Language of document : ECLI:EU:T:1997:132

RETTENS DOM (Fjerde Afdeling)

18. september 1997
(1)

»Aktioner i form af gratis levering af landbrugsprodukter til befolkningerne iGeorgien, Armenien, Aserbajdsjan, Kirgistan og Tadsjikistan - forpligtelse fortilslagsmodtageren til at betale ekspeditionspræmier (‘dispatch‘)«

I de forenede sager T-121/96 og T-151/96,

Mutual Aid Administration Services NV (MAAS), Antwerpen (Belgien), vedadvokaterne Jan Tritsmans og Koenraad Maenhout, Antwerpen, og med valgtadresse i Luxembourg hos advokat René Faltz, 6, rue Heinrich Heine,

sagsøger,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Blanca Vilá Costa, der erudstationeret som national ekspert ved Kommissionen, og Hubert van Vliet,Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede, og med valgt adresse iLuxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste,Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsøgt,

angående påstande om annullation af beslutninger fra Kommissionen, hvorvedsagsøgeren pålægges at betale ekspeditionspræmier (»dispatch«),

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS

(Fjerde Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, K. Lenaerts, og dommerne P. Lindh og J.D.Cooke,

justitssekretær: fuldmægtig A. Mair,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 5. juni1997,

afsagt følgende

Dom

Sagsfremstilling

1.
    Sagsøgeren, Mutual Aid Administration Services NV, er et skibsagentur.

2.
    Den 4. august 1995 udstedte Rådet forordning (EF) nr. 1975/95 om aktioner i formaf gratis levering af landbrugsprodukter til befolkningerne i Georgien, Armenien,Aserbajdsjan, Kirgistan og Tadsjikistan (EFT L 191, s. 2, herefter »forordning nr.1975/95«). Ved forordning (EF) nr. 2009/95 af 18. august 1995 (EFT L 196, s. 4,herefter »forordning nr. 2009/95«) fastsatte Kommissionengennemførelsesbestemmelser til førstnævnte forordning.

Sag T-121/96

3.
    Med hjemmel i forordning nr. 1975/95 udstedte Kommissionen forordning (EF) nr.2781/95 af 1. december 1995 om transport i forbindelse med gratis levering afrugmel til Georgien, Armenien, Aserbajdsjan og Tadsjikistan (EFT L 289, s. 5,herefter »forordning nr. 2781/95«).

4.
    Ifølge forordningen skulle der afholdes licitation over omkostningerne ved leveringaf 23 000 tons rugmel.

5.
    I henhold til artikel 1, stk. 1, og artikel 2, stk. 1, litra b), i forordning nr. 2009/95påtog tilslagsmodtageren sig at levere rugmelet ab en havn eller en banegård i EF,på transportmiddel, indtil det overtagelsessted og på det leveringstrin, derfastsættes i licitationsbekendtgørelsen.

6.
    Sagsøgeren fik i forbindelse med denne licitation tilslag på parti nr. 3 den 18.december 1995. Selskabet blev orienteret pr. telefax og almindeligt brev sammedag. Partiet bestod af 2 500 nettotons til Armenien, som blev stillet til rådighed ihavnen i Antwerpen fra den 18. januar 1996, og 2 000 nettotons til Georgien, somblev stillet til rådighed i havnen i Rotterdam fra den 15. januar 1996. Vederlagettil sagsøgeren for disse leverancer androg 12 541 273 BFR.

7.
    Kommissionens skrivelse, hvorved sagsøgeren fik meddelelse om tilslaget, varvedlagt uddrag af et memorandum, som var udarbejdet den 10. oktober 1995mellem Kommissionen og de georgiske myndigheder i overensstemmelse medartikel 10, stk. 5, i forordning nr. 2009/95 (herefter »memorandummet«).Kommissionen opfordrede sagsøgeren til at læse uddragene grundigt og at sikre,at instrukserne vedrørende betaling for losning og transport blev nøje overholdt.

8.
    I overensstemmelse med forordning nr. 2009/95 og memorandummet kunnesagsøgeren tilrettelægge søtransporten, som selskabet ønskede, men det skulleoverlade til de georgiske myndigheder at forestå losningen af skibene i georgiskhavn og den videre transport til bestemmelsesstedet.

9.
    Med henblik på udførelsen af søtransporten af det tildelte parti underskrevsagsøgeren herefter et certeparti med et rederi på grundlag af COP-klausulen(customs of the port). Det blev udtrykkeligt aftalt, at der ikke skulle betales

ekspeditionspræmier, idet disse er præmier, der udbetales som en tilskyndelse tilden virksomhed, som forestår losningen, hvis den kan gennemføre losningenhurtigere end forudsat.

10.
    Det anføres i artikel 10, stk. 5, i forordning nr. 2009/95, at betaling for losning ogtransport samt overliggedagpenge og ekspeditionspræmier til de georgiskemyndigheder skal ske i overensstemmelse med de bestemmelser og betingelser, derfastsættes i memorandummet. Overliggedagpengene (»demurrage«) er denerstatning, rederen oppebærer som kompensation for tabet ved en eventuelforsinkelse, der indtræder i forhold til den oprindeligt forudsatte varighed aflosningen, idet rederen ikke vil kunne påtage sig en ny transport, så længeforsinkelsen varer. Erstatningen betales normalt af den virksomhed, som eransvarlig for losningen.

11.
    Det anføres i memorandummets punkt 5, at betalingen for losning og transport skalske inden skibets ankomst for så vidt angår 70% af beløbet, beregnet på grundlagaf de transporterede mængder.

12.
    I punkt 6 anføres, at de resterende 30% samt overliggedagpenge ogekspeditionspræmier beregnes af Kommissionen på grundlag af de »time sheets«,som udarbejdes inden skibets afsejling og underskrives af kaptajnen oghavnemyndighederne i Poti eller Batami. Der afregnes ikke overliggedagpenge ellerekspeditionspræmier direkte med havnene.

