KENDELSE AFSAGT AF RETTENS PRÆSIDENT

25. juni 2002 (1)

»Foreløbige forholdsregler - statsstøtte - støtte til bygning og ombygning af skibe ydet i form af udviklingsbistand - tilbagesøgning - berettiget forventning - fumus boni juris - uopsættelighed«

I sag T-34/02 R,

B, Versailles (Frankrig), og 255 andre sagsøgere ved avocat P. Kirch, under retsmødet bistået af avocat N. Chahid-Nouraï, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøgere,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved G. Rozet, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøgt,

angående en begæring om udsættelse af gennemførelsen af Kommissionens beslutning 2001/882/EF af 25. juli 2001 om den statsstøtte, Frankrig har ydet i form af udviklingsbistand til krydstogtskibet Le Levant, der er bygget af Alstom Leroux Naval, og som skal drives ved Saint Pierre og Miquelon (EFT L 327, s. 37),

har

PRÆSIDENTEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS

afsagt følgende

Kendelse

Relevante retsregler

1.

    Artikel 87, stk. 1, EF bestemmer:

»Bortset fra de i denne traktat hjemlede undtagelser er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.«

2.

    Ifølge artikel 87, stk. 3, litra e), EF kan »andre former for støtte, hvorom Rådet på forslag af Kommissionen træffer beslutning med kvalificeret flertal«, betragtes som forenelige med fællesmarkedet.

3.

    Det er med hjemmel i denne bestemmelse, der tidligere var EF-traktatens artikel 92, stk. 3, litra d), at Rådet den 21. december 1990 udstedte direktiv 90/684/EØF om støtte til skibsbygningsindustrien (EFT L 380, s. 27, herefter »syvende direktiv«).

Syvende direktiv

4.

    I syvende direktivs artikel 1, litra d), er støtte defineret som følger:

»[...] støtte i henhold til traktatens artikel 92 [efter ændring nu artikel 87 EF] og 93 [nu artikel 88 EF]; dette begreb dækker ikke kun støtte, som ydes af staten selv, men også støtte ydet af regionale eller lokale organer, samt støtte, der eventuelt indgår i medlemsstaternes finansieringsforanstaltninger til fordel for skibsbygnings- eller skibsreparationsværfter, som de kontrollerer direkte eller indirekte, når den ikke betragtes som tilvejebringelse af risikovillig kapital til et selskab efter almindelig praksis inden for markedsøkonomi.

Denne støtte kan betragtes som forenelig med det fælles marked, hvis den opfylder undtagelseskriterierne i dette direktiv.«

5.

    I direktivets kapitel II, som omhandler »Driftsstøtte«, bestemmer artikel 4, stk. 1, at »[p]roduktionsstøtte til bygning og ombygning af skibe kan betragtes som forenelig med det fælles marked, når den samlede støtte, der ydes til den enkelte kontrakt, i subventionsækvivalent ikke overstiger en fælles maksimumsgrænse [...]«.

6.

    Syvende direktivs artikel 4, stk. 7, har følgende ordlyd:

»Maksimumsgrænsen gælder ikke for støtte til bygning og ombygning af skibe, når denne støtte ydes som udviklingsbistand til et udviklingsland. Støtten kan betragtes som forenelig med det fælles marked, hvis den opfylder de betingelser, som OECD's arbejdsgruppe nr. 6 har fastlagt på dette område i sin aftale om fortolkningen af artikel 6, 7 og 8 i det OECD-arrangement, der er nævnt i stk. 6 [arrangement vedrørende bevillinger til eksport af skibe], eller hvis den er i overensstemmelse med senere tilføjelser til eller ændringer i den nævnte aftale.

Alle sådanne individuelle støtteprojekter skal anmeldes til Kommissionen, inden de iværksættes. Kommissionen kontrollerer det særlige udviklingsaspekt i forbindelse med den planlagte støtte, og at støtten falder ind under det i første afsnit nævnte arrangement.«

7.

    I den skrivelse af 3. januar 1989, som Kommissionen tilstillede medlemsstaterne (SG(89) D/311), hedder det, at de medlemsstater, der yder støtte til bygning og ombygning af skibe i form af udviklingsbistand til et udviklingsland, skal handle i overensstemmelse med bestemmelserne i OECD-aftalen, hvilket vil sige, at:

»1)    Støtten må ikke tildeles til bygning af skibe, der skal sejle under bekvemmelighedsflag.

2)    Såfremt støtten ikke kan klassificeres som officiel udviklingsbistand inden for rammerne af OECD, skal donoren bekræfte, at støtten indgår i en aftale mellem regeringer.

3)    Donoren skal garantere, at den reelle ejer er indbygger i modtagerlandet, og at modtagervirksomheden ikke er et ikke-operationelt datterselskab af et udenlandsk selskab.

4)    Støttemodtageren skal forpligte sig til ikke at sælge skibet uden forudgående godkendelse fra myndighederne.«

Forordning nr. 659/1999

8.

    Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel [88] (EFT L 83, s. 1) trådte i kraft den 16. april 1999.

9.

    Denne forordnings artikel 4, stk. 4, bestemmer, at Kommissionen skal indlede en formel undersøgelsesprocedure vedrørende en påstået støtte, hvis forenelighed med fællesmarkedet efter en foreløbig undersøgelse giver anledning til tvivl. I forordningens artikel 6, stk. 1, er det fastsat, at Kommissionen skal opfordre den pågældende medlemsstat og andre interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger inden for en nærmere fastsat frist.

10.

    I artikel 14 i forordning nr. 659/1999, der vedrører tilbagesøgning af støtten, er det fastsat:

»1.    I negative beslutninger om ulovlig støtte bestemmer Kommissionen, at den pågældende medlemsstat skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra støttemodtageren [...]. Kommissionen kræver ikke tilbagebetaling af støtten, hvis det vil være i modstrid med et generelt princip i fællesskabslovgivningen.

[...]

3.    Med forbehold af eventuel kendelse fra Domstolen efter [...] artikel [242 EF] skal tilbagebetalingen ske omgående og i overensstemmelse med gældende procedurer i den pågældende medlemsstats nationale ret, forudsat at disse giver mulighed for omgående og effektiv gennemførelse af Kommissionens beslutning. Til det formål og i tilfælde af søgsmål ved de nationale domstole træffer de pågældende medlemsstater alle nødvendige foranstaltninger, som er til rådighed i deres respektive retssystemer, herunder også foreløbige foranstaltninger, dog med forbehold af fællesskabsretten.«

Den omtvistede beslutning

11.

    Kommissionen erfarede i slutningen af 1998 gennem en artikel i pressen, at krydstogtskibet Le Levant, der blev bygget i Frankrig af Alstom Leroux Naval til en kontraktpris på 228,55 mio. franske franc (FRF), var blevet finansieret ved hjælp af skattelettelser for de investorer, der havde finansieret fartøjets bygning.

12.

