RETTENS DOM (Tredje Afdeling)
5. februar 2019 (*)
»Plantesorter – ansøgning om EF-sortsbeskyttelse for plantesorten Braeburn 78 (11078) – udpegning af en anden prøvningsmyndighed – omfanget af den undersøgelse, som appelkammeret skal foretage – begrundelsespligt«
I sag T-177/16,
Mema GmbH L.G., Terlano (Italien), ved advokaterne B. Breitinger og S. Kirschstein-Freund,
sagsøger,
mod
EF-Sortsmyndigheden (CPVO) ved M. Ekvad, F. Mattina, O. Lamberti og U. Braun-Mlodecka, som befuldmægtigede, bistået af advokaterne A. von Mühlendahl og H. Hartwig,
sagsøgt,
angående en sag anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 15. december 2015 af appelkammeret ved EF-Sortsmyndigheden (sag A 001/2015) vedrørende en ansøgning om meddelelse af EF-sortsbeskyttelse for plantesorten Braeburn 78,
har
RETTEN (Tredje Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, S. Frimodt Nielsen (refererende dommer), og dommerne V. Kreuschitz og N. Półtorak,
justitssekretær: fuldmægtig R. Ükelyté,
under henvisning til stævningen, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 22. april 2016,
under henvisning til svarskriftet, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 11. juli 2016,
under henvisning til ændringen af sammensætningen af Rettens afdelinger,
under henvisning til beslutningen om at udsætte sagen af 24. oktober 2016,
under henvisning til beslutningen om at udsætte sagen af 22. marts 2018,
og efter retsmødet den 25. september 2018,
afsagt følgende
Dom
Retsforskrifter
Basisforordningen
1 I henhold til artikel 6 i Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 af 27. juli 1994 om EF-sortsbeskyttelse (EFT 1994, L 227, s. 1, herefter »basisforordningen«) meddeles der EF-sortsbeskyttelse for sorter, der er selvstændige, ensartede, stabile og nye.
2 I henhold til basisforordningens artikel 7, stk. 1, anses en sort for at være selvstændig, når den på grundlag af forekomsten af kendetegn, der skyldes en given genotype eller kombination af genotyper, tydeligt adskiller sig fra enhver anden sort, hvis eksistens er almindeligt kendt på datoen for ansøgningen om meddelelse af EF-sortsbeskyttelse.
3 Spørgsmålet om, hvorvidt kriterierne for selvstændighed, ensartethed og stabilitet er opfyldt i et konkret tilfælde, undersøges i forbindelse med en teknisk afprøvning, som gennemføres i overensstemmelse med basisforordningens artikel 55 og 56.
4 Basisforordningens artikel 55, stk. 1, bestemmer:
»1. Konstaterer [EF-]Sortsmyndigheden ved den i artikel 53 og 54 omhandlede prøvelse [af de formelle og materielle betingelser] ingen hindringer for meddelelse af EF-sortsbeskyttelse, foranlediger den, at den eller de kompetente myndigheder i mindst en af medlemsstaterne, som administrationsrådet [ved EF-Sortsmyndigheden] har udpeget til teknisk at undersøge sorter af de pågældende arter (prøvningsmyndigheder), foretager en teknisk afprøvning til konstatering af, om [kriterierne for selvstændighed, ensartethed og stabilitet] er opfyldt.«
5 I henhold til basisforordningens artikel 56 gennemføres enhver teknisk afprøvning i overensstemmelse med de vejledende principper for afprøvning, som administrationsrådet har fastsat, og med de instrukser, som EF-Sortsmyndigheden har givet. Disse vejledende principper beskriver bl.a. det plantemateriale, der kræves til den tekniske afprøvning, testformerne, de anvendelige metoder, de iagttagelser, der skal gøres, grupperingen af de sorter, som testen indeholder, samt rækken af kendetegn, der skal være genstand for afprøvningen. I forbindelse med den tekniske afprøvning dyrkes den omhandlede sorts planter ved siden af de sorter, som EF-Sortsmyndigheden og det udpegede afprøvningscenter anser for at være de sorter, der er tættest beslægtet med den ansøgte sort ifølge beskrivelsen heraf i den tekniske beskrivelse, som indgår i ansøgningen om meddelelse af EF-sortsbeskyttelse.
