Appel iværksat den 17. august 2023 af Europa-Parlamentet til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Udvidede Afdeling) den 7. juni 2023 i sag T-309/21, TC mod Europa-Parlamentet
(Sag C-529/23 P)
Processprog: litauisk
Parter
Appellant: Europa-Parlamentet (ved N. Görlitz, M. Ecker, J.-C. Puffer og S. Toliušio, som befuldmægtigede)
Den anden part i appelsagen: TC
Appellanten har nedlagt følgende påstande
Rettens dom af 7. juni 2023, TC mod Europa-Parlamentet, T-309/21, EU:T:2023:315, ophæves.
Domstolen træffer endelig afgørelse i tvisten for Retten, idet den tiltræder Parlamentets påstande i første instans.
Sagsøgeren i første instans tilpligtes at betale sagsomkostningerne i første instans og i appelsagen.
Anbringender og væsentligste argumenter
Første appelanbringende om, at Retten udelod genstanden for sagen i første instans og karakteren af generaldirektøren for økonomis forberedende skrivelse af 8. januar 2021 af betragtning og tilsidesatte fast retspraksis vedrørende konsekvenserne af et procesdokuments ulovlighed. Med henblik på at fastslå, at Parlamentet havde tilsidesat sagsøgerens ret til at blive hørt, og at tilsidesættelsen af denne ret udgjorde et grundlag for annullation af de anfægtede afgørelser, kunne Retten ikke nøjes med at vurdere, om begrundelsen i denne skrivelse var underbygget og tilstrækkelig (den appellerede doms præmis 91-132).
Andet appelanbringende om, at Retten ved at fastslå, at Parlamentet havde tilsidesat sagsøgeren i første instans’ ret til at blive hørt i forbindelse med dennes e-mails fra 2015, 2016 og 2019 og dennes korrespondance med Parlamentets tjenester, tilsidesatte retten til at blive hørt, bestemmelserne og retspraksis vedrørende proceduren for tilbagesøgning af et medlems assistentgodtgørelse, princippet om et parlamentsmedlems frie mandatudøvelse i henhold til valgaktens artikel 6, stk. 1 1 , og artikel 2 i statutten for Europa-Parlamentets medlemmer 2 samt artikel 4, stk. 1, litra c), i forordning (EU) 2018/1725 3 og desuden fremstillede sagens fakta fejlagtigt uden at have foretaget en grundig vurdering af disse (den appellerede doms præmis 92-104, 130 og 131).
Tredje appelanbringende om, at Retten tilsidesatte begrundelsespligten, artikel 4, stk. 1, litra e), og artikel 9, stk. 1, i forordning (EU) 2018/1725, tjenestemandsvedtægtens artikel 26, sidste led, artikel 266 TEUF og retten til at blive hørt, idet den fandt, at Parlamentet havde tilsidesat sagsøgeren i første instans’ ret til at blive hørt vedrørende den pågældende akkrediterede assistents personlige aktmappe, oplysningerne om brugen af den akkrediterede assistents adgangskort og oplysninger om, hvor mange gange Parlamentet var blevet anmodet om at beskytte denne akkrediterede assistent (den appellerede doms præmis 105-124, 130 og 131).
Fjerde appelanbringende om, at Retten tilsidesatte begrundelsespligten, artikel 9 i forordning (EU) 2018/1725, artikel 266 TEUF og retten til at blive hørt, idet den fandt at Parlamentet havde tilsidesat sagsøgeren i første instans’ ret til at blive hørt i forbindelse med sag T-59/17 (den appellerede doms præmis 125-131).
Femte appelanbringende om, at Retten tilsidesatte chartrets artikel 41, stk. 2, litra a) og b), idet den – som det eneste grundlag for retten til at blive hørt – anerkendte, at sagsøgeren havde ret til at anmode Parlamentet om at fremlægge de fornødne oplysninger med henblik på at give sagsøgeren mulighed for at afgive bemærkninger (den appellerede doms præmis 90 og 91).
____________
1 Akt om almindelige direkte valg af repræsentanterne i forsamlingen (EFT 1976, L 278, s. 5) knyttet som bilag til Rådets afgørelse 76/787/EKSF, EØF, Euratom af 20.9.1976 (EFT 1976, L 278, s. 1), som ændret ved Rådets afgørelse 2002/772/EF af 25.6.2002 og 23.9.2002 (EFT 2002, L 283, s. 1).
1 Europa-Parlamentets afgørelse af 28.9.2005 om vedtagelse af statutten for Europa-Parlamentets medlemmer (2005/684/EF, Euratom) (EUT 2005, L 262, s. 1).
1 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23.10.2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT 2018, L 295, s. 39).