    Ved skrivelse af 2. december 1999 meddelte Kommissionen de franske myndigheder, at den havde besluttet at indlede proceduren efter artikel 88, stk. 2, EF. Denne beslutning blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende den 5. februar 2000 (EFT C 33, s. 6, herefter »beslutningen om indledning af en procedure«). Heri anførte Kommissionen, at den fandt det tvivlsomt, om betingelserne i syvende direktivs artikel 4, stk. 7, var opfyldt. Desuden opfordrede den interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger inden for en frist på en måned fra datoen for offentliggørelsen.

13.

    Ved skrivelse af 13. juli 2001 anmodede Le Levant 114, som er en enkeltmandsvirksomhed med begrænset ansvar (EURL), der var involveret i finansieringen af fartøjet (jf. nedenfor i præmis 23-29), Kommissionen om nærmere oplysninger vedrørende dens synspunkt med hensyn til identificeringen af modtagerne af den pågældende støtte, og anmodede herunder Kommissionen om at bekræfte, at EURL Le Levant 114 ikke var en interesseret part. Da Kommissionen ikke besvarede henvendelsen, gentog Le Levant 114 sin anmodning ved skrivelse af 19. juli 2001. I sin svarskrivelse af 24. juli 2001 fastslog Kommissionen, at fristen for interesserede parters indgivelse af bemærkninger var vidt overskredet.

14.

    Den 25. juli 2001 vedtog Kommissionen beslutning 2001/882/EF om den statsstøtte, Frankrig har ydet i form af udviklingsbistand til krydstogtskibet Le Levant, der er bygget af Alstom Leroux Naval, og som skal drives ved Saint Pierre og Miquelon (EFT L 327, s. 37, herefter »den omtvistede beslutning«).

15.

    I den omtvistede beslutnings punkt 5 er støtten beskrevet som følger:

»Støtten blev ydet i 1996 i anledning af, at en gruppe private investorer, der havde dannet et maritimt ejendomsfællesskab, på initiativ af [forretningshemmelighed] erhvervede krydstogtskibet Le Levant. Fartøjet blev derpå leaset til [Compagnie des Iles du Levant (herefter ’CIL’)]. Der er tale om et datterselskab af det franske Compagnie des Iles du Ponant, og det er registreret i Wallis og Futuna. Investorerne fik lov til at trække investeringerne fra den skattepligtige indkomst. Skattelettelserne gjorde det muligt for CIL at drive fartøjet på gunstige vilkår. Investorerne har ret og pligt til at sælge deres andele til [forretningshemmelighed] efter fem år, dvs. i begyndelsen af 2004. Også CIL har ret og pligt til at købe disse andele af [forretningshemmelighed] til en pris, der bevirker, at værdien af støtten overføres. Støtten blev ydet på betingelse af, at CIL blev forpligtet til at drive fartøjet i mindst fem år, hovedsagelig til og fra Saint Pierre og Miquelon i 160 dage om året.«

16.

    Det fremgår af den omtvistede beslutnings punkt 6, at støtten blev ydet i henhold til en beskatningsordning - Pons-loven - der tillader skattelettelser for investeringer, der foretages i de franske oversøiske departementer og territorier. Ordningen blev godkendt af Kommissionen i 1992.

17.

    Kommissionen fastslog endvidere, at støtten »til det pågældende fartøj« skal vurderes i lyset af syvende direktivs artikel 4, stk. 7, »eftersom der er tale om en støtte i forbindelse med skibsbygning, der er ydet som udviklingsbistand i 1996 som led i en støtteordning (Pons-loven), der blev godkendt i 1992« (den omtvistede beslutnings punkt 16).

18.

    Ifølge Kommissionen opfylder projektet kriteriet om udviklingsbistand, således som dette er defineret af OECD og fortolket af Kommissionen (jf. ovenfor i præmis 7). Kommissionen finder imidlertid, at kriteriet om udvikling, hvis overholdelse den skal sikre (jf. Domstolens dom af 5.10.1994, sag C-400/92, Tyskland mod Kommissionen, Sml. I, s. 4701), ikke er overholdt i den foreliggende sag (den omtvistede beslutnings punkt 22-33).

19.

    Efter at have fastslået, at den pågældende støtte var iværksat ulovligt og derfor ikke i overensstemmelse med syvende direktiv, erklærede Kommissionen støtten uforenelig med fællesmarkedet. Den konkluderede, at støtten »skal tilbagesøges med renter« (den omtvistede beslutnings punkt 34).

20.

    I den omtvistede beslutnings punkt 35 anførte Kommissionen, at »de umiddelbare modtagere af den støtte, der kunne sættes tal på«, er de investorer, der »nød godt af skattelettelserne«. Kommissionen fortsætter disse betragtninger i punkt 36, hvori den understreger, at først når skibet er solgt til CIL, dvs. i 2004, til en fordelagtig pris, vil CIL være »den vigtigste endelig støttemodtager«. For så vidt angår skibsværftet anførte Kommissionen, at »der kan anlægges den betragtning, at skibsværftet indirekte har nydt godt af støtten, for så vidt som den har gjort det muligt for det at opnå en ordre, det måske ikke ville have fået ellers« (den omtvistede beslutnings punkt 37).

21.

    I beslutningens punkt 39 anføres det, at investorerne er dem, der »som direkte støttemodtagere og nuværende ejere af fartøjet bør tilbagebetale støtten«, og som »har nydt godt af skattelettelserne, og som fortsat nyder godt heraf i deres egenskab af ejere af et fartøj, der er erhvervet på gunstige vilkår«. I beslutningens punkt 40 har Kommissionen påpeget, at »var fartøjet blevet solgt til CIL til en lavere pris end markedsprisen, og støtten således var blevet overført til denne virksomhed, ville det være CIL, der skulle betale støtten tilbage«, men at »i betragtning af, at overførslen ikke vil have fundet sted før midten af 2003, kan driftslederen CIL ikke anses for at være ansvarlig for tilbagebetalingen på dette trin af sagsforløbet«.

22.

    Beslutningens konklusion har følgende ordlyd:

»Artikel 1

Den af Frankrig ydede støtte i form af skattelettelser og i form af udviklingsstøtte til krydstogtskibet Le Levant, der er bygget af Alstom Leroux Naval, og som skal drives ved det franske territorium Saint Pierre og Miquelon, kan ikke betragtes som værende en virkelig udviklingsbistand i henhold til artikel 4, stk. 7, i [syvende direktiv], og den er derfor uforenelig med fællesmarkedet.

Artikel 2

1. Frankrig træffer alle nødvendige foranstaltninger for at standse og for hos investorerne, der er de direkte støttemodtagere og nuværende ejere af krydstogtskibet, at tilbagesøge den i artikel 1 omhandlede støtte, som er ulovligt udbetalt til støttemodtagerne.

2. Tilbagesøgningen skal ske uophørligt og i overensstemmelse med national lovgivning, hvis denne giver mulighed for at efterkomme beslutningen hurtigt og effektivt. [...]

Artikel 3

Frankrig underretter senest to måneder efter meddelelsen af denne beslutning Kommissionen om, hvilke foranstaltninger der er truffet for at efterkomme beslutningen.

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til Den Franske Republik.«

Nærmere enkeltheder vedrørende finansieringen

23.

