Language of document : ECLI:EU:T:2015:375

Sag T-296/12

The Health Food Manufacturers’ Association m.fl.

mod

Europa-Kommissionen

»Forbrugerbeskyttelse – forordning (EU) nr. 432/2012 – sundhedsanprisninger af fødevarer – annullationssøgsmål – regelfastsættende retsakt, som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger – umiddelbart berørt – formaliteten – tilsidesættelse af artikel 13 og 28 i forordning (EF) nr. 1924/2006 – princippet om god forvaltningsskik – forbud mod forskelsbehandling – forkerte bedømmelseskriterier – forordning nr. 1924/2006 – ulovlighedsindsigelse – ret til at blive hørt – retssikkerhed – urimelig overgangsperiode – liste over udestående anprisninger«

Sammendrag – Rettens dom (Ottende Afdeling) af 12. juni 2015

1.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – begrebet regelfastsættende retsakt som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF – enhver almengyldig retsakt med undtagelse af lovgivningsmæssige retsakter – forordning fra Kommissionen om oprettelse af en liste over tilladte anprisninger af fødevarer – omfattet

(Art. 263, stk. 4, TEUF; Kommissionens forordning nr. 432/2012)

2.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – umiddelbart berørt – kriterier – forordning fra Kommissionen om oprettelse af en liste over tilladte anprisninger af fødevarer – sagsøger, der nøjagtigt har angivet, hvilke af de forbudte anprisninger der påvirker dennes retsstilling – antagelse til realitetsbehandling

(Art. 263, stk. 4, TEUF; Kommissionens forordning nr. 432/2012)

3.      Retslig procedure – bevis – dokumentation – bevisværdi – Unionens retsinstansers vurdering – kriterier

(Rettens procesreglement, art. 64 og 65)

4.      Annullationssøgsmål – betingelser for antagelse til realitetsbehandling – retlig interesse – to sagsøgeres anlæggelse af samme søgsmål – en af sagsøgernes søgsmål antaget til realitetsbehandling – nødvendigheden af at undersøge spørgsmålet om antagelse til realitetsbehandling af søgsmålet vedrørende den anden sagsøger – foreligger ikke

(Art. 263 TEUF)

5.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – regelfastsættende retsakter, der omfatter gennemførelsesforanstaltninger – begreb – forordning nr. 432/2012 om fastlæggelse af en liste over tilladte sundhedsanprisninger af fødevarer – ikke omfattet

(Art. 263, stk. 4, TEUF; Kommissionens forordning nr. 432/2012)

6.      Tilnærmelse af lovgivningerne – ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer – forordning nr. 1924/2006 – andre sundhedsanprisninger end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed – vedtagelse af den harmoniserede liste over tilladte sundhedsanprisninger – Kommissionens skøn – domstolskontrol – grænser

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1924/2006, første og anden betragtning, art. 1 og art. 13, stk. 1-3)

7.      EU-ret – fortolkning – metoder – ordlyds-, systematisk, historisk og teleologisk fortolkning – hensyntagen til begrundelsen for den anfægtede retsakt

8.      Tilnærmelse af lovgivningerne – ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer – forordning nr. 1924/2006 – andre sundhedsanprisninger end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed – vedtagelse af den harmoniserede liste over tilladte sundhedsanprisninger – Kommissionens overskridelse af en processuel frist – betydning for den pågældende retsakts lovlighed – betingelser

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1924/2006, art. 13, stk. 3)

9.      Tilnærmelse af lovgivningerne – ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer – forordning nr. 1924/2006 – andre sundhedsanprisninger end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed – vedtagelse af den harmoniserede liste over tilladte sundhedsanprisninger – Kommissionens anvendelse af overgangsforanstaltninger for anprisninger, der er udestående eller under evaluering – lovlig

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1924/2006, art. 13, stk. 1, og art. 28, stk. 5 og 6)

10.    Tilnærmelse af lovgivningerne – ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer – forordning nr. 1924/2006 – andre sundhedsanprisninger end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed – vedtagelse af den harmoniserede liste over tilladte sundhedsanprisninger – fastsættelse af overgangsforanstaltninger for anprisninger, der er udestående eller under evaluering – identifikation af sundhedsanprisninger, der er udestående, ved hjælp af en henvisning til flere internetsider – tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet – foreligger ikke