6 Basisforordningens artikel 57, stk. 1-3, fastsætter følgende:
»1. Efter opfordring fra [EF-Sortsmyndigheden], eller når resultaterne af den tekniske afprøvning findes tilstrækkelige til en vurdering af sorten, tilstiller prøvningsmyndigheden [EF-Sortsmyndigheden] en afprøvningsrapport og, hvis betingelserne i artikel 7, 8 og 9 findes opfyldt, en beskrivelse af sorten.
2. [EF-Sortsmyndigheden] meddeler ansøgeren resultatet af den tekniske afprøvning og sortsbeskrivelsen og giver vedkommende lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger hertil.
3. Hvis [EF-Sortsmyndigheden] ikke finder, at afprøvningsrapporten udgør et tilstrækkeligt beslutningsgrundlag, kan den på eget initiativ efter høring af ansøgeren eller på ansøgerens anmodning lade foretage en supplerende afprøvning. Med henblik på vurderingen af resultaterne anses enhver supplerende afprøvning, der foretages, inden en afgørelse i medfør af artikel 61 og 62 bliver endelig, for at være en del af den afprøvning, der er omhandlet i artikel 56, stk. 1.«
7 Hvad angår reglerne for sagsbehandlingen ved EF-Sortsmyndigheden bestemmer basisforordningens artikel 72 følgende:
»Appelkammeret træffer afgørelse om klagen på grundlag af den behandling, der er foretaget i medfør af artikel 71. Appelkammeret kan handle inden for rammerne af den kompetence, der tilkommer [EF-Sortsmyndigheden], eller hjemvise sagen til videre behandling i det ansvarlige kontor i [EF-Sortsmyndigheden]. Sidstnævnte er bundet af præmisserne og konklusionerne i appelkammerets afgørelse, såfremt de faktiske omstændigheder er uforandrede.«
8 Basisforordningens artikel 75 har følgende ordlyd:
»[EF-Sortsmyndighedens] afgørelser skal begrundes. De må kun støttes på grunde og bevismateriale, som parterne i sagen har haft lejlighed til at udtale sig om mundtligt eller skriftligt.«
9 Basisforordningens artikel 76 fastsætter følgende:
»Under sagsbehandlingen ved [EF-Sortsmyndighedens] prøver denne ex officio de faktiske omstændigheder, der er af betydning for undersøgelsen i medfør af artikel 54 og 55. Den ser bort fra kendsgerninger og bevismateriale, som ikke er forelagt inden for den af [EF-Sortsmyndighedens] fastsatte tidsfrist.«
EF-Sortsmyndighedens protokol TP/14/2 (endelig udg.)
10 Punkt I i EF-Sortsmyndighedens protokol TP/14/2 (endelig udg.) af 14. marts 2006 om vurdering af selvstændighed, ensartethed og stabilitet (Æble) (herefter »EF-Sortsmyndighedens protokol TP/14/2«) bestemmer følgende:
»Protokollen beskriver de tekniske procedurer, som skal følges med henblik på at opfylde kravene i basisforordningen. De tekniske procedurer er godkendt af administrationsrådet og er baseret på Den Internationale Union til Beskyttelse af Plantenyheders generelle dokument TG/1/3 og på Den Internationale Union til Beskyttelse af Plantenyheders retningslinjer TG/14/9 af 6. april 2005 om udførelse af DUS-test. Denne protokol finder anvendelse på frugtsorter af Malus domestica Borkh.«
11 Punkt III.5, sidste afsnit, i EF-Sortsmyndighedens protokol TP/14/2 bestemmer følgende:
»Iagttagelser af frugten skal gøres […] på spisemodenhedstidspunktet.«
12 I punkt Ad 56 i EF-Sortsmyndighedens protokol TP/14/2 angives følgende:
»Høsttidspunkt
Høsttidspunktet er det optimale plukketidspunkt med henblik på at opnå frugt af bedst mulig spisekvalitet (jf. punkt Ad 57).«
13 Af punkt Ad 57 i EF-Sortsmyndighedens protokol TP/14/2 fremgår følgende:
»Spisemodenhedstidspunkt
Spisemodenhedstidspunktet er den periode, i hvilken en frugt har opnået den optimale farve, fasthed, tekstur, aroma og smag til spisning. Alt efter frugttypen kan denne periode indtræde straks efter plukning (f.eks. for tidlige sorter) eller efter en lagrings- eller konditioneringsperiode (f.eks. for sene sorter).«
Tvistens baggrund
14 Den 20. maj 2009 indgav Johann Huber, der er ejer af det sagsøgende selskab, Mema GmbH LG, en ansøgning om meddelelse af EF-sortsbeskyttelse i henhold til basisforordningen til EF-Sortsmyndigheden. Den plantesort, der dermed ønskedes beskyttet, er sorten Braeburn 78, som tilhører arten Malus domestica Borkh.
