RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Anden Afdeling)

22. maj 2014

Sag F-130/12

CI

mod

Europa-Parlamentet

»Personalesag – vederlag – familietillæg – børnetilskud – dobbelt børnetilskud – vedtægtens artikel 67, stk. 3 – betingelser for tildeling af ydelse – mindelig løsning mellem parterne foranlediget af Den Europæiske Ombudsmand – gennemførelse – omsorgspligt«

Angående:      Søgsmål anlagt af CI i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, med påstand om annullation af afgørelsen af 4. august 2008, hvorved Europa-Parlamentet betingede forlængelsen fra den 1. juni 2008 af det dobbelte børnetilskud, som CI som følge af sønnens handicap modtog i medfør af artikel 67, stk. 3, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«), af en fremlæggelse af dokumentation for CI’s økonomiske forpligtelser, af afgørelsen af 24. oktober 2008 om afslag på denne forlængelse, af afgørelsen af 5. december 2011, der blev truffet som følge af sagens genoptagelse, for så vidt som denne opretholder de to ovennævnte afgørelser, og af afgørelsen af 20. juli 2012 om afslag på klagen til prøvelse af afgørelsen af 5. december 2011.

Udfald:      Europa-Parlamentets afgørelse af 5. december 2011 om afslag på fra den 1. juni 2008 at forlænge tildelingen af dobbelt børnetilskud samt afgørelsen af 20. juli 2012 om afslag på klagen annulleres. I øvrigt frifindes Parlamentet. Parlamentet bærer sine egne omkostninger og betaler de af CI afholdte omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemandssager – frister – ufravigelighed – klage indgivet til Den Europæiske Ombudsmand – ingen betydning

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og art. 91, stk. 3); Europa-Parlamentets afgørelse af 94/262, art. 2, stk. 6).

2.      Tjenestemænd – vederlag – familietillæg – børnetilskud – dobbelt tilskud – betingelser for tildeling – mindelig løsning mellem parterne foranlediget af Den Europæiske Ombudsmand – gennemførelse – omsorgspligt

(Tjenestemandsvedtægten, art. 67, stk. 3)

1.      I overensstemmelse med artikel 2, stk. 6, i afgørelse 94/262 vedrørende ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv, fører indbringelse af klager for ombudsmanden ikke til en afbrydelse af forældelsesfristerne for søgsmål.

(jf. præmis 42)

2.      I henhold til vedtægtens artikel 67, stk. 3, kan børnetilskuddet fordobles, når det pågældende barn påfører tjenestemanden betydelige udgifter som følge af et mentalt eller fysisk handicap.

Angående gennemførelsen af en mindelig løsning, der er foreslået af Ombudsmanden og accepteret af parterne, anlægger administrationen for det første et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med vurderingen af Ombudsmandens afgørelse om at afslutte undersøgelsen, for så vidt som den mindelige løsning fastsætter, at den pågældende tjenestemand blot skal fremlægge et skøn over udgifterne til en terapeut eller en privatlærer, eftersom den kompetente afdelingschef pålægger den pågældende tjenestemand en betingelse, der ikke er omfattet af den mindelige løsning, dvs. at sønnens konkrete behov består af en terapeutisk behandling.

For det andet fordrejer den kompetente kontorchef indholdet af lægeudvalgets udtalelse ved at konkludere, at tjenestemandens søn har behov for en speciel behandling, der skal formidles af en professionel, og at den hjælp, som han har brug for, ikke kan formidles via telefon eller mail.

For det tredje er høringen af en læge, der er uafhængig af parterne, hvis ekspertise førte til vedtagelsen af afgørelsen om afslag på tildeling af det dobbelte tilskud, foretaget på baggrund af unøjagtige konklusioner, som kontorchefen er nået frem til efter en fejlbehæftet gennemgang af den pågældende tjenestemands sagsmappe, og uden at administrationen forinden henvendte sig til lægeudvalget, hvilket den kunne have gjort med henblik på, at lægeudvalget, på baggrund af de lægeattester, som tjenestemanden har fremlagt, belyser de udtalelser, det har afgivet angående den pågældende tjenestemands søns behov.

Under disse omstændigheder holder administrationen sig ikke inden for rimelige grænser i forbindelse med vurderingen af tjenestens interesse i forhold til den pågældende tjenestemands interesse og foretager et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med gennemførelsen af den mindelige løsning, der er foreslået af Ombudsmanden og accepteret af parterne, og tilsidesætter dermed sin omsorgspligt i forhold til den pågældende tjenestemand.

(jf. præmis 56-58, 62, 65, 66, 71 og 74)