Sag anlagt den 4. juli 2012 - Tyskland mod Kommissionen

(Sag T-295/12)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Forbundsrepublikken Tyskland (ved T. Henze og J. Möller, som befuldmægtigede, samt advokaterne T. Lübbig og M. Klasse)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Europa-Kommissionens afgørelse af 25. april 2012 om Tysklands foranstaltning SA-25051 (C-19/2010) (ex NN 23/2010) til fordel for Zweckverband Tierkörperbeseitigung i Rheinland-Pfalz, i Saarland, i Rheingau-Taunus-Kreis og i Landkreis Limburg-Weilburg (sag K(2012) 12557 endelig) annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført syv anbringender.

Første anbringende: Tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og artikel 106, stk. 2, TEUF ved en fejlagtig benægtelse af, at der ved opretholdelsen af Zweckverbands supplerende kapacitet i tilfælde af epizootier er tale om en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, og idet Kommissionen på eklatant vis har overskredet de vurderingskriterier, som Unionens retsinstanser har tildelt den. Kommissionen har navnlig undladt at tage hensyn til, at dens prøvelse af medlemsstaternes skønsbeføjelser ved fastlæggelsen af begrebet tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse i henhold til Unionens retsinstansers faste praksis alene omfatter et "åbenbart urigtigt skøn", og at Kommissionen ikke er berettiget til at sætte sit eget skøn i stedet for medlemsstatens kompetente myndigheder.

Andet anbringende: Tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF ved fejlagtigt at konkludere, at der foreligger en økonomisk fordel på grundlag af en mangelfuld prøvelse vedrørende de såkaldte Altmark-kriterier, i henhold til hvilke en kompensation for opfyldelsen af offentlige økonomiske forpligtelser ikke fører til en begunstigelse som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF. Kommissionen har ved sin prøvelse begået afgørende fejl for sagens afgørelse i forbindelse med hvert af de fire Altmark-kriterier. Særlig med hensyn til det tredje Altmark-kriterium har Kommissionen ikke begrænset sig til det spørgsmål, der skulle efterprøves, nemlig om kompensationen gik videre end nødvendigt for at dække omkostningerne med opfyldelsen af forpligtelserne af almindelig økonomisk interesse. I stedet for dette prøvede Kommissionen uretmæssigt, om størrelsen af den af Zweckverband Tierkörperbeseitigungs opretholdte supplerende kapacitet i tilfælde af epizootier henset til de epizooti-scenarier, det blev anset for mulige, var uforholdsmæssig, hvilket Kommissionen på trods af modsatrettede ekspertudtalelser besvarede bekræftende.

Tredje anbringende: Tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF ved fejlagtigt at konkludere, at kriterierne for påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne og konkurrencefordrejning var opfyldt. Kommissionen har ganske vist erkendt, at Zweckverband Tierkörperbeseitigung retmæssigt har et lokalt monopol inden for sit bortskaffelsesområde, hvor det ikke er udsat for lovlig konkurrence. Kommissionen drager imidlertid ikke den nødvendige slutning deraf, om at selv en potentiel påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne eller en potentiel konkurrencefordrejning er udelukket, fordi Zweckverband Tierkörperbeseitigung slet ikke konkurrerer med andre virksomheder, herunder virksomheder fra andre medlemsstater, der måtte ønske at etablere sig.

Fjerde anbringende: Tilsidesættelse af artikel 106, stk. 2, TEUF ved mangelfuld prøvelse af retsforskriftens forudsætninger for tilladelse. Særlig har Kommissionen i den anfægtede afgørelse undladt at tage hensyn til, at den i henhold til denne retsforskrift skal efterprøve, om der foreligger overbetaling ved kompensation for forsyningspligtydelser. Kommissionen kan imidlertid ikke benægte retsforskriftens forudsætninger, derved at den drager størrelsen af omkostningerne ved ydelsen, hensigtsmæssigheden af de af de nationale myndigheder trufne politiske afgørelser inden for området eller virksomhedens økonomiske effektivitet i tvivl.

Femte anbringende: Kompetencefordelingen mellem Unionen og medlemsstaterne såvel som det EU-retlige nærhedsprincip er blevet tilsidesat, idet Kommissionen groft har tilsidesat medlemsstaternes og deres myndigheders skønsbeføjelser ved fastlæggelsen og definitionen af forsyningspligtydelser, idet den har sat sin egen prøvelse i stedet for de kompetente myndigheders afgørelse (tilsidesættelse af artikel 14 TEUF og artikel 5, stk. 3, TEU).

Sjette anbringende: Kommissionen har anlagt et fejlskøn og har tilsidesat det almindelige EU-retlige forbud mod forskelsbehandling, idet den ved prøvelsen af definitionen af offentlige tjenesteydelser ikke har begrænset sig til at efterprøve, om der foreligger et åbenbart urigtigt skøn.

Syvende anbringende: Den anfægtede afgørelse er mangelfuldt begrundet (tilsidesættelse af artikel 296, stk. 2, TEUF). Kommissionen har nemlig ikke deri redegjort for, at de kompetente myndigheder, lovgiver og Bundesverwaltungsgericht skulle have anlagt et "åbenbart urigtigt skøn" som omhandlet i Unionens retsinstansers praksis, idet de har kvalificeret den supplerende kapacitet i tilfælde af epizootier som en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse.

____________