15 EF-Sortsmyndigheden udpegede Groupe d’étude et de contrôle des variétés et des semences (undersøgelses- og kontrolgruppe for plante- og frøsorter, herefter »GEVES«), afprøvningslokalitet for Institut national de la recherche agronomique (det nationale institut for landbrugsforskning, INRA, Frankrig) i Angers-Beaucouzé (Frankrig), til at foretage den tekniske afprøvning af den ansøgte sort i henhold til basisforordningens artikel 55, stk. 1.
16 Den tekniske afprøvning blev foretaget på grundlag af EF-Sortsmyndighedens protokol TP/14/2.
17 GEVES, som sendte afprøvningsrapporten til EF-Sortsmyndigheden den 21. maj 2014, fandt på grundlag af følgende konstateringer, at sorten Braeburn 78 ikke var tilstrækkeligt selvstændig i forhold til sammenligningssorten Royal Braeburn:
»På grundlag af iagttagelserne af DUS-kriterierne for 2012-2013 er den ansøgte sort ikke klart selvstændig i forhold til Royal Braeburn og X9466. Denne konklusion er baseret på følgende:
I 2012: Første betydelige høst af frugter
* En forskel på 2 grader kan opfattes klart med det blotte øje.
(1) Træer, som er mere end et år ældre end den ansøgte sort.
Den ansøgte sort har frugter med jævn overflade og striber ligesom Royal Braeburn og X9466. Den ansøgte sorts grundfarve og dækfarve er tæt på Royal Braeburn og X9466. Den ansøgte sorts modenhed er tæt på andre mutationer af Royal Braeburn med en standardmodenhedsperiode.
I 2013: Anden betydelige høst af frugter
* En forskel på 2 grader kan opfattes klart med det blotte øje.
(1) Træer, som er mere end et år ældre end den ansøgte sort.
Den ansøgte sort har frugter med jævn overflade og striber ligesom Royal Braeburn og X9466. Den ansøgte sorts grundfarve og dækfarve er for tæt på Royal Braeburn og X9466. Den ansøgte sorts modenhed er tæt på andre mutationer af Royal Braeburn med en standardmodenhedsperiode. Den af ansøgeren nævnte lille forskel i frugtens form i forhold til Royal Braeburn er ikke iagttaget.
Sorten afslås på grund af manglende selvstændighed i forhold til Royal Braeburn og X9466.«
18 På grundlag af denne rapport, og efter at have modtaget sagsøgerens bemærkninger, meddelte EF-Sortsmyndigheden ved afgørelse af 18. december 2014 afslag på ansøgningen om meddelelse af EF-sortsbeskyttelse.
19 Sagsøgeren indgav klage over EF-Sortsmyndighedens afgørelse om afslag. Denne klage forkastede appelkammeret ved EF-Sortsmyndigheden som ugrundet ved afgørelse af 15. december 2015, meddelt sagsøgeren den 12. februar 2016 (herefter »den anfægtede afgørelse«).
20 For det første fandt appelkammeret i det væsentlige, at afprøvningsstedet, nemlig Angers-Beaucouzé, som sagsøgeren havde rejst indsigelse mod, var lokaliteten, hvor den tekniske afprøvning i henhold til de anvendelige bestemmelser skulle udføres.
