RETTENS DOM (Tredje Afdeling)

27. januar 2000 (1)

»Den Europæiske Socialfond - passivitetssøgsmål - formaliteten -annullationssøgsmål - beslutning om at suspendere tilskud - medlemsstatensattestering - fejl i bedømmelsen af de faktiske forhold - berettiget forventning -velerhvervede rettigheder - retssikkerhed - proportionalitet«

I de forenede sager T-194/97 og T-83/98,

Eugénio Branco Ld.^a, Lissabon (Portugal), ved advokat B. Belchior, Vila Nova deGaia, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat J. Schroeder, 6, rue Heine,

sagsøger,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber i sag T-194/97 ved A.M. AlvesVieira og K. Simonsson, og i sag T-83/98 ved M.T. Figueira og K. Simonsson,Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede, og med valgt adresse iLuxembourg hos C. Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste,Wagnercentret, Kirchberg,

sagsøgt,

angående en påstand i sag T-194/97 om, at det fastslås, at Kommissionen har udvistretsstridig passivitet, idet den har undladt at tage stilling til en anmodning omudbetaling af saldobeløbet af tilskud, som var ydet af Den Europæiske Socialfond

i sag nr. 870301 P1 og nr. 870302 P3, og angående en påstand i sag T-83/98 omannullation af Kommissionens beslutninger K(1998) 47 og K(1998) 48 af 17. februar1998 om at suspendere tilskuddene,

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS

(Tredje Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, M. Jaeger, og dommerne K. Lenaerts og J.Azizi,

justitssekretær: fuldmægtig A. Mair,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 8. juli1999,

afsagt følgende

Dom

Relevante retsregler

1.

    I henhold til EF-traktatens artikel 124, stk. 1, (nu artikel 147, stk. 1, EF), påhvileradministrationen af Den Europæiske Socialfond (herefter »fonden«)Kommissionen.

2.

    I henhold til artikel 1, stk. 2, litra a), i Rådets afgørelse 83/516/EØF af 17. oktober1983 om Den Europæiske Socialfonds opgaver (EFT L 289, s. 38) deltager fondeni finansieringen af foranstaltninger vedrørende erhvervsuddannelse ogerhvervsvejledning. I henhold til afgørelsens artikel 5, stk. 1, i udgør fondens tilskud50% af de tilskudsberettigede udgifter, idet tilskuddet dog ikke må overstige detøkonomiske tilskud, den pågældende medlemsstats offentlige myndigheder yder.

3.

    Artikel 1 i Rådets forordning (EØF) nr. 2950/83 af 17. oktober 1983 omgennemførelse af afgørelse 83/516 om Den Europæiske Socialfonds opgaver (EFTL 289, s. 1, herefter »forordning nr. 2950/83«) fastsætter de udgifter, som fondenkan yde tilskud til.

4.

    Fondens godkendelse af en ansøgning om finansiering medfører i henhold til artikel5, stk. 1, i forordning nr. 2950/83 udbetaling af et forskud på 50% af det bevilgedetilskud fra den dato, der er anført for foranstaltningens begyndelse. I henhold til

artikel 5, stk. 4, skal anmodninger om udbetaling af saldobeløb indeholde endetaljeret redegørelse for indholdet, resultaterne og finansieringen af denpågældende foranstaltning. Medlemsstaten attesterer den faktiske ogregnskabsmæssige rigtighed af de i udbetalingsanmodningerne indeholdteoplysninger.

5.

    I henhold til 7, stk. 1, i forordning nr. 2950/83 kan såvel Kommissionen sommedlemsstaten foretage revision af tilskuddets anvendelse. Artikel 7 iKommissionens beslutning 83/673/EØF af 22. december 1983 vedrørendeforvaltningen af Den Europæiske Socialfond (EFT L 377, s. 1, herefter »beslutning83/673«) bestemmer, at en medlemsstat, der undersøger et tilskud på grundlag afen formodet uregelmæssighed, straks skal underrette Kommissionen.

6.

    Endelig bestemmer artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 2950/83, at Kommissionen,såfremt tilskuddet fra fonden ikke anvendes på de i godkendelsesbeslutningenfastsatte betingelser, kan suspendere, nedsætte eller lade tilskuddet bortfalde efterat have givet den pågældende medlemsstat lejlighed til at fremkomme med sinebemærkninger. Artiklens stk. 2 bestemmer, at de udbetalte beløb, som ikke erblevet anvendt på de i godkendelsesbeslutningen fastsatte betingelser, skaltilbagebetales, og at medlemsstaten, i det omfang den til Fællesskabet indbetalerde beløb, der skal tilbagebetales af dem, der er ansvarlige for finansieringen afforanstaltningen, indtræder i Fællesskabets rettigheder.

Sagernes faktiske omstændigheder og retsforhandlinger

7.

    Kommissionen godkendte ved beslutninger meddelt sagsøgeren af Departamentopara os Assuntos do Fundo Social Europeu (Departementet for Anliggendervedrørende Den Europæiske Socialfond, herefter »DAFSE«) henholdsvis den 31.april og 27. maj 1987 to tilskud på 11 736 792 ESC (sag 870302 P3) og 82 700 897ESC (sag 870301 P1) til uddannelsesprogrammer.

8.

    Den 24. juli 1987 fik sagsøgeren i henhold til artikel 5, stk. 1, i forordning nr.2950/83 udbetalt et forskud.

9.