13.
    I henhold til punkt 9 beregnes ekspeditionspræmier og overliggedagpenge pågrundlag af følgende:

-    Arbejdstiden fra mandag kl. 8 til fredag kl. 18, idet der medregnes 24 timerpr. døgn uden afbrydelse.

-    Perioder med regnvejr fratrækkes i den medgåede tid.

-    Efter udløbet af den samlede tid, der er forudsat til losningen, tages derikke længere hensyn til perioder med regnvejr og fri- og helligdage.

-    De dagstariffer for losningen, der tages udgangspunkt i, er følgende for hverhavn:

    »bulk wheat - vacuvator«                    1 300 tons

    »grab«                                2 500 tons

    »big bags/pallets«                        350 tons

    »unpalletised sacks and cartons«                250 tons.

14.
    I punkt 7 anføres, at virksomheden - i dette tilfælde sagsøgeren - senest 14 dageefter modtagelsen af Kommissionens meddelelse herom betaler det i punkt 6nævnte beløb. Dokumentation for betalingen skal fremsendes til Kommissionen.

15.
    Varerne blev losset i havnen i Batumi i tiden fra den 8.-15. februar 1996, beggedage inklusive.

16.
    Den 6. maj 1996 fremsende Kommissionen pr. telefax en afregning til sagsøgerenmed oplysning om de omkostninger, der skulle betales til de georgiskemyndigheder. I henhold hertil skulle der betales et beløb på 21 967,19 USD iekspeditionspræmier. Afregningen var vedlagt et dokument fra Kommissionen medoverskriften »port of Batumi time sheet - dispatch (demurrage calculation)«, somindeholdt alle de oplysninger, som var nødvendige med henblik på beregningen afekspeditionspræmierne. Der var bl.a. oplysninger om navnet på det skib, der blevlosset, skibets tonnage, det forudsatte forløb af losningen, skibets ankomsttidspunkt,den til losningen medgåede tid, dagssatsen for ekspeditionspræmier og de samledeekspeditionspræmier, der skulle betales.

17.
    Der blev mellem sagsøgeren og Kommissionen udvekslet flere skrivelser ogtelefaxmeddelelser i tiden mellem den 10. maj og den 25. juli 1996, hvorKommissionen fremsendte den seneste telefaxmeddelelse. Herunder bestredsagsøgeren at skulle betale ekspeditionspræmier, mens det var Kommissionensopfattelse, at disse skulle betales i henhold til artikel 10, stk. 5, i forordning nr.2009/95.

18.
    I telefaxmeddelelsen af 25. juli 1996 afslog Kommissionen sagsøgerens forligstilbudmed en bemærkning om, at det skyldige beløb ikke kunne forhandles.

19.
    Med henblik på at undgå, at bankgarantien blev gjort gældende, betalte sagsøgerenekspeditionspræmierne den 26. juli 1996.

Sag T-151/96

20.
    Den 12. marts 1996 udstedte Kommissionen forordning (EF) nr. 449/96 omtransport i forbindelse med gratis levering af frugtsaft, frugtmarmelade og mel afblød hvede til Armenien og Asarbajdsjan (EFT L 62, s. 4, herefter »forordning nr.449/96«).

21.
    Ifølge forordningen skulle der afholdes licitation over omkostningerne ved leveringaf 3 800 tons frugtsaft, frugtmarmelade og mel af blød hvede.

22.
    Ved beslutning af 27. marts 1996 tildelte Kommissionen sagsøgeren transporten afdette parti, og selskabet blev orienteret herom ved rekommanderet skrivelse af 28.marts 1996. Skrivelsen var vedlagt uddrag af memorandummet svarende til dem,der var vedlagt skrivelsen til sagsøgeren i sag T-121/96 (jf. ovenfor præmis 7 og 8).

23.
    Med henblik på udførelsen af søtransporten af det tildelte parti underskrevsagsøgeren herefter et certeparti med et rederi på grundlag af COP-klausulen. Detblev udtrykkeligt aftalt, at der ikke skulle betales ekspeditionspræmier.

24.
    Varerne blev transporteret af tre skibe og losset i havnen i Batumi i tiden fra den15.-31. maj 1996, begge dage inklusive.

25.
    Den 27. august 1996 fremsende Kommissionen pr. telefax og almindeligt brev enafregning til sagsøgeren med oplysning om de omkostninger, der skulle betales tilde georgiske myndigheder. I henhold hertil skulle der i ekspeditionspræmier betaleshenholdsvis 3 934,02 USD, 1 705 USD og 375 USD eller i alt 6 014,02 USD.

26.
    Ved telefaxmeddelelse af 29. august 1996 bestred sagsøgeren rigtigheden afafregningen. Selskabet betalte imidlertid ekspeditionspræmierne med henblik påat undgå, at bankgarantien blev gjort gældende.

Retsforhandlinger og parternes påstande

27.
    Ved stævninger indleveret til Rettens Justitskontor den 5. august og den 24.september 1996 har sagsøgeren anlagt to annullationssøgsmål, der er registreretsom sag T-121/96 og T-151/96.

28.
    Ved kendelse af 9. december 1996 har formanden for Fjerde Afdeling i henholdtil procesreglementets artikel 50 besluttet at forene de to sager med henblik på denskriftlige og den mundtlige forhandling.

29.
    Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret Rettens spørgsmål i retsmødetden 5. juni 1997.

30.
    Efter at have hørt parterne i retsmødet finder Retten (Fjerde Afdeling), at de tosager ligeledes skal forenes med henblik på domsafsigelsen.

31.
    I sag T-121/96 har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:

-     Kommissionens beslutninger, hvorved sagsøgeren pålægges af betaleekspeditionspræmier på 21 967,19 USD, annulleres, og det fastslås, atsagsøgeren ikke er forpligtet til at betale ekspeditionspræmier til degeorgiske myndigheder.

