Language of document :

Appel iværksat den 16. december 2021 af Republikken Tyskland til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 6. oktober i sag T-196/19, AZ mod Kommissionen

(Sag C-793/21 P)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Forbundsrepublikken Tyskland (ved J. Möller og R. Kanitz, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: AZ og Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den Europæiske Unions Rets dom af 6. oktober 2021 i sag T-196/19 ophæves for så vidt som Europa-Kommissionen frifindes.

Kommissionens afgørelse af 28. maj 2018 [om statsstøtte] SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) gennemført af Tyskland til fordel for båndlastbrugere i henhold til § 19 i elnetsbekendtgørelsen C(2018) 3166 final for 2012 og 2013 annulleres i medfør af artikel 61, stk. 1, i Domstolens statut.

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne for Retten og for Domstolen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har gjort et enkelt appelanbringende gældende, idet denne har anført, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF. Retten har retligt ukorrekt lagt til grund, at ordningen i henhold til elnetsbekendtgørelsens § 19, stk. 2, udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

For det første fastslog Retten retligt ukorrekt i forbindelse med bedømmelsen af netafgiftens statslige karakter, at betalingspligten for forbrugerne eller slutbrugerne og den statslige kontrol over midlerne eller forvalteren af disse midler udgør to elementer, som er »dele af et alternativ«.

For det andet lagde Retten retligt ukorrekt til grund i forbindelse med bedømmelsen af, om der foreligger »et obligatorisk bidrag, som skal bæres af de endelige forbrugere eller kunder«, at det afgørende ikke er forholdet mellem elleverandøren og slutbrugerne af elektricitet. Desuden tog Retten i forbindelse med opkrævningspligten retligt ukorrekt ikke udgangspunkt i den ved lov fastsatte forpligtelse til at betale netafgifter.

For det tredje lagde Retten retligt ukorrekt til grund i forbindelse med bedømmelsen af, om der foreligger statslig kontrol eller beføjelse til at råde over midlerne, at det forhold, at de opkrævede netafgifter skal anvendes til et bestemt formål, ikke udelukker, at staten kan råde over disse midler.

____________