Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 19. december 2002 af Marta Andreasen mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

    (Sag T-385/02)

    Processprog: Engelsk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 19. december 2002 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Marta Andreasen, Bruxelles, Belgien, ved advokat Ian S. Forrester, QC.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

(Kommissionens afgørelse om afvisning af sagsøgerens klage over fjernelse fra stillingen som regnskabsfører annulleres.

(Kommissionens afgørelse om afvisning af sagsøgerens klage over overførsel til stillingen som chefkonsulent annulleres.

(Sagsøgeren tilkendes en af Retten fastsat erstatning for økonomisk skade med renter 5% p.a. eller med renter efter Rettens fastsættelse.

(Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Formålet med dette søgsmål er at anfægte afgørelsen om at fjerne sagsøgeren fra stillingen som regnskabsfører og budgetdirektør i Generaldirektoratet for Budget og overføre hende til stillingen som chefkonsulent i Generaldirektoratet for Personale og Administration.

Til støtte for sine påstande gør sagsøgeren gældende:

(at princippet om god forvaltningsskik er tilsidesat, at der ikke er anført nogen begrundelse for den pågældende fjernelse fra stillingen og at der er sket tilsidesætttelse af Kommissionens forpligtelse til i fornødent omfang at begrunde vedtagelsen af en afgørelse, der har retsvirkning

(at vedtægtens artikel 50 er tilsidesat, idet sagsøgerens overflytning har karakter af en disciplinær foranstaltning

(at vedtægtens artikel 7 er tilsidesat som følge af vedtagelsen af en uforholdsmæssig og unødvendig foranstaltning, hvorefter sagsøgeren er blevet udnævnt til en stilling, som ikke svarer til hendes kategori og lønklasse.

____________