-    Kommissionen tilpligtes at tilbagebetale et beløb på 21 967,19 USD tilsagsøgeren med tillæg af renter svarende til den i Belgien gældendelovbestemte rentesats på 8% p.a. fra den 30. juli 1996 at regne.

-    Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

32.
    I sag T-151/96 har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:

-     Kommissionens beslutning af 27. august 1996, hvorved sagsøgeren pålæggesat betale ekspeditionspræmier på 6 014,02 USD, annulleres, og det fastslås,at sagsøgeren ikke er forpligtet til at betale ekspeditionspræmier til degeorgiske myndigheder.

-    Kommissionen tilpligtes at tilbagebetale et beløb på 6 014,02 USD tilsagsøgeren med tillæg af renter svarende til den i Belgien gældendelovbestemte rentesats på 7% p.a. fra den 1. september 1996 at regne.

-    Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

33.
    Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

-    Sag T-121/96 afvises, subsidiært frifindes Kommissionen i denne sag.

-    I sag T-151/96 frifindes Kommissionen.

-    Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Påstanden om afvisning af sag T-121/96

Parternes argumenter

34.
    I duplikken har Kommissionen nedlagt påstand om, at sag T-121/96 afvises, idetden er anlagt for sent. Ifølge sagsøgte blev den anfægtede beslutning meddeltsagsøgeren allerede den 6. maj 1996, og de øvrige kommissionsbeslutninger, dernævnes i stævningen, har alene bekræftet den anfægtede beslutning. Da sagen eranlagt 5. august 1996, er den således anlagt for sent.

35.
    Kommissionen har videre anført, at procesreglementets artikel 48, stk. 2, hvorefternye anbringender ikke må fremsættes under sagens behandling, medmindre destøttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem underretsforhandlingerne, ikke er til hinder for, at afvisningspåstanden tages underpåkendelse. Ifølge Kommissionen fremgår det af retspraksis, at parterne på ethvilket som helst tidspunkt kan gøre gældende, at ufravigelige procesforudsætningerikke er opfyldt, f.eks., at søgsmålsfristen er overskredet, idet Retten af egen driftkan efterprøve disse forudsætninger (jf. i denne forbindelse generaladvokatDarmon's forslag til afgørelse i sag 126/87, Domstolens dom af 10. marts 1989, DelPlato mod Kommissionen, Sml. s. 643, punkt 9 og 10 i forslaget).

36.
    I retsmødet har sagsøgeren gjort gældende, at nærværende sag, der ganske rigtigter anlagt i henhold til EF-traktatens artikel 173, stk. 4, er anlagt inden for fristenpå to måneder. Ifølge sagsøgeren er fristen i dette tilfælde først begyndt at løbe fraden 4. juni 1996, hvor Kommissionen ved en ny telefaxmeddelelse orienteredesagsøgeren om det nøjagtige indhold af og begrundelsen for telefaxmeddelelsen af6. maj 1996, således at selskabet først fra dette tidspunkt var i stand til at udøve sinsøgsmålsret (Rettens dom af 7.3.1995, forenede sager T-432/93, T-433/93 og T-434/93, Socurte m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 503, præmis 49).

37.
    Subsidiært har sagsøgeren ligeledes i retsmødet gjort gældende, at skrivelsen af 10.maj 1996, hvorved selskabet orienterede Kommissionen om, at det med henblik påudførelsen af den overdragne transport havde underskrevet et COP-certeparti,udgør en ny faktisk omstændighed. Kommissionen traf herefter en ny beslutning,som blev meddelt sagsøgeren pr. telefax den 4. juni 1996, og hvori der blev tagethensyn til denne nye faktiske omstændighed (jf. modsætningsvis Rettens dom af15.3.1995, sag T-514/93, Cobrecaf m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 621, præmis47).

Rettens bemærkninger

38.
    Efter fast retspraksis er søgsmålsfristerne i traktatens artikel 173 præceptive og erikke undergivet parternes eller retsinstansernes rådighed, da formålet hermed erat tilvejebringe klarhed og retssikkerhed og undgå enhver forskelsbehandling ogvilkårlighed i retsplejen (jf. bl.a. Domstolens dom af 15.1.1987, sag 152/85, Missetmod Rådet, og af 23.1.1997, sag C-246/95, Coen, Sml. I, s. 403, præmis 21).

39.
    I henhold til procesreglementets artikel 113 kan Retten til enhver tid af egen driftefterprøve, om ufravigelige procesforudsætninger er opfyldt. Overholdelsen affristen på to måneder for anlæggelse af sag i henhold til traktatens artikel 173, stk.5, er en ufravigelig forudsætning for, at sagen kan antages til realitetsbehandling.Retten skal derfor af egen drift efterprøve, om fristen er overholdt.

40.
    Efter traktatens artikel 173, stk. 5, begynder fristen for anlæggelse af en sag tilprøvelse af en beslutning at løbe fra det tidspunkt, hvor denne er meddeltadressaten. Det fremgår af fast retspraksis, at meddelelsen skal give denpågældende mulighed for at få det rette kendskab til beslutningen og tilinstitutionens begrundelse for denne. For at en beslutning kan anses for behørigtmeddelt, skal den være kommet frem til adressaten, og denne skal have haftmulighed for at gøre sig bekendt med denne (jf. senest Rettens dom af 3.6.1997,sag T-196/95, H mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samlingen, præmis 31).

41.
    Det må derfor undersøges, om telefaxmeddelelsen af 6. maj 1996 er en beslutning,der kan være genstand for et annullationssøgsmål i henhold til traktatens artikel173, og om den i givet fald er behørigt meddelt sagsøgeren.

42.
    Med henblik på at tage stilling til, om telefaxmeddelelsen af 6. maj 1996 er enbeslutning, må det undersøges, om den kan afføde retsvirkninger (Domstolens domaf 27.3.1980, sag 133/79, Sucrimex og Westzucker mod Kommissionen, Sml. s. 1299,præmis 15).

