DOMSTOLENS DOM (Niende Afdeling)
6. juni 2024 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i civile sager – kompetence vedrørende underholdspligt – forordning (EF) nr. 4/2009 – artikel 12, stk. 1 – litispendens – artikel 13 – sammenhæng mellem krav – begreb«
I sag C-381/23 [Geterfer] (i),
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Amtsgericht Mönchengladbach-Rheydt (byretten i Mönchengladbach-Rheydt, Tyskland) ved afgørelse af 19. juni 2023, indgået til Domstolen den 19. juni 2023, i sagen
ZO
mod
JS,
har
DOMSTOLEN (Niende Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, O. Spineanu-Matei, og dommerne J.-C. Bonichot og L.S. Rossi (refererende dommer),
generaladvokat: M. Campos Sánchez-Bordona,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Europa-Kommissionen ved J. Vondung og W. Wils, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 12 i Rådets forordning (EF) nr. 4/2009 af 18. december 2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt (EUT 2009, L 7, s. 1).
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side ZO, et barn, der er blevet myndigt under sagens behandling, og på den anden side ZO’s mor, JS, vedrørende betaling af underholdsbidrag.
Forordning nr. 4/2009
3 15. og 44. betragtning til forordning nr. 4/2009 har følgende ordlyd:
»(15) For at varetage de bidragsberettigedes interesser og af hensyn til retsplejen i Den Europæiske Union bør kompetencereglerne, som de følger af [Rådets] forordning (EF) nr. 44/2001 [af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1)], tilpasses. [...]
[...]
(44) Denne forordning bør ændre forordning (EF) nr. 44/2001, idet den bør træde i stedet for de bestemmelser i denne forordning, der finder anvendelse på underholdspligt. Med forbehold af nærværende forordnings overgangsbestemmelser bør medlemsstaterne for så vidt angår underholdspligt anvende nærværende forordnings bestemmelser om kompetence, anerkendelse, eksigibilitet og fuldbyrdelse af retsafgørelser og om retshjælp i stedet for de tilsvarende bestemmelser i forordning (EF) nr. 44/2001 fra datoen for nærværende forordnings anvendelse.«
4 Denne forordnings artikel 1, stk. 1, fastsætter:
»Denne forordning finder anvendelse på underholdspligt, der udspringer af et familieforhold, slægtskab, ægteskab eller svogerskab.«
5 Samme forordnings kapitel II med overskriften »Kompetence« indeholder artikel 3-14.
6 Artikel 3 i samme forordning bestemmer:
»De myndigheder, der er kompetente med hensyn til underholdspligt i medlemsstaterne, er:
a) retten på det sted, hvor sagsøgte har sin sædvanlige bopæl, eller
b) retten på det sted, hvor den bidragsberettigede har sin sædvanlige bopæl, eller
c) den ret, der i henhold til den nationale lovgivning har kompetence til at påkende en sag vedrørende en persons retlige status, når anmodningen om underhold er accessorisk i forhold til denne sag, medmindre denne kompetence alene støttes på en af parternes nationalitet
[...]«
7 Artikel 12 i forordning nr. 4/2009, der har overskriften »Definitioner«, fastlægger følgende:
»1. Såfremt krav, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, fremsættes mellem de samme parter for retter i forskellige medlemsstater, udsætter enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, på embeds vegne sagen, indtil denne rets kompetence er fastslået.
2. Når det er fastslået, at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er kompetent, erklærer enhver anden ret sig inkompetent til fordel for den første.«
8 Denne forordnings artikel 13, som har overskriften »Definitioner«, er affattet således:
»1. Såfremt sager vedrørende krav, som er indbyrdes sammenhængende, verserer for retter i forskellige medlemsstater, kan enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, udsætte sagen.
2. Når de pågældende sager verserer i første instans, kan enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, ligeledes efter anmodning fra en af parterne erklære sig inkompetent, forudsat at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, har kompetence til at påkende de pågældende krav, og dens lov tillader forening heraf.