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1924/2006, art. 13, stk. 2, og art. 28, stk. 5 og 6; Kommissionens forordning nr. 432/2012, fjerde og ellevte betragtning)

11.    Grundlæggende rettigheder – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – retten til en god forvaltning – ret til at blive hørt – ingen anvendelse på proceduren for udarbejdelse af generelle retsakter

[Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 2, litra a); Kommissionens forordning nr. 432/2012]

12.    Tilnærmelse af lovgivningerne – ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer – forordning nr. 1924/2006 – andre sundhedsanprisninger end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed – vedtagelse af den harmoniserede liste over tilladte sundhedsanprisninger – pligt til forudgående høring af producenterne inden for sektoren og de andre berørte parter– foreligger ikke

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1924/2006, art. 13, stk. 1-3; Kommissionens forordning nr. 432/2012)

13.    Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – forordning om fastlæggelse af en liste over tilladte sundhedsanprisninger af fødevarer

(Art. 296, stk. 2, TEUF; Kommissionens forordning nr. 432/2012)

14.    EU-ret – principper – ligebehandling – begreb

15.    Tilnærmelse af lovgivningerne – ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer – forordning nr. 1924/2006 – videnskabelig risikovurdering – krav om et højt beskyttelsesniveau for sundheden – gennemførelse af en videnskabelig evaluering, der er mindre streng for andre sundhedsanprisninger end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed – udelukket

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1924/2006, 17. betragtning, art. 5 og 6, art. 13, stk. 1-3 og 5, og art. 14)

16.    Tilnærmelse af lovgivningerne – ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer – forordning nr. 178/2002 og nr. 1924/2006 – andre sundhedsanprisninger end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed – vedtagelse af den harmoniserede liste over tilladte sundhedsanprisninger – forpligtelse til at vedtage retningslinjer vedrørende Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA’s) evaluering af anmodninger om godkendelse af anprisninger – foreligger ikke – tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet – foreligger ikke

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 178/2002 og nr. 1924/2006, art. 13, stk. 3)

17.    Tilnærmelse af lovgivningerne – ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer – forordning nr. 178/2002 og nr. 1924/2006 – videnskabelig risikovurdering – andre sundhedsanprisninger af fødevarer end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed – anvendelse af forordning nr. 1367/2006 som lex specialis – følger

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 178/2002, art. 30, stk. 4, og nr. 1924/2006, art. 13, stk. 2 og 3)

18.    Retslig procedure – stævning – formkrav – fastlæggelse af søgsmålets genstand – kort fremstilling af søgsmålsgrundene – generel henvisning til andre skriftlige indlæg, der er vedlagt som bilag til stævningen – afvisning

[Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]

19.    Ulovlighedsindsigelse – rækkevidde – anfægtelige retsakter – generel retsakt, der er hjemmel for den anfægtede afgørelse – kravet om en retlig forbindelse mellem den anfægtede retsakt og den anfægtede generelle retsakt

(Art. 277 TEUF)

20.    Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – begreb – akter, der fremkalder bindende retsvirkninger – forberedende akter – ikke omfattet – liste offentliggjort af Kommissionen over anprisninger, der er under evaluering og omfattet af overgangsbestemmelserne i forordning nr. 1924/2006 – retsakt, der alene har til formål at forberede den endelige afgørelse – udelukket

(Art. 263 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1924/2006, art. 28, stk. 5 og 6)

21.    Annullationssøgsmål – retlig interesse – nødvendigheden af en eksisterende og faktisk interesse – søgsmål, der kan tilføre sagsøgeren en fordel – interesse, der vedrører fremtidige og uvisse situationer – udelukket

(Art. 263 TEUF)

22.    Retslig procedure – stævning – formkrav – fastlæggelse af søgsmålets genstand – kort fremstilling af søgsmålsgrundene – generel angivelse – afvisning

[Statutten for Domstolen, art. 21, stk. 1, og art. 53, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]

1.      Begrebet regelfastsættende retsakt som omhandlet i artikel 263, stk. 4 in fine, TEUF skal forstås således, at det omfatter almengyldige retsakter, bortset fra lovgivningsmæssige retsakter. Forordning nr. 432/2012 om fastlæggelse af en liste over andre tilladte sundhedsanprisninger af fødevarer end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed, udgør en regelfastsættende retsakt.