    Som det fremgår af sagen, består den omtvistede transaktion i, at investorer, der alle er fysiske personer, sikrer finansieringen af fartøjet Le Levant gennem såkaldte EURL, der udelukkende er stiftet med dette formål for øje, og som dannede et maritimt ejendomsfællesskab. Investorernes interesse i denne transaktion består i den mulighed, de har for i deres skattepligtige indkomst at fradrage udgiften til den foretagne investering og de omkostninger, der er forbundet med at erhverve fartøjet (finansielle renter) og eje det (afskrivninger) samt, eventuelt, underskuddet som følge af fartøjets drift.

24.

    Det var i december 1996, at en bank stiftede ejendomsfællesskabet vedrørende fartøjet Le Levant. Det var opdelt i 740 anparter, såkaldte skibsanparter. Ejendomsfællesskabet til fartøjet havde fra starten CIL, som havde to anparter, samt banken, som havde 738 anparter. CIL forvalter ejendomsfællesskabet og er derfor fuldt ud og solidarisk ansvarlig for gæld til de sociale sikringsordninger.

25.

    I forbindelse med en annonce vedrørende et investeringsprojekt, som banken lancerede, erhvervede investorer, alle fysiske personer, de skibsanparter, som banken oprindelig lå inde med, gennem EURL, som var stiftet i dette øjemed. Som det fremgår af deres vedtægter, har EURL til formål at erhverve skibsanparter, optage et lån mod sikkerhed i fartøjet med henblik på at finansiere en del af udgiften til erhvervelsen af fartøjet, at drive fartøjet som led i ejendomsfællesskabet og at videresælge de pågældende anparter, navnlig til gennemførelse af det uigenkaldelige salgstilsagn, som banken eller ethvert selskab, som måtte træde i stedet for denne, havde afgivet. Der blev således i alt solgt 738 skibsanparter til 281 EURL, idet hver enkelt af de pågældende EURL skulle erhverve mindst to anparter.

26.

    I det år, hvor skibsanparterne blev erhvervet, havde EURL finansieringsbehov, for det første som følge af anskaffelsen af de pågældende anparter - prisen for at erhverve to anparter, svarende til minimumsinvesteringen, androg 636 216 FRF - og for det andet som følge af afholdelsen af forskellige udgifter. Dette finansieringsbehov blev dækket af den indskudte kapital, svarende til en investors oprindelige indskud på 50 000 FRF for to anparter, den andel af den sikkerhed, CIL havde stillet over for hver enkelt EURL for at sikre selskabets forsvarlige drift, og et lån på mellemlang sigt, som banken ydede med en fast rente på 8%, som dækkede det resterende finansieringsbehov.

27.

    Under driftsfasen blev likviditetsbehovet for EURL, som udgjordes af et eventuelt underskud på driften (men kun inden for en nærmere angiven grænse), omkostningerne ved banklånet, de årlige tilbagebetalinger af lånet samt driftsudgifterne, dækket af de årlige kapitalforhøjelser, som selskabsdeltagerne i EURL foretog, og som blev finansieret gennem de skattelettelser, de opnåede. Hver enkelt investor anvender således skattelettelsen i det foregående år til at finansiere kapitalforhøjelsen i sit EURL.

28.

    I syv år skal CIL varetage driften, vedligeholdelsen samt administrere fartøjet i teknisk og kommerciel henseende for det maritime ejendomsfællesskab. I øvrigt har CIL over for investorerne forpligtet sig til at sikre et vist bruttodriftsresultat og til at dække eventuelt opståede tab, som måtte overstige de budgetterede. CIL modtager til gengæld et vist beløb.

29.

    Banken har over for investorerne forpligtet sig til at erhverve anparterne i EURL inden den 15. december 2003. I øvrigt har hver enkelt EURL forpligtet sig til at overdrage sine anparter til banken inden den 29. februar 2004. Tilsvarende har CIL forpligtet sig til at købe alle anparterne af banken inden den 31. januar 2004, og banken har forpligtet sig til at overdrage dem til CIL inden den 29. februar 2004.

Retsforhandlinger

30.

    Den 8. oktober 2001 anlagde Den Franske Republik sag ved Domstolen med påstand om annullation af den omtvistede beslutning, men indgav ikke nogen begæring om udsættelse af gennemførelsen af beslutningen. Sagen, der er registreret som sag C-394/01, verserer for Domstolen. Til støtte for søgsmålet har Den Franske Republik fremført et enkelt anbringende, nemlig vedrørende vurderingen af aspektet »udvikling« omkring den pågældende støtte.

31.

    Den 20. februar 2002 anlagde EURL Le Levant 001 og 274 andre EURL samt B og 255 andre fysiske personer sag ved Retten med påstand om annullation af den omtvistede beslutning. Denne sag er registreret som sag T-34/02.

32.

    Ved kendelse afsagt den 30. april 2002 af formanden for Rettens Femte Udvidede Afdeling er sag T-34/02 blevet udsat, indtil Domstolen har afsagt dom i sag C-394/01.

33.

    Ved særskilt processkrift indgivet den 23. april 2002 har B og 255 andre fysiske personer (herefter »B m.fl.« eller »sagsøgerne«) indgivet en begæring om

-    udsættelse af gennemførelsen af beslutningen, indtil Retten har behandlet begæringen om udsættelse og truffet afgørelse herom, samt om

-    udsættelse af gennemførelsen af beslutningen, indtil der er truffet afgørelse vedrørende annullationssøgsmålet.

34.

    I den skrivelse, sagsøgernes repræsentant vedlagde begæringen om foreløbige forholdsregler, anmodede han om, at sagsøgerne forblev anonyme, og om, at visse oplysninger ikke blev offentliggjort.

35.

    På baggrund af den begæring, sagsøgerne har indgivet i retssikrende øjemed i medfør af artikel 105, stk. 2, i Rettens procesreglement, med henblik på at få udsat gennemførelsen af beslutningen, inden der er truffet afgørelse i sagen om foreløbige forholdsregler, er Kommissionen blevet anmodet om at fremkomme med sine bemærkninger til denne begæring og om at oplyse, således som det er fastsat i den omtvistede beslutnings artikel 3, om de franske myndigheder har underrettet Kommissionen om, hvilke foranstaltninger der er truffet for at efterkomme den omtvistede beslutning, og, i bekræftende fald, give Kommissionen meddelelse herom. Kommissionen fremkom med sine bemærkninger den 7. maj 2002.

36.

    Samme dag fremkom sagsøgerne med supplerende bemærkninger.

37.

    Med hensyn til begæringen om udsættelse af gennemførelsen af den omtvistede beslutning, indtil der er truffet afgørelse vedrørende annullationssøgsmålet, er Kommissionen fremkommet med sine bemærkninger den 22. maj 2002 efter at have anmodet om og opnået en udsættelse af den oprindeligt fastsatte frist. I sine bemærkninger har Kommissionen taget stilling til anmodningen om anonymitet og om, at nærmere angivne oplysninger ikke offentliggøres.

38.

    Parterne har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 13. juni 2002. Under retsmødet blev sagsøgernes anmodning om at måtte forblive anonyme under den foreliggende sag om foreløbige forholdsregler taget til følge.

Retlige bemærkninger

39.

