PERSONALERETTENS KENDELSE

(Første Afdeling)

27. september 2011

Sag F-75/07

Colin Brown

og

Alberto Volpato

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tjenestemænd – forfremmelse – forfremmelsesåret 2006 – ny karrierestruktur – forlængelse af karrieren ved indsættelsen af nye lønklasser, der ikke har noget modstykke i den tidligere vedtægt – anvendelse af vedtægtens artikel 45, af bilag XIII til vedtægten og af de almindelige gennemførelsesbestemmelser, der fandt anvendelse fra 2005 – ligebehandlingsprincippet – tilbagevirkende gyldighed af afgørelserne om forfremmelse til en dato før den 1. maj 2004 – overgangsforanstaltninger – søgsmål, hvori der åbenbart skal ske frifindelse«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Colin Brown og Alberto Volpato principalt har nedlagt påstand om annullation af den afgørelse, hvorved de blev forfremmet til lønklasse A*9 og ikke til lønklasse A*10 i forfremmelsesåret 2006.

Udfald:      Europa-Kommissionen frifindes. Colin Brown og Alberto Volpato samt Kommissionen bærer hver deres egne omkostninger. Rådet, der er intervenient i sagen, bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Retspleje – afgørelse truffet ved en begrundet kendelse – betingelser – åbenbart, at sagen enten ikke kan antages til realitetsbehandling eller er ugrundet – rækkevidde

(Personalerettens procesreglement, art. 76)

2.      Tjenestemænd – forfremmelse – gældende regler – forfremmelsesåret 2004

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45; bilag XIII, art. 6, stk. 2); Rådets forordning nr. 723/2004, 37. betragtning)

3.      Tjenestemænd – forfremmelse – indførelse af en ny forfremmelsesordning – overgang fra det gamle til det nye system

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)

4.      Tjenestemænd – forfremmelse – gældende regler – princip om én samlet karriere – princip, der ikke er forankret i EU-retten

5.      Tjenestemænd – vedtægt – udvidelse ved analogi af anvendelsen af en vedtægtsbestemmelse – betingelser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45; bilag XIII; art. 6, stk. 2)

6.      Tjenestemænd – forfremmelse – klage fra en ikke-forfremmet ansøger – afgørelse om afslag – begrundelsespligt

(Tjenestemandsvedtægten, art. 25, stk. 2, art. 45 og art. 90, stk. 2)

7.      Tjenestemænd – søgsmål – søgsmålsinteresse – anbringende om en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter – administrationens bundne kompetence

(Tjenestemandsvedtægten, art. 91)

1.      I henhold til artikel 76 i Personalerettens procesreglement kan Retten, når det er åbenbart, at sagen helt eller delvist må afvises, eller at sagen er åbenbart ugrundet, uden at fortsætte sagens behandling træffe afgørelse ved begrundet kendelse. Den situation, der er omhandlet i denne bestemmelse, omfatter enhver sag, som åbenbart ikke kan behandles af grunde, der vedrører sagens realitet.

(jf. præmis 36 og 37)

2.      Når der foretages en vedtægtsmæssig lovændring, kan det, henset til, at personalet i tjenesten vil kunne påberåbe sig berettigede forventninger og rettigheder erhvervet ved de vedtægtsmæssige regler, der var gældende, før de blev ændret, være nødvendigt for lovgiver at vedtage overgangsforanstaltninger.

Med hensyn til fastlæggelsen af den karrierestruktur, hvori virkningerne af en afgørelse om at forfremme en tjenestemand i det forfremmelsesår, der følger efter den nye vedtægts ikrafttræden, den 1. maj 2004, skal indgå, sondrer artikel 6, stk. 2, i bilag XIII til vedtægten mellem datoen for vedtagelsen af denne afgørelse og den dato, på hvilken den får virkning, og lægger datoen, på hvilken den får virkning, til grund. Med hensyn til forfremmelser, der har virkning inden den 1. maj 2004, fastlægges den højere lønklasse, som er nævnt i den nye vedtægts artikel 45, ifølge denne bestemmelse ikke i medfør af den karrierestruktur, der følger af den nye vedtægt, men i medfør af den, som var fastsat i den tidligere vedtægt. Denne bestemmelse er således en overgangsbestemmelse, der garanterer de berørte tjenestemænd, at den gamle karrierestruktur finder anvendelse på forfremmelser med virkning inden den 1. maj 2004.

Hvad angår anvendelsesområdet for artikel 6, stk. 2, i bilag XIII til vedtægten kan denne bestemmelse kun finde anvendelse på afgørelser om forfremmelse, der er truffet i forfremmelsesåret 2004 med virkning inden den 1. maj 2004, og den finder således ikke anvendelse på tjenestemænd, der den 30. april 2004 ikke er blevet forfremmet i forfremmelsesåret 2004 eller under alle omstændigheder ikke er blevet forfremmet med virkning inden den 1. maj 2004.

Eftersom en forfremmelsesrunde er en årlig runde, der altid har en tilbagevirkende gyldighed, som er begrænset til det pågældende år, forholder det sig i den henseende således, at hvis en institution har besluttet at give bestemte afgørelser om forfremmelse tilbagevirkende gyldighed, således at de får virkning fra en dato, der ligger før den 1. maj 2004, vil dette valg ikke være ulovligt, for så vidt som det har hjemmel i artikel 6, stk. 2, i bilag XIII til vedtægten.

