PERSONALERETTENS DOM

(Første Afdeling)

21. oktober 2009

Sag F-33/08

V

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – kontraktansatte – ansættelse – afvisning af ansættelse på grund af fysisk uegnethed til at udøve hvervet – procedurens forskriftsmæssighed – spørgsmålet, om lægeundersøgelsen ved ansættelsen forløb forskriftsmæssigt – forberedende akter«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved V nærmere bestemt har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 15. maj 2007, hvorved V fik meddelelse om, at hun ikke opfyldte de fysiske krav til udøvelse af hvervet, samt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale hende erstatning for de skader, som hun angiveligt har lidt.

Udfald: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes. Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler halvdelen af sagsøgerens omkostninger. Sagsøgeren bærer halvdelen af sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – søgsmål – anbringender – anbringende om, at lægeundersøgelsen ved ansættelsen angiveligt ikke forløb forskriftsmæssigt – lovlig

(Tjenestemandsvedtægten, art. 33)

2.      Tjenestemænd – administrationens bistandspligt – pligt til at rette en individuel afgørelse til en ansat på et sprog, som den pågældende behersker fuldstændigt

(Art. 21, stk. 3, EF)

3.      Fællesskabsret – principper – overholdelse af en rimelig frist

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 1)

4.      Tjenestemænd – ansættelse – afvisning af ansættelse på grund af manglende fysisk egnethed

(Tjenestemandsvedtægten art. 25, stk. 2, og art. 33; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 83)

5.      Tjenestemænd – søgsmål – fuld prøvelsesret – muligheden for ex officio at pålægge den sagsøgte institution at betale erstatning for en ikke-økonomisk skade

(Tjenestemandsvedtægten, art. 91, stk. 1)

1.      Såfremt den omtvistede afgørelse om at afslå ansættelse på grund af fysisk uegnethed til at udøve hvervet ikke kun er baseret på lægeudvalgets udtalelse, men på samtlige de lægelige akter, der udtrykkeligt er nævnt i udtalelsen, herunder de udtalelser, der er afgivet af de læger, der undersøgte den ansatte i forbindelse med lægeundersøgelsen ved ansættelsen, kan det ikke udelukkes, at eventuelle uregelmæssigheder ved disse udtalelser kan have haft indvirkning på lægeudvalgets konklusioner og dermed også på lovligheden af den anfægtede afgørelse. Der består nemlig en tæt forbindelse mellem lægeundersøgelsen ved ansættelsen, de specialistundersøgelser, som andre læger eventuelt har foretaget, konsulteringen af lægeudvalget, lægeudvalgets udtalelse og den nævnte afgørelse. Henset til den sammenhæng, der består mellem de forskellige akter i en sådan sag, er det berettiget, at Fællesskabets retsinstanser undersøger lovligheden af de forberedende akter, der har givet anledning til afgørelsen.

(jf. præmis 132 og 133)

Henvisning til:

Domstolen: 11. juli 1968, sag 35/67, Van Eick mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 523, org.ref.: Rec. s. 481, på s. 500

Retten: 31. januar 2006, sag T-293/03, Giulietti mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 5, og II-A-2, s. 19, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis

2.      De personer, der indtræder i De Europæiske Fællesskabers tjeneste, kan ikke stille noget absolut krav om, at det sprog, de har valgt, uanset om dette sprog er deres modersmål eller om de foretrækker et andet sprog, anvendes i alle de sager, som har indvirkning på deres stilling eller karriere. Det vil være åbenbart uforeneligt med kravene om, at fællesskabsinstitutionerne skal fungere tilfredsstillende, at anerkende eksistensen af en sådan ret. Selv om det antages, at det er hensigtsmæssigt at anerkende en sådan ret, vil den i overensstemmelse med princippet om ligebehandling skulle have samme indhold i forhold til alle tjenestemænd og øvrige ansatte i Fællesskaberne, uanset hvilke sprog der er tale om, og uanset hvor de pågældende gør tjeneste. Henset til, at tjenestemændene og de ansatte i Fællesskaberne ofte befinder sig i en situation, hvor de er udrejst fra hjemlandet, og til de vanskeligheder, der er forbundet med organiseringen af de forskellige tjenestegrene, er det imidlertid særdeles vanskeligt at indføre en sådan garanti.

Når der er tale om en tjenestemands eller en ansats individuelle situation, påhviler det derimod institutionerne i medfør af bistandspligten at anvende et sprog, som den pågældende behersker fuldstændigt. Denne forpligtelse gælder navnlig, når der ikke blot er tale om, at administrationen på en hensigtsmæssig måde skal give tjenestemanden meddelelse om en afgørelse, som vedrører ham, men sikre, at den pågældende kan forstå de psykologiske analyser og tests, der er foretaget, og at specialistudtalelserne således på troværdig og objektiv vis afspejler den pågældendes personlighed. Den berørte person skal derfor have et særdeles godt kendskab til det sprog, der anvendes i forbindelse med disse tests og analyser.

