Language of document :

Sag anlagt den 21. februar 2011 - EMA mod Kommissionen

(Sag T-116/11)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: European Medical Association (EMA) (Bruxelles, Belgien) (ved advokaterne A. Franch, L. Picciano og N. di Castelnuovo)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

-    Søgsmålet fremmes til påkendelse, og der gives medhold i påstandene

Principalt

Det fastslås, at EMA korrekt har opfyldt de kontraktmæssige forpligtelser, der påhviler sammenslutningen i henhold til kontrakterne 507760 DICOEMS e 507126 COCOON, hvorfor EMA er berettiget til refusion af de udgifter, man har afholdt ved gennemførelsen af disse kontrakter, som de følger af FORM C fremsendt til Kommissionen, herunder FORM C vedrørende periode IV af kontrakten COCOON.

Det fastslås, at Kommissionens beslutning om ophævelse af de ovennævnte kontrakter, jf. skrivelse af 5. november 2010, er retstridig.

Det fastslås følgelig, at Kommissionens krav om tilbagebetaling af et beløb på 164 080,10 EUR er ugrundet, og at debetnotaen af 13. december 2010 hvormed Kommissionen forlangte tilbagebetaling af det ovenfor nævnte beløb, annulleres eller tilbagekaldes - eventuelt via udstedelse af tilsvarende kreditnotater - eller under alle omstændigheder fastslås det, at tilbagesøgningskravet er retsstridigt.

Ligeledes tilpligtes Kommissionen at betale de resterende beløb, der tilkommer EMA i medfør af FORM C, som blev betalt til Kommissionen, og som andrager til 250 999, 16 EUR.

Subsidiært

Kommissionen tilpligtes følgelig at betale erstatning for ugrundet berigelse og skadevoldende adfærd.

Følgelig tilpligtes sagsøgte, at betale erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren har lidt, og som skal opgøres i denne sag.

Under alle omstændigheder tilpligtes Kommissionen at betale sagens omkostninger

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Med denne sag, der er anlagt i henhold til artikel 272 TEUF, og som er støttet på voldgiftsbestemmelsen i artikel 13 i DIOCEMS- og COCOON-kontrakterne har sagsøgeren anfægtet lovligheden af Kommissionens beslutning af 5. november, som efter en revisionsrapport udarbejdet af Kommissionens tjenestegrene ophæver de to kontrakter indgået med sagsøgeren inden for rammerne af det sjette rammeprogram for forskning og udvikling. Sagsøgeren har som følge deraf anfægtet lovligheden af en debetnota af 13. december 2010 udfærdiget af Kommissionen på grundlag af revisionsrapporten vedrørende tilbagesøgning af beløb udbetalt af Kommissionen til sagsøgeren for gennemførelsen af to projekter, som sagsøgeren har været involveret i.

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fem anbringender.

1. Første anbringende vedrører spørgsmålet, om den fordring, som Kommissionen gør gældende, er forfalden, samt om berettigelsen af de udgifter som sagsøgeren har meddelt Kommissionen.

-    Sagsøgeren har navnlig påberåbt sig Kommissionens tilsidesættelse af artikel 19, 20, 21 og 25 i kontraktens generelle betingelser vedrørende definitionen af berettigede udgifter samt tilsidesættelse af det principielle forbud mod forskelsbehandling i forbindelse med fortolkningen af de regnskabsprincipper for ASBL, som blev anvendt i forbindelse med revisionen.

2. Andet anbringendes grundlag er, at Kommissionen tilsidesatte pligten til loyalt samarbejde og kravet om god vilje ved udførelsen af kontrakten, for så vidt som Kommissionen ikke behørigt opfyldte sine kontraktmæssige forpligtelser.

-    Sagsøgeren har navnlig påberåbt sig Kommissionens tilsidesættelse af kontrollen med den rette gennemførelse af projekter ud fra den finansielle kontrol, der er fastsat i artikel II.3.4.a i de generelle betingelser for kontrakten.

3.    Tredje anbringende vedrører Kommissionens tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik på baggrund af Kommissionens samlede undladelser samt tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet som følge af den uforholdsmæssige karakter af Kommissionens foranstaltning - ophævelse af kontrakten - som følge af den manglende overholdelse af visse regnskabsforpligtelser, da disse regnskabsforpligtelser, hvis de findes, ikke åbner mulighed for at kræve tilbagebetaling af næsten hele det bevilligede forskud.

4. Fjerde anbringende angår Kommissionens tilsidesættelse af retten til forsvar vedrørende dens adfærd i forbindelse med revisionsproceduren.

-    Navnlig protesterer sagsøgeren mod den manglende adgang til kontradiktion under revisionen, ligesom der ikke er taget hensyn til en række supplerende dokumenter indgivet til Kommissionen den 19. august 2009.

5. Femte anbringende, der er fremsat subsidiært, vedrører Kommissionens ansvar uden for kontraktforhold i henhold til artikel 268 og 340 TEUF.

-    Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at der foreligger en uberettiget berigelse for Kommissionen ved, at denne sidstnævnte kunne drage fordel af de endelige resultater af projekterne DICOEMS og COCOON uden fuldt ud at have afholdt de udgifter, der påhvilede den.

-    Sagsøgeren har for det andet nedlagt påstand om erstatning som følge af Kommissionens ulovlige adfærd, der består i at have ladet en skrivelse med et ærekrænkende indhold, som væsentlig skadede sagsøgerens gode omdømme, cirkulere.

____________