    Retten kan i henhold til bestemmelserne i artikel 242 EF og artikel 4 i Rådets afgørelse 88/591/EKSF, EØF, Euratom om oprettelse af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (EFT L 319, s. 1), som ændret ved Rådets afgørelse 93/350/Euratom, EKSF, EØF af 8. juni 1993 (EFT L 144, s. 21), hvis den skønner, at forholdene kræver det, udsætte gennemførelsen af den anfægtede retsakt.

40.

    Procesreglementets artikel 104, stk. 2, bestemmer, at en begæring om foreløbige forholdsregler skal angive de omstændigheder, der medfører uopsættelighed, samt de faktiske og retlige grunde til, at den begærede foreløbige forholdsregel umiddelbart forekommer berettiget (fumus boni juris). Disse betingelser er kumulative, således at der ikke kan anordnes foreløbige forholdsregler, når en af dem ikke er opfyldt (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 14.10.1996, sag C-268/96 P(R), SCK og FNK mod Kommissionen, Sml. I, s. 4971, præmis 30, og af Rettens præsident den 15.7.1998, sag T-73/98 R, Prayon-Rupel mod Kommissionen, Sml. II, s. 2769, præmis 25, og den 4.4.2002, sag T-198/01 R, Technische Glaswerke Ilmenau mod Kommissionen, Sml. II, s. 2153, præmis 50).

Parternes argumenter

Fumus boni juris

41.

    Sagsøgerne har indledningsvis understreget, at der ikke er sammenhæng i at fastslå, at den støtte, der er erklæret uforenelig med fællesmarkedet, er en støtte til bygning af skibe, og som de reelle støttemodtagere og dermed som dem, der skal tilbagebetale støtten, at udpege de »private investorer« (den omtvistede beslutnings punkt 5), som den hævdede og fastlagte økonomiske fordel er overført til. Sagsøgerne har gentagne gange understreget, at de har handlet som private investorer, og at de ikke er virksomheder som omhandlet i Domstolens dom af 23. april 1991 (sag C-41/90, Höfner og Elser, Sml. I, s. 1979, præmis 21).

42.

    Ud af de 11 anbringender, der er fremført i hovedsagen til støtte for påstanden om, at den omtvistede beslutning er ulovlig, har sagsøgerne fremført følgende ni anbringender.

43.

    Med det første anbringende har sagsøgerne gjort gældende, at der er tale om en tilsidesættelse af artikel 3, stk. 1, litra g), EF, sammenholdt med artikel 5 EF, 87 EF og 211 EF, samt af en række grundlæggende rettigheder. Kommissionen har overskredet sin kompetence ved at vedtage en beslutning, som bevirker, at det pålægges en medlemsstat at tilbagesøge en påstået ulovlig statsstøtte hos almindelige borgere og ikke hos »virksomheder«, uden for så vidt at genoprette en konkurrencesituation, der ikke var fordrejet.

44.

    Med det andet anbringende har sagsøgerne anført, at der er tale om tilsidesættelse af en række grundlæggende principper i fællesskabsretten, der er forbundet med retten til kontradiktion og retten til at blive hørt i henhold til artikel 88, stk. 2, EF, og følgelig af artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 659/1999, samt af de principper, der er opstillet i artikel 6 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. Kommissionen har således ikke givet berørte tredjemænd mulighed for i tide at fremkomme med deres bemærkninger, inden den omtvistede beslutning blev vedtaget.

45.

    Det tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 87, stk. 1, EF, for så vidt som almindelige borgere i den omtvistede beslutning er udpeget som »modtagere« af den påståede statsstøtte og derfor skal tilbagebetale den. Den pågældende bestemmelse i EF-traktaten vedrører imidlertid kun »virksomheder« som omhandlet i Fællesskabets konkurrenceret, dvs. erhvervsdrivende, der opererer på et marked.

46.

    Med det fjerde anbringende har sagsøgerne gjort gældende, at der er tale om en tilsidesættelse af syvende direktivs artikel 4, stk. 7, idet den pågældende bestemmelse kun kan bringes i anvendelse på skibsværfter og redere og under ingen omstændigheder over for private investorer, der har foretaget en pengeanbringelse.

47.

    Det femte anbringende vedrører en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, idet Kommissionen med rimelighed har kunnet efterlade det indtryk hos de private investorer, at de ikke var berørt af den omtvistede beslutning.

48.

    Med det sjette anbringende har sagsøgerne anført, at retssikkerhedsprincippet er tilsidesat, idet Kommissionen i den omtvistede beslutning ikke har anført oplysninger, på grundlag af hvilke det nøjagtige støttebeløb, der skal tilbagesøges hos de private investorer, kan beregnes, og sagsøgerne følgelig kan blive bekendt med det.

49.

    Det syvende anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 14 i forordning nr. 659/1999, idet en tilbagesøgning af den påståede støtte er i strid med ovennævnte generelle fællesskabsretlige principper.

50.

    Med det ottende anbringende gøres det gældende dels, at der er tale om faktiske unøjagtigheder såvel med hensyn til forholdet mellem CIL og de private investorer som med hensyn til driftsforpligtelserne i relation til fartøjet, dels, at der er tale om åbenbare skønsmæssige fejl med hensyn til de faktiske omstændigheder vedrørende fastsættelsen af den påståede støtte, betingelserne for CIL's tilbagekøb af fartøjet og vurderingen af transaktionens økonomiske og sociale virkninger.

51.

    Endelig har sagsøgerne med det niende anbringende anført, at den i artikel 253 EF fastsatte begrundelsespligt er tilsidesat, idet den omtvistede beslutning ikke indeholder en fastlæggelse af det relevante marked og af den konkurrencefordel, som de private investorer har haft, ligesom beslutningen heller ikke indeholder en præcisering af den metode, der er anvendt ved beregningen af aspektet »udvikling« omkring støtten.

52.

    I retsmødet har Kommissionen afvist, at de fremførte argumenter er begrundede, men ikke bestridt, at de umiddelbart savner ethvert grundlag.

Uopsætteligheden og interesseafvejningen

53.

    Sagsøgerne har indledningsvis anført, at de alle er i samme situation. De risikerer derfor at lide samme form for tab i tilfælde af, at den omtvistede beslutning gennemføres. Tilbagesøgningen af de beløb, der svarer til skattelettelserne, kan således gennemføres i form af en tilbagekaldelse af den fiskale fordel, der tidligere var ydet i forbindelse med gennemførelsen af den finansielle transaktion, efterfulgt af et krav om tilbagebetaling over for de fysiske personer, der var involveret i transaktionen, således at de straks skal tilbagebetale den skattelettelse, de opnåede i forbindelse med transaktionen, eller i det mindste den, de oprindeligt opnåede i forbindelse med, at de tegnede sig for transaktionen. Tilbagesøgningen af de pågældende beløb vil ifølge sagsøgerne umiddelbart og uopretteligt bringe ligevægten med hensyn til den foretagne finansielle transaktion i fare og følgelig også de EURL, der er en væsentlig del heraf. Den fiskale fordel, som de private investorer har, er i økonomisk henseende forbundet med tegningen af den årlige kapitalforhøjelse i EURL, hvilket alene kan antages at opretholde den strenge finansielle ligevægt.

