Language of document : ECLI:EU:T:2011:498

Sag T-232/10

Couture Tech Ltd

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – ansøgning om EF-figurmærke, der gengiver det sovjetiske våbenskjold – absolut registreringshindring – i strid med den offentlige orden eller sædelighed – artikel 7, stk. 1, litra f), i forordning (EF) nr. 207/2009«

Sammendrag af dom

1.      EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – absolutte registreringshindringer – varemærker i strid med den offentlige orden eller sædelighed

[Rådets forordning nr. 207/2009, art. 7, stk. 1, litra f), og art. 7, stk. 2]

2.      EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – absolutte registreringshindringer – varemærker i strid med den offentlige orden eller sædelighed

[Rådets forordning nr. 207/2009, art. 7, stk. 1, litra f)]

1.      Det fremgår af artikel 7, stk. 1, litra f), og artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker, at et varemærke skal afvises fra registrering, såfremt det er i strid med den offentlige orden eller sædelighed i en del af Unionen, og denne del kan i givet fald udgøres af en enkelt medlemsstat.

Den almene interesse, der danner grundlaget for den absolutte registreringshindring i artikel 7, stk. 1, litra f), i forordning nr. 207/2009, er at undgå registrering af tegn, der krænker den offentlige orden eller sædelighed i forbindelse med en sådan anvendelse på Unionens område i forhold til den kundekreds, der udgøres af forbrugere af de pågældende varer og tjenesteydelser, som er omfattet af varemærket. På denne baggrund skal spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en absolut registreringshindring i henhold til artikel 7, stk. 1, litra f), i forordning nr. 207/2009, bedømmes under henvisning til gennemsnitsforbrugerens opfattelse af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke der er søgt registrering, på Unionens område. For det første befinder forbrugerne på Unionens område sig pr. definition på en medlemsstats område. For det andet er de tegn, der af den relevante kundekreds kan opfattes som værende i strid med den offentlige orden eller sædelighed, ikke de samme i alle medlemsstater, navnlig af sproglige, historiske, sociale og kulturelle årsager. Opfattelsen af, om et varemærke er eller ikke er i strid med den offentlige orden eller sædelighed, påvirkes således af omstændighederne i den medlemsstat, hvori de forbrugere, der er en del af den relevante kundekreds, befinder sig. Det må derfor fastslås, at der ved spørgsmålet om anvendelsen af den absolutte registreringshindring i henhold til artikel 7, stk. 1, litra f), i forordning nr. 207/2009 ikke alene skal tages hensyn til de fælles omstændigheder i Unionens medlemsstater, men ligeledes til de særlige omstændigheder i hver enkelt medlemsstat, der kan påvirke opfattelsen hos den relevante kundekreds på medlemsstaternes område.

(jf. præmis 26 og 29-34)

2.      Figurtegnet, der gengiver det sovjetiske våbenskjold, der er ansøgt registreret som EF-varemærke for varer og tjenesteydelser i klasse 3, 14, 18, 23, 26 og 43 i Nicearrangementet, er i strid med den offentlige orden eller sædelighed i Ungarn henhold til artikel 7, stk. 1, litra f), i forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker.

Det fremgår af bestemmelsen i artikel 269/B i den ungarske straffelov, som fortolket i litteraturen og belyst i administrativ praksis, at den ungarske lovgiver fandt det nødvendigt at forbyde visse anvendelser af »despotismesymboler«, herunder hammer og segl og den røde femtakkede stjerne. Dette forbud, der ligeledes omhandler de pågældende tegn som varemærker, er forbundet med strafferetlige sanktioner. Det er ikke bestridt, at forbuddet mod anvendelse af »despotismesymboler« som varemærker indebærer, at sådanne symboler opfattes som værende i strid med den offentlige orden og sædelighed i Ungarn. Det er heller ikke bestridt, at det ansøgte varemærke er en gengivelse af det tidligere USSR’s våbenskjold, og at det bl.a. omfatter en hammer og et segl samt den røde femtakkede stjerne.

På denne baggrund vil brugen som varemærke af det ansøgte varemærke af en betydelig del af den relevante kundekreds i Ungarn opfattes som værende i strid med den offentlige orden og sædelighed i henhold til den pågældende forordnings artikel 7, stk. 1, litra f).

(jf. præmis 51 og 59-62)