Sag T-15/14
Simet SpA
mod
Europa-Kommissionen
»Statsstøtte – kompensation for offentlig tjeneste med tilbagevirkende kraft tildelt af de italienske myndigheder – interregionale transportydelser med bus leveret mellem 1987 og 2003 – afgørelse, der erklærer støtte uforenelig med det indre marked – opretholdelse af en forpligtelse til offentlig tjeneste – ydelse af en kompensation – forordning (EØF) nr. 1191/69«
Sammendrag – Rettens dom (Ottende Afdeling) af 3. marts 2016
1. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – søgsmålsinteresse – nødvendigheden af en eksisterende og faktisk interesse – søgsmål til prøvelse af en afgørelse fra Kommissionen på statsstøtteområdet – virksomhed, der frafalder sit søgsmål vedrørende opfyldelsen af en dom, som er afsagt af en national ret om anordning af betaling til nævnte virksomhed af en kompensation for omkostninger, der er opstået ved udførelsen af en offentlig tjeneste – mulighed for at anlægge et nyt søgsmål med den samme genstand for den nationale ret – formaliteten
(Art. 108, stk. 2, TEUF og art. 263, stk. 4, TEUF)
2. Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – ingen bemærkninger fra de interesserede parter – ingen indflydelse på gyldigheden af Kommissionens afgørelse – forpligtelse til af egen drift at undersøge forhold, som ikke udtrykkeligt er anført – foreligger ikke
(Art. 108, stk. 2, TEUF)
3. Annullationssøgsmål – anbringender – manglende eller utilstrækkelig begrundelse – sondring i forhold til klagepunkter og argumenter, der tilsigter at anfægte, at en afgørelse er begrundet
(Art. 263 TEUF og 296 TEUF)
4. Transport – forpligtelser til offentlig tjeneste – tarifpligt – begreb
(Rådets forordning nr. 1191/69, art. 2, stk. 5)
5. Transport – støtte til transport – sondring mellem begreberne »de med begrebet offentlig tjeneste forbundne forpligtelser« og »kontrakter om offentlig tjeneste« – transportkontrakter, der indgås frivilligt efter et udbud
(Rådets forordning nr. 1191/69, art. 14, stk. 1, og art. 2)
6. Transport – støtte til transport – de med begrebet offentlig tjeneste forbundne forpligtelser inden for sektoren for jernbane-, landevejs- og vandvejstrafik – transport ad landevej – sondring mellem begrebet » økonomiske ulempe« og risikoen for overkompensation
(Rådets forordning nr. 1191/69, art. 5, stk. 10 og 11)
7. retslig procedure – fremsættelse af nye anbringender under sagens behandling – anbringende, der fremsættes for første gang i replikken, og som ikke udgør en udvidelse af et anbringende, der tidligere er fremsat – afvisning
(Rettens procesreglement, art. 48, stk. 2)
1. Søgsmålsinteresse er en betingelse for, at et annullationssøgsmål, der er anlagt af en fysisk person eller en juridisk person, kan antages til realitetsbehandling. En sådan interesse foreligger kun, såfremt en annullation af den anfægtede retsakt i sig selv kan have retsvirkninger, og søgsmålet således med sit resultat kan tilføre parten en fordel. Søgsmålsinteressen skal således være eksisterende og faktisk på det tidspunkt, hvor søgsmålet er anlagt, og den skal endvidere bestå indtil retsafgørelsen, idet det i modsat fald findes ufornødent at træffe afgørelse.
Når sagsøgeren frafalder et søgsmål vedrørende opfyldelsen af en dom, som er afsagt af en ret i en medlemsstat, der har dømt myndighederne i denne stat til at udbetale en kompensation til sagsøgeren, hvilken dom disse myndigheder har nægtet at opfylde, medfører Rettens annullation af en afgørelse fra Kommissionen, hvori det er fastslået, at denne kompensation udgør statsstøtte, at de nævnte nationale myndigheder stadig vil være forpligtede til at opfylde dommen, afsagt af den pågældende ret i medlemsstaten, uanset om sagsøgeren har hævet sagen vedrørende opfyldelsen af nævnte dom. Under disse omstændigheder bevarer en sagsøger, der har anlagt et søgsmål med påstand om annullation af afgørelsen om statsstøtte, en interesse i tvistens løsning, og søgsmålet kan antages til realitetsbehandling.
(jf. præmis 64-66, 69, 72, 74)
2. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 117)
3. Der er ikke grund til i forbindelse med efterprøvelsen af, om begrundelsespligten er overholdt, at gennemgå lovligheden af den begrundelse, som Kommissionen har anført til støtte for sin afgørelse. Ved behandlingen af et anbringende om manglende eller utilstrækkelig begrundelse kan der således ikke tages hensyn til klagepunkter og argumenter, der tager sigte på at bestride berettigelsen af den anfægtede afgørelse, idet disse er irrelevante i denne sammenhæng.
(jf. præmis 130, 147)
4. En tarifpligt som omhandlet i artikel 2, stk. 5, i forordning nr. 1191/69 om medlemsstaternes fremgangsmåde med hensyn til de med begrebet offentlig tjeneste forbundne forpligtelser inden for sektoren for transporter med jernbane, ad landeveje og sejlbare vandveje karakteriseres ikke blot ved det offentliges fastsættelse eller godkendelse af transportvederlag, men også ved den dobbelte, kumulative betingelse, at det drejer sig om »særlige« tarifmæssige foranstaltninger, vedrørende bestemte grupper af rejsende, bestemte godsarter eller bestemte forbindelser, og at disse foranstaltninger er i strid med virksomhedens forretningsmæssige interesse. Denne fortolkning bestyrkes ved artikel 2, stk. 5, som præciserer, at der ikke foreligger tarifpligt ved almindelige prispolitiske foranstaltninger så lidt som ved foranstaltninger, som med henblik på organisationen af transportmarkedet eller en del af transportmarkedet træffes med hensyn til de almindelige befordringsvederlag og -vilkår. Det følger heraf, at en almindelig ved lov fastsat forpligtelse til at søge det offentliges godkendelse af befordringsvederlagene derfor ikke i sig selv kan betragtes som en tarifpligt som omhandlet i artikel 2, stk. 5, i forordning nr. 1191/69
(jf. præmis 159)
5. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 173)
6. På statsstøtteområdet og især i forbindelse med bedømmelsen af den kompensation, der repræsenterer modydelsen for ydelser, som præsteres af kompensationsmodtagende virksomheder til opfyldelse af forpligtelser til offentlig tjeneste, er den økonomiske ulempe og risikoen for overkompensation er to forskellige faktorer. I medfør af artikel 5, 10 og 11 i forordning nr. 1191/69 om medlemsstaternes fremgangsmåde med hensyn til de med begrebet offentlig tjeneste forbundne forpligtelser inden for sektoren for transporter med jernbane, ad landeveje og sejlbare vandvej er godtgørelsen af en økonomisk ulempe nødvendig med henblik på fastlæggelsen størrelsen af den kompensation, der skal ydes transportvirksomheden som følge af den ensidige pålæggelse af forpligtelser til offentlig tjeneste. Derimod kan risikoen for overkompensation følge af flere faktorer, der kan medføre en kompensation ud over den, der skal ydes virksomheden på grundlag af forordningen.
(jf. præmis 178)
7. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 197)