21 For det andet udtalte appelkammeret hvad angår høstdatoen og modenhedsdatoen, i forhold til hvilke sagsøgeren i det væsentlige havde anfægtet den tekniske afprøvnings forudsætninger og målinger, følgende:
»Kendetegnene »høstdato« og »spisemodenhedsdato« er forholdsvis vagt defineret i UPOV’s retningslinjer (TG/14/9) og i testprotokollen for æbler baseret herpå [EF-sortsmyndighedens protokol TP/14/2], for så vidt som instruktionerne dækker en bred modenhedsskala, fra tidlig til sen, og fra egnet til umiddelbar spisning til langvarig lagring. Effektiv anvendelse af retningslinjerne i protokollen kræver erfaring med DUS-test og nøje kendskab til frøsorter.
I afsnittet »Forklaringer og metoder« i skemaet over kendetegn i testprotokollen for æbler gives instruktioner. Instruktionerne vedrørende høsttidspunktet og spisemodenhedstidspunktet er angivet under punkt Ad 56 og Ad 57 på s. 32.
Efter appelkammerets opfattelse er disse instruktioner blevet udført korrekt af prøvningsmyndigheden. For at få et godt sammenligningsgrundlag blev frugterne af de ansøgte sorter og referencesorterne høstet samme dag og (i dette tilfælde) så snart, stivelsesindekset var ca. 5 for alle de omhandlede sorter.
»Modenhedstidspunktet« kan anfægtes, men for så vidt som undersøgerne ved GEVES er erfarne med hensyn til denne frøsort, har appelkammeret tillid til deres vurdering af spisemodenhedstidspunktet, som passer med den periode, i hvilken alle kendetegn ved frugterne blev bedømt. Kendetegnene ved de modne frugter af mutationerne af Braeburn blev noteret og/eller målt på samme dato (hvis muligt), dvs. omkring midten af november, som krævet.«
22 Endelig fandt appelkammeret for det tredje med hensyn til selvstændighedselementer vedrørende frugternes stribning, form og størrelse – i forhold til hvilke prøvningsmyndighedens iagttagelser var blevet anfægtet af sagsøgeren – at kendetegnene vedrørende »frugtens størrelse«, »frugtens form«, »frugtens grundfarve«, »dækfarvens udbredelse«, »dækfarvens intensitet«, »dækfarvens mønster« og »stribernes længde« generelt kunne bedømmes visuelt, hvorimod andre kendetegn, såsom »frugtens højde«, »frugtens diameter« og »højde/diameterforholdet«, måtte måles, idet de visuelt bedømte kendetegn i nogle tilfælde blev bekræftet af målinger. Appelkammeret konkluderede på grundlag heraf, at prøvningsmyndigheden havde udført alle test i overensstemmelse med de anvendelige retningslinjer og protokollen.
Parternes påstande
23 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres, og sagen hjemvises til appelkammeret med henblik på afgørelse, idet appelkammeret tilpligtes at annullere den anfægtede afgørelse og pålægge EF-Sortsmyndigheden at foretage en supplerende afprøvning i henhold til basisforordningens artikel 57, stk. 3.
– Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse.
– Subsidiært, såfremt Retten ikke giver sagsøgeren medhold i de to første påstande, udsættes sagen i henhold til artikel 69, litra d), i Rettens procesreglement, indtil der foreligger en endelig afgørelse i sagen om ophævelse af EF-sortsbeskyttelsen for referencesorten Royal Braeburn (ansøgning nr. 1998/1082, sort nr. 11960).
– EF-Sortsmyndigheden tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
24 Sagsøgeren har dog frafaldet sin anden subsidiære påstand, hvilket er tilført protokollatet fra retsmødet.
25 EF-Sortsmyndigheden har nedlagt følgende påstande:
– Sagen afvises delvist.
– Sagsøgte frifindes delvist.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Retlige bemærkninger
26 Sagsøgeren har til støtte for sit søgsmål gjort tre anbringender gældende, som i det væsentlige vedrører magtfordrejning og tilsidesættelse af basisforordningens artikel 57, stk. 3 (første anbringende), forskellige fejl ved den tekniske afprøvning (andet anbringende) og endelig tilsidesættelse af retten til at blive hørt og utilstrækkelig begrundelse (tredje anbringende).
