RETTENS DOM (Første Afdeling)
27. november 2018 (*)
»Personalesag – tjenestemænd – EU-udenrigstjenesten – placering – stilling som chef for Den Europæiske Unions delegation i Etiopien – afgørelse om afslag på forlængelse af placeringen – tjenestens interesse – begrundelsespligt – ligebehandling«
I sag T-315/17,
Chantal Hebberecht, tjenestemand ved Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil, Fourmies (Frankrig), ved advokat B. Maréchal,
sagsøger,
mod
Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) ved S. Marquardt og R. Spac, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
vedrørende en påstand i henhold til artikel 270 TEUF om dels annullation af EU-Udenrigstjenestens afgørelse, der blev meddelt sagsøgeren den 3. februar 2017, hvorved hendes klage over EU-Udenrigstjenestens afgørelse om ikke at forlænge hendes placering som chef for Den Europæiske Unions delegation i Etiopien blev afslået, dels erstatning for den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren angiveligt har lidt,
har
RETTEN (Første Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, I. Pelikánová, og dommerne P. Nihoul (refererende dommer) og J. Svenningsen,
justitssekretær: fuldmægtig M. Marescaux,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 15. maj 2018,
afsagt følgende
Dom
Tvistens baggrund
1 Sagsøgeren, Chantal Hebberecht, er tjenestemand ved Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten). Den 1. september 2013 blev hun udnævnt til chef for Den Europæiske Unions delegation i Etiopien for en periode på fire år.
2 Ved EU-Udenrigstjenestens skrivelse af 22. marts 2016 blev dens tjenestemænd i de delegationer, der var berørt af de rotationer, der skulle foretages i 2017 eller 2018, underrettet om muligheden for at indgive en ansøgning om fremskyndet omplacering eller en forlængelse af deres placering. Denne skrivelse anførte, at ansøgningen kun ville blive imødekommet i ganske særlige og behørigt begrundede tilfælde under hensyntagen til tjenestens interesse.
3 Den 15. april 2016 indgav sagsøgeren en sådan ansøgning om forlængelse, idet hun anførte, at hun ønskede at udnytte sin erfaring i Etiopien i et femte år, inden hun ville gå på pension den 1. september 2018.
4 Ved afgørelse af 30. juni 2016 (herefter »den anfægtede afgørelse«) afslog ansættelsesmyndigheden denne ansøgning, idet den anførte, at »der med henblik på at sikre en regelmæssig rotation blandt delegationscheferne generelt var blevet indført en klar mobilitetspolitik med et maksimum på fire år i stillingen«.
5 Ved skrivelse af 29. september 2016 indgav sagsøgeren i henhold til artikel 90, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) en klage over den anfægtede afgørelse, som blev registreret den 30. september 2016. Til støtte for sin klage gjorde hun gældende, at den anfægtede afgørelse var i strid med tjenestens interesse, tjenestens kontinuitet, gennemsigtigheden og ligebehandlingen samt modvirker overholdelsen af foranstaltninger for positiv forskelsbehandling i forhold til kvinder. Sagsøgeren har anført, at
– tjenestens interesse består i at opretholde en velforvaltet delegation under ledelse af en erfaren delegationschef; hun har erfaringen og det fornødne netværk til at bidrage til at sikre stabilitet i Etiopien og til at stoppe migrationsstrømmen, hvilket er i EU’s interesse
– hendes fratræden indebærer en manglende kontinuitet i tjenesten i forhold til den ledelse, der forestås af EU-Udenrigstjenesten
– der er ikke blevet givet sagsøgeren nogen begrundelse for afslaget på forlængelsen
– hendes ansøgning blev indgivet i den samme ånd som dem, der blev imødekommet
– såfremt der var blevet vedtaget en afgørelse med dette indhold, ville hendes forlængelse af stillingen som delegationsleder som kvinde i lønklasse AD 14 have udgjort en eksemplarisk foranstaltning med positiv forskelsbehandling.
6 Ved afgørelse af 1. februar 2017, der blev meddelt sagsøgeren den 3. februar 2017 (herefter »afgørelsen om afslag på klagen«), afslog EU-Udenrigstjenestens generalsekretær i sin egenskab af ansættelsesmyndighed klagen. Ifølge ansættelsesmyndigheden
– råder den over en vid skønsbeføjelse ved bedømmelsen af de behov, der er knyttet til tjenestens interesse; denne sidstnævnte fordrer en regelmæssig mobilitet af delegationernes personale, navnlig for så vidt angår delegationscheferne; uden forudsigelighed og automatik ville effektiviteten af rotationsordningen blive svækket; situationen i Etiopien kan ikke kvalificeres som »ekstraordinær«; personlige grunde udgør ikke en gyldig grund til at indrømme en undtagelse
– sikres tjenestens kontinuitet af EU-Udenrigstjenesten ved vicedelegationschefen
– blev den anfægtede afgørelse klart og kortfattet begrundet i EU-Udenrigstjenestens politik om at sikre en regelmæssig mobilitet af personalet
– har sagsøgeren ikke godtgjort, at der foreligger en sondring, der er vilkårlig eller åbenbart uegnet i forhold til det tilstræbte formål
– idet der ikke foreligger en forpligtelse i denne henseende, kan der ikke tages hensyn til hendes egenskab af kvinde for at indrømme den ansøgte forlængelse, eftersom denne forlængelse udelukkende skal begrundes i tjenestens interesse.
Retsforhandlinger og parternes påstande
7 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 15. maj 2017 har sagsøgeren anlagt nærværende sag.
