Sag T-34/02

EURL Le Levant 001 m.fl.

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Statsstøtte – begrebet interesserede parter – opfordring til at fremsætte bemærkninger – beslutning om at indlede proceduren i artikel 88, stk. 2, EF – skattelettelser for visse oversøiske investeringer – udviklingsstøtte til skibsbygning – vurdering i henhold til artikel 87, stk. 1, EF – begrundelsespligt«

Sammendrag af dom

1.      Retspleje – søgsmål anlagt af en privatretlig juridisk person – stævning

(Rettens procesreglement, art. 44, stk. 5)

2.      Retspleje – søgsmål anlagt af en fysisk person – stævning

(Rettens procesreglement, art. 44, stk. 3)

3.      Statsstøtte – administrativ procedure – Kommissionens forpligtelse til at opfordre de interesserede til at fremsætte deres bemærkninger

[Art. 88, stk. 2, EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 1, litra h), art. 6, stk. 1, og art. 14, stk. 1]

4.      Statsstøtte – administrativ procedure – Kommissionens forpligtelse til at opfordre de interesserede til at fremsætte deres bemærkninger

(Art. 86, stk. 1, EF, og art. 87, stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 6, stk. 1)

5.      Statsstøtte – forbud – undtagelser – støtte til skibsbygningsindustrien– direktiv 90/684

[Art. 87, stk. 1, og stk.  3, litra e), EF samt art. 253 EF; Rådets direktiv 90/684, art. 4, stk. 7]

6.      Statsstøtte – administrativ procedure – Kommissionens beslutning – domstolskontrol – grænser

(Art. 88, stk. 2, EF og art. 230 EF)

1.      Den omstændighed, at den fuldmagt, der er udstedt til advokaten af sagsøgeren, er udateret, gør det ikke muligt at konkludere i henhold til artikel 44, stk. 5, i Rettens procesreglement, at sagen skal afvises, eftersom fuldmagten, der er fremlagt som bilag til stævningen, nødvendigvis er udstedt før anlæggelsen af sagen.

(jf. præmis 54 og 55)

2.      Det fremgår af artikel 44, stk. 3, i Rettens procesreglement, at advokaten alene skal fremlægge en behørig fuldmagt til at anlægge sag, såfremt beføjelsen hertil bestrides. Rettens procesreglement gør det således muligt for fysiske personer at lade sig repræsentere ved en advokat, uden at denne skal fremlægge en fuldmagt, i modsætning til hvad der gælder for en juridisk person. Principielt er det tilstrækkeligt, at fysiske personers advokat dokumenterer, at han har beskikkelse i en medlemsstat.

(jf. præmis 62-64)

3.      Det fremgår af artikel 88, stk. 2, første afsnit, EF, at Kommissionen, førend den konstaterer, at en statsstøtte er uforenelig med fællesmarkedet, skal give de interesserede parter en frist til at fremsætte deres bemærkninger. Rækkevidden af denne forpligtelse præciseres i artikel 1, litra h), i forordning nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel [88 EF], der definerer »interesserede parter« som »alle medlemsstater og personer, virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder, hvis interesser måtte være berørt af den tildelte støtte, herunder navnlig støttemodtageren, konkurrerende virksomheder og erhvervsorganisationer«. Når den formelle undersøgelsesprocedure vedrører en ulovlig støtte, der er udbetalt, har det afgørende betydning, hvem der anses for støttemodtager, idet artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 659/1999 bestemmer, at i tilfælde af »negative beslutninger«, hvori det fastslås, at støtten er uforenelig med fællesmarkedet, »bestemmer Kommissionen, at den pågældende medlemsstat skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra støttemodtageren«.

Dette er grunden til, at inden for rammerne af undersøgelsen af en støtte, der er gennemført i form af skattelettelser, skal de investorer, der har draget fordel heraf, opfordres til at fremsætte deres bemærkninger inden for rammerne af den administrative procedure, eftersom de i Kommissionens endelige beslutning, som fastslår, at nævnte støtte er uforenelig med fællesmarkedet, udpeges som direkte modtagere af støtten, og der er tale om »interesserede parter« i ovennævnte definitions forstand. Hvem der anses for støttemodtager, er nødvendigvis et »relevant faktisk og retligt element« som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 659/1999, der ifølge denne bestemmelse skal redegøres for i beslutningen om at indlede proceduren, hvis det er muligt på dette trin af sagsforløbet, eftersom det er på dette grundlag, at Kommissionen kan vedtage beslutningen om tilbagesøgning. Når det hverken i beslutningen om at indlede proceduren eller senere under den formelle undersøgelsesprocedure forud for vedtagelsen af den endelige beslutning om støttens uforenelighed med fællesmarkedet er oplyst, at den pågældende part anses for modtager af den omtvistede støtte, kan vedkommende nemlig ikke anses for at være blevet behørigt opfordret til at fremsætte bemærkninger, idet han med fuld ret kan finde det ufornødent at fremsætte bemærkninger, eftersom han ikke er udpeget som modtager af den støtte, der skal tilbagesøges.