43.
    I denne forbindelse bemærkes, at det i Kommissionens telefaxmeddelelse ioverensstemmelse med memorandummet pålægges sagsøgeren inden tyve dage tilde georgiske myndigheder at betale omkostningerne ved losning og transport medet beløb på 89 940,87 USD, der indeholder et beløb på 21 967,19 iekspeditionspræmier. Der henvises til artikel 12, stk. 4, litra b), andet afsnit, iforordning nr. 2009/95, hvorefter den af sagsøgeren stillede bankgaranti skal gøresgældende svarende til det skyldige beløb med tillæg af overførselsomkostningerne,såfremt beløbet ikke betales inden for den fastsatte frist. Telefaxmeddelelsen udgørsåledes en i forhold til sagsøgeren bebyrdende retsakt, som selskabet kunne gøresig bekendt med den 6. maj 1996, og der forelå ikke på dette tidspunkt uklarheder.

44.
    Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren kunne gøre sig bekendt medbegrundelsen for den anfægtede beslutning, må følgende fastslås:

45.
    For det første henvises der udtrykkeligt i den anfægtede beslutning tilmemorandummet, hvoraf sagsøgeren havde modtaget uddrag af de relevante dele.Det ordvalg, sagsøgeren benyttede i sin telefaxmeddelelse af 10. maj 1996, viser idenne forbindelse, at selskabet havde kunnet udlede Kommissionens begrundelserfor beslutningen, idet det bestrider, at fremsendelsen af memorandummet ertilstrækkeligt til at pålægge det at betale ekspeditionspræmier til de georgiskemyndigheder. Det fremgår netop af memorandummets punkt 6 vedrørende

Kommissionens afregning af losnings- og transportomkostningerne eftergennemførelsen af transporten, at disse omkostninger beregnes af Kommissionenunder hensyntagen til »demurrage« og ekspeditionspræmier.

46.
    For det andet må det fastslås, at sagsøgeren ikke på noget tidspunkt, hverken førsagens anlæggelse eller for Retten har bestridt rigtigheden af oplysningerne i den»time sheet - dispatch/demurrage calcultation«, som Kommissionen fremsendtesom bilag til telefaxmeddelelsen af 6. maj 1996, således som sagsøgeren også harerkendt i retsmødet. Dette dokument indeholder alle de detailoplysninger, der ernødvendige for at beregne de ekspeditionspræmier, der skulle betales i dettetilfælde, såsom losserytmen (også nævnt i memorandummets punkt 9), dagssatsernefor ekspeditionspræmier, det lossede skibs tonnage, skibets ankomsttidspunkt,tidspunktet for begyndelsen og afslutningen af losningen samt en fuldstændigredegørelse for losseoperationerne dag for dag. Det er derfor med urette, atsagsøgeren i retsmødet gjorde gældende, at da det ikke kunne efterprøverigtigheden af oplysningerne i den nævnte »time sheet - dispatch/demurragecalcultation« før modtagelsen af den kopi af originalen, der var vedlagtKommissionens skrivelse af 17. juli 1996, var beslutningen ufuldstændig, og at densåledes ikke kunne afføde retsvirkninger over for selskabet.

47.
    Det følger af det anførte, at telefaxmeddelelsen af 6. maj 1996 udgjorde enbeslutning, som kunne afføde retsvirkninger over for sagsøgeren, og at beslutningenvar behørigt meddelt. Efter modtagelsen af telefaxmeddelelsen kunne sagsøgerensåledes udnytte sin søgsmålsret i henhold til traktatens artikel 173. Søgsmålsfristenpå to måneder begyndte derfor at løbe den 6. maj 1996.

48.
    Det ændrer ikke herved, at Kommissionen den 4. juni 1996 pr. telefax besvaredesagsøgerens telefaxmeddelelse af 10. maj 1996. Telefaxmeddelelsen af 4. juni 1996,hvori Kommissionen afviste at tage den tidligere beslutning af 6. maj 1996 op tilfornyet overvejelse, indebærer ikke en væsentlig ændring af sagsøgerens retsstillingi forhold til den, selskabet havde i henhold til den tidligere beslutning, idet

Kommissionen alene bekræftede beslutningen, og der lægges ikke nyeomstændigheder til grund, som må antages at afføde bindende retsvirkninger, derkan berøre sagsøgernes interesser (jf. i denne forbindelse ovennævnte dom i sagenCobrecaf mod Kommissionen, præmis 45, og Domstolens dom af 11.1.1996, sag C-480/93 P, Zunis Holding m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1, præmis 11-14).

49.
    Det må i denne forbindelse understreges, at henvisningen i telefaxmeddelelsen af4. juni 1996 til artikel 10, stk. 5, i forordning nr. 2009/95 blot må opfattes som enforklaring på, med hvilken hjemmel den oprindelige beslutning i telefaxmeddelelsenaf 6. maj 1996, hvori der henvises til memorandummet, var truffet. Der er såledesikke tale om et bevis for, at Kommissionen havde undersøgt sagen på ny eftermodtagelsen af sagsøgerens telefaxmeddelelse af 10. maj 1996. Endvidere anførerKommissionen klart i svaret, at forpligtelsen til at betale ekspeditionspræmierudelukkende støttes på bestemmelserne i det retsgrundlag, der finder anvendelsei nærværende sag, og er »uafhængig af de modstridende aftaler, virksomhedernemåtte have indgået med rederierne«. At sagsøgeren havde underskrevet et COP-certeparti for den pågældende transport, hvilket Kommissionen først blev orienteretom ved telefaxmeddelelsen af 10. maj 1996, udgør derfor ikke en ny faktiskomstændighed. Der er således ikke forbindelse mellem certepartiet og retsforholdetmellem Kommissionen og sagsøgeren, og certepartiet kan derfor ikke ændreKommissionens vurdering, hvorefter der som fastslået i telefaxmeddelelsen af 6.maj 1996 skulle betales ekspeditionspræmier, eller grundlaget herfor.

50.
    Heraf følger, at telefaxmeddelelsen af 4. juni 1996 ikke udgør en ny beslutning iforhold til den beslutning, der er indeholdt i telefaxmeddelelsen af 6. maj 1996.