8 Efter forslag fra den refererende dommer har Retten (Første Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling.
9 Parterne har afgivet mundtlige indlæg under retsmødet den 15. maj 2018.
10 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Sagen fremmes til realitetsbehandling, og sagsøgeren gives medhold.
– Afgørelsen om afslag på klagen annulleres.
– EU-Udenrigstjenesten tilpligtes at betale sagsøgeren et fast beløb på principalt 250 000 EUR, subsidiært 200 000 EUR eller mere subsidiært 150 000 EUR eller 100 000 EUR eller 50 000 EUR i erstatning for det lidte ikke-økonomiske tab.
– EU-Udenrigstjenesten tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
EU-Udenrigstjenesten har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Retlige bemærkninger
Den anfægtede retsakt
11 Sagsøgeren har i stævningen nedlagt påstand om annullation af »afgørelsen truffet af ansættelsesmyndigheden ved [EU-Udenrigstjenesten] (Ares(2017) 615970 – 03/02/2017) for så vidt angår afslaget på at forlænge [hendes] ansættelse som chef for EU’s delegation i Den Føderative Demokratiske Republik Etiopien med et år.«
12 I denne forbindelse må det konstateres, at den således af sagsøgeren identificerede retsakt via det nummer, den er blevet tildelt i Ares-databasen, svarer til afgørelsen om afslag på klagen.
13 Det bemærkes, at det følger af fast retspraksis på området for Unionens tjenestemandsret, at den administrative klage som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2, og administrationens udtrykkelige eller stiltiende afvisning deraf udgør en integrerende del af en sammensat procedure og er kun en forudgående betingelse for at anlægge sag ved Unionens retsinstanser. Under disse omstændigheder har et søgsmål, selv om det formelt vedrører klagens afvisning, til følge, at Unionens retsinstanser skal prøve den akt, der indeholder det klagepunkt, som klagen omhandlede (jf. i denne retning dom af 17.1.1989, Vainker mod Parlamentet, 293/87, EU:C:1989:8, præmis 7 og 8), undtagen i det tilfælde, hvor afslaget på klagen har en anden rækkevidde end den akt, som har været genstand for klagen (dom af 25.10.2006, Staboli mod Kommissionen, T-281/04, EU:T:2006:334, præmis 26).
14 Enhver afvisning af en klage, hvad enten den er stiltiende eller udtrykkelig, bekræfter nemlig blot – såfremt det er en ren afvisning – den akt eller den undladelse, som klageren anfægter, og udgør ikke i sig selv en anfægtelig akt, således at de påstande, der er rettet mod en sådan afgørelse, der i forhold til den oprindelige afgørelse ikke har noget selvstændigt indhold, skal anses for rettet mod den oprindelige akt. En udtrykkelig afgørelse om afvisning af en klage, henset til dens indhold, kan således være af en sådan karakter, at den ikke bekræfter den af sagsøgeren anfægtede retsakt. Dette er tilfældet, når afgørelsen om afvisning af klagen indeholder en fornyet vurdering af sagsøgerens forhold på grundlag af nye faktiske eller retlige omstændigheder, eller når den ændrer eller supplerer den oprindelige afgørelse. I disse tilfælde udgør afvisningen af klagen en retsakt, der er underlagt domstolskontrol, og retsinstansen tager hensyn til den ved vurderingen af lovligheden af den anfægtede retsakt, eller anser den ligefrem for en retsakt, der går adressaten imod, og som erstatter den anfægtede retsakt (jf. dom af 24.4.2017, HF mod Parlamentet, T-584/16, EU:T:2017:282, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis, og af 15.9.2017, Skareby mod EU-Udenrigstjenesten, T-585/16, EU:T:2017:613, præmis 18 og den deri nævnte retspraksis).
15 I det foreliggende tilfælde bekræfter afgørelsen om afslag på klagen blot den anfægtede afgørelse, eftersom den ikke ændrer afgørelsens konklusion og heller ikke indeholder en fornyet prøvelse af sagsøgerens forhold på grundlag af nye faktiske eller retlige omstændigheder. Den omstændighed, at den myndighed, der har kompetence til at træffe afgørelse om sagsøgerens klage, som svar på sagsøgerens argumenter i klagen foretog nogle præciseringer vedrørende den anfægtede afgørelses begrundelse, kan ikke begrunde, at afslaget på klagen kan anses for en selvstændig retsakt, der er bebyrdende for sagsøgeren (jf. i denne retning dom af 9.12.2009, Kommissionen mod Birkhoff, T-377/08 P, EU:T:2009:485, præmis 55 og 56, og af 14.11.2013, Europol mod Kalmár, T-455/11 P, EU:T:2013:595, præmis 41).
16 Under disse omstændigheder, hvor afgørelsen om afslag på klagen er uden noget selvstændigt indhold, må påstanden om annullation anses for kun at være rettet mod den anfægtede afgørelse, hvis lovlighed imidlertid skal undersøges under hensyntagen til begrundelsen i afgørelsen om afslag på klagen (jf. i denne retning dom af 13.12. 2017, HQ mod CPVO, T-592/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:897, præmis 21).
Annullationspåstanden
17 Sagsøgeren har til støtte for sin annullationspåstand fremsat tre anbringender for det første om en tilsidesættelse af tjenestens interesse og kontinuitet, for det andet om en tilsidesættelse af forpligtelsen til gennemsigtighed og for det tredje om en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.
