Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale Amministrativo Regionale per il Lazio (Italien) den 9. februar 2022 – Gruppo Mauro Saviola Srl mod Ministero della Transizione Ecologica og Comitato nazionale per la gestione della Direttiva 2003/87/CE e per il supporto nella gestione delle attività di progetto del protocollo di Kyoto

(Sag C-94/22)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Tribunale Amministrativo Regionale per il Lazio

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Gruppo Mauro Saviola Srl

Sagsøgte: Ministero della Transizione Ecologica og Comitato nazionale per la gestione della Direttiva 2003/87/CE e per il supporto nella gestione delle attività di progetto del protocollo di Kyoto

Præjudicielle spørgsmål

Kan en afgørelse, som træffes af Comitato nazionale per la gestione della direttiva 2003/87/CE 1 e per il supporto nella gestione delle attività di progetto del protocollo di Kyoto [det nationale udvalg for gennemførelsen af direktiv 2003/87/EF og for bistand til gennemførelsen af projektforanstaltninger i henhold til Kyotoprotokollen, herefter »ETS-udvalget«)] – henset til vedtagelsesproceduren, og navnlig den i delegeret forordning (EU) 2019/331 2 fastsatte mekanisme vedrørende dialog med Europa-Kommissionen angående medtagelse af anlæg på listen for tildeling af CO2-kvoter – være genstand for særskilt søgsmål ved Den Europæiske Unions Ret i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF, såfremt den anfægtede foranstaltning har retligt bindende virkninger og umiddelbart vedrører den klagende økonomiske aktør?

Kan en privat økonomisk aktør, som direkte har lidt tab som følge af udelukkelsen fra tildelinger af CO2-kvoter på grundlag af den undersøgelse, som Europa-Kommissionen foretager i samarbejde med [ETS-udvalget], i modsat fald anlægge søgsmål ved Den Europæiske Unions Ret i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF til prøvelse af Europa-Kommissionens afgørelse om at afvise et anlægs optagelse på den liste, som er omhandlet i artikel 14, stk. 4, i delegeret forordning (EU) 2019/331?

Omfatter begrebet »elektricitetsgenerator« i artikel 3, litra u), i direktiv 2003/87/EF, som fortolket i Domstolens dom (Femte Afdeling) af 20. juni 2019, C-682/17, ExxonMobil Production Deutschland GmbH mod Bundesrepublik Deutschland, angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Verwaltungsgericht Berlin (forvaltningsdomstolen i Berlin, Tyskland) ved afgørelse af 28. november 2017, også situationer, hvor anlægget producerer energi, som fuldt ud er bestemt til anlæggets eget behov, såfremt anlægget – med henblik på en sikker drift – kun lejlighedsvist leverer energi til det offentlige net, dvs. når de normale modtagere er afbrudt?

4)    Er en sådan fortolkning af definitionen af »elektricitetsgenerator« forenelig med de almindelige EU-retlige principper, navnlig princippet om overholdelse af fri konkurrence mellem aktørerne i tilfælde af ydelse af incitamenter og princippet om foranstaltningens proportionalitet, såfremt den indebærer, at produktion af elektricitet til eget behov udelukkes fra incitamenterne, idet de respektive anlæg ikke tildeles gratis CO2-emissionskvoter?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13.10.2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF (EUT 2003, L 275, s. 32).

1     Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/331 af 19.12.2018 om fastlæggelse af midlertidige EU-regler for harmoniseret gratistildeling af emissionskvoter i henhold til artikel 10a i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (EUT 2019, L 59, s. 8).