3. Ved indbyrdes sammenhængende krav forstås i denne artikel krav, der er så snævert forbundne, at det er ønskeligt at behandle og påkende dem samtidig for at undgå uforenelige retsafgørelser i tilfælde af, at kravene blev påkendt hver for sig.«
9 Forordningens artikel 24, stk. 1, litra c), med overskriften »Grunde til afslag på anerkendelse« har følgende ordlyd:
»En retsafgørelse kan ikke anerkendes,
[...]
c) såfremt den er uforenelig med en retsafgørelse truffet mellem de samme parter i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.«
10 Det følger af artikel 68, stk. 1, i forordning nr. 4/2009, at denne forordning med forbehold af overgangsbestemmelserne i forordningens artikel 75, stk. 2, ændrer forordning nr. 44/2001 ved at træde i stedet for de bestemmelser i sidstnævnte forordning, der finder anvendelse på underholdspligt.
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
11 Sagsøgeren i hovedsagen, ZO, blev født i november 2001 i det ægteskab, der blev indgået mellem hendes far og hendes mor, JS, som er sagsøgt i hovedsagen. Dette ægteskab blev endeligt opløst i november 2010.
12 ZO’s far er bosiddende i Tyskland, mens hendes mor er bosiddende i Belgien.
13 Efter forældrenes separation boede ZO først sammen med sin mor, idet hendes far i overensstemmelse med en dom afsagt den 17. december 2014 af Gericht Erster Instanz Eupen (retten i første instans i Eupen) (Belgien) skulle betale moderen et månedligt underholdsbidrag for ZO og hendes bror.
14 Ved dom af 31. august 2017 overdrog Gericht Erster Instanz Eupen (retten i første instans i Eupen) den »fulde forældremyndighed« til faren.
15 ZO tilbringer hverdagene på en kostskole i Tyskland og opholder sig hovedsageligt hos sin far i skoleferierne. Ifølge oplysningerne i anmodningen om præjudiciel afgørelse har ZO fortsat adresse i den kommune, hvor hendes mor er bosiddende i Belgien, men ZO nægter at tage kontakt til moderen.
16 I hovedsagen har ZO over for sin mor nedlagt påstand om betaling af et underholdsbidrag, som stadig skal opgøres, for perioden fra november 2017 til et ikke nærmere angivet tidspunkt. Moderen har rejst en indsigelse om litispendens.
17 På tidspunktet for anlæggelsen af hovedsagen verserede der nemlig allerede en sag, som moderen havde anlagt mod ZO’s far, ved Gericht Erster Instanz Eupen (retten i første instans i Eupen). Inden for rammerne af denne sag har moderen gjort en ret til godtgørelse for at have sikret sin datters bopæl og underhold gældende fra den 1. august 2017 til den 31. december 2018.
18 Ved kendelse af 3. november 2021 erklærede Amtsgericht Mönchengladbach-Rheydt (byretten i Mönchengladbach-Rheydt) sig kompetent til at påkende ZO’s krav i henhold til artikel 3, litra b), i forordning nr. 4/2009. Retten afviste imidlertid søgsmålet med den begrundelse, at der forelå en situation med litispendens, idet moderen forinden havde anlagt sag ved retten i første instans i Eupen. Amtsgericht Mönchengladbach-Rheydt (byretten i Mönchengladbach-Rheydt) anførte navnlig, at de to procedurer havde til formål at opnå underholdsbidrag til et barn, og præciserede desuden, at i Belgien er forældre i henhold til civillovbogens artikel 203 og 203a forpligtede til at forsørge deres børn i kraft af en gensidig bidragspligt, indtil de har afsluttet deres uddannelse, selv efter at de er fyldt 18 år.
19 Ved kendelse af 26. april 2022 tog Oberlandesgericht Düsseldorf (den regionale appeldomstol i Düsseldorf, Tyskland) den af ZO iværksatte appel til prøvelse af kendelsen fra Amtsgericht Mönchengladbach-Rheydt (byretten i Mönchengladbach-Rheydt) til følge med den begrundelse, at de to sager ikke vedrørte de samme parter og hverken havde samme genstand eller søgsmålsgrundlag. Den henviste sagen til Amtsgericht Mönchengladbach-Rheydt (byretten i Mönchengladbach-Rheydt) med henblik på fornyet behandling.
20 Sidstnævnte ret, som er den forelæggende ret, er med henvisning til dom af 19. maj 1998, Drouot assurances (C-351/96, EU:C:1998:242), af den opfattelse, at interesserne hos sagsøgeren i hovedsagen og hendes far, som er sagsøgt i hovedsagen ved Gericht Erster Instanz Eupen (retten i første instans i Eupen), er så identiske, at disse personer kan anses for at være én og samme part med hensyn til litispendens. Desuden har de to verserende sager samme genstand, nemlig en sag med påstand om betaling af underholdsbidrag. Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om fortolkningen af artikel 12 i forordning nr. 4/2009 og om anvendelsen af denne artikel 12 i hovedsagen.