Det første anbringende om tilsidesættelse af tjenestens interesse og kontinuitet
18 Det første anbringende er opdelt i to led vedrørende henholdsvis tjenestens interesse og kontinuitet.
– Det første led vedrørende tjenestens interesse
19 I det første led har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er i strid med tjenestens interesse, som ifølge sagsøgeren kræver, at hun skal indrømmes den forlængelse, hun havde ansøgt om.
20 Hun har til støtte for sit synspunkt fremført fire argumenter.
21 Hun har først gjort gældende, at der ikke burde have været foretaget ændringer i en delegation, som under hendes ledelse fungerede med en høj graf af effektivitet og motivation.
22 Dernæst har hun gjort gældende, at det var nødvendigt at opretholde en delegation i Etiopien, der var fuldt operationel som følge af den støtte, der blev ydet af EU til dette land, og de risici for EU, som muligheden for en lokal eller regional destabilisering, der kan forårsage en ny migrationskrise.
23 Endvidere er sagsøgeren af den opfattelse, at hun opfyldte fuldstændigt kravene til stillingen: erfaring erhvervet inden for diplomatiet og særligt udviklingsstøtte, godt kendskab til det pågældende land og den pågældende region; et forhold til de lokale myndigheder præget af tillid og respekt, adgang til privilegerede oplysninger gennem sin optagelse i velinformerede netværk.
24 Endelig har hun gjort gældende, at i tilfælde af, at ansøgningen om forlængelse ikke imødekommes, vil det kunne opfattes som dårlig forvaltning af offentlige midler, og at dette argument ville kunne fremføres i adskillige medlemsstater af partier på den ekstreme højrefløj, som er imod den europæiske integration.
25 Disse argumenter er bestridt af EU-Udenrigstjenesten.
26 I denne forbindelse forekommer det, at sagsøgeren i det foreliggende tilfælde har rejst tvivl om en afgørelse, der er truffet i forhold til hende inden for rammerne af den mobilitetspolitik, der gennemføres af EU-Udenrigstjenesten, og som i princippet indebærer en rotation hvert fjerde år af alle ansatte, idet denne politik er baseret på følgende retsakter:
– artikel 2 i bilag X til vedtægten, i henhold til hvilken de tjenestemænd, der gør tjeneste i et tredjeland, regelmæssigt forflyttes gennem en særlig procedure benævnt »mobilitetsproceduren«
– artikel 6, stk. 10, i Rådets afgørelse 2010/427/EU af 26. juli 2010 om, hvordan Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil skal tilrettelægges og fungere (EUT 2010, L 201, s. 30), ifølge hvilken »[d]en højtstående repræsentant fastsætter reglerne for mobilitet for at sikre, at der er en høj grad af mobilitet for EU-Udenrigstjenestens personale«
– »EU Delegations’ guide« (guide for EU’s delegationer), som bestemmer, at en placering i en delegation normalt varer fire år, og at personalet kan ansøge om forlængelse eller en fremskyndet fratræden, idet sådanne undtagelser dog kun indrømmes i ekstraordinære tilfælde, som skal begrundes behørigt og tage hensyn til tjenestens interesse.
27 Til denne rotationspolitik skal det bemærkes, at det følger af retspraksis, at institutionerne har et vidt skøn ved organisationen af deres tjenestegrene, alt efter de opgaver, som er overdraget dem, og – under hensyntagen til disse opgaver – ved placeringen af det personale, som de har til rådighed, dog på den betingelse, at denne placering sker i tjenestens interesse og med respekt af stillingernes ækvivalens (jf. i denne retning dom af 23.3.1988, Hecq mod Kommissionen, 19/87, EU:C:1998:165, præmis 6, og af 19.10.2017, Bernaldo de Quiros mod Kommissionen, T-649/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:736, præmis 22).
28 I forbindelse med den kontrol, som Retten udøver, af afgørelserne om organisationen af tjenestegrenen skal den, når der er anlagt et søgsmål, efterprøve, om ansættelsesmyndigheden har holdt sig inden for rimelige grænser og ikke har anvendt sine skønsbeføjelser på en åbenbar urigtig måde (jf. i denne retning dom af 12.12.2000, Dejaiffe mod KHIM, T-223/99, EU:T:2000:292, præmis 53, og af 21.9.2004, Soubies mod Kommissionen, T-325/02, EU:T:2004:271, præmis 50).
29 For at fastslå, om der foreligger en åbenbar fejl, skal sagsøgeren fremlægge beviser, som er tilstrækkelige til at bevirke, at de vurderinger, administrationen har lagt til grund, bliver usandsynlige (jf. i denne retning dom af 24.4.2013, Demeneix mod Kommissionen, F-96/12, EU:F:2013:52, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).
30 I det foreliggende tilfælde forekommer det ikke, at dette krav ikke er blevet opfyldt, eftersom sagsøgeren har givet sit syn på, hvad tjenestens interesse dækker over, uden på overbevisende vis at rejse tvivl om EU-Udenrigstjenestens vurderinger, hvis troværdighed sagsøgeren ikke har formået at så tvivl om.
31 Hvad angår det første argument kunne EU-Udenrigstjenesten uden at anlægge et åbenbart urigtigt skøn finde, at delegationen ville fortsætte med at fungere hensigtsmæssigt under ledelse af en ny delegationschef, som bl.a. bliver udnævnt på grundlag af sine ledelsesegenskaber.