    I begyndelsen af juli 1988, dvs. efter afslutningen af uddannelsesprogrammerne,som blev afholdt i tidsrummet 1. januar 1987 til 31. december 1987, anmodedesagsøgeren DAFSE om udbetaling af saldobeløbet af tilskuddene.

10.

    DAFSE attesterede den faktiske og regnskabsmæssige rigtighed af oplysningernei disse anmodninger i medfør af artikel 5, stk. 4, i forordning nr. 2950/83.

11.

    Den 22. august 1989 anmodede DAFSE Inspecção Geral de Finanças (herefter»IGF«) om at foretage kontrol af anmodningen om udbetaling af saldobeløbet imedfør af artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 2950/83.

12.

    Da IGF havde konstateret, at der forelå retsstridige forhold, meddelte DAFSE vedto skrivelser af 24. april 1989 Kommissionen, at det i henhold til artikel 7 ibeslutning 83/673 havde suspenderet udbetalingen af saldobeløbet.

13.

    Den 16. maj 1989 oversendte IGF sin beretning til kriminalpolitiet til orientering.

14.

    Den 30. juli 1990 meddelte DAFSE Kommissionen, at DAFSE - uden at dervedat have taget stilling til de oplysninger, der var blevet meddelt i skrivelserne af 24.april 1989 - på foranledning af IGF's kontrol havde besluttet, at visse udgifter ikkevar tilskudsberettigede. Kommissionen blev ved denne lejlighed gjort bekendt medIGF's undersøgelse og konklusioner.

15.

    DAFSE pålagde ved skrivelser af samme dato, som blev modtaget den følgendedag, sagsøgeren inden ti dage at tilbagebetale de forskud på 1 535 946 ESC (sag870302 P3) og 4 399 475 ESC (sag 870301 P1), som var ydet af fonden, samt1 256 683 ESC (sag 870302 P3) og 3 599 570 ESC (sag 870301 P1), som denportugisiske stat havde ydet som sit bidrag.

16.

    Ved skrivelse af 12. maj 1994 anmodede sagsøgeren DAFSE om at få oplystbegrundelsen for, at Kommissionen endnu ikke havde truffet nogen beslutningvedrørende disse sager.

17.

    I skrivelse af 25. maj 1994 meddelte DAFSE sagsøgeren, at Kommissionen ikke varaf den opfattelse, at den skulle træffe afgørelse om at nedsætte tilskuddet eller omikke at udbetale saldobeløbet, når det som i den foreliggende sag er den nationalemyndighed selv, der beslutter at nedsætte tilskuddet.

18.

    Ved skrivelse af 30. maj 1994 anmodede sagsøgeren Kommissionen om at oplyse,hvorfor Kommissionen endnu ikke have truffet nogen endelig beslutningvedrørende disse sager.

19.

    Kommissionen svarede den 16. juni 1994, at de portugisiske myndigheder havdemeddelt den, at de pågældende sager i medfør af artikel 7 i beslutning 83/673 vargenstand for en undersøgelse på grundlag af en formodet uregelmæssighed.

20.

    Ved stævning af 22. juli 1994 nedlagde sagsøgeren påstand om annullation af enbeslutning, som det blev gjort gældende, at Kommissionen havde truffet, og somsagsøgeren fik meddelelse om ved DAFSE's og Kommissionens skrivelser afhenholdsvis 25. maj 1994 og 16. juni 1994 dels om afslag på den anmodning omudbetaling af saldobeløbet af tilskud, fonden havde ydet til touddannelsesprogrammer, dels om nedsættelse af tilskuddene og krav omtilbagebetaling af forskud, som fonden og den portugisiske stat havde udbetalt.

21.

    Ved dom af 11. juli 1996 (sag T-271/94, Branco mod Kommissionen, Sml. II, s. 749)afviste Retten sagen med den begrundelse, at Kommissionen ikke havde tagetstilling til anmodningerne om udbetaling af saldobeløb.

22.

    Den 25. oktober 1996 fik Kommissionen meddelelse om, at der var indledt enundersøgelse ved Tribunal de Instrução Criminal da Comarca do Porto angåendebedrageri i forbindelse med opnåelse af tilskud til foranstaltninger vedrørendeerhvervsuddannelse finansieret af fonden og uretmæssig anvendelse heraf.

23.

    Ved skrivelse af 27. februar 1997 indgået til Kommissionen den 3. marts 1997opfordrede sagsøgeren Kommissionen til at tage stilling til anmodningen omudbetaling af saldobeløbet.

24.

    Den 17. april 1997 tilsendte Kommissionen DAFSE et udkast til beslutning om atsuspendere tilskuddene for hver af de omtvistede sager.

25.

    Sagsøgeren modtog en kopi heraf fra DAFSE den 5. maj 1997.

26.

    Den 19. maj 1997 modtog DAFSE sagsøgerens bemærkninger til disse udkast, idetbemærkningerne dog blev præciseret og berigtiget i en skrivelse fra sagsøgeren tilDAFSE af 21. maj 1997.

27.

    Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 30. juni 1997 har sagsøgerenanlagt sag med påstand om, at det fastslås, at der foreligger retsstridig passivitet.Sagen er blevet indført i registret som sag T-194/97.

28.

    Den 17. juli 1997 meddelte DAFSE Kommissionen, at DAFSE fuldt ud tiltrådteforslagene i beslutningen om at suspendere tilskuddene.

29.

    Den 1. oktober 1997 har Kommissionen ved særskilt dokument rejstformalitetsindsigelse med hensyn til passivitetssøgsmålet i medfør af artikel 114, stk.1, i Rettens procesreglement. Sagsøgeren har indgivet bemærkninger tilformalitetsindsigelsen den 19. november 1997.