Den nævnte forordning er nemlig blevet vedtaget af Kommissionen under udøvelsen af gennemførelsesbeføjelserne som led i forskriftsproceduren med kontrol og udgør følgelig ikke en lovgivningsmæssig retsakt. Desuden er forordning nr. 432/2012 almengyldig, eftersom den finder anvendelse på objektivt bestemte situationer og har bindende retsvirkninger for en generelt og abstrakt angivet kreds af personer.

(jf. præmis 34-37)

2.      Betingelsen for at være umiddelbart berørt som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF kræver for det første, at den anfægtede foranstaltning umiddelbart skal have indvirkning på en sagsøgers retsstilling, og dernæst at foranstaltningen ikke må overlade et skøn til foranstaltningens adressater, der skal gennemføre den, men at gennemførelsen skal ske helt automatisk og udelukkende i medfør af den anfægtede forordning uden anvendelse af andre mellemkommende regler.

Hvad angår en sag anlagt til prøvelse af forordning nr. 432/2012 om fastlæggelse af en liste over andre tilladte sundhedsanprisninger af fødevarer end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed, påhviler det sagsøgeren – for at påvise, at denne er umiddelbart berørt som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF – at identificere de anprisninger, som er berørt af den nævnte forordning, og som påvirker dennes retsstilling. Nærmere bestemt skal sagsøgeren dokumentere, at denne på datoen for stævningens indgivelse i forbindelse med markedsføringen af sine varer anvendte anprisninger, som blev forbudt efter vedtagelsen af forordning nr. 432/2012. For så vidt som sagsøgeren i denne henseende dokumenterer, at denne i forbindelse med markedsføringen af sine varer anvendte anprisninger, som blev afvist i medfør af nævnte forordning, skal det konstateres, at dette kan have indvirkning på sagsøgerens retsstilling.

I øvrigt overlader forordning nr. 432/2012 ikke noget skøn til dens adressater, idet den godkendelse, der er foreskrevet i forordningen, tydeligvis skal ske helt automatisk og udelukkende i medfør af den anfægtede forordning uden anvendelse af andre mellemkommende regler. I denne henseende er det tilstrækkeligt at bemærke, at denne forordning i henhold til artikel 2 i forordning nr. 432/2012 er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

(jf. præmis 38, 40, 41 og 44)

3.      For Domstolens og Rettens virksomhed gælder der et princip om fri bevisbedømmelse, idet det alene er de forelagte bevisers troværdighed, der er afgørende for bedømmelsen heraf. Ved vurderingen af et dokuments bevisværdi skal der tages hensyn til sandsynligheden af den information, dokumentet indeholder, og der må herved navnlig tages hensyn til, hvem dokumentet hidrører fra, under hvilke omstændigheder det er blevet til, dets adressat, og om dokumentet efter sit indhold virker fornuftigt og troværdigt. I denne henseende skal det konstateres, at troværdigheden af de beviser, som en sagsøger har fremlagt, er tilstrækkeligt godtgjort, hvor der er tale om erklæringer, der er blevet fremlagt efter udtrykkelig anmodning fra Retten, som er underskrevet af direktørerne for den sagsøgende virksomhed, der formodes at have kapacitet til at give klare svar i forhold til de ønskede oplysninger, og som er blevet indgivet via den advokat, der repræsenterer sagsøgeren i forbindelse med sagen, der i sin egenskab af en person, der er medvirkende i retsplejen, og på grund af de fagetiske forpligtelser, der påhviler ham, er forpligtet til at drage omsorg for bevisernes autenticitet og rigtighed.