32 Hvad angår det andet argument kunne EU-Udenrigstjenesten uden at anlægge et åbenbart urigtigt skøn finde, at de vanskeligheder, man støder på i det pågældende land eller den pågældende region, ikke med hensyn til deres karakter og intensitet er forskellige fra dem, man støder på andre steder, uden at dette skal forstyrre rotationsordningen, idet disse vanskeligheder kunne behandles lige så effektivt af en anden diplomat, udvalgt på grundlag af den erfaring og det kendskab, der er fornødent med henblik på at bestride denne type funktion i en sådan delegation.
33 Vedrørende det tredje argument kunne EU-Udenrigstjenesten uden at anlægge et åbenbart urigtigt skøn finde, at alle delegationschefer, der har bestridt stillingen i flere år, nødvendigvis vil have de egenskaber, som sagsøgeren har fremhævet, og at såfremt der på dette grundlag indrømmes den ansøgte forlængelse, ville det umuliggøre eller næsten umuliggøre rotation på dette ansvarsniveau.
34 Vedrørende dette sidstnævnte argument kunne EU-Udenrigstjenesten uden at anlægge et åbenbart urigtigt skøn finde, at regelmæssig forflyttelse inden for dens organisation, bl.a. i den pågældende delegation, bidrog til en forsvarlig forvaltning af de offentlige finanser og en styrkelse af EU’s image, eftersom den blev tilpasset den praksis, der følges på området i medlemsstaterne.
35 I denne forbindelse bemærkes som nævnt af EU-Udenrigstjenesten, at mobilitet er et fast princip i de diplomatiske tjenester, idet formålet er at undgå for tætte bånd, som kan følge af en for lang tilstedeværelse mellem diplomater og de myndigheder, organer og miljøer, der har indflydelse i modtagerlandene.
36 Idet disse forklaringer synes plausible, skal det lægges til grund, at EU-Udenrigstjenestens vurdering på baggrund af de argumenter, som sagsøgeren har fremført i det første anbringendes første led, ikke forekommer at være behæftet med en åbenbar fejl med den følge, at dette første led skal forkastes.
– Det andet led vedrørende tjenestens kontinuitet
37 Ifølge sagsøgeren kræver tjenestens kontinuitet, at hun bliver indrømmet den ansøgte forlængelse, for så vidt som det antal fratrædener, der var blevet annonceret i delegationen, kunne destabilisere denne sidstnævnte, når der ikke foreligger den stærke forankring, som delegationschefens forbliven i stillingen ville indebære.
38 Dette synspunkt anfægtes af EU-Udenrigstjenesten.
39 I denne forbindelse bemærkes, at tjenestens interesse kræver, at der ikke er indtrådt en afbrydelse af tjenestens kontinuitet (jf. i denne retning dom af 23.11.2017, PF mod Kommissionen, T-617/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:829, præmis 100 og den deri nævnte retspraksis), hvilket har til følge, at prøvelsen ligeledes skal vedrøre spørgsmålet om eventuelle åbenbare fejl, der kan rejse tvivl om troværdigheden af ansættelsesmyndighedens vurderinger (jf. den retspraksis, der er nævnt i præmis 28 og 29 ovenfor).
40 I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren understreget, at fem andre personer i ledende stillinger, foruden sagsøgeren, stod til at fratræde i forbindelse med rotationen i 2017, nemlig dels blandt EU-Udenrigstjenestens personale hendes assistent, forvaltningschefen og lederen af den politiske afdeling, dels blandt personalet i Generaldirektoratet for Internationalt Samarbejde og Udvikling chefen for samarbejde og chefen for afdelingen for »rural udvikling og fødevaresikkerhed«.
41 Det skal herved bemærkes, at udskiftning af personale er naturligt forbundet med mobilitet og ikke i sig selv rejser tvivl om tjenestens kontinuitet, eftersom denne kontinuitet sikres i tæt samråd mellem det personale, der fratræder, det personale, der forbliver i stillingerne, og det personale, som tiltræder, og sidstnævnte udvælges bl.a. på grundlag af dets kendskab og erfaring i forhold til den pågældende type stilling.
42 Det af sagsøgeren fremførte argument sår ikke tvivl om troværdigheden af EU-Udenrigstjenestens vurderinger, eftersom denne sidstnævnte uden at anlægge et åbenbart urigtigt skøn kunne finde, at kontinuiteten i det foreliggende tilfælde er sikret inden for rammerne af dette samråd for det første derved, at vicedelegationslederen, som allerede havde bestridt stillingen i to år og skulle fortsætte yderligere to år, forblev i stillingen, for det andet derved, at en ny chef for den politiske afdeling, som havde et passende kendskab og en passende erfaring, tiltrådte, og for det tredje derved, at stillingen som delegationschef var optaget på listen over stillinger, som skulle besættes i forbindelse med rotationen i 2017, således at stillingen på intet tidspunkt ville være ubesat.
43 På tilsvarende måde kunne EU-Udenrigstjenesten uden at anlægge et åbenbart urigtigt skøn finde, at den nye delegationsleder for at sikre kontinuiteten på mellemlang sigt skulle udnævnes i 2017, således at personalet under den nye ledelse kunne analysere den udvikling, der ville finde sted i landet efter det valg, der ville blive afholdt.
44 Det følger af ovenstående elementer, at eftersom det ikke er blevet godtgjort, at der foreligger et åbenbart urigtigt skøn, skal leddet vedrørende tjenestens kontinuitet forkastes og dermed det første anbringende i sin helhed, eftersom de to led, der udgør det, er blevet forkastet.
