Language of document :

Appel iværksat den 17. december 2021 af Versobank AS til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende Udvidet Afdeling) den 6. oktober 2021 i forenede sager T-351/18 og T-584/18, Ukrselhosprom PCF og Versobank mod ECB

(Sag C-803/21 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Versobank AS (ved Rechtsanwalt O. Behrends)

De andre parter i appelsagen: Den Europæiske Centralbank (ECB), Europa-Kommissionen og Ukrselhosprom PCF LLC

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den appellerede dom ophæves.

Det fastslås, at ECB’s afgørelser om inddragelse af appellantens tilladelse dateret den 26. marts 2018 (»den første omtvistede afgørelse«) og den 17. juli 2018 (»den anden omtvistede afgørelse«) er ugyldige.

For så vidt som Den Europæiske Unions Domstol ikke kan træffe afgørelse om sagens realitet, hjemvises de forenede sager T-351/18 og T-584/18 til Retten, for at denne kan træffe afgørelse i annullationssøgsmålet.

ECB tilpligtes at betale de af appellanten afholdte omkostninger samt omkostningerne for nærværende appel.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanten fremsat seks anbringender.

Det første appelanbringende om, at Retten begik en retlig fejl ved fejlagtigt at lægge til grund, at det var ufornødent at træffe afgørelse i sag T-351/18, ved fejlagtigt ikke at tage hensyn til, at den angivelige ex tunc virkning af den anden omtvistede afgørelse tilsidesatte artikel 263 TEUF og ved fejlagtigt at lægge til grund, at appellanten ingen interesse har i annullationen af den første omtvistede afgørelse.

Det andet appelanbringende om, at Retten begik en retlig fejl med hensyn til en række tilsidesættelser af væsentlige procedurekrav.

Det tredje appelanbringende om, at Retten fejlagtigt ikke tog hensyn til, at ECB overskred sine beføjelser ved at foretage konstateringer inden for området for betalingstjenester og andre finansielle tjenester, inden for AML/CFT (Anti-money Laundering/Counter-terrorism Financing) og i spørgsmål vedrørende afvikling.

Det fjerde appelanbringende om, at Retten begik en retlig fejl ved tage stilling til et spørgsmål, der allerede er afgjort ved forlig ved en national forvaltningsdomstol.

Det femte appelanbringende om, at Retten fejlagtigt anvendte SRM-forordningen 1 i stedet for national ret på vurderingerne om at være nødlidende eller forventeligt nødlidende, og ikke på afviklingsafgørelser, og fejlfortolkede deres betydning uden pålæg om fremlæggelse af sådanne afgørelser.

Det sjette appelanbringende om, at Retten (1) fejlbedømte grænserne for sin kompetence i henhold til artikel 263 TEUF ved at foretage bedømmelser i henhold til national ret, der falder ind under de kompetente nationale myndigheders og domstoles enekompetence, og gik videre end en prøvelse af ECB’s afgørelser ved at foretage konstateringer og vurderinger, som ECB ikke havde foretaget, (2) baserede sin afgørelse på overraskende konklusioner på grundlag af en for sen fremlæggelse af omfangsrige dokumenter umiddelbart inden retsmødet, uden at give appellanten mulighed for at fremsætte bemærkninger hertil, (3) ikke tog hensyn til tilsidesættelsen af appellantens rettigheder i henhold til chartrets artikel 47 inden sagen indledtes, og at appellanten fortsat under sagen var uden et effektivt forsvar, og (4) fejlagtigt afviste at give pålæg om fremlæggelse af afviklingsafgørelser på nationalt niveau, men ikke desto mindre gav udtryk for detaljerede, men urigtige opfattelser af den retlige betydning af disse afgørelser.

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15.7.2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 1).