54.

    Under sådanne omstændigheder kan betingelsen vedrørende uopsættelighed ifølge sagsøgerne vurderes i forhold til en »klasse«, en »kategori« eller en »gruppe« af personer, der har de samme egenskaber, således som dette allerede er blevet fastslået i kendelse afsagt af Domstolens præsident den 7. juni 1985 (sag 154/85 R, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 1753), den 25. oktober 1985 (sag 293/85 R, Kommissionen mod Belgien, Sml. s. 3521) og den 28. juni 1990 (sag C-195/90 R, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 2715).

55.

    Sagsøgerne har anført, at det økonomiske tab og den ikke-økonomiske skade medfører alvorligere skadegørende virkninger, når de lides af fysiske personer, end når de lides af juridiske personer, og tilføjet, at en øjeblikkelig gennemførelse af den omtvistede beslutning vil udløse fire forskellige former for skade.

56.

    For det første er sagsøgerne udsat for et økonomisk tab som følge af, at de skal tilbageføre de oprindelige fradrag, hvilket vil bevirke en øjeblikkelig formuemæssig uligevægt. De har nærmere anført, at privatpersoner i princippet ikke råder over likvide midler, således at de øjeblikkeligt kan dække uforudsete fordringer.

57.

    For det andet vil gennemførelsen af den omtvistede beslutning medføre en ikke-økonomisk skade. Gennemførelsen vil således føre til sager såvel ved de franske domstole som ved EF's retsinstanser, hvilket vil være en kilde til problemer, spild af tid og af betydelige midler. Endvidere vil kravet om tilbagebetaling af beløbene i form af en ændring af selvangivelsen, en procedure, der i almindelighed indledes, såfremt en skattepligtig har udvist forsømmelighed eller svig, bringe sagsøgerne i en særdeles pinlig situation. Endelig er forholdet med hensyn til de særlige tilfælde, hvor visse anpartshavere er afgået ved døden, det, at deres retssuccessorer vil være tvunget til en fornyet behandling af den afdøde anpartshavers bo, hvilket følelsesmæssigt er belastende.

58.

    For det tredje bringer gennemførelsen af den omtvistede beslutning selve eksistensen af EURL i fare, eftersom kapitalforhøjelserne ikke længere kan finansieres gennem de skattelettelser, deres eneste selskabsdeltagere har opnået. Som det fremgår af kendelse afsagt af Rettens præsident den 15. juni 1994 (sag T-88/94 R, Société commerciale des potasses et de l'azote og Entreprise minière et chimique mod Kommissionen, Sml. II, s. 401, præmis 33), kan det ikke bestrides, at opløsningen af et selskab i princippet indebærer en alvorlig og uoprettelig skade for selskabet, og at det samme er tilfældet for selskabsdeltagerne.

59.

    For det fjerde vil den gennemførte transaktion ikke kunne opretholdes, såfremt EURL forsvinder, idet de er grundlaget for finansieringsordningen, bortset fra de sagsøgere, der er indstillet på at forfølge en finansiel transaktion, som vil være underskudsgivende for dem og som sådan var i strid med deres formuemæssige interesser. Gennemførelsen af den omtvistede beslutning vil følgelig berøve dem en mulighed for at gennemføre en interessant finansiel transaktion, og vil måske endda tvinge dem til at lide et tab, når fartøjet videresælges. I den sammenhæng har sagsøgerne understreget, at en mistet mulighed allerede er blevet fortolket som udgørende en alvorlig og uoprettelig skade (jf. kendelsen i sagen Kommissionen mod Belgien, præmis 20 og 23).

60.

    Sagsøgerne har i øvrigt anført, at såfremt transaktionen blev bragt til ophør som følge af gennemførelsen af den omtvistede beslutning, ville det legitime formål udvikling i de oversøiske departementer og territorier, som de franske og Fællesskabets myndigheder har godkendt, ikke længere blive forfulgt.

61.

    Sagsøgerne har understreget, at det økonomiske tab er uopretteligt, idet det ikke kan opgøres og derfor ikke senere kan erstattes, såfremt den omtvistede beslutning annulleres (kendelse afsagt af Rettens præsident den 7.7.1998, sag T-65/98 R, Van den Bergh Foods mod Kommissionen, Sml. II, s. 2641, præmis 65). Det er således umuligt nøjagtigt at opgøre de skattelettelser, der fremkommer, idet de afhænger af formueforholdene for hver enkelt sagsøger. Det er ligeledes umuligt på forhånd at fastlægge den pris, som fartøjet faktisk kunne være videresolgt til ved udløbet af de fem års ejendomsfællesskab. Endelig er fysiske personer i modsætning til virksomheder (juridiske personer) udsat for livets omskiftelige forhold, hvilket gør ethvert håb om på et senere tidspunkt at opnå erstatning for det lidte tab som følge af den omtvistede beslutning problematisk og usikkert, såfremt beslutningen skulle gennemføres øjeblikkeligt. Da der er tale om den første beslutning, hvorefter statsstøtte kræves tilbagesøgt hos private investorer, må ligevægten mellem borgernes interesser og Fællesskabets myndigheders interesser i princippet opretholdes, idet det som udgangspunkt må antages, at gennemførelsen udsættes, såfremt det er fysiske personers formuemæssige interesser, der er involveret.

62.

    For så vidt angår afvejningen af sagsøgernes interesser i forhold til det offentliges og tredjemands interesser begrunder den den begærede udsættelse af gennemførelsen.

63.

    Kommissionen har anført, at betingelsen om uopsættelighed ikke er opfyldt.

64.

    Kommissionen har principalt påpeget, at det ikke er godtgjort, at gennemførelsen af den omtvistede beslutning er nært forestående. Kommissionen har bl.a. henvist til, at de franske myndigheder i en skrivelse af 19. oktober 2001 har gjort Kommissionen opmærksom på de vanskeligheder, de er stødt på i forbindelse med gennemførelsen af den omtvistede beslutning. I samme skrivelse har de franske myndigheder fremsat flere forslag med henblik på at lempe virkningerne af tilbagesøgningen. Disse forslag blev afvist i en skrivelse af 29. januar 2002 fra generaldirektøren for Kommissionens generaldirektorat »Konkurrence«. Siden da har Kommissionen ikke modtaget yderligere oplysninger fra de franske myndigheder.

65.

    Kommissionen har i øvrigt understreget, at sagsøgernes advokat i en skrivelse af 7. maj 2002 til Rettens Justitskontor har fastholdt, »at denne fiskale tilbagesøgning kan blive gennemført når som helst«, hvilket bekræfter, at det første led af tilbagesøgningsproceduren endnu ikke er blevet indledt over for nogen af sagsøgerne.

66.

    Da det ikke på grundlag af nogen omstændighed i den foreliggende sag med sikkerhed kan fastslås, hvornår den berørte medlemsstat faktisk vil gennemføre den omtvistede beslutning, er det ikke bevist, at tabet er aktuelt (jf. kendelse afsagt af Rettens præsident den 7.11.1995, sag T-168/95 R, Eridania m.fl. mod Rådet, Sml. II, s. 2817, præmis 35).

67.