Det andet anbringende om tilsidesættelse af forpligtelsen til gennemsigtighed
45 Sagsøgeren har gjort gældende, at gennemsigtighedsreglerne ikke er blevet overholdt, eftersom der ikke er blevet givet hende nogen egentlig forklaring ud over en mundtlig udtalelse om, at der ikke kan gøres undtagelser til mobilitetspolitikken, en udtalelse, som i øvrigt er fejlagtig, henset til andre situationer, hvori der blev indrømmet undtagelser.
46 I denne forbindelse er det tilstrækkeligt at konstatere, at det følger af fast retspraksis, at begrundelsespligten udgør et væsentligt formkrav, som bør adskilles fra begrundelsens materielle indhold, der henhører under spørgsmålet om den anfægtede retsakts materielle lovlighed (jf. dom af 1.3.2017, Silvan mod Kommissionen, T-698/15 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:131, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis, og af 19.7.2017, Parlamentet mod Meyrl, T-699/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:524, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).
47 Begrundelsespligten i vedtægtens artikel 25, stk. 2, som gengiver ordlyden af artikel 296 TEUF, har for det første til formål at give den berørte part oplysninger, der er tilstrækkelige til, at det kan afgøres, om der er grundlag for retsakten, eller om den muligvis er behæftet med en sådan mangel, at dens gyldighed kan anfægtes for Unionens retsinstanser, og for det andet at gøre det muligt for disse retsinstanser at efterprøve retsaktens lovlighed (jf. i denne retning dom af 17.1.2017, LP mod Europol, T-719/15 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:7, præmis 17).
48 I det foreliggende tilfælde anførte EU-Udenrigstjenesten i den anfægtede afgørelse, at afvisningen af forlængelse var støttet på et behov for at sikre en regelmæssig rotation af delegationschefer, eftersom der generelt blev fulgt en klar politik for mobilitet efter maksimalt fire år i stillingen.
49 Denne begrundelse blev gengivet i detaljer i afgørelsen om afslag på klagen, og de af sagsøgeren fremførte argumenter blev således analyseret udførligt, således som det fremgår af præmis 6 ovenfor.
50 Endvidere falder argumentet om en forkert begrundelse sammen med anbringendet om ligebehandling, som behandles i det følgende.
51 Det følger af det ovenstående, at det andet anbringende bør forkastes som ligeledes åbenbart ugrundet.
Det tredje anbringende om en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet
52 Det tredje anbringende er opdelt i tre led.
– Det første led vedrørende en diskrimination af racistisk karakter i forhold til sagsøgeren
53 Sagsøgeren har i det første led gjort gældende, at afslaget på hendes ansøgning hvilede på en diskrimination af antisemitisk karakter.
54 Uanset disse påstandes generelle karakter skal det bemærkes, at vedtægtens artikel 91, stk. 2, indebærer, idet søgsmålet ellers kan afvises, at et anbringende, der fremsættes for Unionens retsinstanser, allerede er blevet fremført under den administrative procedure, således at ansættelsesmyndigheden har været i stand til at gøre sig bekendt med de klagepunkter, som den pågældende fremfører mod den anfægtede afgørelse (jf. dom af 25.10.2013, Kommissionen mod Moschonaki, T-476/11 P, EU:T:2013:557, præmis 71 og 73 samt den deri nævnte retspraksis).
55 I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren i sin klage ikke fremført noget om en mistanke om en begrundelse af antisemitisk karakter. Sagsøgeren har endvidere ikke gjort gældende, at omstændigheder, der er opstået senere end klagen, kunne give anledning til mistanke om diskrimination i forhold til sagsøgeren.
56 Følgelig skal det tredje anbringendes første led afvises.
– Det andet led om indrømmelse af en forlængelse for andre delegationsledere
57 Sagsøgeren er i det andet led af den opfattelse, at EU-Udenrigstjenesten har tilsidesat ligebehandlingsprincippet ved at afvise en forlængelse for hende, men har indrømmet en sådan forlængelse for andre delegationschefer, som befandt sig i en sammenlignelig situation.
58 I denne forbindelse bemærkes, at forpligtelsen til at sikre ligebehandling er et grundlæggende princip i EU-retten, som er fastslået i artikel 20 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (jf. dom af 14.9.2010, Akzo Nobel Chemicals og Akcros Chemicals mod Kommissionen, C-550/07 P, EU:C:2010:512, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).
59 Det fremgår af fast retspraksis, at det nævnte princip kræver, at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt og forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre forskelsbehandlingen er objektivt begrundet (dom af 14.9.2010, Akzo Nobel Chemicals og Akcros Chemicals mod Kommissionen, C-550/07 P, EU:C:2010:512, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).
60 Princippet tilsidesættes ikke ved en forskellig behandling, der er begrundet i et objektivt og sagligt kriterium, og som står i rimeligt forhold til det formål, som forfølges med den pågældende forskel (jf. i denne retning dom af 16.3.2004, Afari mod BCE, T-11/03, EU:T:2004:77, præmis 65, og af 23.1.2007, Chassagne mod Kommissionen, F-43/05, EU:F:2007:14, præmis 91).
61 EU-Udenrigstjenesten har i sin argumentation understreget, at afgørelserne om forlængelse er støttet på tjenestens interesse, og at lighedsprincippet vanskeligt kan anvendes på dem, eftersom sammenligningerne bliver gjort komplekse af de forskelle, der eksisterer mellem landende.