(jf. præmis 77-83)

4.      Såfremt der ikke i forbindelse med proceduren for undersøgelse af statsstøtte tages stilling til en interesseret parts anmodning i henhold til artikel 6, stk. 1, sidste punktum, i forordning nr. 659/1999 om forlængelse af den frist på en måned, som gives de interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til beslutninger om at indlede proceduren, og når denne interesserede part derfor ikke har fået tilladelse til at fremsætte sine bemærkninger om nævnte beslutning, og der end ikke er angivet grundene til, at hans anmodning ikke var »behørigt begrundet«, har Kommissionen tilsidesat nævnte artikel 6, stk. 1, sidste punktum.

Kommissionen kan ikke forskanse sig bag en formalistisk fortolkning af sine forpligtelser på statsstøtteområdet, for så vidt som det er afgørende, at en privatperson – i forhold til hvilken Kommissionen er ved at vedtage en bebyrdende beslutning, der udpeger ham som modtager af en uforenelig støtte – som den, hos hvem støtten skal tilbagesøges, skal have mulighed for at fremsætte sine bemærkninger før vedtagelsen af en sådan beslutning i overensstemmelse med det almindelige retsprincip, hvorefter enhver person, som en bebyrdende beslutning kan rettes mod, skal have rimelig mulighed for at udtale sig om de angiveligt belastende oplysninger, der skal danne grundlag for Kommissionens beslutning.

(jf. præmis 92-97)

5.      Undersøgelsen af en støtte til skibsbygningsindustrien kan ikke begrænses til en simpel vurdering heraf med henblik på artikel 4, stk. 7, i syvende direktiv 90/684 om støtte til skibsbygningsindustrien, men kræver, at det først undersøges, om betingelserne i artikel 87, stk. 1, EF for at erklære en støtte uforenelig med fællesmarkedet er opfyldt, idet det er afgørende, at betingelserne i denne bestemmelse er opfyldt, for at en statsstøtte er uforenelig med fællesmarkedet. Hvis en støtte er forenelig med fællesmarkedet, fordi betingelserne i artikel 87, stk. 1, EF ikke er opfyldt, kan syvende direktiv – der er vedtaget med hjemmel i artikel 87, stk. 3, litra e), EF – ikke anvendes, idet det nødvendigvis må være en forudsætning for at anvende dette direktiv, at støtten er uforenelig med fællesmarkedet i henhold til artikel 87, stk. 1, EF.

Når der ikke foreligger forklaringer, der gør det muligt at forstå, hvorledes den pågældende støtte opfylder alle betingelserne i artikel 87, stk. 1, EF, må Kommissionens beslutning annulleres, for så vidt som Kommissionen har tilsidesat sin begrundelsespligt i henhold til artikel 253 EF.

(jf. præmis 112-123 og 132)

6.      Hvis der inden for rammerne af et søgsmål til prøvelse af en kommissionsbeslutning om statsstøtte fremlægges dokumenter, som sagsøgerne ikke har været i stand til at fremlægge under den formelle undersøgelsesprocedure, og som indeholder oplysninger om faktiske omstændigheder, der strider mod de faktiske oplysninger, Kommissionen var i besiddelse af under den administrative procedure, og som danner grundlag for den anfægtede beslutning, kan Fællesskabets retsinstanser ikke sætte sig i Kommissionens sted og vurdere de faktiske omstændigheders eventuelle økonomiske eller retlige følger for Kommissionens analyse. En sådan fremgangsmåde ville indebære, at Fællesskabets retsinstanser foretog deres egen analyse og drog egne konklusioner af de påståede nye faktiske omstændigheder i stedet for at efterprøve lovligheden af den anfægtede beslutning. Dette er imidlertid ikke Fællesskabets retsinstansers opgave. Når Fællesskabets retsinstanser ikke kan sætte deres egen vurdering af de faktiske omstændigheder, navnlig af økonomisk art, i stedet for den, der er anlagt af ophavsmanden til beslutningen, kan de så meget desto mindre anlægge en helt ny vurdering ud fra oplysninger om faktiske omstændigheder, der ikke forelå under den administrative procedure for Kommissionen.

(jf. præmis 138 og 139)