51.
    Søgsmålsfristen på to måneder forlænget med afstandsfristen på to dage, som ihenhold til procesreglementets artikel 102, stk. 2, gælder for parter med hjemstedi Belgien, udløb således ved midnat den 8. juli 1996.

52.
    Sag T-121/96 er anlagt den 5. august 1996 og er dermed anlagt for sent. Sagen måderfor afvises.

53.
    Hertil kommer, at de anbringender og argumenter, der er fremført vedrørenderealiteten, svarer til dem, der er fremført i sag T-151/96, og Kommissionen villederfor under alle omstændigheder være blevet frifundet i den her omhandlede sagaf de samme grunde, som anføres nedenfor i forbindelse med sag T-151/96.

Påstanden om annullation af den anfægtede beslutning i sag T-151/96

54.
    I replikken har sagsøgeren anført, at indholdet af den stævning og den replik, derer indgivet i sag T-121/96, også gælder fuldt ud i forbindelse med behandlingen afsag T-151/96. Sagsøgeren har derfor som bilag til replikken fremlagt de toprocesskrifter.

55.
    Da de to sager er forenede, skal der ved påkendelsen af sag T-151/96 tages hensyntil de argumenter, sagsøgeren har fremført i forbindelse med sag T-121/96.

56.
    Det bemærkes, at stævningen ikke er særlig struktureret, og at der ikke erredegjort særskilt for de anbringender, sagsøgeren agter at fremføre til støtte forannullationspåstanden. Kommissionen har imidlertid kunnet tage stilling til sagensrealitet, og den opdeling af argumenterne, som den refererende dommer harforetaget i retsmøderapporten, er godkendt af parterne. Retten kan herefter udøvesin kontrolfunktion.

Første anbringende: tilsidesættelse af forordning nr. 2009/95 og memorandummet

Parternes argumenter

57.
    Sagsøgeren har anført, at beslutningen om at pålægge selskabet at betaleekspeditionspræmier på i alt 6 014,02 USD er i strid med forordning nr. 2009/95

og memorandummet, idet der hverken i forordningen eller i memorandummetfastsættes en sats, der kan anvendes ved beregningen af præmierne. Sagsøgerenkan derfor ikke anses for debitor for de ekspeditionspræmier, der skal betales tilde georgiske myndigheder.

58.
    Ifølge sagsøgeren kunne Kommissionen have fastlagt satsen forekspeditionspræmier på tidspunktet for offentliggørelsen af licitationen eller i hvertfald på det tidspunkt, hvor denne blev gennemført. Memorandummet blev såledesunderskrevet den 6. oktober 1995, og da sagsøgeren fik tilslag den 27. marts 1996,kunne selskabet derfor have været orienteret om satserne for ekspeditionspræmier.Fra det tidspunkt, hvor sagsøgeren fik tilslag, var Kommissionen bekendt med allede tekniske specifikationer for de skibe, der skulle benyttes ved udførelsen af densagsøgeren tildelte transport, idet selskabet skulle give disse oplysninger i henholdtil artikel 6, stk. 1, litra d), nr. 3), i forordning nr. 2009/95. Det fremgår også afKommissionens praksis, at den er i stand til at fastlægge satsen forekspeditionspræmier på det tidspunkt, hvor forordningen om licitationen udstedes.Sagsøgeren har i denne forbindelse henvist til Kommissionens forordning (EF) nr.1416/96 af 22. juli 1996 om levering af blød hvede som fødevarehjælp (EFT L 182,s. 1, herefter »forordning nr. 1416/96«), hvori der angives satser forekspeditionspræmier for så vidt angår en leverance til Bangladesh.

59.
    Sagsøgeren stiller sig uforstående over for, at Kommissionen først i svarskriftet hargivet de oplysninger, som er nødvendige for at beregne ekspeditionspræmierne, selvom den kunne have gjort det allerede ved licitationen.

60.
    Såfremt man følger Kommissionens opfattelse, hvorefter sagsøgeren skal betaleekspeditionspræmier, vil det ifølge sagsøgeren være det samme som at sige, atselskabet skulle have fastsat satserne herfor på det tidspunkt, hvor det befragtedeskibet, selv om selskabet ikke kendte det beløb, der i sidste ende skulle betales.Kommissionen kan ikke på dette punkt gøre gældende, at sagsøgeren kunne have

benyttet de satser, der var fastsat i forbindelse med tidligere foranstaltningervedrørende fødevarehjælp i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1999/94 af 27.juli 1994 om aktioner i form af gratis levering af landbrugsprodukter tilbefolkningerne i Georgien, Armenien, Aserbajdsjan, Kirgistan og Tadsjikistan (EFTL 201, s. 1), idet disse transporter fandt sted i 1994 og 1995, mens nærværendetransport blev gennemført i 1996.

61.
    Endelig har sagsøgeren i replikken anført, at Kommissionen ved i memorandummetat fastsætte en ikke særlig hurtig losserytme og ved ikke samtidig at fastlægge ensats for ekspeditionspræmier indirekte har fastsat en bestemmelse, som i tilfældeaf hurtig losning indebærer, at tilbudsgiveren skal betale en form for støtte tilmodtageren af fødevarehjælpen, i dette tilfælde de georgiske myndigheder. Det erunder disse omstændigheder urimeligt, at tilbudsgiveren skal betaleekspeditionspræmierne, navnlig hvis det krævede beløb ikke står i rimeligt forholdtil værdien af de transportere fødevarer. Sagsøgeren har anført, at såfremt detteargument måtte blive anset for et nyt anbringende, vil det alligevel kunne tagesunder påkendelse i henhold til procesreglementets artikel 48, stk. 2, idet det støttespå en omstændighed, som selskabet har fået kendskab til, da det modtog bilag I tilsvarskriftet i sag T-121/96.