    Kommissionen har tilføjet, at tilbagesøgningsproceduren under alle omstændigheder består af flere led, og at det først er efter afslutningen af hele proceduren, at sagsøgerne faktisk ville blive mødt med et krav om tilbagesøgning af de skattelettelser, de har opnået. Heraf følger bl.a., at der i den nationale retsorden, navnlig i relation til den forudgående beslutning om tilbagekaldelse af skattelettelsen, er sikret passende retsmidler, herunder begæringer om udsættelse af gennemførelsen. Herved er den risiko for, at sagsøgerne kan lide det tab, de hævder, bragt ud af verden.

68.

    Kommissionen har subsidiært først bestridt, at den skade, sagsøgerne hævder at have lidt, kan fastlægges med henvisning til en »klasse«, en »kategori« eller en »gruppe« af personer, der har de samme egenskaber, uden at de har foretaget den mindste henvisning til deres personlige forhold. Ingen af de retsafgørelser, sagsøgerne har henvist til, er relevante. Under alle omstændigheder kan situationen for hver enkelt af de private investorer, der er de eneste selskabsdeltagere i EURL, og det tab, som de pågældende investorer ville lide, såfremt den omtvistede beslutning blev gennemført, ikke betragtes som identisk for alle sagsøgerne.

69.

    Kommissionen har endvidere bestridt, at hvert enkelt af de tab, som B m.fl. måtte lide, hvis gennemførelsen af den omtvistede beslutning ikke blev udsat, er alvorligt og uopretteligt, navnlig fordi det ifølge Kommissionen ikke er bevist, at de ikke kan dække de hævdede økonomiske tab.

70.

    I sine skriftlige indlæg og under retsmødet har Kommissionen endvidere henvist til, at der er visse omstændigheder, hvorefter iværksætterne af projektet »Le Levant«, dvs. den berørte bank og Compagnie des Iles du Ponant samt CIL i dettes egenskab af administrator af ejendomsfællesskabet, må antages at ifalde erstatningsansvar uden for kontrakt.

71.

    For så vidt angår afvejningen af de involverede interesser peger den klart i retning af, at begæringen om udsættelse ikke skal tages til følge.

Rettens bemærkninger

Fumus boni juris

72.

    I deres indlæg har sagsøgerne i det væsentlige rejst spørgsmålet om, hvorvidt private investorer samt retlige strukturer, der ikke driver økonomisk virksomhed, kan være omfattet af anvendelsesområdet for artikel 87, stk. 1, EF som følge af en pengeanbringelse, som de foretager alene med henblik på at opnå en skattelettelse.

73.

    Under retsmødet erklærede Kommissionen udtrykkeligt, at sagsøgernes anbringender ikke er helt ubegrundede.

74.

    I relation til sagsøgernes principale klagepunkt finder Retten, at visse af de fremførte anbringender og argumenter er uholdbare og umiddelbart kan rejse tvivl med hensyn til lovligheden af den omtvistede beslutning. Denne tvivl har på dette stadium ikke kunnet bringes ud af verden som følge af de bemærkninger, Kommissionen er fremkommet med under retsmødet.

75.

    Det bemærkes således, at selv om det står fast, at den kontrol, som Kommissionen i medfør af artikel 88 EF fører med statsstøtte, har sit grundlag i ufravigelige principper, hvorfor der hos støttemodtagerne principielt ikke kan bestå en berettiget forventning om, at den støtte, de har modtaget, er lovlig, medmindre den er blevet ydet under iagttagelse af den i nævnte traktatbestemmelse fastlagte procedure (Domstolens dom af 20.9.1990, sag C-5/89, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 3437, præmis 14), kan det med hensyn til den foreliggende sag ikke udelukkes, at sagsøgerne med rette har kunnet antage, at de ikke ville blive betragtet som virksomheder som omhandlet i fællesskabsretten, og at der ikke ville blive indledt en procedure med tilbagesøgning over for dem, idet de ikke kunne kvalificeres som modtagere af en statsstøtte.

76.

    Hertil bemærkes, at det efter retspraksis ikke er udelukket, at modtagere af en ulovlig støtte som f.eks. den, der er omtvistet i den foreliggende sag, kan modsætte sig tilbagebetalingen under henvisning til ekstraordinære omstændigheder, der har kunnet skabe en berettiget forventning hos dem om, at støtten var lovlig (Domstolens dom af 10.6.1993, sag C-183/91, Kommissionen mod Grækenland, Sml. I, s. 3131, præmis 18, samt Rettens dom af 29.9.2000, sag T-55/99, CETM mod Kommissionen, Sml. II, s. 3207, præmis 122, og af 4.4.2001, sag T-288/97, Regione autonoma Friuli-Venezia Giulia mod Kommissionen, Sml. II, s. 1169, præmis 107).

77.

    I den foreliggende sag er en række omstændigheder blevet fremhævet i de skriftlige indlæg og under retsmødet.

78.

    For det første bemærkes, at ud over, at Kommissionen ved vurderingen af den støtte, der er redegjort for i beslutningen om indledning af en procedure, ikke nævner de private investorer som eventuelle modtagere af den økonomiske fordel, der følger af den undersøgte foranstaltning, giver beslutningens ordlyd grundlag for en formodning for, at den reelle støttemodtager er CIL.

79.

    Det fremgår således for det første af den pågældende beslutning, at »skattelettelserne [der er indrømmet de private investorer] gjorde det muligt for CIL at drive fartøjet på gunstige vilkår«. Ved undersøgelsen af, om OECD-kriterierne er opfyldt (jf. ovenfor i præmis 7), fastslår Kommissionen for det andet med hensyn til kriteriet om, at modtagervirksomheden ikke må være et ikke-operationelt datterselskab af et udenlandsk selskab, at »driftslederen (og den endelige ejer) har hjemsted i Wallis og Futuna«, og at »CIL ikke [synes] at være et ikke-operationelt datterselskab af et udenlandsk selskab«.

80.

    Dernæst præciseres det i beslutningen, at der er tale om »en støtte i forbindelse med skibsbygning, der er ydet i 1996 som udviklingsbistand«, og at støtten til det pågældende fartøj »skal vurderes i lyset af [syvende direktivs] artikel 4, stk. 7«. Modtagere af statsstøtte i syvende direktivs forstand er skibsbygnings- eller skibsreparationsværfter [artikel 1, litra d), jf. ovenfor i præmis 4], eller endog redere (syvende direktivs artikel 3). Det kan således ikke udelukkes, at sagsøgerne med rimelighed har kunnet antage, at de ikke udgjorde sådanne virksomheder.

81.

    Under retsmødet blev det desuden oplyst, at der i Kommissionens praksis findes en række eksempler på, at skibsværfter er blevet betragtet som modtagere af en form for statsstøtte, der er identisk med den, der omhandles i den foreliggende sag, og følgelig som enheder, der om fornødent var forpligtet til at tilbagebetale den. I beslutningen af 30. marts 1999 om den statsstøtte, som Frankrig påtænker at yde i form af udviklingsbistand til salg af to krydstogtfartøjer, der bygges på Chantiers de l'Atlantique, og som skal benyttes af Renaissance Financial i Fransk Polynesien (EFT L 292, s. 23), udtalte Kommissionen således:

»Det skal bemærkes, at overholdes nærværende beslutning ikke, og kan støtten som følge deraf ikke anses for at være i overensstemmelse med skibsbygningsdirektivets artikel 4, stk. 7, skal støtten betragtes som værftsstøtte. Kommissionen vil i så tilfælde kræve, at Frankrig tilbagesøger støtten hos værftet.«

82.

