Language of document : ECLI:EU:C:2010:644

Sag C-49/09

Europa-Kommissionen

mod

Republikken Polen

»Traktatbrud – merværdiafgift – direktiv 2006/112/EF – medlemsstaters senere tiltrædelse – overgangsbestemmelser – tidsmæssig anvendelse – anvendelse af en nedsat afgiftssats – babytøj og beklædningstilbehør til babyer samt børnefodtøj«

Sammendrag af dom

Fiskale bestemmelser – harmonisering af lovgivningerne – omsætningsafgifter – det fælles merværdiafgiftssystem – medlemsstaternes mulighed for midlertidigt at anvende en nedsat sats

(Rådets direktiv 2006/112, art. 98, 115 og bilag III)

En medlemsstat, som anvender en nedsat merværdiafgiftssats på 7% på levering, indførsel og erhvervelse inden for Fællesskabet af babytøj og beklædningstilbehør til babyer samt børnefodtøj, tilsidesætter sine forpligtelser i henhold til artikel 98 i og bilag III til direktiv 2006/112 om det fælles merværdiafgiftssystem, hvis medlemsstaten den 1. januar 1991 hverken anvendte merværdiafgift som omhandlet i direktiv 2006/112 eller en afgiftsordning med de væsentligste kendetegn ved merværdiafgiften, og betingelserne for anvendelse af artikel 115 i direktiv 2006/112 således ikke var opfyldt.

Den undtagelse, der er fastsat i artikel 115, er nemlig betinget af, at to kumulative anvendelsesbetingelser er opfyldt. Den første kræver, at den pågældende medlemsstat den 1. januar 1991 anvendte merværdiafgift som omhandlet i direktiv 2006/112 eller i det mindste en afgiftsordning med samme kendetegn som det fælles merværdiafgiftssystem. Den anden betingelse kræver, at der, inden for rammerne af denne afgiftsordning, den 1. januar 1991 blev anvendt en nedsat sats på levering af varer og tjenester som omhandlet i denne artikel.

(jf. præmis 42, 54 og 57 samt domskonkl.)