30.

    Den 26. november 1997 fik Kommissionen kendskab til anklagen mod sagsøgerenfor de portugisiske retsinstanser.

31.

    Den 17. februar 1998 vedtog Kommissionen beslutningerne om at suspendere deomtvistede tilskud.

32.

    Den 26. maj 1998 har sagsøgeren anlagt sag med påstand om annullation afbeslutningerne af 17. februar 1998 om at suspendere tilskuddene. Sagen er blevetindført i registret som sag T-83/98.

33.

    Ved kendelse af 16. juli 1998 har formanden for Femte Afdeling besluttet athenskyde formalitetsindsigelsen i sag T-194/97 til afgørelse i forbindelse med sagensrealitet.

34.

    I sag T-194/97 og T-83/98 har Retten stillet skriftlige spørgsmål til parterne, som

har besvaret dem inden for den fastsatte frist.

35.

    På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Afdeling)indledt den mundtlige forhandling i begge sager. I retsmøder den 8. juli 1999 harparterne afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten.

36.

    Under retsmøderne har parterne givet udtryk for deres samtykke til, at de to sagerforenes med henblik på domsafsigelsen.

Parternes påstande

37.

    I sag T-194/97 har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:

-    Det fastslås, at Kommissionen har udvist retsstridig passivitet.

-    Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

38.

    Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

-    Sagen afvises, eller der gives ikke sagsøgeren medhold, idet sagen er udengenstand, subsidiært frifindes Kommissionen.

-    Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

39.

    Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at formalitetsindsigelsen ikke tages til følge.

40.

    I sag T-83/98 har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:

-    Beslutningerne af 17. februar 1998 om at suspendere tilskuddene annulleres.

-    Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

41.

    Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

-    Frifindelse.

-    Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Passivitetssøgsmålet

Parternes argumenter

42.

    Sagsøgeren har for det første anført, at selskabet ved skrivelse af 27. februar 1997,indgået til Kommissionen den 3. marts 1997, har opfordret Kommissionen til athandle. Sagsøgeren har gjort gældende, at forslagene til beslutninger om atsuspendere tilskuddene, der blev sendt til DAFSE den 17. april 1997, først blev

meddelt sagsøgeren den 5. maj 1997, hvor den i EF-traktatens artikel 175, stk. 2,(nu artikel 232, stk. 2, EF), fastsatte frist var udløbet.

43.

    Sagsøgeren har for det andet gjort gældende, at hverken forslagene til beslutningerom suspension af 17. april 1997 eller beslutningerne om suspension af 17. februar1998 kan anses for en stillingtagen i henhold til traktatens artikel 175, idet der trodsdisse stadig foreligger passivitet. Under hensyn til, at der er forløbet næsten ti årfra anmodningen om udbetaling af saldobeløbet til vedtagelsen af dissebeslutninger, er sagsøgeren af den opfattelse, at Kommissionen havde pligt til attræffe en endelig beslutning, dvs. en beslutning om udbetaling af saldobeløbet, omtilskuddenes bortfald eller om nedsættelse af dem.

44.

    Hvis der ikke påhvilede Kommissionen en sådan pligt, ville Kommissionen kunnelade sagsbehandlingen trække i langdrag og således udskyde vedtagelsen af denendelige beslutning vedrørende anmodningen om udbetaling af saldobeløbet i detuendelige.

45.

    Den af Kommissionen påberåbte omstændighed, at der verserer en straffesag veden portugisisk retsinstans, er uden relevans i den foreliggende sag. For det førsteforanstaltes der en undersøgelse hver gang, der under revision opdages tegn påuregelmæssigheder, og undersøgelserne fører ikke nødvendigvis til domfældelse ien straffesag. Endvidere omfattede denne sag kun oplysninger fra IGF's beretning,som Kommissionen allerede havde kendskab til. Endelig har Kommissionen selvanerkendt, at den først fik kendskab til straffesagen den 26. november 1997, hvorder længe havde foreligget passivitet.

46.

    Kommissionen har rejst formalitetsindsigelse, idet den har anført, at den tog stillingi traktatens artikel 175's forstand ved den 17. april 1997 at sende DAFSE forslagtil beslutninger om at suspendere tilskuddene og ved den 17. februar 1998 atvedtage beslutninger om at suspendere disse tilskud. Begrundelsen for dissebeslutninger var, at der siden den 2. april 1997 havde verseret og stadig verseredeen straffesag angående de omtvistede sager for Tribunal de Instrução Criminal daComarca do Porto (nr. 17937/95-OTDPRT-PR), hvori sagsøgeren var under tiltalefor bedrageri.

Rettens bemærkninger

47.

    Med henblik på at træffe afgørelse vedrørende påstanden om retsstridig passivitetskal det undersøges, om der, da Kommissionen blev opfordret til at tage stilling ioverensstemmelse med traktatens artikel 175, påhvilede den en forpligtelse til athandle.

48.

    I henhold til artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 2950/83 kan Kommissionen, såfremttilskuddet fra fonden ikke anvendes på de i godkendelsesbeslutningen fastsattebetingelser, suspendere tilskuddet, nedsætte det eller lade det bortfalde.

49.

