Sag T-292/17
Région Île-de-Frankrig
mod
Europa-Kommissionen
Rettens dom (Første Afdeling) af 12. juli 2019
»Statsstøtte – støtteordning gennemført af Frankrig fra 1994 til 2008 – investeringstilskud tildelt af regionen Île-de-France – afgørelse, hvorved støtteordningen erklæres forenelig med det indre marked – fordel – selektiv karakter – artikel 107, stk. 1, TEUF – begrundelsespligt – begreberne »eksisterende støtte« og »ny støtte« – artikel 108 TEUF – artikel 1, litra b), nr. i) og v), i forordning (EU) 2015/1589«
1. Annullationssøgsmål – formaliteten – frifindelse i et søgsmål vedrørende realiteten uden at tage stilling til formaliteten – Unionens retsinstansers skønsbeføjelse
(Art. 263 TEUF)
(jf. præmis 25 og 26)
2. Annullationssøgsmål – anbringender – manglende eller utilstrækkelig begrundelse – anbringende forskelligt fra anbringendet vedrørende retsaktens materielle lovlighed
(Art. 263 TEUF og art. 296, stk. 2, TEUF)
(jf. præmis 34)
3. Statsstøtte – Kommissionens afgørelse, hvorved en foranstaltning kvalificeres som statsstøtte – begrundelsespligt – rækkevidde – foranstaltningens selektive karakter – tildeling af en fordel til støttemodtagerne
(Art. 107, stk. 1, TEUF og art. 296, stk. 2, TEUF)
(jf. præmis 39-51)
4. Statsstøtte – begreb – tildeling af en fordel til støttemodtagerne – investeringstilskud til virksomheder på markedet for offentlig transport – omfattet
(Art. 107, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 54-56)
5. Statsstøtte – begreb – foranstaltningens selektive karakter – en national foranstaltning, der kan begunstige visse virksomheder eller visse produktioner i forhold til andre, der befinder sig i en tilsvarende faktisk og retlig situation
(Art. 107, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 59-63)
6. Statsstøtte – eksisterende og ny støtte – kvalificering som eksisterende støtte – kriterier – udviklingen af det indre marked – støttemodtagerne kunne anvende det udstyr, der er blevet ydet tilskud til, som led i aktiviteter, der var åbne for konkurrence inden indførelsen af støtteordningen – ikke en eksisterende støtte
[Art. 107 TEUF; Rådets forordning 2015/1589, art. 1, litra b), nr. v)]
(jf. præmis 76-86)
Resumé
I domme af 12. juli 2019 i sagerne Keolis CIF m.fl. mod Kommissionen (sag T-289/17) Transdev m.fl. mod Kommissionen (sag T-291/17), Région Île-de-France mod Kommissionen (sag T-292/17), Optile mod Kommissionen (sag T-309/17), Ceobus m.fl. mod Kommissionen (sag T-330/17) og STIF-IDF mod Kommissionen (sag T-738/17) frifandt Retten Europa-Kommissionen i flere søgsmål anlagt med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 2. februar 2017 vedrørende to støtteordninger gennemført af Frankrig til fordel for busselskaber i regionen Île-de-France (1).
Alle sagerne var en del af indrømmelsen af to støtteordninger til fordel for busselskaber i regionen Île-de-France, hvoraf den første blev gennemført af regionen Île-de-France fra 1994 til 2008, og den anden blev gennemført af Syndicat Transport Île de France (faglig organisation for transportvirksomheder i Île-de-France, Frankrig, STIF-IDF) fra 2008. Den støtte, der blev udbetalt i medfør af disse ordninger, skulle begunstige erhvervelsen af udstyr for virksomheder inden for offentlig rutebefordring i regionen Île-de-France og kompensere for de investeringer, som disse virksomheder afholdt.
I den for Retten anfægtede afgørelse havde Kommissionen for det første fastslået, at disse to støtteordninger var forenelige med det indre marked. For det andet fastslog den imidlertid, at den økonomiske støtte, som var tildelt i medfør af disse ordninger, var blevet gennemført ulovligt, eftersom de udgjorde »ny støtte« og ikke var blevet anmeldt til Kommissionen. I denne forbindelse fastslog Kommissionen nærmere bestemt, at der var sket en tilsidesættelse af artikel 108, stk. 3, TEUF, som forbyder de medlemsstater, der påtænker at tildele eller ændre en statsstøtte, at gennemføre de påtænkte foranstaltninger, før Kommissionen har foretaget en forudgående kontrol af deres projekter. Artikel 108, stk. 3, TEUF fastsætter således en stand still-forpligtelse, der gælder for ny støtte, men ikke for eksisterende støtte.