(jf. præmis 170, 171 og 173)

Henvisning til:

Retten: 23. marts 2000, sag T-197/98, Rudolph mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 55, og II, s. 241, præmis 46

Personaleretten: 13. december 2007, forenede sager F-51/05 og F-18/06, Duyster mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 0000, og II-A-1, s. 0000, præmis 57 og 58; 7. oktober 2009, sag F-122/07, Marcuccio mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 0000, og II-A-1, s. 0000, præmis 60

3.      Forpligtelsen til at iagttage en rimelig frist i forbindelse med gennemførelsen af administrative procedurer udgør et generelt fællesskabsretligt princip, hvis overholdelse Fællesskabets retsinstanser sikrer, og som i øvrigt som en del af retten til god forvaltningsskik er anført i artikel 41, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Tilsidesættelse af princippet om overholdelse af en rimelig frist kan imidlertid ikke i almindelighed begrunde, at den afgørelse, der er truffet efter en administrativ procedure, annulleres. Det er nemlig kun, når den urimeligt lange tid, der er forløbet, påvirker selve indholdet af den afgørelse, der er truffet efter den administrative procedure, at den manglede overholdelse af princippet om en rimelig frist påvirker gyldigheden af den administrative procedure. Den omstændighed, at ansættelsesproceduren og lægeundersøgelsen ved ansættelsen har varet urimeligt lang tid, kan således ikke, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, ændre ved de elementer i sagens realitet, som i givet fald godtgør, at en person ikke er egnet til at gøre tjeneste ved en fællesskabsinstitution. Såfremt Fællesskabets retsinstanser på baggrund af disse konstateringer annullerer den trufne afgørelse, ville dette i praksis navnlig have den paradoksale virkning, at sagen forlænges yderligere med den begrundelse, at den allerede har varet for længe.

(jf. præmis 209-211)

Henvisning til:

Domstolen: 13. december 2000, sag C-39/00 P, SGA mod Kommissionen, Sml. I, s. 11201, præmis 44

Retten: 13. januar 2004, sag T-67/01, JCB Service mod Kommissionen, Sml. II, s. 49, præmis 36 og 40 og den deri nævnte retspraksis; 11. april 2006, sag T-394/03, Angeletti mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2. s. 95, og II-A-2, s. 441, præmis 162 og 163

4.      Den omstændighed, at en udtalelse om manglende egnethed, som lægeudvalget afgiver i forbindelse med lægeundersøgelsen ved ansættelse, begrundes efter en procedure, som indebærer, at den lægelige begrundelse af resultatet, der er undergivet tavshedspligt, fremsendes til chefen for den berørte institutions lægetjeneste, er ikke tilfredsstillende for den berørte person, som ikke har direkte adgang til de betragtninger, der ligger til grund for lægeudvalgets konklusion. En sådan procedure behæfter imidlertid ikke udtalelsen med en uregelmæssighed, eftersom begrundelsespligten skal være forenelig med kravet om tavshedspligt. Disse hensyn forenes ved, at den berørte person får mulighed for at forlange og gennemføre, at grundene til den manglende egnethed meddeles en læge, som han selv har valgt.

Selv om en sådan begrundelse for lægeudvalgets udtalelse kan kritiseres, når den som følge af, at den berørte person modsætter sig det, er til hinder for, at Fællesskabets retsinstanser kan foretage deres prøvelse, er dette ikke tilfældet, når den berørte fællesskabsinstitution ved flere lejligheder har oplyst over for Fællesskabets retsinstanser, at den er indstillet på at fremsende samtlige de dokumenter, som lægeudvalget har taget stilling til, såfremt den berørte person accepterer, at lægeudvalgets medlemmer bryder deres tavshedspligt i denne henseende, men hvor den berørte person kategorisk afslår at besvare denne anmodning. I en sådan situation er det ikke administrationen eller lægeudvalgets medlemmer, der som følge af påberåbelsen af tavshedspligten hindrer retsinstansernes normale arbejdsgang.

(jf. præmis 221-226)

Henvisning til:

Domstolen, 27. oktober 1977, sag 121/76, Moli mod Kommissionen, Sml. s. 1971, præmis 15-17; 13. april 1978, sag 75/77, Mollet mod Kommissionen, Sml. s. 897, præmis 15-17; 10. juni 1980, sag 155/78, M. mod Kommissionen, Sml. s. 1797, præmis 15-19

Fællesskabets retsinstanser har i sager, hvorunder der er fuld prøvelsesret, selv i mangel af behørig påstand herom, beføjelse til ex officio at pålægge administrationen at erstatte en ikke-økonomisk skade, der skyldes en tjenstlig fejl, som administrationen har begået. Fællesskabets retsinstanser kan imidlertid kun udøve denne beføjelse, når det må fastslås, at det ikke er muligt som under normale omstændigheder at afsige en annullationsdom på grund af, at en sådan løsning vil indebære urimelige konsekvenser, eller at en sådan sanktion vil være upassende i forhold til den konstaterede uregelmæssighed, eller når den annullationsdom, der afsiges, ikke som sådan kan erstatte den lidte skade på passende vis og sikre annullationsdommens effektive virkning.

(jf. præmis 266)

Henvisning til:

Domstolen: 5. juni 1980, sag 24/79, Oberthür mod Kommissionen, Sml. s. 1743, præmis 13-15

Retten. 31. marts 2004, sag T-10/02, Girardot mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 109, og II, s. 483, præmis 84-91

Personaleretten: 22. oktober 2008, sag F-46/07, Tzirani mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 0000, og II-A-1, s. 0000, præmis 214 og 215; 5. maj 2009, sag F-27/08, Simões Dos Santos mod KHIM, Sml. Pers I-A-1, s. 0000, og II-A-1, s. 0000, præmis 142-144