    Da fællesskabslovgiver har sondret mellem tre handlingsmuligheder forKommissionen, må det antages, at de hver især tager sigte på nogle specifikketilfælde. Eftersom Kommissionen skal træffe afgørelse vedrørende anmodningerneom udbetaling af saldobeløb (Rettens dom af 13.12.1995, sag T-85/94 (122),Kommissionen mod Branco, Sml. II, s. 2993, præmis 23) inden for en rimelig frist,men først kan beregne det nøjagtige beløb for de udgifter, der kan ydes tilskud til,når den har modtaget en detaljeret rapport vedrørende de pågældende projekter,efter at de er ført ud i livet (Rettens dom af 14.7.1997, sag T-81/95, Interhotel modKommissionen, Sml. II, s. 1265, præmis 43, og den deri nævnte dom), kan der kuntræffes beslutning om at suspendere tilskud i tilfælde, hvor det endnu ikke ermuligt at foretage en sådan beregning.

50.

    Formålet med at give Kommissionen en beføjelse til at suspendere tilskud frafonden er således at gøre det muligt at standse udbetalingen af saldobeløb, sålænge Kommissionen har alvorlige grunde til mistanke om uregelmæssigheder iforbindelse med anvendelsen af tilskuddet, dog således at Kommissionen har enforpligtelse til inden for en rimelig frist at træffe en endelig beslutning vedrørendeanmodningen om udbetaling af saldobeløbet, enten om, at hele saldobeløbet skaludbetales, eller om, at tilskuddet nedsættes eller bortfalder. Ved at suspenderetilskuddet kan det undgås, at der siden skal træffes foranstaltninger til at krævetilbagebetaling af beløb, der er udbetalt med urette. Hvis der i den endeligebeslutning træffes bestemmelse om tilskuddets bortfald, og der allerede er udbetaltforskud til tilskudsmodtagerne, må der dog nødvendigvis træffes foranstaltningertil at kræve tilbagebetaling af de udbetalte beløb.

51.

    Når der i den foreliggende sag på baggrund af IGF's beretning var rejst alvorligtvivl hos Kommissionen om, hvorvidt tilskuddene var blevet anvendtforskriftsmæssigt, og der endvidere, da Kommissionen blev opfordret til at handle,verserede en straffesag - der angik visse dispositioner i forbindelse med definansierede projekter - mod tilskudsmodtageren ved en portugisisk retsinstans, varKommissionen ikke forpligtet til at træffe en endelig beslutning vedrørendeanmodningen om udbetaling af saldobeløbet, men kunne suspendere tilskuddenei medfør af artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 2950/83.

52.

    Sagsøgeren har i skrivelse af 27. februar 1997, modtaget den 3. marts 1997,opfordret Kommissionen til at godkende anmodningen om udbetaling afsaldobeløbet. På foranledning af denne opfordring til at handle tilsendteKommissionen DAFSE forslag til beslutninger om at suspendere tilskuddene den17. april 1997 og vedtog beslutningerne om suspension den 17. februar 1998.

53.

    Det bemærkes, at i henhold til artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 2950/83 kanKommissionen først suspendere et tilskud efter at have givet den pågældendemedlemsstat lejlighed til at fremkomme med sine bemærkninger. Endvidere giverden omstændighed, at den pågældende medlemsstat efter denne bestemmelse skalhave lejlighed til at fremkomme med sine bemærkninger, før Kommissionen træfferafgørelse om tilskuddets suspension, nedsættelse eller bortfald, ikke grundlag for

at antage, at der kan ske en tilsidesættelse af et så grundlæggende fællesskabsretligtprincip som princippet om, at enhver person, over for hvem en afgørelse kan værebebyrdende, skal høres, før afgørelsen træffes (Domstolens dom af 24.10.1996, sagC-32/95 P, Kommissionen mod Lisrestal m.fl., Sml. I, s. 5373, præmis 30). Når detbesluttes at suspendere tilskud, mister den pågældende i det mindste foreløbigtrådigheden over det samlede tilskud, som oprindeligt blev ydet. Den pågældendeudsættes således direkte for de økonomiske konsekvenser af en for hambebyrdende beslutning og bør derfor også indrømmes ret til at fremsætte sinebemærkninger, inden der vedtages en beslutning om at suspendere tilskuddet.

54.

    Det følger heraf, at Kommissionen først kan vedtage beslutninger om suspensionefter at have afsluttet en sagsbehandling med en række faser, hvoraf en består ioversendelse af forslag til beslutninger om suspension både til den pågældendemedlemsstat og til tilskudsmodtageren. Selv om disse forslag er midlertidigeforanstaltninger, der har til formål at forberede den endelige beslutning, og derforikke kan anfægtes under et annullationssøgsmål (jf. i anden sammenhæng dom af18.3.1997, sag C-282/95 P, Guérin automobiles mod Kommissionen, Sml. I, s. 1503,præmis 34, og den deri nævnte dom), udgør de dog en stillingtagen, der bringerpassiviteten til ophør. Ved hjælp af disse forslag varetages tilskudsmodtagerens ogden pågældende medlemsstats kontradiktionsret under en sagsbehandling, der kanafsluttes med beslutninger om at suspendere tilskud, og disse beslutninger kananfægtes under et annullationssøgsmål. Med disse forslag har Kommissionensåledes meddelt, at den havde til hensigt at træffe beslutninger om suspension, ogdermed samtidig indirekte udtrykt et afslag - i det mindste foreløbigt - på atgodkende anmodningen om udbetaling af saldobeløbet.

55.