Ved domme i sagerne Keolis CIF m.fl. mod Kommissionen, Transdev m.fl. mod Kommissionen, Optile mod Kommissionen og Ceobus m.fl. mod Kommissionen frifandt Retten Kommissionen i søgsmål anlagt af flere virksomheder, der drev offentlig personbefordring ad vej i denne region, med påstand om annullation af den anfægtede afgørelse, for så vidt som den vedrørte den støtteordning, som regionen Île-de-France havde gennemført fra 1994 til 2008. I denne forbindelse fremsatte flere sagsøgere klagepunkter om Kommissionens tilsidesættelse af begrundelsespligten, som imidlertid alle blev forkastet af Retten. Til støtte for søgsmålene anfægtede sagsøgerne endvidere, at de investeringstilskud, som transportvirksomhederne havde modtaget i medfør af de omhandlede støtteordninger, var blevet kvalificeret som ny støtte. De virksomheder, der drev befordring ad vej, påberåbte sig endvidere forældelsesreglerne i artikel 17 i forordning 2015/1589 (2).
Hvad angår kvalificeringen som ny støtte af den statsstøtte, som regionen Île-de-France havde gennemført fra 1994 til 2008, forkastede Retten for det første klagepunkterne om en tilsidesættelse af artikel 1, litra b), nr. i), i forordning 2015/1589, hvorefter støtte indført, inden EUF-traktaten trådte i kraft i den pågældende medlemsstat, anses for eksisterende støtte. Sagsøgerne havde nemlig ikke for Retten fremlagt tilstrækkelige beviser til at godtgøre, at den pågældende støtteordning var blevet indført, inden traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab trådte i kraft i Frankrig den 1. januar 1958. For det andet forkastede Retten klagepunkterne om en tilsidesættelse af artikel 1, litra b), nr. v), i forordning 2015/1589, hvorefter støtte, der ikke var støtte, da den blev indført, men som blev en støtte på grund af udviklingen af det indre marked, uden at medlemsstaten havde foretaget nogen ændringer, anses for eksisterende støtte. I denne henseende fremhævede Retten, at de transportvirksomheder, der modtog den tildelte støtte, fra indførelsen af den pågældende støtteordning kunne anvende udstyr, der var finansieret af denne støtte, på transportaktiviteter, der var åbne for konkurrence. Hvad angår perioden fra 1994 til 2008 havde de pågældende transportvirksomheder endvidere ikke anfægtet kvalificeringen af den tildelte støtte som statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF. Endvidere var Kommissionens konklusion om, at alle de kriterier, der er fastsat i denne bestemmelse, var opfyldt for denne periode, i overensstemmelse med den analyse, der fremgår af de nationale retsinstansers afgørelser på området.
Retten forkastede endvidere klagepunktet om en tilsidesættelse af artikel 17 i forordning 2015/1589, der foreskriver en tiårig forældelsesfrist på området for tilbagesøgning af støtte. I denne forbindelse bemærkede Retten, at de forældelsesregler, der er fastsat i denne bestemmelse, alene gælder for Kommissionens beføjelser, hvorfor de ikke finder anvendelse, når Kommissionen som i det foreliggende tilfælde har anerkendt, at en ulovligt udbetalt støtte er forenelig med det indre marked efter tildelingen heraf. Retten bemærkede dog, at de nationale myndigheders beføjelser vedrørende en eventuel tilbagesøgning af denne støtte alene er underlagt de regler om forældelse i national ret, der finder anvendelse for de nationale retsinstanser.