(jf. præmis 42)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 43)

5.      Begrebet regelfastsættende retsakter, som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, skal fortolkes i lyset af formålet med bestemmelsen, som ifølge dens tilblivelseshistorie består i at forhindre, at en borger skal overtræde retsreglerne for at kunne få adgang til en dommer. Med henblik på at fastslå, om en regelfastsættende retsakt omfatter gennemførelsesforanstaltninger, skal der tages udgangspunkt i situationen for den person, der påberåber sig søgsmålsretten i henhold til den tredje mulighed, der er indeholdt i artikel 263, stk. 4, TEUF. Det er således irrelevant, om den omhandlede retsakt omfatter gennemførelsesforanstaltninger med hensyn til andre retsundergivne. Med henblik på undersøgelsen af, hvorvidt den anfægtede retsakt omfatter gennemførelsesforanstaltninger, skal der udelukkende tages udgangspunkt i søgsmålets genstand, og i det tilfælde, hvor sagsøgeren alene nedlægger påstand om delvis annullation af en retsakt, er det alene de gennemførelsesforanstaltninger, som denne del af retsakten indeholder, der i givet fald skal tages i betragtning.

Hvad angår forordning nr. 432/2012 om fastlæggelse af en liste over andre tilladte sundhedsanprisninger af fødevarer end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed, finder denne pr. definition automatisk anvendelse over for sammenslutninger af producenter af kosttilskud, og forordningens virkning kræver ikke nogen som helst foranstaltning fra de nationale eller europæiske offentlige myndigheder. Heraf følger, at den nævnte forordning ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF.

(jf. præmis 46-50)

6.      EU-lovgiver har i medfør af artikel 13 i forordning nr. 1924/2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer givet Kommissionen til opgave i Unionen at oprette en harmoniseret liste over andre tilladte sundhedsanprisninger af fødevarer end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed. Den nævnte bestemmelses ordlyd præciserer dog ikke, hvorvidt listen over tilladte anprisninger skulle vedtages på én gang, eller hvorvidt denne liste derimod kunne vedtages i flere etaper for derved at gøre det muligt for Kommissionen at udsætte godkendelsen af de sundhedsanprisninger, hvis bedømmelse ved enten Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) eller Kommissionen selv ikke var afsluttet.

I denne henseende bør artikel 13, stk. 1-3, i forordning nr. 1924/2006 i lyset af forordningens formål, som de fremgår af såvel første og anden betragtning til som artikel 1 i forordningen, fortolkes således, at den alene indeholder en resultatforpligtelse for Kommissionen, der består i efter høring af EFSA at vedtage listen over tilladte anprisninger på grundlag af de nationale lister, som medlemsstaterne har forelagt. Der er nemlig intet i ordlyden af denne artikel eller i betragtningerne til forordning nr. 1924/2006, der indikerer, at EU-lovgiver har ønsket at fratage Kommissionen muligheden for at foretage oprettelsen af den nævnte liste gradvist og navnlig at fuldstændiggøre den i takt med, at de tekniske evalueringer bliver gennemført af EFSA, og at de betingelser, der er fastsat i den nævnte forordning, bliver efterprøvet af Kommissionen selv. Tværtimod lader artikel 13, stk. 1-3, i forordning nr. 1924/2006 defineringen af det tempo, der skal føre til vedtagelsen af listen over tilladte anprisninger, være undergivet institutionens frie skøn under overholdelse af de principper, der er fastsat i den nævnte forordning og i EU-retten. I denne henseende indrømmes der Kommissionen et vidt skøn med henblik på en effektiv opfyldelse af det formål, den skal opfylde, og under hensyn til de komplicerede tekniske vurderinger, som den skal foretage.

Følgelig begrænser Domstolens kontrol af de af Kommissionen foretagne vurderinger af kompliceret karakter sig til at undersøge, om udøvelsen af det skøn, der tilkommer EU-institutionerne, er behæftet med en åbenbar fejl, om der foreligger magtfordrejning, eller om institutionerne åbenbart har overskredet grænserne for deres skøn.

(jf. præmis 59, 60, 64, 65 og 73)

7.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 61-63)

8.      Selv om det er korrekt, at Kommissionen i henhold til artikel 13, stk. 3, i forordning nr. 1924/2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer havde pligt til at vedtage den komplette liste over tilladte anprisninger senest den 31. januar 2010, og at den nævnte liste kun delvist blev vedtaget ved forordning nr. 432/2012 om fastlæggelse af en liste over andre tilladte sundhedsanprisninger af fødevarer end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed den 16. maj 2012, kan den pågældende overskridelse i mangel af en bestemmelse, som enten udtrykkeligt eller indirekte fastsætter konsekvenserne for overskridelsen af processuelle frister såsom fristen i den foreliggende sag, kun medføre hel eller delvis annullation af den retsakt, hvis vedtagelsesprocedure indeholder den omhandlede frist, hvis det godtgøres, at den kunne have fået et andet indhold, hvis fejlen ikke var begået.