21 På denne baggrund har Amtsgericht Mönchengladbach-Rheydt (byretten i Mönchengladbach-Rheydt) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Foreligger der litispendens i henhold til forordning (EF) nr. 4/2009 [...], når der i Belgien verserer en sag om børnebidrag mellem børnenes far og børnenes mor, og der senere i Tyskland anlægges en sag om børnebidrag af barnet, der nu er blevet myndigt, mod børnenes mor?«
Om det præjudicielle spørgsmål
22 Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 4/2009 skal fortolkes således, at betingelserne, som er fastsat i denne bestemmelse, for at anerkende, at der foreligger en situation med litispendens, hvorefter kravene skal have samme genstand og skal fremsættes mellem de samme parter, er opfyldt, når et barn, der i mellemtiden er blevet myndigt, indbringer et krav om underholdsbidrag mod sin mor for en ret i en medlemsstat, når moderen allerede har anlagt en sag ved en ret i en anden medlemsstat med påstand om, at barnets far skal betale godtgørelse for udgifterne til barnets bopæl og underhold.
23 Det skal indledningsvis bemærkes, således som det fremgår af artikel 68, stk. 1, og artikel 75, stk. 2, i forordning nr. 4/2009, at denne forordning på området for underholdspligt erstattede forordning nr. 44/2001, som selv erstattede Bruxelleskonventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978, L 304, s. 17, herefter »Bruxelleskonventionen«) i forholdet mellem medlemsstaterne.
24 Som Kommissionen i det væsentlige har gjort gældende i sit skriftlige indlæg, gælder den af Domstolen anlagte fortolkning af disse retsinstrumenters bestemmelser ligeledes for de andre retsinstrumenter, når disse bestemmelser kan »sidestilles« med hinanden (jf. i denne retning dom af 20.6.2022, London Steam-Ship Owners’ Mutual Insurance Association, C-700/20, EU:C:2022:488, præmis 42).
25 Dette er tilfældet for bestemmelserne om litispendens, der er indeholdt i henholdsvis Bruxelleskonventionens artikel 21, stk. 1, artikel 27 i forordning nr. 44/2001 og artikel 12 i forordning nr. 4/2009 for så vidt angår underholdspligt, og hvis bestemmelser er affattet i lignende vendinger.
26 På tilsvarende måde som Bruxelleskonventionens artikel 21, stk. 1, og artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 bestemmer artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 4/2009, at såfremt krav, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, fremsættes mellem de samme parter for retter i forskellige medlemsstater, udsætter enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, på embeds vegne sagen, indtil denne rets kompetence er fastslået.
27 Denne litispendensregel har i lighed med reglen i Bruxelleskonventionens artikel 21, stk. 1, og reglen i artikel 27 i forordning nr. 44/2001 af hensyn til en ordnet retspleje, hvortil der bl.a. er henvist i 15. betragtning til forordning nr. 4/2009, til formål at mindske muligheden for parallelle sager for retterne i forskellige medlemsstater og at undgå, at der træffes indbyrdes uforenelige retsafgørelser, når flere retter er kompetente til at påkende samme tvist (jf. analogt dom af 14.10.2004, Mærsk Olie & Gas, C-39/02, EU:C:2004:615, præmis 31, og af 22.10.2015, Aannemingsbedrijf Aertssen og Aertssen Terrassements, C-523/14, EU:C:2015:722, præmis 39).
28 Artikel 12 i forordning nr. 4/2009 tilsigter således så vidt muligt at udelukke en situation som den, der er omhandlet i denne forordnings artikel 24, stk. 1, litra c), nemlig at en afgørelse ikke kan anerkendes, fordi den er uforenelig med en afgørelse mellem de samme parter truffet i den stat, som begæringen rettes til (jf. i denne retning analogt dom af 14.10.2004, Mærsk Olie & Gas, C-39/02, EU:C:2004:615, præmis 31).
29 Denne ordning for at afgøre litispendensspørgsmål har en bindende og automatisk karakter, og den tager udgangspunkt i den rækkefølge, hvori sagerne er anlagt ved de pågældende retter (jf. analogt dom af 22.10.2015, Aannemingsbedrijf Aertssen og Aertssen Terrassements, C-523/14, EU:C:2015:722, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).
