Appel iværksat den 14. februar 2024 af UNO, Organización Empresarial de Logística y Transporte til prøvelse af dom afsagt af Retten (Sjette Udvidede Afdeling) den 29. november 2023 i sag T-514/20, UNO mod Kommissionen

(Sag C-126/24 P)

Processprog: spansk

Parter

Appellant: UNO, Organización Empresarial de Logística y Transporte (ved abogado J.M. Piqueras Ruiz)

De øvrige parter i appelsagen: Europa-Kommissionen, Kongeriget Spanien og Sociedad Estatal Correos y Telégrafos SA

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Appellen tages til følge, og dom afsagt af Retten den 29. november 2023 i sag T-514/20, UNO, Organización Empresarial de Logística y Transporte (herefter »UNO«) mod Europa-Kommissionen, ECLI:EU:T:2023:767, ophæves.

Sagen optages til behandling, og der træffes under udøvelse af den fulde prøvelsesret endelig afgørelse om muligheden for at antage det søgsmål, som UNO anlagde den 15. august 2020 til prøvelse af afgørelse af 14. maj 2020 i statsstøttesag SA.50872 (2020/NN) – Kompensation til Correos for befordringspligten, 2011-2020, til realitetsbehandling.

Sagen hjemvises til Retten til med henblik på, at denne træffer afgørelse om den hjemviste sags realitet.

Indstævnte tilpligtes at betale appellantens omkostninger i nærværende sag og omkostningerne for Retten.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har fremsat fire anbringender til støtte for appellen:

Retten tilsidesatte artikel 263, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (»TEUF«), navnlig fordi den fastslog, at UNO ikke havde påvist, at den omtvistede afgørelse i væsentlig grad påvirkede mindst et af foreningens medlemmers stilling på det relevante marked. Retten begik nærmere bestemt en retlig fejl, idet den pålagde appellanten en uforholdsmæssig bevisbyrde for at påvise sin søgsmålskompetence, hvorved den tilsidesatte artikel 263, stk. 4, TEUF.

Retten tilsidesatte artikel 263, stk. 4, TEUF, idet den fastslog, at UNO ikke havde godtgjort, at den omtvistede afgørelse påvirker denne individuelt, fordi dens egne interesser som forening påvirkes. Retten gengav de af appellanten fremlagte faktiske omstændigheder urigtigt i sin analyse af, om det kunne fastslås, at UNO havde søgsmålskompetence.

Retten tilsidesatte artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«), idet den foretog en vilkårlig anvendelse af artikel 263, stk. 4, TEUF og behandlede sagen i første instans på en måde, der er i strid med effektiv og god retspleje.

Retten tilsidesatte den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 6, idet retten til en retfærdig rettergang blev tilsidesat ved afvisningen af UNO’s annullationssøgsmål.

____________