27 Efter at der er taget stilling til formaliteten vedrørende sagsøgerens første påstand, undersøges først og fremmest det andet anbringendes tredje led og det tredje anbringendes andet led, begge vedrørende manglende begrundelse af den anfægtede afgørelse.
Formaliteten vedrørende sagsøgerens første påstand
28 Sagsøgeren har med sin første påstand nedlagt påstand om, at »[d]en anfægtede afgørelse annulleres, og sagen hjemvises til appelkammeret med henblik på afgørelse, idet appelkammeret tilpligtes at annullere den anfægtede afgørelse og pålægge EF-Sortsmyndigheden at foretage en supplerende afprøvning i henhold til basisforordningens artikel 57, stk. 3«.
29 Det skal bemærkes, at EF-Sortsmyndigheden i forbindelse med en sag, der er anlagt for Unionens retsinstanser til prøvelse af en afgørelse fra appelkammeret ved EF-Sortsmyndigheden, i overensstemmelse med basisforordningens artikel 73, stk. 6, skal træffe de foranstaltninger, der er nødvendige til opfyldelse af afgørelsen truffet af Unionens retsinstanser. Det tilkommer derfor ikke Retten at give EF-Sortsmyndigheden pålæg, men det påhviler EF-Sortsmyndigheden at drage konsekvenserne af konklusionen og præmisserne i dommene fra Unionens retsinstanser (jf. i denne retning dom af 11.7.2007, El Corte Inglés mod KHIM – Bolaños Sabri (PiraÑAM diseño original Juan Bolaños), T-443/05, EU:T:2007:219, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis).
30 Den første påstand skal derfor afvises, for så vidt som den tilsigter, at Retten hjemviser sagen til appelkammeret med henblik på afgørelse, idet appelkammeret tilpligtes at annullere den anfægtede afgørelse og pålægge EF-Sortsmyndigheden at foretage en supplerende afprøvning i henhold til basisforordningens artikel 57, stk. 3.
Det andet anbringendes tredje led og det tredje anbringendes andet led vedrørende manglende begrundelse af den anfægtede afgørelse
31 Til støtte for det andet anbringendes tredje led og det tredje anbringendes andet led har sagsøgeren gjort en begrundelsesmangel gældende.
32 I denne henseende har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at appelkammeret ikke har forklaret, dels hvorfor det ikke tog hensyn til visse beviser, som sagsøgeren havde fremlagt for kammeret, og som bl.a. ville have kunnet godtgøre, at den ansøgte sorts tydelige marmorering adskilte sig tilstrækkeligt klart fra referencesortens marmorering til, at de er forskellige (det andet anbringendes tredje led), dels hvorfor der var grund til at have tillid til vurderingerne foretaget af prøvningsmyndighedens undersøgere og følgelig ikke tage hensyn til de tekniske detaljer og de ekspertudtalelser, som sagsøgeren havde fremlagt til støtte for klagen (det tredje anbringendes andet led).
33 Der skal indledningsvis erindres om de principper, der bestemmer omfanget af den prøvelse, som appelkammeret ved EF-Sortsmyndigheden skal foretage.
34 For det første skal det bemærkes, at EF-Sortsmyndighedens opgave er kendetegnet ved den komplicerede videnskabelige og tekniske karakter af vurderingsbetingelserne for ansøgningerne om meddelelse af sortsbeskyttelse, således at den under udøvelsen af sine funktioner skal indrømmes en skønsmargen (jf. dom af 19.12.2012, Brookfield New Zealand og Elaris mod CPVO og Schniga, C-534/10 P, EU:C:2012:813, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis). Denne skønsbeføjelse omfatter bl.a. efterprøvelsen af en sorts selvstændighed i henhold til artikel 7, stk. 1, i basisforordningen (jf. dom af 8.6.2017, Schniga mod CPVO, C-625/15 P, EU:C:2017:435, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).
35 Imidlertid er EF-Sortsmyndigheden i egenskab af EU-organ underlagt princippet om god forvaltningsskik, i medfør af hvilket det påhviler den omhyggeligt og upartisk at vurdere samtlige relevante forhold i en ansøgning om meddelelse af EF-sortsbeskyttelse og at samle alle de faktiske og retlige omstændigheder, der er nødvendige for at udøve dens skønsbeføjelse. Den skal desuden sikre sig, at de procedurer, som den foranstalter, forløber tilfredsstillende og effektivt (jf. dom af 8.6.2017, Schniga mod CPVO, C-625/15 P, EU:C:2017:435, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).