(jf. præmis 71)

9.      Det følger af ordlyden i artikel 28, stk. 5 og 6, i forordning nr. 1924/2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer, at der er fastsat anvendelse af overgangsforanstaltninger i forhold til de sundhedsanprisninger, der er udestående, og i forhold til hvilke Kommissionen ikke har truffet beslutning. Under disse omstændigheder er der intet til hinder for, at de anprisninger, der er udestående – imidlertid uafhængigt af deres klassificering inden for de tre kategorier, der er omhandlet i denne forordnings artikel 13, stk. 1 – kan være omfattet af de overgangsforanstaltninger, der følger af nævnte forordning, mens Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA’s) evaluering eller Kommissionens prøvelse af disse afventes.

(jf. præmis 83)

10.    Den omstændighed, at fjerde og ellevte betragtning til forordning nr. 432/2012 om fastlæggelse af en liste over andre tilladte sundhedsanprisninger af fødevarer end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed, med henblik på at identificere de sundhedsanprisninger, der er under evaluering, og som kan anvendes i overensstemmelse med artikel 28, stk. 5 og 6, i forordning nr. 1924/2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer efter vedtagelsen af forordning nr. 432/2012, indeholder en henvisning til henholdsvis Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA’s) og Kommissionens internetsider, hvor dels den konsoliderede liste, der angiver alle ID-numrene for de sundhedsanprisninger, som medlemsstaterne har forelagt i medfør af artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1924/2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer, dels den liste, der opregner ID-numrene for de sundhedsanprisninger, der er udestående, såvel som listen over ID-numrene for de sundhedsanprisninger, der er blevet afvist, er gjort tilgængelige for offentligheden, kan ikke udgøre en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, der kræver, at retsreglerne skal være klare og præcise, og at deres konsekvenser er forudsigelige. Selv om det ville have været ønskeligt, at Kommissionen – hvad angår såvel de anprisninger, der er udestående, som de afviste anprisninger – med henblik på at lette de berørte parters identifikationsarbejde vedtager en liste, der har et lignende format som formatet for den liste, der er vedlagt forordning nr. 432/2012 som bilag, er den omstændighed, at Kommissionen i den foreliggende sag har handlet anderledes, ikke tilstrækkelig til at underbygge sagsøgernes klagepunkt om manglen på klarhed eller præcision i forbindelse hermed.

Den omstændighed, at en medlemsstats myndigheder mener, at søgningen efter udestående sundhedsanprisninger medfører et vist besvær, er ikke i sig selv nok til at kritisere Kommissionen for manglende klarhed eller præcision, for så vidt som de anprisninger, der er udestående, kan findes ved at henholde sig til de dokumenter, som Kommissionen og EFSA har gjort offentligt tilgængelige. På samme måde kan de nævnte myndigheders beslutning om at tilbyde et hjælpemiddel til lederne af fødevarevirksomheder ikke anses for at afsløre en mangel ved forordning nr. 432/2012, der kan medføre, at denne skal annulleres, men snarere som en hjælpemekanisme, som de nævnte myndigheder på eget initiativ har besluttet at oprette inden for deres kompetencer.

(jf. præmis 86, 87 og 89)

11.    Retten til god forvaltning i medfør af artikel 41, stk. 2, litra a), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder omfatter bl.a. retten for enhver til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning over for ham eller hende, som måtte berøre vedkommende negativt. I denne henseende vedrører retten til god forvaltning, som den fremgår af den nævnte bestemmelse, ikke proceduren for udarbejdelse af generelle retsakter. Retten til at blive hørt under en forvaltningssag, der angår en bestemt person, kan nemlig ikke overføres til en lovgivningsprocedure, der fører til, at der træffes generelle foranstaltninger.

