Sag anlagt den 23. april 2024 – YU mod Kommissionen

(Sag T-217/24)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: YU (ved advokat L. Frölich)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

EU (Europa-Kommissionen) tilpligtes at betale sagsøgeren en erstatning på 87 000 000,00 EUR for ikke-økonomisk skade (angst, uro, smerter, lidelser og forringelse af sundhedstilstanden).

EU (Europa-Kommissionen) tilpligtes at betale sagsøgeren forfaldne renter af et beløb på 10 038 973 802,36 EUR fra den 25. august 2023 og indtil tidspunktet for Europa-Kommissionens vedtagelse af lovlige afgørelser i sagerne SA.46963 og SA.52275. Den gældende lovbestemte rentesats er baseret på den marginale referencesats, der offentliggøres separat af den luxembourgske judicielle myndighed i Mémorial B i begyndelsen af hvert halvår, forhøjet med 8 procentpoint. I tilfælde af afgørelser, der fastslår, at søgsmålet til inddrivelse af den omhandlede støtte er forældet, tilpligtes EU (Europa-Kommissionen) at betale sagsøgeren hans erhvervsindkomst med en principal endelig værdi på 45 000 000,00 EUR i sag SA.46966 og på 20 032 947 604,71 EUR i sag SA.52275, med forbehold af forfaldne renter og andre accessoriske beløb.

EU (Europa-Kommissionen) tilpligtes at betale sagsøgeren en erstatning på 14 000,00 EUR for retsudgifter. I tilfælde af, at søgsmålet til inddrivelse af den omhandlede støtte er forældet, forhøjes denne erstatning til 72 000,00 EUR.

Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

1.    Med det første anbringende gøres det gældende, at der er sket en tilsidesættelse af de retsregler, der har til formål at tillægge sagsøgeren rettigheder. Sagsøgeren har gjort gældende, at Europa-Kommissionen efter besvarelserne af 25. juli 2023 udviste en inaktiv adfærd, der bestod i at afslå at rette de fejl, der var blevet begået i denne institutions skrivelser af 14. og 20. juli 2023. Disse fejl var i strid med de europæiske traktater og direktiv 2019/1937 og indebar en ulovlig adfærd fra Europa-Kommissionens side, der bl.a. antog form af en inaktivitet, som medfører et ansvar for EU som omhandlet i artikel 41, stk. 3, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og i artikel 340, stk. 2, TEUF.

2.    Det andet anbringende vedrører eksistensen af en reel skade. Ifølge sagsøgeren forhindrer Europa-Kommissionens ulovlige adfærd, navnlig dens inaktivitet, sagsøgeren i via det nationale retssystem at få udbetalt sin erhvervsindkomst, hvilket påfører ham skade.

3.    Det tredje anbringende vedrører årsagsforbindelsen. Sagsøgeren har anført, at Europa-Kommissionens ulovlige adfærd, navnlig dens inaktivitet, er den direkte årsag til skade, for hvilken der i stævningen nedlægges påstand om erstatning.

____________