Language of document :

Sag anlagt den 28. november 2016 – Sverige mod Kommissionen

(Sag T-837/16)

Processprog: svensk

Parter

Sagsøger: Kongeriget Sverige (ved A. Falk og F. Bergius)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionens gennemførelsesafgørelse C(2016) 5644 af 7. september 2016 om tilladelse til visse anvendelser af blysulfochromat, gul og blychromatmolybdatsulfat, rød i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18. december 2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH), om oprettelse af et europæisk kemikalieagentur og om ændring af direktiv 1999/45/EF og ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 793/93 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1488/94 samt Rådets direktiv 76/769/EØF og Kommissionens direktiv 91/155/EØF, 93/67/EØF, 93/105/EF og 2000/21/EF (den anfægtede afgørelse), annulleres,

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

Første anbringende: Kommissionen har overskredet sine gennemførelsesbeføjelser i henhold til artikel 291, stk. 2, TEUF og forordning (EF) nr. 1907/2006.

Kommissionen har overskredet sine gennemførelsesbeføjelser ved at tilsidesætte artikel 55 og artikel 60, stk. 4, i forordning nr. 1907/2006 og i strid med forordningens formål at meddele den ansøgte godkendelse uden at betingelserne herfor, der er fastsat i forordningen, var opfyldt.

Kommissionen har tilsidesat artikel 60, stk. 4, i forordning nr. 1907/2006 ved at meddele godkendelse uden selv at foretage en vurdering af betingelserne for at udstede en godkendelse i henhold til denne bestemmelse og uden i tilstrækkelig grad at undersøge, om betingelserne for at udstede en godkendelse i henhold til denne bestemmelse var opfyldt.

Kommissionen har endvidere tilsidesat artikel 55 i forordning nr. 1907/2006 ved at meddele godkendelse i strid med godkendelsessystemets formål, nemlig at sikre et velfungerende indre marked og gradvist at erstatte særligt problematiske stoffer med egnede alternative stoffer eller teknologier, hvor det er teknisk og økonomisk muligt.

Andet anbringende: Kommission har foretaget en åbenbar fejlagtig vurdering og begået en retlig fejl.

Samme omstændigheder som anført med hensyn til det første anbringende påberåbes ligeledes i forhold til dette anbringende. Kommissionens tilsidesættelse af artikel 55 og artikel 60, stk. 4, i forordning nr. 1907/2006, som angivet ovenfor, indebærer ligeledes, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse foretog en åbenbart fejlagtig vurdering og begik en retlig fejl.

3.    Tredje anbringende: Kommissionen har tilsidesat forsigtighedsprincippet og begrundelsespligten.

Kommissionen har tilsidesat forsigtighedsprincippet ved at udstede godkendelse uden selv at foretage en vurdering af betingelserne herfor i henhold til artikel 60, stk. 4, i forordning nr. 1907/2006 og uden at foretage en tilstrækkelig undersøgelse af, om betingelserne for at meddele godkendelse i henhold til denne bestemmelse, var opfyldt.

Under alle omstændigheder har Kommissionen tilsidesat sin begrundelsespligt i henhold til artikel 296 TEUF, artikel 130 i forordning nr. 1907/2006 og princippet om god forvaltningsskik, da det ikke er muligt at udlede af den anfægtede afgørelse, hvordan Kommissionen har vurderet, om betingelserne for tildelingen af en godkendelse i henhold til forordningens artikel 60, stk. 4, var opfyldt.

____________