62.
    Kommissionen har for det første anført, at det forhold, at der ikke i forordning nr.2009/95 eller i memorandummet er fastsat en sats for ekspeditionspræmier, ikkeer tilstrækkeligt til at fritage sagsøgeren for betaling af ekspeditionspræmier, idetdet fremgår af forordningens artikel 10, stk. 5, og memorandummets punkt 5 og 9,at det påhviler selskabet at betale disse. Kommissionen har i denne forbindelsehenvist til artikel 55 i konventionen om internationale løsørekøb, hvoraf fremgår,at såfremt en aftale ikke fastsætter købesummen, er køberen forpligtet til at betaleden pris, som på tidspunktet for indgåelsen af aftalen almindeligvis forlanges foren tilsvarende vare, når den sælges i den pågældende branche under tilsvarendeomstændigheder.

63.
    Ifølge Kommissionen må det derfor undersøges, om det beløb, der er afkrævetsagsøgeren i ekspeditionspræmier, er rimeligt. Den sats for ekspeditionspræmier,der endeligt blev fastlagt i aftalen mellem Kommissionen og de georgiskemyndigheder kan ikke anses for urimelig, idet der ved en tidligere foranstaltningvedrørende fødevarehjælp var aftalt satser på et tilsvarende niveau i et tilfælde,hvor virksomhederne individuelt kunne forhandle satserne for ekspeditionspræmier.Endvidere fremgår det af punkt 18 i den første afdeling af det certeparti, der eraftalt mellem sagsøgeren og ejeren af et til den omhandlede transport befragtetskib, som sagsøgeren har fremlagt som bilag til stævningen i sag T-151/96, og aftillægsbestemmelse nr. 23, at overliggedagpengene var fastsat til 2 200 USD, såledesat den sats for ekspeditionspræmier, som Kommissionen har anvendt i denne sag,nemlig 750 USD for det skib, der havde transporteret mindre end 1 000 tons og1 100 USD for de to øvrige skibe, som havde transporteret mellem 1 000 og 2 000tons, ikke kan anses for urimelig, når henses til, at ekspeditionspræmierne normaltudgør halvdelen af overliggedagpengene.

64.
    Kommissionen har bemærket, at sagsøgeren ikke bestrider, at de anvendte satserfor ekspeditionspræmier er rimelige, men alene gør gældende, at der slet ikke skalbetales ekspeditionspræmier, fordi satserne ikke er nævnt i de uddrag afmemorandummet, som blev fremsendt i forbindelse med tilslaget. Ingen andenvirksomhed har nægtet at betale ekspeditionspræmier med henvisning til, at satsenikke var kendt på dette tidspunkt.

65.
    For det andet har Kommissionen gjort gældende, at der må sondres mellemretsforholdet mellem Kommissionen og sagsøgeren og retsholdet mellemsagsøgeren og ejeren af skibet (rederen).

66.
    Forholdet mellem Kommissionen og sagsøgeren er alene reguleret af forordningnr. 2009/95 og memorandummet. Det fremgår f.eks. af artikel 5, stk. 1, i forordningnr. 2009/95, at Kommissionen betaler en fast pris pr. transporteret ton uden

hensyntagen til den pris, sagsøgeren faktisk har aftalt med rederen. Det fremgårklart af retsgrundlaget, at sagsøgeren skulle betale ekspeditionspræmierne. Detmemorandum, der var indgået med de georgiske myndigheder, skulle sikre, atoverliggedagpengene blev betalt til de virksomheder, som forestod transporten. Deter grunden til, at virksomhederne kun på forhånd skulle betale 70% aflosseomkostningerne, mens de resterende 30% først skulle betales, når eventuelleoverliggedagpenge alt efter den faktiske lossetid kunne fratrækkes. Til gengældhavde de georgiske myndigheder forlangt, at de resterende 30% blev forhøjet medekspeditionspræmier ved hurtig losning. Disse to hensyn er også baggrunden formemorandummets punkt 6, hvorefter ekspeditionspræmier og overliggedagpengeneikke kan afregnes direkte med havnene, og at det resterende beløb afregnessammen med overliggedagpenge og ekspeditionspræmier (»together withdemurrage and dispatch«). Det fremgår ligeledes af memorandummets punkt 2, atde georgiske myndigheder og ikke sagsøgeren som afskiber var ansvarlige forlosningen. I modsætning til, hvad der normalt gælder, ville myndighederne og ikkesagsøgeren således i givet fald være forpligtet til at betale overliggedagpenge ogberettiget til at modtage ekspeditionspræmier.

67.
    Derimod er forholdet mellem sagsøgeren og rederen som ejer af de befragtedeskibe reguleret af de certepartier, der er aftalt mellem dem. Det fremgår såledesaf bestemmelse nr. 23 i det certeparti, der er fremlagt som bilag til stævningen i sagT-151/96, at der ikke skal betales ekspeditionspræmier, og i modsætning til, hvadder normalt gælder, var rederen således ikke forpligtet til at betale sådannepræmier til sagsøgeren (afskiberen). Disse certepartier har imidlertid ikke nogenbetydning for den forpligtelse, som i henhold til forordning nr. 2009/95 ogmemorandummet påhviler sagsøgeren som tilslagsmodtager, til at betaleekspeditionspræmier til de georgiske myndigheder, der er ansvarlige for losningeni egen havn. Certepartierne skal alene regulere forholdet mellem sagsøgeren ogrederiet. Kommissionen har anført, at sagsøgeren kunne have affattetcertepartierne på grundlag af memorandummet, hvis indhold selskabet var bekendt

med. Ved at aftale, at rederen ikke var forpligtet til at betale ekspeditionspræmier,valgte sagsøgeren at udsætte sig for risikoen for selv at måtte betale disse præmier.