30 Henset til den omstændighed, at artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 4/2009 ikke henviser til medlemsstaternes retsordener, men henviser til flere materielle betingelser som led i en definition af litispendens, skal de begreber, der anvendes i denne artikel 12, desuden betragtes som selvstændige begreber (jf. i denne retning analogt dom af 8.12.1987, Gubisch Maschinenfabrik, 144/86, EU:C:1987:528, præmis 11).
31 Som det fremgår af ordlyden af artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 4/2009, som anført i denne doms præmis 26, skal flere kumulative betingelser være opfyldt for at afgøre, om der foreligger litispendens. Dette er således fastslået, når kravene fremsættes »mellem de samme parter«, når de har »samme genstand« og »hviler på samme grundlag«.
32 I hovedsagen er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt betingelserne er opfyldt med hensyn til, om parternes identitet og den genstand, der er nedlagt i de to parallelle verserende sager, er identiske.
33 Hvad for det første angår betingelsen om, at kravene skal fremsættes mellem »de samme parter«, udspringer den tvivl, som den forelæggende ret har rejst, af den omstændighed, at mens tvisten for Gericht Erster Instanz Eupen (retten i første instans i Eupen) er mellem barnets mor og far, er den tvist, der er indbragt for den forelæggende ret mellem dette barn, der i mellemtiden er blevet myndigt, og barnets mor, således at disse parter formelt set ikke er identiske.
34 I denne henseende har Domstolen ganske vist allerede fastslået, at det principielt er afgørende om parterne i tvisterne er identiske uafhængigt af deres stilling i hver af de to sager (jf. analogt dom af 22.10.2015, Aannemingsbedrijf Aertssen og Aertssen Terrassements, C-523/14, EU:C:2015:722, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).
35 Som den forelæggende ret har anført, har Domstolen imidlertid i dom af 19. maj 1998, Drouot assurances (C-351/96, EU:C:1998:242, præmis 19, 23 og 25), der vedrørte fortolkningen af artikel 21, stk. 1, i Bruxelleskonventionen, anerkendt, at formelt forskellige parter, nemlig en forsikringsgiver og den forsikrede, i forhold til genstanden for de to foreliggende sager kan have så identiske og uadskillelige interesser, at en dom afsagt mod den ene har retskraft i forhold til den anden, således at de skal anses for at være én og samme part med henblik på anvendelsen af denne bestemmelse.
36 En tilsvarende fortolkning af begrebet »samme parter« kan lægges til grund i forbindelse med artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 4/2009.
37 Henset til denne forordnings materielle formål, der, således som det fremgår af dens artikel 1, stk. 1, vedrører underholdspligt, der udspringer af familieforhold, slægtskab, ægteskab eller svogerskab, og som derfor ofte vedrører et mindreårigt barns underholdsbidrag, der er rejst af andre personer, såsom den ene og/eller den anden af barnets forældre eller et offentligt socialsikringsorgan, der lovligt er indtrådt i den bidragsberettigedes rettigheder, må det accepteres, at i visse situationer kan formelt forskellige parter i forhold til genstanden for de to foreliggende tvister have en så identisk og uadskillelig interesse på dette punkt, nemlig det pågældende barns tarv som bidragsberettiget, at en dom afsagt mod den ene af disse parter har retskraft i forhold til den anden. I et sådant tilfælde skal de nævnte parter kunne anses for at være én og samme part som omhandlet i forordningens artikel 12.
38 Denne fortolkning støttes af artikel 3, litra c), i forordning nr. 4/2009. Denne bestemmelse tillader nemlig, at en sag om underholdspligt ligeledes kan anlægges accessorisk i forbindelse med en sag vedrørende en persons retlige status, såsom en skilsmissesag, hvis parter nødvendigvis er forældre til det pågældende barn, og hvor mindst én af forældrene repræsenterer dette barns interesser i den accessoriske sag om underholdspligt.
39 I hovedsagen påhviler det således den forelæggende ret, henset til genstanden for de parallelle sager og den omstændighed, at sagsøgeren i hovedsagen er blevet myndig under sagen, at sikre sig, at denne sagsøgers interesser er så uadskillelige fra farens interesser, som er sagsøgt ved Gericht Erster Instanz Eupen (retten i første instans i Eupen), at en dom afsagt i en af disse sager mod den ene af disse parter har retskraft i forhold til den anden part.
