PERSONALERETTENS KENDELSE (Første Afdeling)

10. september 2007

Sag F-146/06

Michael Alexander Speiser

mod

Europa-Parlamentet

»Personalesag – midlertidigt ansat – vederlag – udlandstillæg – for sent indbragt klage – åbenbart, at sagen må afvises«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Speiser har nedlagt påstand om annullation af Europa-Parlamentets generalsekretærs afgørelse af 11. september 2006 om afslag på sagsøgerens klage over afslaget på at tildele ham udlandstillæg.

Udfald: Sagen afvises. Sagsøgeren bærer en tredjedel af sine egne omkostninger. Europa-Parlamentet bærer sine egne omkostninger og betaler to tredjedele af sagsøgerens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – søgsmål – forudgående administrativ klage – frister

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 46)

2.      Retspleje – omkostninger – modregning – ganske særlige grunde

(Rettens procesreglement, art. 87, stk. 3, første afsnit; Rådets afgørelse 2004/752, art. 3, stk. 4)

1.      Det er ikke tilladt for en tjenestemand eller en midlertidigt ansat at fravige de i vedtægtens artikel 90 og 91 fastsatte frister for en klage og et sagsanlæg ved, i form af en ansøgning, at anfægte en tidligere afgørelse, hvis lovlighed ikke er blevet bestridt inden for de fastsatte frister, idet kun væsentlige nye omstændigheder kan begrunde, at der forelægges en ansøgning om genoptagelse af en afgørelse, der er blevet endelig.

Den omstændighed, at administrationen på grundlag af den berørte tjenestemand eller midlertidigt ansattes ansøgning efterfølgende har genoptaget undersøgelsen af den pågældendes sag med henblik på at tilvejebringe yderligere oplysninger, kan ikke kvalificeres som en ny omstændighed, der berettiger en undtagelse fra de ufravigelige frister i vedtægtens artikel 90 og 91. I den forbindelse er en skrivelse fra administrationen, hvorved et tidligere afslag forbliver uændret, blot en bekræftelse af denne tidligere afgørelse, og kan følgelig ikke have den virkning, at der løber en ny søgsmålsfrist.

(jf. præmis 22 og 27)

Henvisning til:

Domstolen, 15. maj 1985, sag 127/84, Esly mod Kommissionen, Sml. s. 1437, præmis 10, og 10. juli 1986, sag 153/85, Trenti mod ØSU, Sml. s. 2427, præmis 13.

Retten, 4. maj 2005, sag T-144/03, Schmit mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 101, og II, s. 465, præmis 147,og 7. september 2005, sag T-358/03, Krahl mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 215, og II, s. 993, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis.

Personaleretten, 29. juni 2006, sag F-11/05, Chassagne mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 65, og II-A-1, s. 241, præmis 24.

2.      I henhold til artikel 87, stk. 3, første afsnit, i Rettens procesreglement kan Retten fordele omkostningerne af ganske særlige grunde.

I den forbindelse foreligger der ganske særlige grunde, som berettiger en fordeling mellem den pågældende institution og sagsøgeren, som er tjenestemand, af de af tjenestemanden afholdte udgifter i et søgsmål, som er afvist på grund af for sen indsendelse af den forudgående administrative klage, når administrationen, i hvert fald delvist, har været skyld heri, idet den har tilskyndet den berørte til at indbringe en klage over en endelig retsakt, som ikke indebærer et klagepunkt.

Hertil kommer, at selv om det er uomtvisteligt, at en part når som helst kan gøre en ufravigelig retsregel gældende vedrørende antagelse af søgsmålet til realitetsbehandling, er det ikke foreneligt med den gode tro, som skal ligge til grund for forholdet mellem fællesskabsinstitutionerne og deres tjenestemænd, at en institution over for retsinstanserne gør gældende, at retsakten er endelig, efter at have forledt tjenestemanden til at tro, at retsakten kunne være genstand for en klage.

(jf. præmis 30-33)