68.
    For det tredje har Kommissionen anført, at den ikke kunne fastlæggeekspeditionspræmiernes nøjagtige størrelse, da memorandummet blev underskrevet,idet det afhang af en række faktorer, som ikke var kendt på dette tidspunkt, f.eks.lossehavnen, skibets tonnage, skibets stand og prisudviklingen inden for søtransport.De anvendte satser blev først fastlagt, efterhånden som disse oplysninger var tilrådighed. Endvidere var det ikke muligt at fastlægge de anvendte skibes tonnagepå grundlag af oplysningerne i sagsøgerens tilbud, idet de kun indeholdt enangivelse af skibstypen og ikke om antallet af skibe, der skulle anvendes, eller derestonnage. I forordning nr. 1416/96, hvortil sagsøgeren har henvist, havdeKommissionen derimod på forhånd oplysninger om tonnagen for de skibe, derskulle anvendes, og den kunne derfor fra starten fastlægge den sats forekspeditionspræmier, som blev anvendt. Kommissionen har tilføjet, at sagsøgerenaldrig har indhentet oplysninger om den sats for ekspeditionspræmier, der skulleanvendes, og selskabet havde derfor øjensynligt ikke indvendinger mod, at dennesats ikke udtrykkeligt blev nævnt i de til selskabet fremsendte dokumenter.

69.
    For det fjerde har Kommissionen anført, at argumentet om, at betalingen afekspeditionspræmier er en form for støtte til de georgiske myndigheder, er et nytanbringende, der i henhold til procesreglementets artikel 48, stk. 2, ikke kanantages til realitetsbehandling, idet det støttes på to faktiske omstændighedervedrørende beregningen af ekspeditionspræmierne, som sagsøgeren havdekendskab til, inden sagen blev anlagt. Den anvendte losserytme fremgår af punkt9 i de uddrag af memorandummet, som blev fremsendt til sagsøgeren i forbindelsemed tilslaget, og satsen for ekspeditionspræmierne var fastsat i den anfægtedebeslutning. Under alle omstændigheder var losserytmen ikke for lav, når der tageshensyn til de transporterede varers karakter og de faciliteter, der er til rådighed iGeorgien.

Rettens bemærkninger

70.
    Forholdet mellem sagsøgeren og Kommissionen er udelukkende reguleret vedRådets forordning nr. 1975/95, forordning nr. 2009/95 og 449/96, der er udstedt afKommissionen i henhold til førstnævnte forordning, beslutningen af 27. marts 1996og memorandummet, der er aftalt mellem Kommissionen og de georgiskemyndigheder, og hvoraf de relevante uddrag var vedlagt Kommissionens skrivelseaf 28. marts 1996.

71.
    Det fremgår klart af disse dokumenter, at de virksomheder, der blev tildelttransporterne, i givet fald var pligtige at betale ekspeditionspræmier til de georgiskemyndigheder.

72.
    Det anføres således i artikel 10, stk. 5, i forordning nr. 2009/95, at betalingen forlosning og transport samt overliggedagpenge og ekspeditionspræmier til degeorgiske myndigheder skal ske i overensstemmelse med de bestemmelser ogbetingelser, der fastsættes i memorandummet. Det fastslås således ikke blot ibestemmelsen, at memorandummet regulerer bestemmelserne og betingelserne forbetaling af ekspeditionspræmier, men også, at der i givet fald skal betalesekspeditionspræmier til de georgiske myndigheder, idet der anvendes ordene»betalingen for ... ekspeditionspræmier til de georgiske myndigheder«.

73.
    Betalingsbetingelserne er fastlagt på følgende måde i memorandummet: Ifølgepunkt 5 skal den virksomhed, der tildeles transporten, betale 70% afomkostningerne ved losning og transport inden skibets ankomst til georgisk havn,beregnet på grundlag af de transporterede mængder. I punkt 6 anføres, at deresterende 30% samt overliggedagpenge og ekspeditionspræmier (»together withdemurrage and dispatch«) beregnes af Kommissionen efter losningen på grundlagaf de »time sheets«, som udarbejdes i fællesskab af skibets kaptajn oghavnemyndighederne. Ifølge samme bestemmelse kan der ikke afregnesoverliggedagpenge eller ekspeditionspræmier direkte med havnemyndighederne.

Endelig fremgår det af punkt 7, at virksomheden inden 14 dage skal betale det ipunkt 6 nævnte beløb.

74.
    Det fremgår således af memorandummets punkt 5, 6 og 7, at den afregning,Kommissionen udarbejder, efter at de georgiske myndigheder har losset skibet, ikkekun omfatter de resterende losseomkostninger, men også i givet faldekspeditionspræmier, og at den virksomhed, som har fået overdraget transporten,skal betale disse.

75.
    Det forhold, at sagsøgeren har aftalt et certeparti med en reder, hvorefter rederenikke skal betale ekspeditionspræmier, har ikke betydning for sagsøgerens retsstillingover for Kommissionen, idet certepartiet alene skal regulere forholdet mellemsagsøgeren og rederen. »No dispatch«-bestemmelsen indebærer kun, at rederenikke er forpligtet til at betale ekspeditionspræmier til sagsøgeren, selv om selskabetmåtte være forpligtet til at betale disse til de georgiske myndigheder i henhold tilartikel 10, stk. 5, i forordning nr. 2009/95 og memorandummet.

76.
    Således som sagsøgeren har erkendt i retsmødet, har selskabet påtaget sig en risikoved at acceptere denne »no dispatch«-bestemmelse. Ifølge sagsøgeren påtogselskabet sig denne risiko, idet det var overbevist om, at det forhold, at der ikkeblev meddelt en præcis sats for ekspeditionspræmier i forbindelse med tilslaget,medførte, at der ikke kunne blive tale om en forpligtelse til i givet fald at betaleekspeditionspræmier til de georgiske myndigheder. Denne opfattelse er imidlertidforkert. Det forhold, at der ikke blev fremsendt en sådan sats til sagsøgeren iforbindelse med tilslaget, fritager ikke selskabet for en sådan forpligtelse. Derhenvises i denne forbindelse til, at det i memorandummet klart pålægges denvirksomhed, der overdrages transporten, at betale ekspeditionspræmier, uden atomfanget heraf fastsættes i form af en sats, der gælder for tilslagsmodtageren.Endvidere fremgår det ikke af andre bestemmelser i det retsgrundlag, der finderanvendelse på forholdet mellem Kommissionen og sagsøgeren, at Kommissionen

skal fastlægge satsen for ekspeditionspræmier før eller i forbindelse med tilslaget.At de satser, der skal anvendes, ikke er fremsendt sammen med tilslaget er underdisse omstændigheder uden betydning for, at der består en forpligtelse forsagsøgeren til at betale ekspeditionspræmier.