36 Det skal endvidere bemærkes, at artikel 76 i basisforordningen fastsætter, at »[u]nder sagsbehandlingen ved [EF-Sortsmyndigheden] prøver denne ex officio de faktiske omstændigheder, der er af betydning for undersøgelsen i medfør af artikel 54 og 55«.
37 Domstolen har desuden fastslået, at i henhold til artikel 51 i Kommissionens forordning (EF) nr. 874/2009 af 17. september 2009 om gennemførelsesbestemmelser til basisforordningen for så vidt angår sagsbehandlingen ved EF-Sortsmyndigheden (EUT 2009, L 251, s. 3) finder bestemmelserne om sagsbehandlingen ved EF-Sortsmyndigheden tilsvarende anvendelse på behandlingen af appelsager (dom af 21.5.2015, Schräder mod CPVO, C-546/12 P, EU:C:2015:332, præmis 46).
38 På den ene side finder princippet om prøvelse ex officio af de faktiske omstændigheder således ligeledes anvendelse i en sådan procedure ved appelkammeret (dom af 21.5.2015, Schräder mod CPVO, C-546/12 P, EU:C:2015:332, præmis 46). På den anden side er også appelkammeret underlagt princippet om god forvaltningsskik, i medfør af hvilket det påhviler det omhyggeligt og upartisk at vurdere samtlige relevante faktiske og retlige omstændigheder i den foreliggende sag ved appelkammeret (dom af 23.11.2017, Aurora mod CPVO – SESVanderhave (M 02205), T-140/15, EU:T:2017:830, præmis 74).
39 For det andet bestemmer basisforordningens artikel 72, at appelkammeret enten kan handle inden for rammerne af den kompetence, der tilkommer den afdeling, som har truffet den anfægtede afgørelse, eller hjemvise sagen til videre behandling i denne afdeling.
40 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at med hensyn til artikel 71, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-varemærker (EUT 2017, L 154, s. 1), der er affattet med en ordlyd svarende til basisforordningens artikel 72, fremgår det af fast retspraksis, at det følger af denne bestemmelse samt af opbygningen af forordning nr. 2017/1001, at appelkammeret, når det træffer afgørelse i en klagesag, er i besiddelse af de samme kompetencer som den afdeling, der har truffet den anfægtede afgørelse, og at appelkammerets prøvelse omfatter hele tvisten, sådan som den fremstår på tidspunktet for appelkammerets afgørelse. Det fremgår ligeledes af denne bestemmelse, at der er funktionel kontinuitet mellem de forskellige instanser og appelkamre ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO), hvoraf det følger, at appelkamrene i forbindelse med den fornyede behandling, de skal foretage af afgørelser, der er truffet af EUIPO’s førsteinstansafdelinger, er forpligtede til at støtte deres afgørelse på alle de faktiske og retlige elementer, som parterne har gjort gældende, dels i sagen for den afdeling, der har truffet afgørelse i første instans, dels i klagesagen (jf. dom af 10.7.2006, La Baronia de Turis mod KHIM – Baron Philippe de Rothschild (LA BARONNIE), T-323/03, EU:T:2006:197, præmis 56-58 og den deri nævnte retspraksis).
41 Det er endvidere fastslået, at med hensyn til omfanget af den prøvelse, som appelkamrene ved EUIPO skal foretage med hensyn til den afgørelse, der er genstand for klagen, er dette ikke afhængigt af, om den part, der har indgivet klagen, har fremsat et særligt anbringende i forhold til afgørelsen, hvorved han har anfægtet den fortolkning eller anvendelse, som en afdeling ved EUIPO, der har truffet afgørelsen i første instans, har foretaget af en bestemmelse, eller denne afdelings vurdering af et bevis. Selv om den part, der har indgivet klagen til appelkammeret, ikke har fremsat et specifikt anbringende for appelkammeret, er appelkammeret ikke desto mindre forpligtet til – i lyset af alle de foreliggende, relevante retlige og faktiske oplysninger – at prøve, om en ny afgørelse med samme konklusion som den afgørelse, der er genstand for klagen, lovligt kan – eller ikke kan – træffes på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om klagen (jf. i denne retning dom af 8.7.2004, Sunrider mod KHIM – Espadafor Caba (VITAFRUIT), T-203/02, EU:T:2004:225, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).