Hvad angår forordning nr. 432/2012 om fastlæggelse af en liste over andre tilladte sundhedsanprisninger af fødevarer end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed, finder artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder derfor ikke anvendelse, for så vidt som forordningen udgør en foranstaltning med generel rækkevidde.

(jf. præmis 97-99)

12.    Det følger ikke af artikel 13, stk. 1-3, i forordning nr. 1924/2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer som retsgrundlag for vedtagelsen af forordning nr. 432/2012 om fastlæggelse af en liste over andre tilladte sundhedsanprisninger af fødevarer end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed, at Kommissionen er forpligtet til at høre producenterne inden for sektoren og de andre berørte parter i forbindelse med proceduren til vedtagelse af listen over de tilladte anprisninger. Det fremgår nemlig af artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1924/2006, at det alene var medlemsstaterne, der havde beføjelse til at forelægge Kommissionen de nationale lister over sundhedsanprisninger, der tjener som grundlag for oprettelsen af listen over tilladte anprisninger. Under disse omstændigheder kan en sagsøger ikke til sin egen fordel påberåbe sig Kommissionens tilsidesættelse af nogen ret til at blive hørt, der er baseret på artikel 13, stk. 1-3, i forordning nr. 1924/2006, for så vidt angår beslutningen om at vedtage listen over tilladte sundhedsanprisninger i flere etaper.

(jf. præmis 100)

13.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 105 og 110)

14.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 113)

15.    Det fremgår af en samlet læsning af 17. betragtning til og artikel 28, stk. 5 og 6, i forordning nr. 1924/2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer, at den nævnte forordning dels stiller krav om, at alene de sundhedsanprisninger, der er videnskabeligt underbyggede, kan anvendes inden for Unionen, dels om, at disse anprisninger kun kan godkendes efter, at Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) har gennemført en harmoniseret videnskabelig evaluering af den højst mulige standard. Denne betragtning gælder ligeledes i forhold til godkendelsesproceduren i medfør af artikel 13, stk. 1-3, i forordning nr. 1924/2006, i forbindelse med hvilken Kommissionen ikke kan anmode EFSA om en videnskabelig evaluering, der er en mindre streng videnskabelig evaluering sammenlignet med de anprisninger, der er omfattet af forordningens artikel 13, stk. 5, eller artikel 14. I denne henseende må det konstateres, at ingen af de førnævnte bestemmelser indfører betingelser for så vidt angår den videnskabelige vurdering, der skal gennemføres, der er forskellige alt efter, hvilken bestemmelse sundhedsanprisningerne er omfattet af.

I øvrigt udgør gennemførelsen af en så vidt muligt udtømmende risikoevaluering på grundlag af en videnskabelig rådgivning, der er baseret på principperne om kompetence, åbenhed og uafhængighed, en vigtig garanti for sagsbehandlingen med henblik på at sikre, at foranstaltningerne er videnskabeligt objektive, og undgå, at der træffes vilkårlige foranstaltninger.

(jf. præmis 129 og 130)

16.    Hverken forordning nr. 1924/2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer eller forordning nr. 178/2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed indeholder nogen som helst forpligtelse for Kommissionen eller EFSA til inden påbegyndelsen af godkendelsesproceduren i medfør af artikel 13, stk. 3, i forordning nr. 1924/2006 at stille specifikke videnskabelige retningslinjer, der vedrører den måde, hvorpå EFSA har påtænkt at evaluere anmodningerne om godkendelse af anprisninger, til rådighed. Den omstændighed, at EFSA efterfølgende har vedtaget sådanne retningslinjer i lyset af den erfaring, som EFSA har opnået i forbindelse med gennemførelsen af de første evalueringer, er ikke egnet til at bevise, at der er sket en underminering af retssikkerheden. Derimod skal det fastslås, at vedtagelsen af de nævnte retningslinjer bl.a. for de berørte parters vedkommende bidrager til at styrke retssikkerheden.