Ved dommen i sagen Région Île-de-France mod Kommissionen frifandt Retten Kommissionen i den af regionen Île-de-France anlagte sag. Retten fastslog, at sagsøgeren ikke kunne foreholde Kommissionen, at den havde tilsidesat begrundelsespligten som led i sin vurdering vedrørende den selektive karakter af den støtteordning, som sagsøgeren havde gennemført fra 1994 til 2008, og vedrørende den uberettigede økonomiske fordel, der var indrømmet de begunstigede under ordningen. Retten fastslog endvidere, at der ikke kunne rejses tvivl om, hvorvidt der var grundlag for vurderingerne i den anfægtede afgørelse vedrørende eksistensen af en økonomisk fordel og ordningens selektivitet. Retten præciserede i denne henseende, at virksomheder fra andre medlemsstater eller andre franske regioner ikke var berettigede til at få tildelt de omtvistede tilskud, som alene virksomheder, der var aktive på markedet for rutebefordring af passagerer og udøvede deres aktiviteter på sagsøgerens geografiske område, kunne drage fordel af. Retten forkastede endvidere anbringendet om tilsidesættelse af artikel 1, litra b), nr. i) og v), i forordning 2015/1589.
Ved dommen i sagen STIF-IDF mod Kommissionen frifandt Retten Kommissionen i søgsmålet anlagt af STIF-IDF med påstand om annullation den anfægtede afgørelse, for så vidt som den vedrørte den støtteordning, som sidstnævnte havde gennemført fra 2008. Denne del af den anfægtede afgørelse vedrørte nærmere bestemt en række kontrakter, som var indgået mellem STIF-IDF og private virksomheder, der drev virksomhed med offentlig rutebefordring af passagerer på regionen Île-de-Frances geografiske område, hvori det var fastsat, at STIF-IDF udbetalte et økonomisk tilskud til de kontraherende virksomheder som kompensation for udøvelsen af de forpligtelser til offentlig tjeneste, som disse var kontraktretligt underlagt.
Til støtte for annullationssøgsmålet påberåbte STIF-IDF sig fast retspraksis, hvorefter et statsligt indgreb ikke er statsstøtte som omhandlet i artikel 107 TEUF, når det er vederlag for de af de begunstigede virksomheder leverede ydelser til opfyldelse af forpligtelser til offentlig tjeneste, således at disse virksomheder reelt ikke har en økonomisk fordel, og dette indgreb således ikke har den virkning at sætte disse virksomheder i en konkurrencemæssigt fordelagtig position i forhold til de virksomheder, der konkurrerer med dem. For at en sådan kompensation i det enkelte tilfælde kan falde uden for begrebet statsstøtte, skal de såkaldte »Altmark«-betingelser (3) være opfyldt. Ifølge den fjerde af disse betingelser skal størrelsen af det statslige indgreb fastlægges på grundlag af en analyse af de omkostninger, som en gennemsnitsvirksomhed, der er veldrevet og tilstrækkeligt udstyret til at kunne opfylde de stillede krav til den offentlige tjeneste, ville have ved at opfylde forpligtelserne. Med søgsmålet foreholdt STIF-IDF nærmere bestemt Kommissionen i den anfægtede afgørelse med urette at have fastslået, at den omtvistede støtteordning ikke opfyldt denne betingelse, og at have tilsidesat begrundelsespligten i denne forbindelse.
Efter at have bekræftet, at Kommissionen havde givet tilstrækkeligt detaljerede oplysninger om grundene til, at den fandt, at den omtvistede støtteordning ikke opfyldt den fjerde Altmark-betingelse, bemærkede Retten, at de beviser, som STIF-IDF havde fremført til støtte for sine klagepunkter, i det væsentlige bestod af henvisninger til de metodologiske værktøjer, som den havde anvendt inden fastsættelsen af de økonomiske tilskud, der skulle udbetales til de kontraherende virksomheder, samt til de forskellige efterfølgende kontroller, som var foretaget for at kontrollere de investeringer, som de sidstnævnte havde foretaget. Eftersom disse beviser ikke var relevante eller i hvert fald var utilstrækkelige til at afgøre, om kompensationens størrelse var blevet fastsat i overensstemmelse med den fjerde Altmark-betingelse, fastslog Retten, at de oplysninger, som STIF-IDF havde fremlagt, ikke kunne godtgøre, at vurderingen af den omtvistede støtteordning i den anfægtede afgørelse vedrørende denne betingelse var behæftet med en retlig fejl eller en urigtig vurdering.