    Ved bedømmelsen af, om den institution, der er blevet opfordret til at handle, hartaget stilling inden for fristen på to måneder i traktatens artikel 175, stk. 2, skal detundersøges, om den, der opfordrede institutionen til at handle, er blevet informeretom institutionens stillingtagen inden to måneder efter, at institutionen modtogopfordringen. Denne stillingtagen har netop til formål at efterkomme opfordringentil at handle og at informere den, der fremsatte opfordringen til at handle, herom.Når Kommissionen således tager stilling, ændres den pågældendes retsstillingderved, at passiviteten bringes til ophør. For at kunne varetage sine rettighederunder den administrative procedure efter institutionens stillingtagen skal denpågældende være blevet sat i stand til at gøre sig bekendt med indholdet heraf.Passiviteten ophører således ikke den dag, hvor institutionen faktisk tager stilling,men først når den, der opfordrede institutionen til at handle, modtager densstillingtagen. Det er således den sidstnævnte dato, der skal lægges til grund vedbedømmelsen af, om fristen på to måneder i EF-traktatens artikel 175, stk. 2, erblevet overholdt.

56.

    Eftersom Kommissionen i den foreliggende sag modtog opfordringen til at handleden 3. marts 1997, men sagsøgeren først modtog forslagene til beslutninger om atsuspendere tilskuddene den 5. maj 1997, blev fristen på to måneder i traktatens

artikel 175, stk. 2, således ikke overholdt.

57.

    Det må imidlertid fastslås, at sagsøgeren indledte passivitetssøgsmålet den 30. juni1997, da selskabet havde modtaget forslagene til beslutninger. Da Kommissionenmed disse forslag må anses for at have taget stilling i traktatens artikel 175'sforstand (jf. ovenfor i præmis 54), havde sagsøgeren ikke længere interesse i at fåfastslået passivitet, eftersom passiviteten ikke længere forelå. En dom fra Retten,som i et sådant tilfælde fastslår, at institutionen har udvist passivitet, kan ikke giveanledning til foranstaltninger til opfyldelse af dommen i henhold til traktatensartikel 176, stk. 1, (nu artikel 233, stk. 1, EF) (jf. vedrørende et annullationssøgsmålkendelse af 13.6.1997, sag T-13/96, TEAM og Kolprojekt mod Kommissionen, Sml.II, s. 983, præmis 28).

58.

    Det følger af ovenstående, at passivitetssøgsmålet ikke kan antages tilrealitetsbehandling (Domstolens dom af 1.4.1993, sag C-25/91, PesquerasEchebastar mod Kommissionen, Sml. I, s. 1719, præmis 11, 12 og 13).

Annullationssøgsmålet

59.

    Sagsøgeren har fremført fem anbringender til støtte for annullation vedrørende fordet første tilsidesættelse af forordning nr. 2950/83, for det andet en fejl vedbedømmelsen af de faktiske omstændigheder, for det tredje tilsidesættelse afprincippet om beskyttelse af den berettigede forventning ogretssikkerhedsprincippet, for det fjerde en krænkelse af velerhvervede rettighederog for det femte tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

Det første anbringende, vedrørende tilsidesættelse af forordning nr. 2950/83

Parternes argumenter

60.

    Sagsøgeren har gjort gældende, at DAFSE i oktober 1988 attesterede den faktiskeog regnskabsmæssige rigtighed af oplysningerne i anmodningen om udbetaling afsaldobeløbet i medfør af artikel 5, stk. 4, i forordning nr. 2950/83. Efteroversendelsen af denne attestering til Kommissionen var der ingen hjemmel for denpågældende medlemsstat til at gribe ind i sagens behandling. De gældendebestemmelser og særligt forordning nr. 2950/83 gav ikke medlemsstaten hjemmeltil at foretage en »genoptagelse« af sagen og ændre attesteringen, som DAFSEgjorde i den foreliggende sag.

61.

    Den pågældende medlemsstat bør undersøge, om der foreligger retsstridige forhold,inden den foretager attesteringen. Hvis den ikke har gjort det, foretager den enurigtig attestering. Da DAFSE skulle tage stilling til anmodningen om udbetalingaf saldobeløbet, kunne myndigheden kun træffe en af følgende afgørelser: Denkunne enten fastslå, at de fremlagte oplysninger var korrekte, og foretage enattestering heraf, eller den kunne konstatere, at de var forkerte, og i så tilfældeafslå at attestere dem. Da DAFSE attesterede anmodningen om udbetaling af

saldobeløbet, godkendte myndigheden således endeligt oplysningerne ianmodningen.

62.

    Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at ovennævnte genoptagelse blev foretagetaf IGF, selv om IGF hverken har kompetence til at kontrollere fondensforanstaltninger eller teknisk er i stand til at udtale sig om anvendelsen affællesskabslovgivningen.

63.

    Kommissionen har bestridt rigtigheden af sagsøgerens argumentation underhenvisning til Rettens dom af 15. september 1998 (sag T-142/97, Branco modKommissionen, Sml. II, s. 3567).

Rettens bemærkninger

64.

    Når medlemsstaten bekræfter den faktiske og regnskabsmæssige rigtighed afoplysningerne i anmodningerne om udbetaling af saldobeløb, er den i forhold tilKommissionen ansvarlig for de attesteringer, den foretager.

65.

    I medfør af artikel 2, stk. 2, i afgørelse 83/516 skal de pågældende medlemsstaterendvidere garantere en forsvarlig gennemførelse af foranstaltninger finansieret affonden. I henhold til artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 2950/83 kan Kommissionenderudover foretage revision af anmodningerne om udbetaling af saldobeløb »medforbehold af den kontrol, der foretages af medlemsstaterne«.

66.