62 I denne forbindelse bemærkes, at det omhandlede princip har en generel rækkevidde og finder anvendelse på de retsakter, der vedtages af ansættelsesmyndigheden inden for de vedtægtsmæssige rammer, hver gang en sammenligning af situationer er mulig (jf. i denne retning dom af 19.10.2006, Buendia Sierra mod Kommissionen, T-311/04, EU:T:2006:329, præmis 130).
63 Anvendelsen af princippet hindres ikke i sig selv af den omstændighed, at afgørelserne vedrørende ansøgningerne om forlængelse er baseret på tjenestens interesse, eftersom denne interesse er blandt de objektive og rimelige kriterier, der kan begrunde en forskelsbehandling mellem tjenestemænd (jf. i denne retning dom af 19.10.2006, De Smedt mod Kommissionen, F-59/05, EU:F:2006:105, præmis 76).
64 Det fremgår af de skriftlige indlæg, der er indgivet af parterne, og af drøftelserne i retsmødet, at selv om den ikke er nem at foretage, er en sammenligning mulig mellem de besvarelser, der blev givet på ansøgningerne om forlængelse, eftersom EU-Udenrigstjenesten selv foretager en sådan sammenligning i afgørelsen om afslag på klagen ved at redegøre for, på hvilken måde de delegationschefer, der er nævnt af sagsøgeren, befandt sig i situationer, der var forskellige fra hendes situation.
65 Afgørelsen om afslag på klagen foretager således en analyse af sagsøgerens argumenter vedrørende de fire ansøgninger, der blev imødekommet, selv om de berørte personer befandt sig i en situation, der var sammenlignelig med hendes situation i forhold til pensionsalderen og den politiske ustabilitet, som herskede i modtagerlandet.
66 Dette argument skal undersøges på grundlag af den retspraksis, der giver ansættelsesmyndigheden et vidt skøn ved afgørelsen af de foranstaltninger, der skal træffes i tjenestens interesse, og Unionens retsinstanser skal således i forbindelse med sin prøvelse efterprøve, om der er blevet foretaget en vilkårlig sondring eller anlagt et åbenbart urigtigt skøn (dom af 25.2.2010, Pleijte mod Kommissionen, F-91/08, EU:F:2010:13, præmis 58).
67 Det fremgår af drøftelserne mellem parterne, at to af de sager, som sagsøgeren har henvist til, vedrører ansøgninger i det rotationsår, hvori sagsøgeren indgav ansøgning om forlængelse, nemlig 2017.
68 I et tilfælde blev forlængelsen ifølge EU-Udenrigstjenesten indrømmet for at fastholde i det sædvanlige tidsrum for en udstationering, dvs. fire år, idet udstationeringen oprindeligt var begrænset til tre år, eftersom der var tale om en udstationering i et »vanskeligt« land. I denne sag ønskede EU-Udenrigstjenesten at tilpasse varigheden af tjenesteperioden for denne person til den praksis, der følges i tjenesten, dvs. en tjenesteperiode på maksimalt fire år. Ifølge EU-Udenrigstjenesten er denne situation forskellig fra den, som sagsøgeren befandt sig i, eftersom hun fra begyndelsen var blevet udstationeret for fire år i en stilling som delegationschef.
69 I det andet tilfælde var afgørelsen ifølge EU-Udenrigstjenesten begrundet i et behov for at beholde delegationschefen for at gøre det muligt for personalet under dennes ledelse at følge udviklingen i afholdelsen af valg i modtagerlandet.
70 Sagsøgeren har gjort gældende, at der også blev afholdt valg i det land, hvor hun gjorde tjeneste, med den følge, at hendes ansøgning af de samme grunde skulle have været imødekommet.
71 Ifølge EU-Udenrigstjenesten kan de to situationer imidlertid ikke sammenlignes, idet de valg, der blev taget hensyn til i afgørelserne, ikke fandt sted på samme tidspunkt i forhold til delegationschefens eventuelle fratræden. I det land, hvor forlængelsen blev indrømmet, fandt de sted inden rotationen, hvilket gjorde det ønskeligt, at delegationschefen fortsatte i sin stilling for at analysere den udvikling, der fulgte derefter. Det samme gjorde sig ikke gældende for det land, hvori sagsøgeren gjorde tjeneste, og hvori valget fandt sted efter delegationschefens fratræden, hvorfor en øjeblikkelig udskiftning var at foretrække, således at personalet kunne følge hele processen under en ny ledelse.
72 Sagsøgeren har i sine skriftlige indlæg analyseret to andre tilfælde, hvor en forlængelse ifølge sagsøgeren blev imødekommet i strid med ligebehandlingsprincippet.
73 I denne forbindelse bemærkes, at de to omhandlede tilfælde vedrørte tidligere rotationsår med den følge, at selv om det stadig er muligt at foretage sammenligninger, vil de være mindre umiddelbare, idet prioriteter og krav kan variere over tid.
74 I et tilfælde blev forlængelsen ifølge EU-Udenrigstjenesten imødekommet på baggrund af den omstændighed, at delegationen i modsætning til den delegation, der er blevet ledet af sagsøgeren, ikke talte en vicedelegationschef. I det andet tilfælde blev den indrømmet for at undgå, at delegationschefens fratræden ikke faldt sammen med chefen for den politiske afdelings fratræden, hvilket ikke forekom ønskeligt, idet delegationen bestod af et begrænset antal ansatte, hvor kontinuiteten ikke kunne sikres af det resterende personale.
