Sag C-388/14

Timac Agro Deutschland GmbH

mod

Finanzamt Sankt Augustin

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Finanzgericht Köln)

»Præjudiciel forelæggelse – skattelovgivning – selskabsskat – etableringsfrihed – ikke-hjemmehørende fast driftssted – forebyggelse af dobbeltbeskatning ved at fritage det ikke-hjemmehørende faste driftssteds indkomst for beskatning – hensyntagen til tab fra et sådant fast driftssted – medregning af tab, som tidligere er blevet fradraget, ved afhændelse af et ikke-hjemmehørende driftssted – endelige tab«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 17. december 2015

1.        Etableringsfrihed – skattelovgivning – selskabsskat – dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvorefter indkomst fra et fast driftssted, der er beliggende i en anden medlemsstat end den, hvori det selskab, der ejer det faste driftssted, er hjemmehørende, fritages for beskatning – national lovgivning, der giver det hjemmehørende selskab mulighed for at tage hensyn til det faste driftssteds tab – medregning af tab, som tidligere er blevet fradraget, i tilfælde, hvor det faste driftssted afhændes til et ikke-hjemmehørende selskab fra samme koncern – lovligt – begrænsninger – fradrag for endelige tab

(Art. 49 TEUF)

2.        Etableringsfrihed – skattelovgivning – selskabsskat – et hjemmehørende selskabs hensyntagen til tab i et fast driftssted beliggende i en anden medlemsstat end den, hvori dette selskab er beliggende – dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvorefter denne anden medlemsstat er tillagt enekompetence til beskatning af det faste driftssteds resultater – national lovgivning, hvorefter der ikke kan tages et sådant hensyn i tilfælde, hvor det faste driftssted afhændes i den medlemsstat, der har enekompetencen til at beskatte – situation, som ikke er sammenlignelig med situationen for et fast driftssted, der er beliggende i hjemstedsmedlemsstaten for det hjemmehørende selskab

(Art. 49 TEUF)

1.        Artikel 49 TEUF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en medlemsstats skatteordning, hvorefter tab, som et hjemmehørende selskab tidligere har fradraget for et fast driftssted, der er beliggende i en anden medlemsstat, i tilfælde, hvor selskabet afhænder det faste driftssted til et ikke-hjemmehørende selskab fra samme koncern som førstnævnte selskab, medregnes på ny i det afhændende selskabs skattepligtige resultat, når den indkomst, der er oppebåret af et sådant fast driftssted, i henhold til en dobbeltbeskatningsoverenskomst er fritaget for beskatning i den medlemsstat, hvor det selskab, som dette driftssted tilhører, har sit hjemsted.

Når det afhændende hjemmehørende selskab godtgør, at det medregnede tab er et endeligt tab som omhandlet i dom Marks & Spencer, C-446/03, er det imidlertid i strid med artikel 49 TEUF at udelukke dette selskabs mulighed for at fradrage de tab, der er pådraget af et ikke-hjemmehørende driftssted, i sin skattepligtige fortjeneste i sin hjemstedsmedlemsstat.

(jf. præmis 53 og 58 samt domskonkl. 1)

2.        Artikel 49 TEUF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en medlemsstats skatteordning, der i tilfælde, hvor et hjemmehørende selskab afhænder et fast driftssted, der er beliggende i en anden medlemsstat, til et ikke-hjemmehørende selskab fra samme koncern som førstnævnte selskab, udelukker det hjemmehørende selskabs mulighed for at tage hensyn til det afhændede driftssteds tab i sit beskatningsgrundlag, når enekompetencen til at beskatte driftsstedets resultater i henhold til en dobbeltbeskatningsoverenskomst tilkommer den medlemsstat, hvori det er beliggende.

Eftersom selskabets hjemstedsmedlemsstat ikke udøver nogen kompetence til at beskatte et sådant fast driftssteds resultater, er et fast driftssted, der er beliggende i en anden medlemsstat, ikke i en situation, der er sammenlignelig med situationen for et fast driftssted, der er beliggende i den første medlemsstat, med hensyn til de foranstaltninger, der er truffet af denne medlemsstat med henblik på at forhindre eller formindske dobbeltbeskatning af et hjemmehørende selskabs overskud.

(jf. præmis 65 og 66 samt domskonkl. 2)