Sag T-23/09

Conseil national de l’Ordre des pharmaciens (CNOP) og Conseil central de la section G de l’Ordre national des pharmaciens (CCG)

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – administrativ procedure – beslutning om iværksættelse af en kontrolundersøgelse – artikel 20, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1/2003 – adressatens manglende status som juridisk person – begrundelsespligt – begreberne virksomhed og virksomhedssammenslutning«

Sammendrag af dom

1.      Konkurrence – administrativ procedure – Kommissionens kontrolbeføjelse – beslutning om iværksættelse af en kontrolundersøgelse – begrundelsespligt – rækkevidde

(Art. 81 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 20, stk. 4)

2.      Konkurrence – administrativ procedure – Kommissionens kontrolbeføjelse – rækkevidde – adgang til virksomheders lokaler – formål

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 20, stk. 4)

3.      Konkurrence – fællesskabsregler – virksomhedssammenslutninger – begreb – apotekerforeningen og dets organer – omfattet

(Art. 81 EF, 82 EF og 86 EF)

1.      For så vidt angår Kommissionens beslutninger om kontrolundersøgelse bemærkes, at artikel 20, stk. 4, i forordning nr. 1/2003 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 definerer de væsentlige oplysninger, der skal fremgå af begrundelsen for en sådan beslutning, og pålægger Kommissionen at begrunde den ved at angive undersøgelsens genstand og formål, tidspunktet for dens påbegyndelse, de i nævnte forordnings artikel 23 og 24 fastsatte sanktioner og adgangen til at indbringe sådanne beslutninger for Unionens retsinstanser. I retspraksis er omfanget af pligten til at begrunde kontrolundersøgelsesbeslutninger under hensyntagen til denne bestemmelses indhold blevet præciseret.

Når der henses til det stadie under den administrative procedure, hvor kontrolundersøgelsesbeslutninger træffes, er Kommissionen ikke på dette tidspunkt i besiddelse af præcise oplysninger, der giver mulighed for at vurdere, om den pågældende adfærd eller de pågældende handlinger kan kvalificeres som vedtagelser inden for virksomheder eller virksomhedssammenslutninger i den forstand, hvori udtrykkene er anvendt i artikel 81 EF. Det er netop under hensyntagen til kontrolundersøgelsernes særlige art, at retspraksis vedrørende spørgsmålet om begrundelse har fremhævet de former for oplysninger, der skal være indeholdt i en kontrolundersøgelsesbeslutning, således at beslutningens adressater har mulighed for at påberåbe sig deres ret til forsvar på dette tidspunkt af den administrative procedure. At pålægge Kommissionen en mere omfattende begrundelsespligt i denne henseende ville ikke tage behørigt hensyn til den foreløbige karakter af kontrolundersøgelsen, hvis formål netop er at give Kommissionen mulighed for på et senere stadie i givet fald at fastslå, om overtrædelser af den fællesskabsretlige konkurrenceret er begået af adressaterne for en kontrolundersøgelsesbeslutning eller af tredjemand.

(jf. præmis 33 og 41)

2.      Selv om beskyttelsen af privatlivets fred, der er fastsat i EMRK’s artikel 8, skal sikres, og beskyttelsen af boligens ukrænkelighed også omfatter virksomheders forretningslokaler, er det vigtigt at sikre den effektive virkning af kontrolundersøgelser i henhold til artikel 20, stk. 4, i forordning nr. 1/2003 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 som nødvendigt instrument til, at Kommissionen kan udøve sine hverv som traktatens vogter på konkurrenceområdet. Med henblik på således at sikre nytten af Kommissionens ret til at få adgang til en virksomheds forretningslokaler, der er genstand for en procedure for anvendelsen af artikel 81 EF og 82 EF, må den nævnte beføjelse omfatte en ret til at efterspore oplysninger, der endnu ikke er kendte eller fuldt ud identificeret.

Kontrolundersøgelser kan være meget omfattende, og det er af særlig betydning, at Kommissionen har krav på at få adgang til samtlige virksomhedens lokaler, grunde og transportmidler, idet Kommissionen herved sættes i stand til at indsamle bevismateriale, der godtgør, at der er sket overtrædelse af konkurrencereglerne på det sted, hvor et sådant materiale normalt befinder sig.

(jf. præmis 40 og 69)

3.      Begrebet virksomhed i konkurrencerettens kontekst omfatter enhver enhed, som udøver økonomisk virksomhed, uanset denne enheds retlige status og dens finansieringsmåde, og enhver aktivitet, der består i at udbyde varer og tjenesteydelser på et bestemt marked, er en økonomisk aktivitet.

Farmaceuter – i det mindste selvstændige farmaceuter – udbyder mod vederlag tjenesteydelser, der består i detailsalg af lægemidler, og farmaceuterne bærer de økonomiske risici, der er forbundet med udøvelsen af aktiviteten. Det følger heraf, at disse personer udøver økonomisk virksomhed, og at de følgelig udgør virksomheder i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 81 EF, 82 EF og 86 EF.

Konstateringen af, at apotekerforeningen og dets organer er organer, der forener og repræsenterer en række erhvervsdrivende, som kan kvalificeres som virksomheder i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 81 EF, er tilstrækkelig til at fastslå, at Kommissionen med føje kan kvalificere dem som virksomhedssammenslutninger i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 20, stk. 4, i forordning nr. 1/2003 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 og lovligt pålægge dem at underkaste sig en kontrolundersøgelse i henhold til denne bestemmelse. Alene det forhold, at visse medlemmer ikke er virksomheder, er ikke tilstrækkeligt til at undtage den omhandlede virksomhed fra anvendelsesområdet for artikel 81 EF.

Argumenterne, hvorefter foreningens og den organers aktiviteter ikke er af økonomisk karakter, idet de ligeledes har en social funktion, der bygger på et princip om solidaritet, og idet de udøver beføjelser, der sædvanligvis henhører under offentlig myndighed, kan ikke ændre ved denne konklusion, idet spørgsmålet, om faglige organisationer, når de udøver deres konkrete beføjelser, falder uden for anvendelsesområdet for artikel 81 EF, eller om visse af deres handlinger tværtimod skal anses for vedtagelser inden for virksomhedssammenslutninger i denne bestemmelses forstand, imidlertid åbenbart er fremsat for tidligt og i givet fald bør afgøres i forbindelse med den endelige afgørelse, hvori der skal tages stilling til de af Kommissionen fremførte klagepunkter.

(jf. præmis 55, 70, 71 og 75-78)