40 Hvad for det andet angår betingelsen om, at kravenes genstand skal være identisk, bemærkes, at denne betingelse indebærer, at disse krav skal stræbe efter det samme formål, idet der skal tages hensyn til de respektive sagsøgeres krav i hver af sagerne, og ikke de indsigelser, der eventuelt gøres gældende af en sagsøgt (jf. i denne retning analogt dom af 8.5.2003, Gantner Electronic, C-111/01, EU:C:2003:257, præmis 25 og 26 og den deri nævnte retspraksis).
41 I denne henseende fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at moderen for Gericht Erster Instanz Eupen (retten i første instans i Eupen) har nedlagt påstand om, at faderen godtgør udgifterne til deres datters logi og underhold, som blev afholdt mellem den 1. august 2017 og den 31. december 2018, mens sagsøgeren i hovedsagen for den forelæggende ret har nedlagt påstand om, at moderen betaler et underholdsbidrag i kontanter for perioden fra den 1. november 2017 til et ikke nærmere angivet tidspunkt, men som kan fortsætte efter november 2019, hvor sagsøgeren i hovedsagen blev myndig.
42 Som Kommissionen har gjort gældende i sit skriftlige indlæg, fremgår det derfor ikke, at anmodningerne i hver af de tvister, der fremgår af forelæggelsesafgørelsen, har samme genstand. Selv om disse tvister generelt vedrører betaling af underholdsbidrag, fremgår det, at sagsøgernes krav ikke har samme formål og ikke vedrører samme periode.
43 Eftersom betingelserne i artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 4/2009 er kumulative, kan der følgelig ikke konstateres en situation med litispendens, henset til de oplysninger, som Domstolen råder over.
44 Når dette er sagt, skal det fremhæves, således som Kommissionen med rette har anført, at den omstændighed, at der ikke foreligger litispendens, ikke er til hinder for anvendelsen af artikel 13 i forordning nr. 4/2009, hvis den forelæggende ret er af den opfattelse, at de omhandlede krav er tilstrækkeligt tæt forbundne til, at de kan anses for at være indbyrdes sammenhængende som omhandlet i denne artikel 13, stk. 3, således at denne ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, kan udsætte sagen.
45 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 4/2009 skal fortolkes således, at betingelserne, som er fastsat i denne bestemmelse, for at anerkende, at der foreligger en situation med litispendens, hvorefter kravene skal have samme genstand og skal fremsættes mellem de samme parter, er opfyldt, når et barn, der i mellemtiden er blevet myndigt, indbringer et krav om underholdsbidrag mod sin mor for en ret i en medlemsstat, når moderen allerede har anlagt en sag ved en ret i en anden medlemsstat med påstand om, at barnets far skal betale godtgørelse for udgifterne til barnets bopæl og underhold, eftersom sagsøgernes krav ikke forfølger et identisk formål og ikke tidsmæssigt overlapper hinanden. Den omstændighed, at der ikke foreligger en situation med litispendens som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 4/2009, er imidlertid ikke til hinder for anvendelsen af denne forordnings artikel 13, hvis de omhandlede krav er tilstrækkeligt nært forbundne til, at de kan anses for at være indbyrdes sammenhængende som omhandlet i denne artikel 13, stk. 3, således at den forelæggende ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, kan udsætte sagen.
Sagsomkostninger
46 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Niende Afdeling) for ret:
Artikel 12, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 4/2009. af 18. december 2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt
skal fortolkes således, at
betingelserne, som er fastsat i denne bestemmelse, for at anerkende, at der foreligger en situation med litispendens, hvorefter kravene skal have samme genstand og skal fremsættes mellem de samme parter, er opfyldt, når et barn, der i mellemtiden er blevet myndigt, indbringer et krav om underholdsbidrag mod sin mor for en ret i en medlemsstat, når moderen allerede har anlagt en sag ved en ret i en anden medlemsstat med påstand om, at barnets far skal betale godtgørelse for udgifterne til barnets bopæl og underhold, eftersom sagsøgernes krav ikke forfølger et identisk formål og ikke tidsmæssigt overlapper hinanden. Den omstændighed, at der ikke foreligger en situation med litispendens som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 4/2009, er imidlertid ikke til hinder for anvendelsen af denne forordnings artikel 13, hvis de omhandlede krav er tilstrækkeligt nært forbundne til, at de kan anses for at være indbyrdes sammenhængende som omhandlet i denne artikel 13, stk. 3, således at den forelæggende ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, kan udsætte sagen.
Underskrifter