Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Okręgowy w Warszawie (Polen) den 18. november 2020 – straffesag mod YP m.fl.
(Sag C-615/20)
Processprog: polsk
Den forelæggende ret
Sąd Okręgowy w Warszawie
Parter i hovedsagen
YP m.fl.
Præjudicielle spørgsmål
Skal EU-retten – særligt artikel 47 i [Den Europæiske Unions] charter om grundlæggende rettigheder (chartret) og de heri nævnte rettigheder om effektive retsmidler og retten til en retfærdig og offentlig rettergang inden for en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov – fortolkes således, at den er til hinder for bestemmelserne i national ret, navnlig dem, som er nævnt i det andet og det tredje spørgsmål nedenfor, dvs. artikel 80 og artikel 129 i ustawa z dnia 27 lipca 2001 r. – Prawo o ustroju sądów powszechnych (lov af 27. juli 2001 – lov om de almindelige domstoles organisation) (lov om de almindelige domstoles organisation), samt artikel 110, stk. 2a, i lov om de almindelige domstoles organisation, og artikel 27, stk. 1, pkt. 1a, i ustawa z dnia 8 grudnia 2017 r. o Sądzie Najwyższym (lov af 8. december 2017 om den øverste domstol), som giver Izba Dyscyplinarna Sądu Najwyższego (afdelingen for disciplinærsager ved den øverste domstol, Polen) mulighed for at ophæve en dommers immunitet samt suspendere denne fra dennes funktioner, og dermed faktisk forhindre dommeren i at træffe afgørelse i de sager, denne er blevet tildelt, navnlig når:
a) afdelingen for disciplinærsager ved den øverste domstol ikke udgør en »domstol« som omhandlet i chartrets artikel 47, artikel 6 i EMRK samt artikel 45, stk. 1, i Konstytucji Rzeczypospolitej Polskiej (den polske forfatning) (dom i de forenede sager C-585/18, C-624/18 og C-625/18, EU:C:2019:982);
b) medlemmerne af afdelingen for disciplinærsager ved den øverste domstol karakteriseres ved at have en meget stærk tilknytning til den lovgivende og den udøvende magt (kendelse af 8. april 2020, Kommissionen/Polen, sag C-791/19 R, EU:C:2020:277);
c) Republikken Polen er blevet tilpligtet til at indstille anvendelsen af visse bestemmelser i lov af 8. december 2017 om den øverste domstol vedrørende den såkaldte Izba Dyscyplinarna (disciplinærafdeling) samt at afstå fra at overføre sager, der verserer for denne afdeling, til et dommerkollegium, der ikke opfylder kravene til uafhængighed (kendelse af 8. april 2020, Kommissionen/Polen, sag C-791/19 R, EU:C:2020:277).
Skal EU-retten – særligt artikel 2 TEU og den herinævnte værdi om retsstaten og kravene til en effektiv retsbeskyttelse, der følger af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU – forstås således, at »de bestemmelser, der regulerer disciplinærordningen for så vidt angår dem, som har til opgave at udøve dømmende myndighed« også omfatter bestemmelser om strafferetlig forfølgelse eller frihedsberøvelse (varetægtsfængsling) af en dommer ved en national domstol, såsom artikel 181 i den polske forfatning sammenholdt med artikel 80 og artikel 129 i lov om de almindelige domstoles organisation, hvoraf det følger, at:
a) for så vidt angår anklagerens anmodning om strafferetlig forfølgelse eller frihedsberøvelse (varetægtsfængsling) af en dommer ved en national domstol, kræver denne en tilladelse fra rette disciplinære retsinstans;
b) en disciplinær retsinstans – der har udstedt en tilladelse til, at en dommer ved en national domstol kan forfølges strafferetligt eller frihedsberøves (varetægtsfængsles) – kan (og i visse tilfælde er forpligtet til at) suspendere dommeren fra dennes funktioner;
c) ved at suspendere en dommer ved en national domstol fra dennes funktioner, er den disciplinære retsinstans samtidig forpligtet til at nedsætte beløbet for dennes løn inden for de grænser, der er fastsat i disse bestemmelser, for varigheden af suspensionen?