42 Henset til ligheden mellem bestemmelserne i forordning 2017/1001 og basisforordningen må det lægges til grund, at tilsvarende principper finder anvendelse på sagsbehandlingen ved EF-Sortsmyndigheden.
43 For det tredje skal det bemærkes, at i henhold til basisforordningens artikel 75, første punktum, skal EF-Sortsmyndighedens afgørelser begrundes. Ifølge retspraksis har denne begrundelsespligt samme rækkevidde som den, der er fastsat i artikel 296 TEUF, og den har til formål at opnå dels, at de berørte personer kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, for at de kan forsvare deres rettigheder, dels at Unionens retsinstanser kan efterprøve afgørelsens lovlighed (jf. dom af 23.2.2018, Schniga mod CPVO (Gala Schnico), T-445/16, EU:T:2018:95, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).
44 Begrundelsespligten kan opfyldes, uden at det er nødvendigt udtrykkeligt og udtømmende at besvare alle de argumenter, som en sagsøger har fremført, forudsat at EF-Sortsmyndigheden redegør for de faktiske omstændigheder og retlige betragtninger, der har været afgørende for afgørelsen (jf. dom af 23.2.2018, Schniga mod CPVO (Gala Schnico), T-445/16, EU:T:2018:95, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).
45 I den foreliggende sag bemærkes det indledningsvis, at spørgsmålet om, hvorvidt navnlig selvstændighedskriteriet er opfyldt, vurderes ved en teknisk afprøvning, som ifølge basisforordningens artikel 56 skal gennemføres i overensstemmelse med de vejledende principper, som EF-Sortsmyndighedens administrationsråd har fastsat, og med de instrukser, som EF-Sortsmyndigheden har givet. Disse vejledende principper beskriver bl.a. det plantemateriale, der kræves til den tekniske afprøvning, testformerne, de iagttagelser, der skal gøres, samt rækken af kendetegn, der skal være genstand for afprøvningen.
46 EF-Sortsmyndighedens protokol TP/14/2 beskriver de tekniske procedurer, som skal følges med henblik på at opfylde basisforordningens krav.
47 Ifølge punkt III.5, sidste afsnit, i EF-Sortsmyndighedens protokol TP/14/2 skal frugtens kendetegn iagttages på spisemodenhedstidspunktet, som i henhold til protokollens punkt Ad 57 er »den periode, i hvilken en frugt har opnået den optimale farve, fasthed, tekstur, aroma og smag til spisning«. Alt efter frugttypen kan denne periode indtræde straks efter plukning (for tidlige sorter) eller efter en lagrings- eller konditioneringsperiode (for sene sorter). Høsttidspunktet er defineret som »det optimale plukketidspunkt med henblik på at opnå frugt af bedst mulig spisekvalitet«, jf. punkt Ad 56 i samme protokol.
48 For en sen sort som i den foreliggende sag skal der således, for at kunne bedømme den ansøgte sorts selvstændighed i forhold til referencesorten korrekt, for det første foretages plukning af frugterne af de respektive sorter på det optimale tidspunkt i forhold til at opnå frugt af bedst mulig spisekvalitet og for det andet gøres iagttagelser af frugternes kendetegn, når de har nået spisemodenhed, dvs. opnået den farve, fasthed, tekstur, aroma og smag, som er optimal til spisning.
49 Det følger heraf, at hvis plukningen af frugterne foretages på et tidspunkt, som ikke gør det muligt at opnå den optimale farve, fasthed, tekstur, aroma og smag, og/eller hvis iagttagelsen af frugternes kendetegn gøres på et tidspunkt, hvor de ikke har nået spisemodenhed, må det lægges til grund, at kriterierne vedrørende høsttidspunkt og spisemodenhedstidspunkt ikke vil være opfyldt, og som følge heraf vil en korrekt sammenlignende bedømmelse af den ansøgte sort og referencesorten ikke kunne foretages.