    Det konstateres, at disse forpligtelser og beføjelser for medlemsstaterne ikke erunderkastet nogen tidsmæssige begrænsninger.

67.

    I et tilfælde som det foreliggende, hvor medlemsstaten allerede har attesteret denfaktiske og regnskabsmæssige rigtighed af oplysningerne i anmodningen omudbetaling af saldobeløbet, kan staten stadig ændre sin bedømmelse, når den bliverbekendt med retsstridige forhold, som der ikke tidligere forelå oplysninger om.

68.

    Endelig er der intet til hinder for, at en myndighed som DAFSE benytter sig af etorgan, der er specialiseret i regnskabsrevision og finansiel revision, såsom IGF, forat få bistand til at kontrollere den faktiske og regnskabsmæssige rigtighed afoplysningerne i en anmodning om udbetaling af saldobeløb.

69.

    Det følger af ovenstående, at anbringendet vedrørende tilsidesættelse af forordningnr. 2950/83 må forkastes (Rettens dom af 16.7.1998, sag T-72/97, Proderec modKommissionen, Sml. II, s. 2847, præmis 61-74, og den ovenfor i præmis 63 nævntedom i sagen Branco mod Kommissionen, præmis 44-50).

Andet anbringende, vedrørende en fejl i bedømmelsen af de faktiske omstændigheder

Parternes argumenter

70.

    Sagsøgeren har gjort gældende, at selskabet nøje har overholdt bestemmelserne iforordning nr. 2950/83 og de betingelser for anvendelse af tilskuddet, somKommissionen fastsatte i godkendelsesbeslutningerne. Der er ingen grund til atnedsætte tilskuddene.

71.

    Beretningen fra IGF, som de omtvistede beslutninger er truffet på grundlag af, erfejlagtig og indeholder kun formodninger om, at visse udgifter vedrørendetimelønnen for eleverne, den underentreprise, der var overdraget selskabet E.B. -Contabilidade e Estudos Económicos Ld.^a, afskrivningerne og det leasede edb-udstyr ikke var tilskudsberettigede.

72.

    Ifølge Kommissionen er sagsøgerens argumentation fuldstændig irrelevant, nårKommissionen endnu ikke har truffet nogen endelig beslutning, idet de omtvistedebeslutninger kun vedrører suspension af tilskuddet. Den har imidlertid tilbagevistsagsøgerens argumentation vedrørende det i IGF's beretning anførte.

Rettens bemærkninger

73.

    Som det fremgår af artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 2950/83 kan Kommissionensuspendere, nedsætte eller lade tilskuddet bortfalde, såfremt tilskuddet fra fondenikke anvendes på de i godkendelsesbeslutningen fastsatte betingelser.

74.

    Det fremgår endvidere af erklæringen om accept af godkendelsesbeslutningen, atmodtageren af tilskuddene udtrykkeligt har forpligtet sig til at overholde degældende nationale og fællesskabsretlige regler ved anvendelsen af tilskuddene.

75.

    Da de portugisiske retsregler og EF-bestemmelserne gør anvendelsen af offentligemidler betinget af overholdelse af et krav om sund økonomisk forvaltning, kanKommissionen suspendere et tilskud fra fonden, nedsætte det eller lade detbortfalde, når det ikke er blevet anvendt i overensstemmelse med dette krav (jf.ovenfor i præmis 48, 49 og 50).

76.

    Da det kan være nødvendigt at foretage en vurdering af komplicerede faktiske ogregnskabsmæssige forhold for at kunne bringe artikel 6, stk. 1, i forordning nr.2950/83 i anvendelse, har institutionen et vidt skøn ved sin vurdering. Den prøvelse,Fællesskabets retsinstanser foretager af denne vurdering, må begrænse sig til enkontrol af, om formforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstændigheder, pågrundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, samt til, omder foreligger en åbenbar fejl i vurderingen af de nævnte faktiske omstændigheder,eller om der er begået magtfordrejning (jf. den ovenfor i præmis 63 nævnte domi sagen Branco mod Kommissionen, præmis 64-67).

77.

    Da legalitetskontrollen i den foreliggende sag vedrører beslutninger om suspensionaf tilskud, skal det ikke undersøges, om vurderingerne i EGF's beretning er rigtige,men om Kommissionen har begået en åbenbar fejl i sin vurdering, da den fandt,at der var tegn på uregelmæssigheder, der gjorde det berettiget at suspendere

tilskuddene. Selv hvis visse af vurderingerne i beretningen fra IGF, der varanledningen til de omtvistede beslutninger, er forkerte, er beslutningerne ikke aleneaf den grund blevet vedtaget på grundlag af en åbenbart urigtig vurdering.

78.

    Betingelsen om, at der skal foreligge tegn på uregelmæssigheder, for at det erberettiget at suspendere tilskud, er klart opfyldt, når der som i den foreliggende sagpå det tidspunkt, hvor beslutningerne om suspension blev truffet, ved en retsinstansverserede en straffesag mod tilskudsmodtageren vedrørende dispositioner, der vartruffet i forbindelse med foranstaltninger finansieret af fonden.

79.

    Anbringendet skal derfor forkastes.

Det tredje anbringende, vedrørende tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af denberettigede forventning og retssikkerhedsprincippet

Parternes argumenter

80.

    Sagsøgeren har gjort gældende, at DAFSE allerede havde fremsendt sagsøgerensanmodning om udbetaling af saldobeløbet til Kommissionen i oktober 1988, menat Kommissionen først traf de anfægtede beslutninger i februar 1998. Dennesagsbehandlingstid på næsten ti år havde givet anledning til en berettigetforventning hos sagsøgeren om, at Kommissionen ville efterkomme sagsøgerensudbetalingsanmodning, som DAFSE havde attesteret.

