RETTENS KENDELSE (Appelafdelingen)

4. december 2012

Sag T-78/11 P

Erika Lenz

mod

Europa-Kommissionen

»Appel – personalesag – tjenestemænd – social sikring – godtgørelse af udgifter til behandling hos en »Heilpraktiker« – begrundelsespligt – urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder«

Angående:      Appel af dom afsagt den 14. december 2010 af Retten for EU-personalesager (Første Afdeling) i sag F-80/09, Lenz mod Kommissionen, med påstand om ophævelse af denne dom.

Udfald:      Appellen forkastes. Erika Lenz bærer sine egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger i forbindelse med appelsagen.

Sammendrag

1.      Appel – anbringender – anbringende fremført for første gang i forbindelse med appellen – afvisning

(Rettens procesreglement, art. 48, stk. 2, art. 139, stk. 2, og art. 144)

2.      Appel – anbringender – urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder – afvisning – Rettens prøvelse af bedømmelsen af de faktiske omstændigheder og af beviserne – udelukket, medmindre de er gengivet urigtigt

(Art. 257 TEUF; statutten for Domstolen, bilag I, art. 11, stk. 1)

3.      Retslig procedure – stævning – formkrav – fastlæggelse af søgsmålets genstand – kort fremstilling af søgsmålsgrundene

[Statutten for Domstolen, art. 21, stk. 1, og art. 53, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 138, stk. 1, litra c)]

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 30)

Henvisning til:

Retten: 16. december 2010, sag T-364/09 P, Lebedef mod Kommissionen, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis

2.      I henhold til artikel 257 TEUF og artikel 11, stk. 1, i bilag I til statutten for Domstolen er appellen til Retten begrænset til retsspørgsmål. Det er alene førsteinstansen, der er kompetent til dels at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af akterne i den sag, den har behandlet, dels at tage stilling til disse faktiske omstændigheder. Førsteinstansens vurdering af de faktiske omstændigheder er følgelig ikke et retsspørgsmål og er dermed ikke undergivet Rettens prøvelsesret, medmindre beviserne herfor er gengivet forkert. En sådan urigtig gengivelse skal fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og af beviserne.

Det tilkommer i øvrigt alene Personaleretten at bedømme, om det er nødvendigt at supplere bevismaterialet i de sager, der forelægges til afgørelse. Spørgsmålet om, hvilken beviskraft dokumenterne i sagen har, henhører under den vurdering af de faktiske omstændigheder, som kun Personaleretten kan foretage, og som ikke er undergivet Rettens prøvelsesret under appelsagen, medmindre Personaleretten har foretaget en urigtig gengivelse af de forelagte beviser, eller det fremgår af de fremlagte dokumenter, at Personalerettens konstateringer er materielt urigtige.

(jf. præmis 35 og 39)

Henvisning til:

Domstolen: 10. juli 2001, sag C-315/99 P, Ismeri Europa mod Revisionsretten, Sml. I, s. 5281, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis

Retten: 21. juni 2011, sag T-452/09 P, Rosenbaum mod Kommissionen og Rådet, præmis 41; 15. maj 2012, sag T-184/11 P, Nijs mod Revisionsretten, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 48)

Henvisning til:

Retten: 15. september 2010, sag T-157/09 P, Marcuccio mod Kommissionen, præmis 27