    Selv om Kommissionen har oplyst, at dette hensyn ikke udgjorde det nødvendige grundlag for den pågældende beslutning, står det dog fast, at det bidrager til at konkretisere den helt særlige karakter af de omstændigheder, der er baggrunden for den foreliggende tvist, og følgelig til at underbygge sagsøgernes opfattelse af, at de ikke ville blive betragtet som de reelle støttemodtagere, der var udsat for en risiko for efterfølgende tilbagesøgning.

83.

    Endelig skal det fremhæves, at der i beslutningen henvises til »modtageren« af støtten og ikke til »modtagerne« af støtten.

84.

    Det kan ikke udelukkes, at alle disse faktorer viser, at der er helt særlige omstændigheder, som kan begrunde sagsøgernes forventning om, at de skattelettelser, de har opnået, har været lovlige. Såfremt dette måtte blive bevist, hvilket det tilkommer Retten at tage stilling til under hovedsagen, burde disse helt særlige omstændigheder, som har kunnet give sagsøgerne grund til at antage, at de ikke ville blive betragtet som de reelle modtagere af en økonomisk fordel, have ført til, at Kommissionen gav afkald på at tilbagesøge den pågældende statsstøtte, jf. artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 659/1999.

Uopsætteligheden

85.

    Det er ubestridt, at spørgsmålet om, hvorvidt en begæring om foreløbige forholdsregler er uopsættelig, skal vurderes på grundlag af nødvendigheden af, at der træffes en foreløbig afgørelse for at undgå, at den begærende part udsættes for et alvorligt og uopretteligt tab (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 18.10.1991, sag C-213/91 R, Abertal m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5109, præmis 18, og kendelse afsagt af Rettens præsident den 19.12.2001, forenede sager T-195/01 R og T-207/01 R, Sml. II, s. 3915, præmis 95). Den, der indgiver begæringen om udsættelse af gennemførelsen, skal dokumentere ikke at kunne afvente afgørelsen i hovedsagen uden at blive påført et sådant tab (kendelsen i sagen Prayon-Rupel mod Kommissionen, præmis 36).

86.

    Tabets truende nærhed skal ikke være godtgjort med absolut vished. Det er derimod tilstrækkeligt, navnlig når tabets indtræden afhænger af, at der foreligger en flerhed af faktorer, at det er forudseeligt med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed. Sagsøgeren skal ikke desto mindre fortsat føre bevis for de faktiske omstændigheder, der skal begrunde, at der er udsigt til en sådan alvorlig og uoprettelig skade (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 14.12.1999, sag C-335/99 P(R), HFB m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8705, præmis 67, og kendelse afsagt af Rettens præsident den 15.11.2001, sag T-151/01 R, Duales System Deutschland mod Kommissionen, Sml. II, s. 3295, præmis 188).

87.

    I den foreliggende sag har sagsøgerne gjort gældende, at det er nødvendigt, at der træffes en foreløbig afgørelse, idet gennemførelsen af den omtvistede beslutning vil udsætte dem for et alvorligt og uopretteligt tab, som er truende nært, eftersom en øjeblikkelig gennemførelse af beslutningen forudsætter, at Den Franske Republik straks tilbagesøger de skattelettelser, de private investorer har opnået, hos dem.

88.

    Det må imidlertid fastslås, at den omtvistede beslutning blev meddelt Den Franske Republik den 27. juli 2001, og at på det tidspunkt, hvor hovedsagen blev anlagt, dvs. den 20. februar 2002, havde sagsøgerne ikke nævnt eventuelle foranstaltninger, de franske myndigheder havde truffet med henblik på at gennemføre beslutningen. På et spørgsmål fra Retten har sagsøgerne bekræftet, at på tidspunktet for den mundtlige forhandling havde Den Franske Republik ikke truffet nogen foranstaltninger med henblik på at gennemføre den tilbagebetaling af støtten, der kræves i henhold til den omtvistede beslutning.

89.

    Heraf følger, at eftersom de nationale myndigheder ikke har påbegyndt gennemførelsen af den omtvistede beslutning, kan det hævdede tabs indtræden ikke antages at være truende nært.

90.

    Endvidere bemærkes, således som det blev nævnt under retsmødet, og uden at sagsøgerne for alvor bestred det, at den nationale procedure vedrørende tilbagesøgningen af støtten hos sagsøgerne må bestå i, at den godkendelse, skattemyndighederne havde meddelt, tilbagekaldes, og at der derefter kræves tilbagebetaling af de pågældende beløb. Det er ikke bestridt, at beslutningen om at tilbagekalde den skattemæssige godkendelse og beslutningen om berigtigelse af selvangivelserne er retsakter, hvis lovlighed kan anfægtes ved de nationale retsinstanser.

91.

    Hertil bemærkes, at i den skrivelse af 19. oktober 2001, som de franske myndigheder tilstillede Kommissionen (jf. ovenfor i præmis 64), og som er vedlagt som bilag til Kommissionens indlæg, præciserede myndighederne følgende:

»Gennemførelsen af beslutningen forudsætter, at de franske myndigheder indleder en procedure med tilbagekaldelse af den skattemæssige godkendelse over for de berørte anpartshavere. I første omgang vil den pågældende procedure blive gennemført på kontradiktorisk grundlag med hver enkelt af de fysiske personer, der har opnået skattelettelsen. Efter afslutningen af den pågældende procedure vil der blive truffet beslutning om tilbagekaldelse af godkendelsen. Til prøvelse af denne administrative beslutning kan der anlægges sag ved domstolene med påstand om, at der foreligger myndighedsmisbrug, idet der er tale om tilbagekaldelse af en forvaltningsakt, der har affødt rettigheder. Der kan ligeledes indgives begæringer om udsættelse af gennemførelsen for de nationale domstole.«

92.

    Det skal i denne sammenhæng understreges, at til støtte for et søgsmål, der anlægges ved de nationale domstole til prøvelse af gennemførelsesforanstaltninger, der er truffet af de nationale myndigheder, er B m.fl. ikke afskåret fra at påberåbe sig, at den omtvistede beslutning er ulovlig. Såfremt de har bestridt lovligheden af den omtvistede beslutning i medfør af artikel 230 EF, er en national domstol ikke bundet af, at beslutningen er endelig (jf. i denne retning Domstolens dom af 9.3.1994, sag C-188/92, TWD Textilwerke Deggendorf, Sml. I, s. 833, præmis 13-26, af 30.1.1997, sag C-178/95, Wiljo, Sml. I, s. 585, præmis 20 og 21, og af 15.2.2001, sag C-239/99, Nachi Europe, Sml. I, s. 1197, præmis 30). Den kan derfor udsætte sagen og i medfør af artikel 234 EF forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål vedrørende beslutningens gyldighed. Ud fra retsplejehensyn kan en national domstol ligeledes udsætte sagen, indtil Retten har truffet afgørelse i hovedsagen.