81.

    Sagsøgeren har fremhævet, at Kommissionen skal træffe alle beslutninger inden foren rimelig frist. Den kan ikke lade sagsbehandlingen trække i langdrag og udskydevedtagelsen af den endelige beslutning vedrørende anmodningen om udbetaling afsaldobeløbet i det uendelige uden at tilsidesætte princippet om beskyttelse af denberettigede forventning og retssikkerhedsprincippet.

82.

    I den foreliggende sag var den periode på næsten ti år, der forløb fra anmodningenom udbetaling af saldobeløbet til vedtagelsen af de omtvistede beslutninger,urimeligt lang og i strid med retssikkerhedsprincippet.

83.

    Ifølge sagsøgeren havde Kommissionen pligt til at træffe en endelig beslutning omudbetaling af saldobeløbet, om bortfald af tilskuddene eller om nedsættelse af dem,i stedet for at suspendere dem, hvilket de i realiteten allerede havde været i flereår (jf. ovenfor i præmis 43).

84.

    Den omstændighed, at der verserede en straffesag ved en portugisisk domstol, somer blevet påberåbt af Kommissionen, er uden relevans i den foreliggende sag (jf.ovenfor i præmis 45). I øvrigt har Kommissionen ved at henvise til anklageskriftet,som er fremlagt i kopi i bilag 4 til svarskriftet, tilsidesat tavshedspligten. Denpågældende sagsakt skal ifølge sagsøgeren afvises.

85.

    Kommissionen har gjort gældende, at anbringendet skal forkastes. Det varberettiget at suspendere tilskuddene, når der siden den 2. april 1997 havde verseretog stadig verserede en straffesag angående de omtvistede sager (jf. ovenfor ipræmis 46), hvori sagsøgeren var under tiltale for bedrageri.

86.

    Kommissionen har endvidere anført, at selv hvis DAFSE's attestering havde givetsagsøgeren en berettiget forventning om, at saldobeløbet ville blive udbetalt tilsagsøgeren, indebærer de omtvistede beslutninger ikke en fortabelse af denne ret,idet de kun bevirker en suspension af tilskuddene.

Rettens bemærkninger

87.

    Suspension af et oprindeligt ydet tilskud foregriber på ingen måde den endeligebeslutning, som Kommissionen skal træffe vedrørende udbetaling af saldobeløbet.Det følger heraf, at en beslutning om suspension ikke medfører, attilskudsmodtageren mister retten til at modtage det fulde saldobeløb, denpågældende har anmodet om, hvis det viser sig, at tilskuddet faktisk er blevetanvendt i overensstemmelse med de betingelser, der blev fastsat igodkendelsesbeslutningen.

88.

    Med de omtvistede beslutninger kan der således ikke være sket nogentilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

89.

    Sagsøgeren har endvidere påberåbt sig, at retssikkerhedsprincippet er blevettilsidesat ved, at de omtvistede beslutninger ikke er blevet truffet inden for enrimelig frist. Spørgsmålet om, hvorvidt de kan anses for at være blevet truffet indenfor en rimelig frist, skal i den foreliggende sag vurderes på grundlag af den tid, derforløb mellem afsigelsen af den ovenfor i præmis 49 nævnte dom i sagenKommissionen mod Branco, jf. dommens præmis 23, og vedtagelsen af deomtvistede beslutninger den 17. februar 1998. I sin dom af 13. december 1995udtalte Retten klart, at det er Kommissionen, der træffer afgørelse vedrørendeanmodninger om udbetaling af saldobeløb, og at beføjelsen til at nedsætte et tilskudfra fonden i medfør af artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 2950/83 alene tilkommerKommissionen. Fra denne dato kunne Kommissionen ikke være uvidende om, atdet tilkom den i henhold til en enekompetence at tage stilling til anmodninger omudbetaling af saldobeløb, der var indgivet til den, enten ved at træffe bestemmelseom udbetaling af hele saldobeløbet eller ved at træffe beslutninger om atsuspendere tilskud, at nedsætte dem eller at lade dem bortfalde.

90.

    Under hensyn til, at der var tegn på uregelmæssigheder i forbindelse medanvendelsen af de bevilgede tilskud, og til, at Kommissionen ikke havdetilstrækkelige oplysninger til at beregne det nøjagtige beløb for detilskudsberettigede udgifter den 13. december 1995, kunne og burde den hurtigthave udarbejdet forslag til beslutninger om at suspendere tilskuddene.Kommissionen sendte imidlertid først DAFSE sådanne forslag den 17. april 1997,selv om udarbejdelse heraf ikke krævede et omfattende arbejde eller en lang

procedure. Perioden på over seksten måneder fra ovennævnte domsafsigelse den13. december 1995 til fremsendelsen af forslagene er derfor for lang.

91.

    Selv om overskridelsen af en rimelig sagsbehandlingstid under visseomstændigheder kan medføre annullation af en beslutning, kan dette ikkeforekomme i en sag med påstand om annullation af beslutninger om at suspenderetilskud. Hvis beslutningerne blev annulleret, alene fordi de blev truffet medforsinkelse, ville Kommissionen - eftersom den stadig ikke har de nødvendigeoplysninger til at beregne de tilskudsberettigede udgifter - kun kunne vedtage nyebeslutninger om at suspendere tilskuddene i medfør af traktatens artikel 176.Under disse omstændigheder ville en afgørelse om annullation være ganskeformålsløs. Det følger heraf, at de omtvistede beslutninger ikke skal annulleres pågrund af tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet i forbindelse med overskridelseaf en rimelig frist for at vedtage dem.