(jf. præmis 56, 59, 60 og 113)

3.      De tjenestemænd, der kunne forfremmes til en højere lønklasse den 30. april 2004, inden den nye vedtægt trådte i kraft, men som faktisk blev forfremmet i forfremmelsesåret 2006, befinder sig ikke i samme retlige og faktiske situation som de tjenestemænd, der var indplaceret i samme lønklasse, som kunne forfremmes til en højere lønklasse den 30. april 2004, og som faktisk blev forfremmet i forfremmelsesåret 2004.

I overensstemmelse med de retsregler, der regulerer tjenestemændenes karrieremæssige avancement, fremgår det nemlig af den vurdering af fortjenester, som ansættelsesmyndigheden skal foretage for hvert forfremmelsesår, at det efter at denne vurdering er foretaget kun er de forfremmelsesværdige tjenestemænd, der kan fremvise de bedste fortjenester over tid, som forfremmes. I denne henseende er der væsentlige forskelle mellem den faktiske og retlige situation for tjenestemænd, som den nævnte myndighed anser for at være mindre forfremmelsesværdige over tid, og situationen for deres kolleger, der faktisk er blevet forfremmet. Førstnævnte henhører således ikke under samme persongruppe som deres forfremmede kolleger, og de kan ikke påberåbe sig ligebehandling.

Da det endvidere ikke fremgår af vedtægten, at institutionerne kan vedtage overgangsforanstaltninger, der i forbindelse med forfremmelsesåret 2006 fraviger en øjeblikkelig anvendelse af den nye karrierestruktur, tilsidesætter en institution, der undlader at vedtage sådanne foranstaltninger, hverken ligebehandlingsprincippet, princippet om ret til en karriere eller princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

(jf. præmis 72-74, 93 og 94)

4.      I EU-retten er der hverken udtrykkeligt forankret et princip om én samlet karriere eller et karriereprincip. Til gengæld fastsætter retspraksis princippet om ret til en karriere som en særlig form af ligebehandlingsprincippet, der finder anvendelse på tjenestemændene.

(jf. præmis 77, 78 og 117)

Henvisning til:

Personaleretten: 5. marts 2008, sag F-33/07, Toronjo Benitez mod Kommissionen, præmis 87 og 88

5.      En af betingelserne for, at en bestemmelse kan finde analog anvendelse er, at der i den retsorden, som de berørte er omfattet af, er et tomrum, som er uforeneligt med et generelt princip i EU-retten, og som vil kunne udfyldes ved den påtænkte analoge anvendelse.

Eftersom det ikke er blevet bevist, at der i vedtægtens artikel 45 og dennes bilag XIII er et tomrum, der er uforeneligt med et generelt princip i EU-retten, kan en analog anvendelse af artikel 6, stk. 2, i bilag XIII til vedtægten på de afgørelser om forfremmelse, der er vedtaget i forfremmelsesår, der ligger efter forfremmelsesåret 2004, således udelukkes.

Der skal desuden tages hensyn til, at den retlige binding mellem tjenestemændene og administrationen er af vedtægtsmæssig og ikke kontraktmæssig art, og at tjenestemændenes rettigheder og forpligtelser til enhver tid kan ændres af lovgiver under overholdelse af de EU-retlige krav.

(jf. præmis 95-97)

Henvisning til:

Domstolen: 4. marts 2010, sag C-496/08 P, Angé Serrano, præmis 82

Personaleretten: 15. februar 2011, sag F-81/09, Marcuccio mod Kommissionen, præmis 55; der verserer som appelsag for Den Europæiske Unions Ret under sagsnummer T-238/11 P

6.      Ansættelsesmyndigheden har ikke pligt til at begrunde afgørelser om forfremmelse over for ikke-forfremmede tjenestemænd, men den har pligt til at begrunde en afgørelse om afslag på en ikke-forfremmet tjenestemands klage. I denne forbindelse opfylder administrationen kravene om begrundelse af administrative afgørelser, når tjenestemanden kan bedømme rigtigheden af den retsakt, der går ham imod, og muligheden for at anlægge sag for Retten, og når sidstnævnte er sat i stand til at udøve sin kontrol over retsaktens lovlighed.

(jf. præmis 124 og 125)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 2. juni 2005, sag T-177/03, Strohm mod Kommissionen, præmis 53

Personaleretten: 10. september 2009, sag F-124/07, Behmer mod Parlamentet, præmis 58, og den deri nævnte retspraksis

7.      En tjenestemand har ingen berettiget interesse i at nedlægge påstand om annullation på grund af formmangler – og navnlig for tilsidesættelse af begrundelsespligten – af en afgørelse i et tilfælde, hvor administrationen ikke har nogen skønsmargin og er forpligtet til at handle, som den har gjort, idet en annullation af den anfægtede afgørelse kun vil medføre, at der træffes en afgørelse, der materielt er identisk med den annullerede afgørelse.

(jf. præmis 132)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 23. april 2002, sag T-372/00, Campolargo mod Kommissionen, præmis 62