Sag T-145/08
Atlas Transport GmbH
mod
Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)
»EF-varemærker – ugyldighedssag – EF-ordmærket ATLAS – det ældre Benelux-figurmærke atlasair – formkrav – indgivelse af en skriftlig begrundelse for klagen – suspension af den administrative sag – artikel 59 i forordning (EF) nr. 40/94 (nu artikel 60 i forordning (EF) nr. 207/2009) – regel 20, stk. 7, i forordning (EF) nr. 2868/95«
Sammendrag af dom
1. EF-varemærker – klagesag – klagefrist og klagens form – indgivelse inden for fristen af en skriftlig begrundelse for klagen – betingelse for antagelse til realitetsbehandling
(Rådets forordning nr. 40/94, art. 59; Kommissionens forordning nr. 2868/95, art. 1, regel 48, stk. 1 og 2, og regel 49)
2. EF-varemærker – klagesag – klage for appelkamrene – suspension af sagen – betingelser
(Rådets forordning nr. 40/94, art. 79; Kommissionens forordning nr. 2868/95, art. 1, regel 20, stk. 7; Kommissionens forordning nr. 216/96, art. 8)
1. I henhold til artikel 59 i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker skal klagen over en afgørelse indgives skriftligt til Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) inden to måneder efter den dato, på hvilken der er givet meddelelse om afgørelsen. Inden fire måneder efter den dato, på hvilken der er givet meddelelse om afgørelsen, skal der indgives en skriftlig begrundelse for klagen.
Endvidere bestemmer regel 48, stk. 1, litra c), i forordning nr. 2868/95 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 40/94, at klagen for appelkammeret skal indeholde en angivelse af, hvilken afgørelse der påklages, og i hvilket omfang afgørelsen begæres ændret eller omstødt.
Endelig præciserer regel 49 i forordning nr. 2868/95, at såfremt en klage ikke opfylder bestemmelserne i artikel 59 i forordning nr. 40/94 eller regel 48, stk. 1, litra c), og stk. 2, i forordning nr. 2868/95, afviser appelkammeret klagen, medmindre manglerne afhjælpes inden udløbet af de frister, der gælder i henhold til artikel 59 i forordning nr. 40/94.
En systematisk fortolkning af disse bestemmelser fører til, at en sagsøger, der ønsker at indbringe en klage for appelkammeret, har pligt til inden for den fastsatte frist – da hans klage ellers vil blive afvist – at indgive en skriftlig begrundelse for klagen til Harmoniseringskontoret, og at denne begrundelse skal være mere end en henvisning til den afgørelse, der påklages, og til sagsøgerens krav om, at appelkammeret ændrer eller omstøder afgørelsen.
Det fremgår endvidere af en ordlydsfortolkning af ordet »begrundelse«, der er anvendt i den sidste sætning i artikel 59 i forordning nr. 40/94, at sagsøgeren for appelkammeret skriftligt skal anføre de grunde, der er bestemmende for hans klage. Det påhviler ikke appelkammeret at udlede de grunde, hvorpå den klage, det skal træffe afgørelse om, er støttet. Sagsøgerens indlæg skal således gøre det muligt at forstå, hvorfor sagsøgeren over for appelkammeret begærer omstødelse eller ændring af afgørelsen.
Når artikel 59 i forordning nr. 40/94 pålægger sagsøgeren at indgive en skriftlig begrundelse for sin klage, skal sagsøgeren derfor skriftligt og tilstrækkeligt klart angive de faktiske og/eller retlige omstændigheder, der begrunder hans begæring over for appelkammeret om omstødelse og/eller ændring af den anfægtede afgørelse.
(jf. præmis 37-41 og 46)
2. Regel 20, stk. 7, i forordning nr. 2868/95 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 40/94 om EF-varemærker og artikel 8 i forordning nr. 216/96 om fastsættelse af forretningsordenen for appelkamrene ved Harmoniseringskontoret for Det Indre Marked (varemærker og mønstre), der giver mulighed for at suspendere sagen for appelkammeret henholdsvis i en indsigelsessag og efter en udtalelse fra appelkammerets leder vedrørende antagelse til realitetsbehandling af en klage for nævnte kammer, er udtryk for et almindeligt anerkendt princip i medlemsstaterne vedrørende muligheden for en myndighed, der træffer afgørelser, for at suspendere en sag, der er indbragt for den, når sagens omstændigheder begrunder dette.
En analog anvendelse af regel 20, stk. 7, litra c), i forordning nr. 2868/95 i forbindelse med en ugyldighedssag bliver begrundet med, at både en indsigelsessag, der støttes på artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94, og en sag om en relativ ugyldighedsgrund på grundlag af artikel 52, stk. 1, litra a), i den nævnte forordning har til formål at undersøge risikoen for forveksling mellem to varemærker, og at muligheden for at suspendere sagen bidrager til disse sagers effektivitet.
Appelkammeret råder følgelig over en beføjelse til at suspendere en ugyldighedssag, hvis omstændighederne tilsiger det.
Appelkammerets skønsbeføjelse til at suspendere en sag eller at undlade at gøre dette er vid. Regel 20, stk. 7, litra c), i forordning nr. 2868/95 illustrerer denne vide skønsbeføjelse ved at bestemme, at appelkammeret kan suspendere proceduren, hvis omstændighederne tilsiger det. Appelkammeret har således en suspensionsadgang, som det kun benytter sig af, når det skønner, at dette er begrundet. En sag for appelkammeret suspenderes således ikke automatisk efter en parts begæring derom for det pågældende kammer.
Den omstændighed, at appelkammeret råder over en vid skønsbeføjelse med henblik på at suspendere en sag, der verserer for det, indebærer ikke, at dens vurdering ikke er undergivet retslig kontrol. Denne omstændighed begrænser imidlertid den nævnte kontrol med hensyn til indholdet til, at det sikres, at der ikke foreligger en åbenbar vurderingsfejl eller magtfordrejning.
Appelkammeret skal ved udøvelsen af sin skønsbeføjelse til at suspendere sagen respektere de generelle principper, der gælder for en retfærdig rettergang inden for et retsfællesskab. I forbindelse med denne udøvelse skal appelkammeret således ikke kun tage hensyn til interessen hos den part, hvis EF-varemærke anfægtes, men ligeledes til de øvrige parters interesse. Afgørelsen om at suspendere eller ikke at suspendere en sag skal være resultatet af en afvejning af de omhandlede interesser.
(jf. præmis 66-70 og 76)