(jf. præmis 149)

17.    Det fremgår imidlertid af den ordning, som er indført ved forordning nr. 178/2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed – bl.a. i medfør af den nævnte forordnings artikel 30 – at forordningen for så vidt angår bestemmelserne om proceduren for antagelse af videnskabelige udtalelser udgør et supplerende regelsæt i forhold til forordning nr. 1924/2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer, hvis anvendelse er udelukket, i det omfang EU-lovgivning som den sidstnævnte forordning indeholder specialbestemmelser for godkendelsen af bestemte sundhedsanprisninger.

For så vidt som artikel 13, stk. 3, i forordning nr. 1924/2006 i denne henseende udtrykkeligt bestemmer, at EFSA har mulighed for at gennemføre en harmoniseret videnskabelig vurdering af de lister over anprisninger, der er forelagt af medlemsstaterne i medfør af samme forordnings artikel 13, stk. 2, bemærkes, at artikel 30, stk. 4, i forordning nr. 178/2002 ikke finder anvendelse i forbindelse med evalueringen af andre sundhedsanprisninger end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed, således at EFSA hverken er forpligtet til at indlede drøftelser med de nationale myndigheder eller gøre de dokumenter, der er vedlagt de nævnte drøftelser i forbindelse med de foretagne evalueringer, tilgængelige for offentligheden.

(jf. præmis 160 og 161)

18.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 162)

19.    Den mulighed, som artikel 277 TEUF giver for at gøre gældende, at en almengyldig retsakt er ulovlig, udgør ikke en selvstændig søgsmålsrettighed og kan kun påberåbes under en verserende sag, således at afvisningen af hovedsagen medfører afvisning af ulovlighedsindsigelsen. Derudover kan en ulovlighedsindsigelse, der er fremsat subsidiært i medfør af artikel 277 TEUF, når der i hovedsagen anfægtes en tredje retsakts lovlighed, kun antages til realitetsbehandling, når der er en sammenhæng mellem denne retsakt og den bestemmelse, hvis ulovlighed påberåbes. For så vidt som artikel 277 TEUF ikke har til formål at gøre det muligt for en part at anfægte anvendeligheden af en generel retsakt, uanset hvilket søgsmål der anlægges, skal ulovlighedsindsigelsens rækkevidde begrænses til det, der er absolut nødvendigt for at afgøre tvisten. Det følger heraf, at den generelle retsakt, hvis ulovlighed påberåbes, skal finde direkte eller indirekte anvendelse på den sag, der er genstand for søgsmålet.

I denne henseende kan tilstedeværelsen af en sådan tæt forbindelse bl.a. udledes af det faktum, at den i hovedsagen anfægtede retsakt i det væsentlige hviler på en bestemmelse i den retsakt, hvis lovlighed er blevet anfægtet.

(jf. præmis 169, 170 og 172)

20.    Der foreligger retsakter eller afgørelser, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål i medfør af artikel 263 TEUF, når foranstaltningerne har retligt bindende virkninger, som kan berøre sagsøgernes interesser gennem en væsentlig ændring af deres retsstilling. Ved afgørelsen af, om en retsakt eller en afgørelse har sådanne virkninger, skal der lægges vægt på dens indhold. Når sagen vedrører retsakter eller afgørelser, hvis tilblivelse omfatter flere stadier, kan de i princippet kun anfægtes, hvis det drejer sig om foranstaltninger, som definitivt fastlægger institutionens standpunkt som afslutning på proceduren, modsat foreløbige foranstaltninger, der har til formål at forberede den endelige afgørelse.

En liste, som Kommissionen har offentliggjort, over anprisninger, der kan anvendes i overensstemmelse med de overgangsbestemmelser, der følger af artikel 28, stk. 5 og 6, i forordning nr. 1924/2006, udgør ikke en retsakt, der kan anfægtes, idet disse anprisninger er udestående, mens Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA’s) evaluering eller Kommissionens prøvelse af disse afventes. Vedtagelsen af en liste, hvis eneste formål er at opregne de sundhedsanprisninger, der stadig er under evaluering, og til hvilke Kommissionen endnu ikke har taget endelig stilling, udgør nemlig alene en midlertidig foranstaltning, der har til formål at forberede hver af disse anprisningers optagelse på eller udelukkelse fra listen over tilladte anprisninger, der for sit vedkommende er den endelige afgørelse.

(jf. præmis 201-203)

21.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 206 og 207)

22.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 209)