93.

    Det må herefter konkluderes, at sagsøgerne, der har anført, at de agtede at anvende de retsmidler, der står til deres rådighed for de franske domstole, eftersom de hævder, at gennemførelsen af den omtvistede beslutning kan begrunde, at der anlægges retssager, der vil være ubehagelige, ikke har fremført nogen omstændigheder, som viser, at de retsmidler, der står til deres rådighed i national ret, med henblik på at modsætte sig tilbagesøgningen af skattelettelserne, ikke giver dem mulighed for at undgå at lide et alvorligt og uopretteligt tab (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 6.2.1986, sag 310/85 R, Deufil mod Kommissionen, Sml. s. 537, præmis 22, og af 15.6.1987, sag 142/87 R, Belgien mod Kommissionen, Sml. s. 2589, præmis 26, og kendelse afsagt af Rettens præsident den 6.12.1996, sag T-155/96 R, Stadt Mainz mod Kommissionen, Sml. II, s. 1655, præmis 25).

94.

    To yderligere omstændigheder medfører, at det må fastslås, at betingelsen om uopsættelighed ikke er opfyldt.

95.

    For det første må det fremhæves, at sagsøgernes argument, hvorefter betingelsen om uopsættelighed kan vurderes i forhold til en »klasse«, en »kategori« eller en »gruppe« af personer, der har de samme egenskaber, ikke kan tiltrædes.

96.

    Det må i den forbindelse først fastslås, at de kendelser, der er afsagt af Domstolens præsident, og som sagsøgerne har henvist til, ikke underbygger deres synspunkt, idet de pågældende sager ikke omhandlede lovligheden af en EF-retsakt og virkningerne af gennemførelsen af en sådan retsakt, men vedrørte vurderinger af generelle og teoretiske nationale ordninger under sager om foreløbige forholdsregler i forbindelse med traktatbrudssager. For så vidt angår kendelsen afsagt af Rettens præsident den 2. april 1998 (sag T-86/96 R, Arbeitsgemeinschaft Deutscher Luftfahrt-Unternehmen og Hapag Lloyd mod Kommissionen, Sml. II, s. 641) bekræfter den i modsætning til det af sagsøgerne anførte, at vurderingen af betingelsen om uopsættelighed skal foretages på grundlag af præcise oplysninger vedrørende hver enkelt sagsøger. Navnlig følger det af den nævnte kendelses præmis 66 og 67, at generelle oplysninger ikke er tilstrækkelige til at vurdere den konkrete interesse for hver enkelt af de berørte virksomheder, og at det for så vidt angår den foreliggende sag ville have været nødvendigt med »præcise og underbyggede oplysninger for hver af virksomhederne«.

97.

    Endvidere fremgår det af retspraksis, at når der er tale om flere sagsøgere, skal Retten undersøge, om der for hver enkelt sagsøger er ført bevis for det økonomiske tab, uanset om det drejer sig om fysiske eller juridiske personer (jf. bl.a. kendelse afsagt af Domstolens præsident den 11.4.2001, sag C-474/00 P(R), Kommissionen mod Bruno Farmaceutici m.fl., Sml. I, s. 2909, samt kendelse afsagt af Rettens præsident den 27.2.2002, sag T-132/01 R, Euroalliages m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 777, og den 7.5.2002, sag T-306/01 R, Aden m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 2387). Dette skyldes den forpligtelse, der påhviler Retten, og hvorefter den, når der er tale om et økonomisk tab, skal behandle de konkrete omstændigheder i hver enkelt sag. For så vidt angår sager, der vedrører tilbagesøgning af en statsstøtte over for støttemodtagerne, er det blevet fastslået, at »der i enhver kommissionsbeslutning, hvorefter der kræves tilbagesøgning af støtte, som er erklæret uforenelig med fællesmarkedet, ligger et indgreb i de rettigheder, som personer, der anses for modtagere af en sådan støtte, har. Et sådant indgreb kan ikke i sig selv udgøre en alvorlig og uoprettelig skade, uanset den konkrete bedømmelse i hvert enkelt tilfælde af, hvorvidt det påståede indgreb er alvorligt og uopretteligt« (kendelse afsagt af Rettens præsident den 8.12.2000, sag T-237/99 R, BP Nederland m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3849, præmis 52).

98.

    Sagsøgerne har for det andet gjort gældende, at gennemførelsen af den omtvistede beslutning vil påføre dem et økonomisk tab og en ikke-økonomisk skade.

99.

    For så vidt angår det økonomiske tab udgøres det ifølge sagsøgerne for det første af tilbagebetalingen af beløb svarende til de oprindelige skattefradrag og for det andet af virkningerne som følge af ophævelsen af skattefordelen for EURL, eftersom finansieringen af kapitalforhøjelserne ikke længere kan sikres gennem de skattelettelser, deres eneste selskabsdeltagere har opnået, og for det tredje af udgifterne til retssager.

100.

    Hertil bemærkes blot, at sagsøgerne ikke har godtgjort, at de ikke ville være i stand til at imødegå disse tre aspekter af det samme tab ved at tage et lån, hvis beløb fuldt ud kan opgøres, såvel med henblik på at tilbagebetale de beløb, der skal tilbagebetales, som til dækning af udgifterne til retssager og af finansieringsbehovene for EURL.

101.

    For så vidt angår den ikke-økonomiske skade, som sagsøgerne har påberåbt sig, og som i det væsentlige udgøres af de ubehageligheder, der måtte følge af en procedure med tilbagekaldelse af den skattemæssige godkendelse, er den en uundgåelig følge af enhver procedure om tilbagebetaling af en statsstøtte som følge af en beslutning fra Kommissionen, hvorved det fastslås, at støtten er ulovlig, og hvorefter støtten skal tilbagebetales. Under alle omstændigheder er formålet med en sag om foreløbige forholdsregler at sikre virkningen af dommen vedrørende sagens realitet. For at denne målsætning kan opfyldes, skal de begærede forholdsregler være uopsættelige, dvs. at det for at undgå et alvorligt og uopretteligt tab for sagsøgeren er nødvendigt at foreskrive dem og tillægge dem retsvirkninger før afgørelsen i hovedsagen (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 25.3.1999, sag C-65/99 P(R), Willeme mod Kommissionen, Sml. I, s. 1857, præmis 62). I den foreliggende sag er det ikke blevet godtgjort, på hvilken måde den ikke-økonomiske skades indtræden ville bringe det formål i fare, som en sag om foreløbige forholdsregler har til formål at sikre.

102.

    Det må herefter konkluderes, at sagsøgerne ikke har godtgjort, at betingelsen om uopsættelighed er opfyldt.

103.

    Begæringen om udsættelse af gennemførelsen af den omtvistede beslutning kan således ikke tages til følge.

På grundlag af disse præmisser

bestemmer

RETTENS PRÆSIDENT

1)    Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

2)    Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

Således bestemt i Luxembourg den 25. juni 2002.

H. Jung

B. Vesterdorf

Justitssekretær

Præsident

1: Processprog: fransk.