Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Wojskowy Sąd Okręgowy w Warszawie (Polen) den 27. oktober 2023 – straffesag mod P.B.
(Sag C-646/23, Lita 1 )
Processprog: polsk
Den forelæggende ret
Wojskowy Sąd Okręgowy w Warszawie
Tiltalt i straffesagen
P.B., Prokuratura Rejonowa w Lublinie
Præjudicielle spørgsmål
Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Union (herefter »TEU«) og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), sammenholdt med bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/343 af 9. marts 2016 om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager 1 (herefter »direktivet«), fortolkes således, at de er til hinder for bestemmelser i national ret, såsom artikel 13, og artikel 10, i ustawa z dnia 28 lipca 2023 r. o zmianie ustawy – Kodeks cywilny oraz niektórych innych ustaw (lov af 28.7.2023 om ændring af den civil lovbog og visse andre love), som fastsætter, at en dommer, der behandler en appel i en sag, der er omfattet af direktivet, skal pensioneres automatisk i tilfælde, hvor (I) denne bestemmelse er udformet på en sådan måde, at den kun gælder for én af alle aktive dommere, (II) denne bestemmelse ikke omfatter anklagere, der befinder sig i en tilsvarende situation, til trods for at anklagere og dommere i tilsvarende situationer som den dommer, der behandler appellen, blev behandlet på samme måde under den tidligere retstilstand, (III) den lov, hvori denne bestemmelse indgår, ikke vedrører domstolenes organisation, men et helt andet spørgsmål, og dens begrundelse ikke på nogen måde forklarer grundene til indførelsen af bestemmelsen, ikke angiver nogen væsentlig offentlig interesse, som indførelsen vil tjene, eller begrunder, hvorfor dens vedtagelse står i et rimeligt forhold til disse mål, og (IV) hverken denne bestemmelse eller nogen anden bestemmelse i national ret giver mulighed for, at en domstol eller en anden appelinstans eller en anden retsinstans kan efterprøve, om pensioneringen er berettiget, eller om den er forenelig med trinhøjere nationale bestemmelser, EU-retten eller folkeretten?
Har det nogen betydning for besvarelsen af det første spørgsmål, at den pågældende dommer, der er omfattet af den nævnte nationale bestemmelse, tidligere – på grund af sit arbejde, der har til formål at beskytte domstolenes og dommernes uafhængighed – er blevet undertrykt af den udøvende magt, som forsøgte at pensionere ham på grundlag af den tidligere gældende lovgivning, og at den nævnte nationale lovbestemmelse blev vedtaget, efter at disse forsøg var slået fejl? Har det betydning for besvarelsen, at denne bestemmelse ifølge den forelæggende ret ikke forfølger væsentlige offentlige interesser, men har karakter af straf?
Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEUF, chartrets artikel 47, artikel 2 og artikel 4, stk. 3, TEU samt principperne om EU-rettens forrang og om effektiv domstolsprøvelse i lyset af Domstolens dom af 13. marts 2007 i sag C-432/05, Unibet, fortolkes således, at en ret, der er sammensat af en dommer som omhandlet i det første og andet spørgsmål, har beføjelse til ex officio at suspendere anvendelsen af en bestemmelse i national ret som omhandlet i det første spørgsmål, hvorefter dommeren pensioneres, og til at fortsætte med at træffe afgørelse i denne og andre sager, indtil den har modtaget svar fra Domstolen, for så vidt som den finder det nødvendigt at gøre dette for at gøre det muligt at afgøre den sag, der verserer for den, i henhold til gældende bestemmelser i EU-retten?
Skal de bestemmelser og principper, der henvises til i det tredje spørgsmål, fortolkes således, at hvis Domstolen besvarer det første spørgsmål bekræftende, kan den nationale bestemmelse, der henvises til i sidstnævnte spørgsmål, og som fastsætter en dommers pensionering, under hensyntagen til de omstændigheder, der er anført i det andet spørgsmål, ikke anvendes, og at dommeren ikke pensioneres, medmindre der er et andet retsgrundlag for at gøre dette?
____________
1 Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.
1 EUT 2016, L 65, s. 1.