvelse af en skrivelse, som er udarbejdet af Forvaltningsorganet for Forskning inden for rammerne af dettes kompetence – søgsmål med påstand om erstatning uden for kontrakt mod Kommissionen – Forvaltningsorganet for Forskning med status som juridisk person – afvisning

(Rådets forordning nr. 58/2003, art. 4, stk. 2, og art. 21; Kommissionens afgørelse 2008/46)

7.      Retslig procedure – sagens genstand – ændring under sagens behandling – forbud

(Rettens procesreglement, art. 48)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 72, 74 og 75)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 236 og 263)

3.      Institutionerne er udelukkende underlagt forpligtelser, der følger af det almindelige princip om god forvaltningsskik, i forhold til de retsundergivne, i forbindelse med udøvelsen af deres forvaltningsansvar. Når forholdet mellem Kommissionen og sagsøgeren derimod klart er kontraktrelateret, kan sagsøgeren kun kritisere Kommissionen for tilsidesættelse af kontraktbestemmelser eller tilsidesættelsen af lovgivning, der finder anvendelse på kontrakten.

(jf. præmis 245)

4.      Begrundelsespligten, der påhviler EU-institutionerne i medfør af artikel 296 TEUF, angår kun ensidige handlinger. Den gælder følgelig ikke for handlinger i medfør en kontakt, som forbinder den omhandlede institution med modparten.

(jf. præmis 275)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 282)

6.      En skrivelse, der er forsynet med Forvaltningsorganet for Forsknings (REA) brevhoved, underskrevet af dennes chef og fremsendt af organet inden for rammerne af dets kompetence, kan ikke anses for at være afsendt af Kommissionen eller tilregnes denne institution.

Forordning nr. 58/2003 om vedtægterne for de forvaltningsorganer, der skal administrere opgaver i forbindelse med EF-programmer, tildeler således Kommissionen beføjelse til at oprette forvaltningsorganer og overdrage dem visse opgaver vedrørende styring af et eller flere EF-programmer. Såfremt Kommissionen fortsat udøver opgaver, der indebærer, at der skal udøves et skøn, når politiske beslutninger skal føres ud i livet, kan organet overdrages styringen af projektfaser, vedtagelse af budgetgennemførelsesakter, og på grundlag af Kommissionens uddelegering, styringen af de operationer, der er nødvendige for EF-programmets gennemførelse, bl.a. de operationer, der er knyttet til tildelingen af kontrakter og af tilskud. Det fremgår af nævnte forordnings artikel 21, at forvaltningsorganets ansvar i kontraktforhold reguleres af den lov, der gælder for den pågældende kontrakt, og at hvad angår ansvar uden for kontraktforhold skal det ifølge den almindelige lovgivning i medlemsstaterne erstatte skader, som forårsages af organet selv eller dets ansatte under udførelsen af deres hverv.

Kommissionen har i henhold til nævnte forordning oprettet REA ved afgørelse 2008/46. I henhold til denne afgørelses artikel 1 er REA’s vedtægter fastlagt i forordning (EF) nr. 58/2003. Det følger heraf, at REA er en juridisk person. Det fremgår endvidere af en samlet læsning af afgørelse 2008/46 og artikel 21 i forordning nr. 58/2003, at hvad angår ansvar uden for kontraktforhold skal REA erstatte skader, som forårsages af organet selv eller dets ansatte under udførelsen af deres hverv.

(jf. præmis 292-296, 299 og 300)

7.      Retten skal i sager, hvor Retten har kompetence i medfør af en voldgiftsbestemmelse, træffe afgørelse på grundlag af den materielle nationale ret, der finder anvendelse på kontrakten.

I overensstemmelse med den almindeligt anerkendte grundsætning, hvorefter enhver retsinstans anvender de for denne gældende retsplejeregler, henhører såvel den retlige kompetence som formaliteten derimod alene under EU-retten. Når der fremsættes et modkrav i forbindelse med duplikken i en sag, der verserer for Retten, skal det dermed afgøres på grundlag af artikel 48 i Rettens procesreglement, om dette krav kan antages til realitetsbehandling. Ifølge denne bestemmelse må nye anbringender ikke fremsættes under sagens behandling, men den åbner under visse omstændigheder mulighed herfor. Nævnte bestemmelse tillader imidlertid ikke en part at ændre sagens genstand under sagens behandling. Procesreglementets artikel 48 sondrer ikke mellem, om det drejer sig om sagsøgeren eller sagsøgte. Desuden kan en formalitetsindsigelse eller et anbringende, der fremsættes for første gang i duplikken og ikke er støttet på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne, ikke antages til realitetsbehandling.

(jf. præmis 310-316)