75 Under alle omstændigheder blev afgørelsen om at indrømme forlængelse hverken i disse to sager eller i de ovenfor omtalte sager truffet for at gøre det muligt for den berørte person at afslutte sin karriere i den stilling, som personen var blevet placeret i, men den blev derimod støttet på en vurdering – under hensyntagen til tjenestens interesse – af det bidrag, som den berørte persons forbliven i stillingen udgjorde, i forhold til den fordel, der kunne opnås ved, at der kom en ny ledelse.
76 Ifølge Retten er disse betragtninger i afgørelsen om afvisning af klagen for at forklare den sondring, der blev foretaget mellem sagerne, troværdige, og sagsøgeren har ikke fremført forhold, der peger i retning af, at der kan være foretaget en vilkårlig diskrimination eller anlagt et åbenbart urigtigt skøn.
77 Hvad angår den betydning, som personlige betragtninger vil kunne tillægges, såsom ønsket om at afslutte sin karriere et bestemt sted, bemærkes, at afgørelserne skal støttes på tjenestens interesse, og at selv om ansættelsesmyndigheden kan tage hensyn til dem, kan sådanne betragtninger ikke have forrang for andre forhold, der anses for vigtigere under hensyn til denne interesse.
78 På baggrund af disse betragtninger skal det tredje anbringendes andet led forkastes.
– Det tredje led vedrørende de foranstaltninger, der skal træffes i forhold til kvinder
79 Sagsøgeren er i det tredje led af den opfattelse, at hendes ansøgning skulle have været imødekommet på grundlag af vedtægtens artikel 1d, stk. 2 og 3, som ifølge sagsøgeren fordrer vedtagelse af foranstaltninger, der opvejer underrepræsentationen af kvinder i lederstillinger blandt personalet ved Den Europæiske Union.
80 Dette synspunkt anfægtes af EU-Udenrigstjenesten.
81 Ifølge vedtægtens artikel 1d, stk. 2, er fuld erhvervsmæssig ligestilling mellem mænd og kvinder et væsentligt element, der skal tages i betragtning ved gennemførelsen af samtlige aspekter af vedtægten.
82 Det følger af samme bestemmelse, at princippet om ligebehandling ikke er til hinder for, at EU-institutionerne opretholder eller vedtager foranstaltninger, der tager sigte på at indføre specifikke fordele, som har til formål at gøre det lettere for det underrepræsenterede køn at udøve en erhvervsaktivitet eller at forebygge eller opveje ulemper i den erhvervsmæssige karriere.
83 I henhold til vedtægtens artikel 1d, stk. 3, fastlægger institutionernes ansættelsesmyndigheder efter fælles overenskomst og efter udtalelse fra Vedtægtsudvalget foranstaltninger, der skal bidrage til, at mænd og kvinder får lige muligheder på de områder, der er omfattet af denne vedtægt, og træffer som led heri de nødvendige bestemmelser bl.a. med sigte på at afskaffe eksisterende uligheder, som har indflydelse på kvinders muligheder på de områder, der er omfattet af denne vedtægt.
84 Af disse bestemmelser følger det for det første, at ligestilling mellem kønnene er et »væsentligt« element i vedtægtens gennemførelse, for det andet, at dette gælder for så vidt angår »samtlige« aspekter af denne gennemførelse, for det tredje, at institutionerne kan vedtage foranstaltninger, der tilsigter at opveje underrepræsentation af kvinder i visse stillinger, og for det fjerde, at de efter fælles overenskomst skal fastlægge foranstaltninger, der kan rette op på de uligheder, der påvirker kvindernes muligheder.
85 Ifølge EU-Udenrigstjenesten kan der ikke tages hensyn til køn ved afgørelser om forlængelse af en placering som delegationschef, eftersom sådanne afgørelser udelukkende skal støttes på tjenestens interesse.
86 Synspunktet er blevet fremsat i den afgørelse om afslag på klagen, hvori EU-Udenrigstjenesten anførte, at »eftersom forlængelsen af placering af personale i delegationer udelukkende skal begrundes i tjenestegrenens interesse, kan der ikke tages hensyn til hendes egenskab af kvinde ved afgørelsen om en eventuel forlængelse af hendes placering i denne stilling«.
87 Det blev også fremsat i EU-Udenrigstjenestens besvarelse af Rettens skriftlige spørgsmål inden retsmødet, hvori det blev understreget for det første, »at der ikke [var] nogen forbindelse mellem ligestillingspolitikken og mobilitetspolitikken i EU-Udenrigstjenesten«, og for det andet, at »behandlingen af en sådan ansøgning [om forlængelse] indg[ik] i mobilitetspolitikken og ikke […] i ligestillingspolitikken«.
88 EU-Udenrigstjenestens repræsentant anførte i retsmødet tilsvarende, at »mobilitetspolitikken [adskiller sig] fra ligestillingspolitikken«. Som svar på nogle spørgsmål stillet som led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse i forlængelse af retsmødet præciserede EU-Udenrigstjenesten, at »ansøgningerne om forlængelse [blev] behandlet på grundlag af tjenestens interesse i hvert enkelt tilfælde uafhængigt af, om ansøgeren [var] mand eller kvinde«.
89 I denne forbindelse bemærkes, at vedtægtslovgiver ved at vedtage de omhandlede bestemmelser har udtrykt ønske om at tildele ligestilling, navnlig ved repræsentation af kvinder i visse stillinger, en »væsentlig« rolle i de afgørelser, der gennemfører »samtlige« vedtægtens aspekter.
90 Dette ønske genfindes ikke i de holdninger, som er blevet indtaget af EU-Udenrigstjenesten, der gennem de erklæringer, der blev afgivet under den administrative og retslige procedure, tværtimod har anført, at den for sit vedkommende anså betragtningerne om køn for at ligge uden for tjenestens interesse.