50 I det foreliggende tilfælde kan det ikke udelukkes, at de kritikpunkter, som sagsøgeren har fremført i sagen vedrørende den påståede manglende overholdelse af protokollens kriterier med hensyn til høsttidspunktet og spisemodenhedstidspunktet, hvis de var begrundede, kunne have haft betydning for spørgsmålet om, hvorvidt selvstændighedsbedømmelsen var blevet foretaget i overensstemmelse med protokollen. Det tilkom følgelig appelkammeret at tage stilling til disse kritikpunkter, idet disse betragtninger nemlig er afgørende for den afgørelse, som appelkammeret skulle træffe efter den prøvelse, som det påhvilede den at foretage i overensstemmelse med de ovenfor i præmis 34-42 anførte principper.
51 Som svar på sagsøgerens argumenter imod GEVES’ vurderinger om navnlig dels høstdatoen og betragtningerne vedrørende stivelsesindekset, dels spisemodenhedsdatoen må det således fastslås, at appelkammeret (jf. præmis 21 ovenfor) nøjedes med dels at bemærke, at de kriterier, som skulle anvendes, ganske vist var vagt defineret, men at de efter dets opfattelse var blevet »udført«, dels at udtale, at det havde tillid til eksperternes konstateringer, uden dog på nogen måde at forklare, hvorfor de tekniske argumenter og beviserne, herunder navnlig de ekspertrapporter, som sagsøgeren havde påberåbt sig, skulle have været uden relevans og derfor måtte forkastes.
52 Den anfægtede afgørelse angiver således ikke klart og utvetydigt, hvilke betragtninger appelkammeret har lagt til grund, som har fået det til at henholde sig til GEVES’ mangelfulde konstateringer og forkaste sagsøgerens argumenter.
53 I denne forbindelse skal det endvidere bemærkes, at med hensyn til referencesorten indeholder det skema, som GEVES opstillede til støtte for afprøvningsrapporten (jf. præmis 17 ovenfor), ikke oplysninger for året 2012 vedrørende stivelsesindekset – selv om EF-Sortsmyndigheden selv har anerkendt, at der var tale om et afgørende kriterium – fastheden, surhedsgraden og brydningsindekset.
54 Endvidere har EF-Sortsmyndigheden, som blev adspurgt herom under retsmødet, ikke givet nogen forklaring på, hvorfor disse oplysninger mangler.
55 Det samme gælder for så vidt angår den præcise dato for EF-Sortsmyndighedens iagttagelser vedrørende kendetegnene for de modne frugter for mutationerne af Braeburn, som ikke figurerer i rapporten fra GEVES, og som EF-Sortsmyndigheden ikke kunne oplyse Retten om under retsmødet.
56 Det må følgelig konstateres, at det ræsonnement, der foranledigede appelkammeret til at forkaste sagsøgerens argumenter, er så mangelfuldt, at det må fastslås, at den anfægtede afgørelses begrundelse er mangelfuld eller i hvert fald utilstrækkelig.
57 Følgelig skal det andet anbringendes tredje led og det tredje anbringendes andet led om tilsidesættelse af begrundelsespligten i basisforordningens artikel 75 tiltrædes og den anfægtede afgørelse derfor annulleres, uden at det er fornødent at tage stilling til det andet og det tredje anbringendes andre led eller til det første anbringende.
Sagsomkostninger
58 I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. EF-Sortsmyndigheden har i det væsentlige tabt sagen og bør derfor pålægges at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med sagsøgerens påstand herom.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer
RETTEN (Tredje Afdeling):
1) Afgørelsen truffet den 15. december 2015 af appelkammeret ved EF-Sortsmyndigheden (CPVO) (sag A 001/2015) vedrørende en ansøgning om meddelelse af EF-sortsbeskyttelse for plantesorten Braeburn 78 annulleres.
2) I øvrigt frifindes EF-Sortsmyndigheden.
3) EF-Sortsmyndigheden betaler sagsomkostningerne.
Frimodt Nielsen | Kreuschitz | Półtorak |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 5. februar 2019.
Underskrifter