77.
    Endvidere kan ekspeditionspræmiernes nøjagtige størrelse først fastsættes efterlosningen af skibet, således at beløbets størrelse er usikkert indtil losningen, ogsåselv om de anvendte satser er kendt inden. Når satserne som i dette tilfælde ikkeer kendt på tidspunktet for tilslagets fremsendelse, må tilslagsmodtageren forvente,at der anvendes en rimelig sats.

78.
    Sagsøgeren har ikke bestridt, at den sats, som i sidste ende blev anvendt i dettetilfælde, er rimelig, hvilket selskabet har bekræftet i retsmødet.

79.
    Da sagsøgeren fra det tidspunkt, hvor selskabets tilbud blev accepteret, på grundlagaf artikel 10, stk. 5, i forordning nr. 2009/95 og endnu mere præcist, da uddrageneaf memorandummet blev fremsendt i forbindelse med tilslaget, vidste, at dereventuelt skulle betales ekspeditionspræmier, kunne selskabet - såfremt det var itvivl - under alle omstændigheder have indhentet nærmere oplysninger hosKommissionen om de nøjagtige satser, således at selskabet bedre kunne vurdereden risiko, det påtog sig, da det indgik certepartierne med »no dispatch«-bestemmelsen.

80.
    Hvad angår det argument, sagsøgeren har fremført i replikken, om, at der er taleom skjult støtte til de georgiske myndigheder på grund af størrelsen afekspeditionspræmierne, er der tale om et nyt anbringende, der i henhold tilprocesreglementets artikel 48, stk. 2, ikke kan antages til realitetsbehandling, idetdet støttes på to faktiske omstændigheder, som sagsøgeren havde kendskab til, dasagen blev anlagt. Beregningen af ekspeditionspræmiernes størrelse afhænger afsåledes af losserytmen og satsen for ekspeditionspræmierne. Det første forhold ernævnt i punkt 9 i uddragene af memorandummet, som er vedlagt stævningen i de

to sager, og det andet forhold er omtalt i de beslutninger, der er genstanden fornærværende sager, og som ligeledes er vedlagt stævningerne i de to sager.

81.
    Herefter kan der ikke gives sagsøgeren medhold i det første anbringende.

Andet anbringende: uklar beregning af ekspeditionspræmierne

Parternes argumenter

82.
    Sagsøgeren har også gjort gældende, at beregningen af de skyldige beløb i denanfægtede beslutning ikke er klar.

83.
    Kommissionen har heroverfor anført, at fremgangsmåden for beregning afekspeditionspræmierne klart fremgår af dokumenterne med overskriften »timesheet - dispatch/demurrage calculation«, og at de forskellige beregninger ikke erbehæftet med fejl.

Rettens bemærkninger

84.
    Beregningen af ekspeditionspræmierne fremgår klart af de dokumenter medoverskriften »time sheet - dispatch/demurrage calculation«, som Kommissionenfremsendte til sagsøgeren som en del af den anfægtede beslutning.

85.
    I retsmødet har sagsøgeren i besvarelse af et spørgsmål fra Retten anført, at denpåberåbte uklarhed i virkeligheden kun vedrørte det forhold, at sagsøgeren ikketidligere havde kendskab til de anvendte satser for ekspeditionspræmierne. Det måfastslås, at beregningsmåderne var fuldstændig klare for sagsøgeren, men atselskabet med dette andet anbringende i virkeligheden på ny bestrider at væreforpligtet til at betale eventuelle ekspeditionspræmier, hvilket netop er genstanden

for den argumentation, sagsøgeren har fremført i forbindelse med det førsteanbringende.

86.
    På samme måde som det første anbringende må det andet anbringende såledesforkastes. Dette gælder så meget mere, som sagsøgeren for Retten ikke harbestridt, at alle beregningerne er korrekte og er foretaget på grundlag af rimeligesatser for ekspeditionspræmierne.

87.
    Påstanden om annullation af den anfægtede beslutning må herefter i det heleforkastes.

Påstanden om, at Kommissionen tilpligtes at tilbagebetale de betalteekspeditionspræmier med tillæg af renter

88.
    For så vidt det med påstanden tilsigtes, at Retten pålægger Kommissionen at træffenærmere angivne foranstaltninger, fremgår det af fast retspraksis (jf. Domstolenskendelse af 26.10.1995, forenede sager C-199/94 P og C-200/94 P, Pevesa ogInpesca mod Kommissionen, Sml. I, s. 3709, præmis 24), at inden for rammerne aflegalitetskontrollen i henhold til traktatens artikel 173 har Fællesskabetsretsinstanser ikke kompetence til at meddele påbud, uanset om sådanne påbudvedrører den nærmere opfyldelse af afsagte domme.

89.
    Denne påstand må således ligeledes afvises.

Sagens omkostninger

90.
    I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende partat betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgeren hartabt sagen, og i overensstemmelse med Kommissionens påstand dømmes selskabettil at betale sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling)

1.
    Sag T-121/96 og T-151/96 forenes med henblik på domsafsigelsen.

2.
    Sag T-121/96 afvises.

3.
    I sag T-151/96 frifindes Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

4.
    Sagsøgeren betaler sagens omkostninger.

Lenaerts
Lindh
Cooke

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 18. september 1997.

H. Jung

K. Lenaerts

Justitssekretær

Afdelingsformand


1: Processprog: nederlandsk.