Skal EU-retten – og særligt bestemmelserne nævnt i det andet spørgsmål – fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats ret, såsom artikel 110, stk. 2a i lov om de almindelige domstoles organisation og artikel 27, stk. 1, pkt. 1a, i lov af 8. december 2017 om den øverste domstol, hvorefter sager vedrørende tilladelse til strafferetlig forfølgelse eller frihedsberøvelse (varetægtsfængsling) af en dommer ved en national domstol, såvel i første som anden instans, henhører under et organ med enekompetence, såsom disciplinærafdelingen, særligt under hensynstagen til (individuelt eller samlet), at:
a) oprettelsen af disciplinærafdelingen faldt sammen med ændringerne af reglerne for udnævnelsen af medlemmer til organet Krajowa Rada Sądownictwa (domstolsrådet), som deltager i udnævnelsesprocessen af dommere, og efter hvis indstilling samtlige medlemmer af disciplinærafdelingen er blevet udnævnt;
b) den nationale lovgiver har udelukket muligheden for at overføre dommere fra nationale domstole i sidste instans til disciplinærafdelingen, såsom Sąd Najwyższy (øverste domstol), som denne afdeling strukturelt er en del af, således at det kun er nye medlemmer, som udnævnes efter indstilling fra domstolsrådet i en ændret sammensætning, der kan have sæde i disciplinærafdelingen;
c) Disciplinærafdelingen er kendetegnet ved en særlig høj grad af autonomi inden for Sąd Najwyższy (øverste domstol);
d) Sąd Najwyższy (øverste domstol) bekræftede i dommene, der blev truffet på baggrund af dom af 19. november 2019, A.K. m.fl. (den øverste domstols disciplinærafdelings uafhængighed) (de forenede sager C-585/18, C-624/18 og C-625/18, EU:C:2019:982), at domstolsrådet i en ændret sammensætning ikke er et organ uafhængigt af den lovgivende og udøvende magt, og at disciplinærafdelingen ikke udgør en »domstol« i henhold til chartrets artikel 47, EMRK artikel 6 og artikel 45, stk. 1, i den polske forfatning;
e) en tilladelse til strafferetlig forfølgelse eller frihedsberøvelse (varetægtsfængsling) af dommere ved nationale domstole hidrører i princippet fra en anklager, hvis overordnede er et organ under den udøvende magt, såsom Minister Sprawiedliwości (justitsministeren), som kan give anklagerne bindende instruktioner for så vidt angår indholdet af proceduremæssige handlinger, mens medlemmerne af disciplinærafdelingen og domstolsrådet i dens ændrede sammensætning, som fastslået af Sąd Najwyższy (øverste domstol) i den i det andet spørgsmål, litra d), nævnte afgørelse, har en stærk tilknytning til den lovgivende og udøvende magt – hvorfor disciplinærafdelingen ikke kan anses for at være udenforstående i forhold til denne part i sagen;
f) Republikken Polen blev forpligtet til at indstille anvendelsen af visse bestemmelser i lov af 8. december 2017 om den øverste domstol om disciplinærafdelingen, og til at afstå fra at overføre sager, der verserer for denne afdeling, til et dommerkollegium, som ikke opfylder kravene til uafhængighed i henhold til kendelse af 8. april 2020, Kommissionen/Polen (sag C-791/19 R, EU:C:2020:277)?
I tilfælde af tilladelse til strafferetlig forfølgelse eller frihedsberøvelse (varetægtsfængsling) af en dommer ved en national domstol og en suspension af denne fra vedkommendes funktioner samtidig med, at dennes løn nedsættes under suspensionens varighed, skal EU-retten – og navnlig de bestemmelser og principper, der er nævnt i det andet spørgsmål, nemlig princippet om forrang og om loyalt samarbejde som omhandlet i artikel 4, stk. 3, TEU, og retssikkerhedsprincippet – da fortolkes således, at den er til hinder for, at en sådan tilladelse anerkendes, bl.a. for så vidt angår suspension af dommeren fra dennes funktioner, når den er blevet udstedt af et organ som disciplinærafdelingen, således at:
a) samtlige statslige organer (herunder den forelæggende ret, i hvis sammensætning en dommer, som er omfattet af denne tilladelse, har sæde, såvel som organer, der har kompetence til at udpege og ændre sammensætningen af en national domstol) er forpligtede til at afstå fra at anvende denne tilladelse og lade dommeren ved den nationale domstol, mod hvem den blev udstedt, have sæde i det pågældende dommerkollegium,
b) den domstol, hvor en dommer, der er omfattet af denne tilladelse, har sæde, udgør en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov, og som derfor kan træffe afgørelse – som en »domstol« – i sager vedrørende anvendelsen eller fortolkningen af EU-retten?
____________