91 EU-Udenrigstjenesten har gjort gældende, at den ikke på nuværende tidspunkt er forpligtet af nogen bestemmelse, der foreskriver at opveje underrepræsentation af kvinder i visse stillinger, eftersom sådanne bestemmelser kun kan vedtages i henhold til vedtægtens artikel 1d, stk. 2 og 3, som endnu ikke er blevet gennemført.
92 I denne sammenhæng er spørgsmålet, indtil institutionerne har vedtaget foranstaltninger, om disse foranstaltninger, som EU-Udenrigstjenesten har gjort gældende, kan udelukke betragtninger vedrørende køn, særligt dem, der vedrører kvinders repræsentation i visse stillinger, fra de afgørelser, der gennemfører vedtægtens aspekter.
93 I denne forbindelse skal det konstateres, at vedtægtslovgiver i vedtægtens artikel 1d, stk. 2, ikke kun foreskriver, at institutionerne skal vedtage foranstaltninger. Lovgiver erklærer tillige, at ligestilling udgør et »væsentligt« element, der skal tages hensyn til ved »samtlige« aspekter, der gennemfører vedtægten, men fastsætter ingen frister eller betingelser og gør den ikke betinget af vedtagelsen af visse foranstaltninger.
94 Det følger heraf, at EU-Udenrigstjenesten ved at udelukke ligestilling fra de betragtninger, der lå til grund for vedtagelsen af afgørelsen vedrørende den af sagsøgeren indgivne ansøgning om forlængelse, selv om vedtægtslovgiver anser dette forhold for væsentligt, har tilsidesat de vedtægtsbestemmelser, som sagsøgeren har henvist til.
95 Denne fejl er åbenbar, henset til den modstrid, der foreligger mellem på den ene side udelukkelsen af betragtningerne vedrørende køn i afgørelsen om afslag på klagen og på den anden side den væsentlige karakter, som vedtægtslovgiver tillagde disse betragtninger.
96 Ifølge retspraksis er en annullation af en administrativ afgørelse som følge af en fejl imidlertid ikke berettiget, når denne fejl ikke har haft afgørende betydning for afgørelsens indhold (jf. i denne retning dom af 9.6.2015, Navarro mod Kommissionen, T-556/14 P, EU:T:2015:368, præmis 26).
97 I det foreliggende tilfælde ville den anfægtede afgørelses konklusion kunne have været anderledes, såfremt ligestillingen ikke på forhånd principielt var blevet udelukket fra EU-Udenrigstjenestens bedømmelse, selv om afgørelser vedrørende organisationen af dens tjenestegrene er omfattet af de retlige rammer i vedtægten.
98 Af denne grund skal det tredje anbringendes tredje led tages til følge, og den anfægtede afgørelse skal annulleres.
Erstatningspåstanden
99 Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at EU-Udenrigstjenesten tilpligtes at betale hende et fast beløb på principalt 250 000 EUR, subsidiært 200 000 EUR og mere subsidiært 150 000 EUR, 100 000 EUR eller 50 000 EUR i erstatning for ikke-økonomisk skade.
100 I medfør af procesreglementets artikel 76, litra d), skal enhver stævning indeholde søgsmålets genstand og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. Disse angivelser skal være tilstrækkeligt klare og præcise til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar, og Retten i givet fald på det således foreliggende grundlag kan tage stilling til sagen. Det er af retssikkerheds- og retsplejehensyn en forudsætning for, at et anbringende kan antages til realitetsbehandling, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som anbringendet støttes på, fremgår på en sammenhængende og forståelig måde af selve stævningen, i det mindste i summarisk form. Hvad nærmere bestemt angår en stævning, hvori der nedlægges påstand om erstatning for skader, der angiveligt er forvoldt af en EU-institution, skal den indeholde oplysninger, der gør det muligt at fastslå, hvilken adfærd fra institutionens side sagsøgeren sigter til, begrundelsen for, at han er af den opfattelse, at der foreligger årsagsforbindelse mellem adfærden og det tab, han påstår at have lidt, samt dette tabs karakter og omfang (jf. kendelse af 16.1.2004, Arizona Chemical m.fl. mod Kommissionen, T-369/03 R, EU:T:2004:9, præmis 120 og den deri nævnte retspraksis).
101 Det skal imidlertid konstateres, at stævningen ikke for så vidt angår identifikationen af det påståede tab samt årsagssammenhængen mellem den angiveligt ulovlige adfærd og dette tab opfylder de betingelser, der er fastsat i procesreglementets artikel 76, litra d).
102 Sagsøgeren har ikke fremført nogen omstændighed, der kan godtgøre, at der foreligger et tab og omfanget heraf, eller at der foreligger årsagssammenhæng.
103 Erstatningspåstanden skal derfor afvises.
Sagsomkostninger
104 Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.
105 Da EU-Udenrigstjenesten i det væsentlige har tabt sagen, bør det pålægges den at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med sagsøgerens påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Første Afdeling):
1) Afgørelsen truffet af Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) den 30. juni 2016 om afslag på Chantal Hebberechts ansøgning om at forlænge hendes ansættelse som chef for Den Europæiske Unions delegation i Etiopien med et år annulleres.
2) I øvrigt frifindes EU-Udenrigstjenesten.
3) EU-Udenrigstjenesten betaler sagsomkostningerne.
Pelikánová | Nihoul | Svenningsen |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 27. november 2018.
Underskrifter