Det fjerde anbringende, vedrørende krænkelse af velerhvervede rettigheder

Parternes argumenter

92.

    Under henvisning til generaladvokat Darmon's forslag til afgørelse forud forDomstolens dom af 7. maj 1991 (sag C-291/89, Interhotel mod Kommissionen, Sml.I, s. 2257) har sagsøgeren gjort gældende, at der ved beslutningerne om atgodkende anmodningerne om tilskud er tillagt sagsøgeren individuelle rettigheder,og at der navnlig er opstået et krav på betaling af hele tilskuddet.

93.

    Kommissionen har bestridt rigtigheden af sagsøgerens argumentation underhenvisning til den ovenfor i præmis 63 nævnte dom i sagen Branco modKommissionen (præmis 97 og 105, 106 og 107).

Rettens bemærkninger

94.

    Ganske vist tillægger en godkendelsesbeslutning modtageren af tilskud fra fondenen ret til at kræve betaling af tilskuddet, men det forholder sig kun således underforudsætning af, at tilskuddet er blevet anvendt i overensstemmelse med debetingelser, der er fastsat i godkendelsesbeslutningerne.

95.

    I den foreliggende sag er der alvorlige tegn på uregelmæssigheder, der tyder på, atsagsøgeren ikke har overholdt disse betingelser, hvilket er begrundelsen for, attilskuddene er blevet suspenderet.

96.

    Da beslutningerne om suspension ikke foregriber Kommissionens endeligebeslutning vedrørende anmodningen om udbetaling af saldobeløbet, medfører deikke, at sagsøgeren mister retten til at modtage det fulde saldobeløb, sagsøgerenhar anmodet om, hvis det viser sig, at tilskuddene er blevet anvendt under nøjeoverholdelse af betingelserne i godkendelsesbeslutningerne.

97.

    Anbringendet vedrørende en krænkelse af velerhvervede rettigheder må derforforkastes.

Femte anbringende, vedrørende tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

Parternes argumenter

98.

    Ifølge sagsøgeren har Kommissionen tilsidesat proportionalitetsprincippet ved ikkeat overholde sin forpligtelse til i medfør af godkendelsesbeslutningerne at godtgøresagsøgeren de udgifter, som sagsøgeren har afholdt i forbindelse med degennemførte uddannelsesforanstaltninger.

99.

    Kommissionen har indvendt, at under hensyn til dels den tvivl om, hvorvidt visseaf sagsøgerens dispositioner i forbindelse med foranstaltningerne var ioverensstemmelse med reglerne, som de portugisiske myndigheder allerede havdegivet udtryk for i 1989, dels den verserende straffesag, ville det have været forhastetat træffe beslutning om andet end suspension.

Rettens bemærkninger

100.

    I den foreliggende sag står de suspensioner, Kommissionen har foretaget, i direkteforbindelse med de alvorlige tegn på uregelmæssigheder, som de portugisiskemyndigheder allerede meddelte Kommissionen i 1989, og foregriber ikke denendelige beslutning, som skal vedtages vedrørende anmodningen om udbetaling afsaldobeløbet.

101.

    Suspensionerne er således i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

102.

    Anbringendet vedrørende tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet må derforforkastes.

103.

    Det følger af ovenstående, at annullationspåstanden må forkastes i sin helhed.

Sagens omkostninger

104.

    I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende partat betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgeren hartabt sagen, og Kommissionen har nedlagt påstand om, at sagsøgeren tilpligtes atbetale sagens omkostninger.

105.

    Retten finder imidlertid, at der ved afgørelsen af spørgsmålet om fordelingen afsagsomkostninger bør tages hensyn til forløbet af den procedure, der førte tilvedtagelsen af de omtvistede beslutninger, som beskrevet ovenfor, navnlig i præmis56 og 91, der bragte sagsøgeren i en tilstand af uvished med hensyn til betalingenaf de tilskud, som var blevet tildelt sagsøgeren. Det kan på denne baggrund ikke

bebrejdes sagsøgeren, at selskabet anlagde sag ved Retten med henblik på enbedømmelse af Kommissionens adfærd og med henblik på at få dragetkonsekvenserne heraf. Det må derfor fastslås, at Kommissionen har væretmedvirkende til tvistens opståen.

106.

    I procesreglementets artikel 87, stk. 3, første og andet afsnit, bestemmes det, atRetten kan pålægge endog en vindende part at erstatte den anden part de udgifter,som er forvoldt ved dens egen adfærd (jf. den ovenfor i præmis 49 nævnte dom isagen Interhotel mod Kommissionen, præmis 82).

107.

    Kommissionen bør derfor dømmes til ud over sine egne omkostninger at afholde10% af sagsøgerens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling)

1)    Sag T-194/97 og T-83/98 forenes med henblik på domsafsigelsen.

2)    Den i sag T-194/97 nedlagte påstand om, at det fastslås, at der foreliggerretsstridig passivitet, afvises.

3)    Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes for den i sag T-83/98 nedlagte påstand om annullation.

4)    Kommissionen betaler sine egne omkostninger samt 10% af sagsøgerensomkostninger.

JaegerLenaerts Azizi

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 27. januar 2000.

H. Jung

K. Lenaerts

Justitssekretær

Afdelingsformand

1: Processprog: portugisisk.