Sag T-3/20
Forbo Financial Services AG
mod
Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret
Rettens dom (Tredje Afdeling) af 16. december 2020
»EU-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EU-ordmærket Canoleum – det ældre internationale ordmærke MARMOLEUM – relativ registreringshindring – forsinket indgivelse af begrundelsen for klagen – afvisning af sagen ved appelkammeret – begæring om restitutio in integrum – pludselig sygdom hos den advokat, der repræsenterer sagsøgeren – pligt til at udvise omhu – bevisværdien af advokatens erklæring på tro og love«
1. EU-varemærker – procedureregler – restitutio in integrum – betingelser – den efter omstændighederne fornødne omhu – usædvanlige og som følge deraf efter erfaringen uforudsigelige begivenheder
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001, art. 104, stk. 1)
(jf. præmis 45 og 46)
2. EU-varemærker – procedureregler – restitutio in integrum – anvendelsesbetingelser – streng fortolkning
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001, art. 104, stk. 1)
(jf. præmis 47)
3. EU-varemærker – procedureregler – beviskraften af bevismidler – erklæringer på tro og love
[Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001, art. 97, stk. 1, litra f), og art. 104, stk. 1]
(jf. præmis 51-59)
Resumé
Den 17. maj 2017 indgav Windmöller Flooring Products WFP GmbH en ansøgning om registrering af ordtegnet Canoleum som EU-varemærke. Den 27. september 2017 rejste Forbo Financial Services AG indsigelse mod registreringen af det ansøgte varemærke til Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) på grundlag af sit internationale ordmærke MARMOLEUM. Selskabet gjorde gældende, at der forelå en risiko for forveksling som omhandlet i artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 (1). Ved afgørelse af 12. februar 2019 blev indsigelsen forkastet.
Den 9. april 2019 indgav Forbo Financial Services en klage til EUIPO. Selskabet indgav imidlertid først begrundelsen for klagen den 26. juni 2019, dvs. efter udløbet af den fastsatte frist (2). Som bilag til denne begrundelse vedlagde selskabet en begæring om restitutio in integrum (3), hvori det gjorde gældende, at den advokat, der var ansvarlig for selskabets sag (herefter »den oprindelige advokat«), ikke havde været i stand til at indgive begrundelsen for klagen inden for den fastsatte frist, eftersom han var blevet alvorlig syg, hvilket var uforudsigeligt. Til støtte herfor fremlagde Forbo Financial Services to erklæringer på tro og love, den ene fra advokaten selv og den anden fra hans hustru. Ved afgørelse af 9. oktober 2019 afviste Andet Appelkammer klagen. Den fandt, at den oprindelige advokat ikke havde ført tilstrækkeligt bevis for, at han havde iagttaget den efter omstændighederne fornødne omhu. Det foreholdt ham bl.a., at han ikke havde fremlagt en lægeattest.
I en sag anlagt af Forbo Financial Services annullerede Retten appelkammerets afgørelse i det væsentlige med den begrundelse, at appelkammeret uden videre havde afvist, at de to omhandlede erklæringer på tro og love var troværdige, og forkastet de detaljerede forklaringer, der var indeholdt heri.
Rettens bemærkninger
Retten bemærkede indledningsvis, at en erklæring på tro og love udgør et bevis, der kan antages til realitetsbehandling (4). Retten bemærkede endvidere, at en erklæring, der er udfærdiget i ophavsmandens interesse, kun har begrænset bevisværdi og kræver yderligere dokumentation, hvilket imidlertid ikke giver EUIPO’s instanser mulighed for principielt at fastslå, at en sådan erklæring i sig selv er uden troværdighed. Bevisværdien af en sådan erklæring afhænger af sagens omstændigheder. Appelkammeret havde imidlertid uden videre fastslået, at de to omhandlede erklæringer på tro og love manglede enhver troværdighed, og havde herved undladt at tage behørigt hensyn til omstændighederne i den foreliggende sag.
Hvad dernæst angår erklæringen fra den oprindelige advokat fastslog Retten, at appelkammeret havde undladt at tage hensyn til, at vedkommende var en erhvervsdrivende, der skulle udøve sit hverv under overholdelse af fagetiske regler og moralske standarder, og at han, hvis han afgav en falsk erklæring på tro og love, desuden risikerede strafferetlige sanktioner og at bringe sit erhvervsmæssige omdømme i fare. Retten tilføjede, at en skriftlig erklæring på tro og love fra en advokat i sig selv udgør et solidt bevis for de omstændigheder, der henvises til i en erklæring, når den er entydig og uden selvmodsigelser, og når der ikke foreligger nogen faktisk omstændighed, der kan rejse tvivl om dens oprigtighed.
Appelkammeret tog heller ikke hensyn til den omstændighed, at den sygdom, som den oprindelige advokat påberåbte sig som årsag til overskridelsen af fristen, vedrørte hans privatliv, og at han var bedst i stand til at fremlægge oplysninger om denne hændelse og navnlig om de symptomer og lidelser, som han havde lidt af.
Hvad angår erklæringen på tro og love fra den oprindelige advokats hustru burde appelkammeret ligeledes have taget hensyn til den omstændighed, at de personer, som er vidner til en hændelse som den, der var opstået i den foreliggende sag, oftest hører til den pågældendes tætte omgangskreds, og at advokatens hustru i lighed med advokaten ville blive udsat for strafferetlige sanktioner, såfremt hun afgav en falsk erklæring på tro og love.
Endelig fremhævede Retten, at appelkammeret undlod at tage hensyn til den omstændighed, at de beviser, der kunne underbygge indholdet af de to erklæringer på tro og love, såsom en lægeerklæring, ikke med rimelighed kunne kræves fremlagt eller ikke var tilgængelige. Retten anførte i denne forbindelse, at den foreliggende sag vedrørte en enkeltstående og tilfældig begivenhed, der lå inden for den berørtes privatliv, og at den derfor adskilte sig fra de situationer, der generelt er omhandlet i retspraksis vedrørende bevisværdien af erklæringer på tro og love, når disse er fremlagt med henblik på at godtgøre rent objektive omstændigheder, der ikke har personlig karakter.
Retten annullerede derfor appelkammerets afgørelse.