Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas (Litauen) den 13. november 2020 – UAB »Baltic Master« mod Muitinės departamentas prie Lietuvos Respublikos finansų ministerijos

(Sag C-599/20)

Processprog: litauisk

Den forelæggende ret

Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas

Parter i hovedsagen

Sagsøger: UAB »Baltic Master«

Sagsøgt: Muitinės departamentas prie Lietuvos Respublikos finansų ministerijos

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 29, stk. 1, litra d), i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 1 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks og artikel 143, stk. 1, litra b), e) eller f), i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 2 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks fortolkes således, at køberen og sælgeren skal anses for at være indbyrdes afhængige i tilfælde som det foreliggende, hvor der ikke foreligger dokumentation (officielle data) for forretningsforbindelse eller kontrol, men hvor de omstændigheder, hvorunder transaktionerne er gennemført, på grundlag af objektive forhold imidlertid ikke er kendetegnende for udøvelsen af økonomisk virksomhed under normale forhold, men derimod for tilfælde, hvor 1) der er særligt tætte forretningsforbindelser baseret på et højt niveau af gensidig tillid mellem transaktionens parter, eller 2) en af transaktionens parter kontrollerer den anden eller begge transaktionens parter kontrolleres af tredjemand?

Skal artikel 31, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 2913/92 fortolkes således, at den er til hinder for toldværdiansættelse baseret på oplysninger i en national database vedrørende én toldværdi af varer, der har samme oprindelse, og som, om end den ikke er lignende som omhandlet i artikel 142, stk. 1, litra d), i forordning (EØF) nr. 2454/93, er henført under den samme Taric-kode?

____________

1     Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12.10.1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT 1992, L 302, s. 1)

2     Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2.7.1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT 1993, L 253, s. 1)