RETTENS DOM (Fjerde Afdeling)
5. februar 2013 (*)
»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran med det formål at forhindre nuklear spredning – indefrysning af midler – begrundelsespligt – ret til forsvar – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – åbenbart urigtigt skøn«
I sag T-494/10,
Bank Saderat Iran, Teheran (Iran), først ved solicitors S. Gadhia og S. Ashley, D. Anderson, QC, og barrister R. Blakeley, derefter ved S. Gadhia, S. Ashley, R. Blakeley og D. Wyatt, QC, og endelig ved S. Ashley, R. Blakeley, D. Wyatt og solicitors S. Jeffrey og A. Irvine,
sagsøger,
mod
Rådet for Den Europæiske Union ved M. Bishop og R. Liudvinaviciute-Cordeiro, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
støttet af:
Europa-Kommissionen ved S. Boelaert og M. Konstantinidis, som befuldmægtigede,
intervenient,
angående en påstand om annullation af Rådets afgørelse 2010/413/FUSP af 26. juli 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP (EUT L 195, s. 39), af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 668/2010 af 26. juli 2010 om gennemførelse af artikel 7, stk. 2, i forordning (EF) nr. 423/2007 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 195, s. 25), af Rådets afgørelse 2010/644/FUSP af 25. oktober 2010 om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT L 281, s. 81), af Rådets forordning (EU) nr. 961/2010 af 25. oktober 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning nr. 423/2007 (EUT L 281, s. 1), af Rådets afgørelse 2011/783/FUSP af 1. december 2011 om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT L 319, s. 71), af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1245/2011 af 1. december 2011 om gennemførelse af forordning nr. 961/2010 (EUT L 319, s. 11) og af Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23. marts 2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning nr. 961/2010 (EUT L 88, s. 1), for så vidt som disse akter vedrører sagsøgeren,
har
RETTEN (Fjerde Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, I. Pelikánová (refererende dommer), og dommerne K. Jürimäe og M. van der Woude,
justitssekretær: fuldmægtig N. Rosner,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 23. maj 2012,
afsagt følgende
Dom
Sagens baggrund
1 Sagsøgeren, Bank Saderat Iran, er en iransk kommerciel bank.
2 Denne sag er anlagt i forbindelse med de restriktive foranstaltninger truffet for at lægge pres på Den Islamiske Republik Iran med henblik på at få Iran til at ophøre med spredningsfølsomme nukleare aktiviteter og udvikling af fremføringssystemer til kernevåben (herefter »den nukleare spredning«).
3 Den 26. juli 2010 blev sagsøgeren opført på listen over de enheder, der er involveret i nuklear spredning, og som fremgår af bilag II til Rådets afgørelse 2010/413/FUSP af 26. juli 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP (EUT L 195, s. 39).
4 Som følge heraf blev sagsøgeren opført på listen i bilag V til Rådets forordning (EF) nr. 423/2007 af 19. april 2007 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 103, s. 1), ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 668/2010 af 26. juli 2010 om gennemførelse af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 423/2007 (EUT L 195, s. 25). Denne opførelse medførte en indefrysning af sagsøgerens midler og økonomiske ressourcer.
5 Rådet for Den Europæiske Union har i afgørelse 2010/413 angivet følgende begrundelse:
»Bank Saderat er en statsejet iransk bank (94% er ejet af den iranske stat). Bank Saderat har ydet finansielle tjenester til enheder, der foretager indkøb for Irans atomprogram og program for ballistiske missiler, herunder enheder omfattet af [FN’s Sikkerhedsråds resolution] 1737. Bank Saderat har så sent som i marts 2009 håndteret betalinger og rembourser for DIO (Defence Industries Organisation) (omfattet af sanktioner i [FN’s Sikkerhedsråds resolution] 1737) og Iran Electronics Industries. I 2003 håndterede Bank Saderat rembourser på vegne af det iranske atomrelaterede Mesbah Energy Company (efterfølgende omfattet af sanktioner i [FN’s Sikkerhedsråds resolution] 1737).«
6 Begrundelsen i gennemførelsesforordning nr. 668/2010 er den samme som i afgørelse 2010/413.
7 Rådet underrettede ved skrivelse af 27. juli 2010 sagsøgeren om, at dennes navn var opført på listen i bilag II til afgørelse 2010/413 og på listen i bilag V til forordning nr. 423/2007.
8 Sagsøgeren anmodede ved skrivelser af 18. og 25. august 2010 og af 2., 9. og 30. september 2010 Rådet om at meddele de oplysninger, hvorpå det baserede afgørelsen om at vedtage restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren. Ved skrivelse af 15. september 2010 anmodede sagsøgeren endvidere Rådet om at foretage en fornyet gennemgang af afgørelsen om opførelse på listen i bilag II til afgørelse 2010/413 og på listen i bilag V til forordning nr. 434/2007.
9 Opførelsen af sagsøgerens navn i bilag II til afgørelse 2010/413 blev opretholdt ved Rådets afgørelse 2010/644/FUSP af 25. oktober 2010 om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT L 281, s. 81). Følgende begrundelse blev anført:
»Bank Saderat er en iransk bank, som er delvist ejet af den iranske stat. Bank Saderat har ydet finansielle tjenester til enheder, der foretager indkøb for Irans atomprogram og program for ballistiske missiler, herunder enheder omfattet af [FN’s Sikkerhedsråds resolution] 1737. Bank Saderat har så sent som i marts 2009 håndteret betalinger og rembourser for DIO (omfattet af sanktioner i [FN’s Sikkerhedsråds resolution] 1737 (2006)) og Iran Electronics Industries. I 2003 håndterede Bank Saderat rembourser på vegne af det iranske atomrelaterede Mesbah Energy Company (efterfølgende omfattet af sanktioner i [FN’s Sikkerhedsråds resolution] 1737).«
10 Idet forordning nr. 423/2007 blev ophævet ved Rådets forordning (EU) nr. 961/2010 af 25. oktober 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 281, s. 1), har Rådet opført sagsøgeren i bilag VIII til sidstnævnte forordning. Som følge heraf blev sagsøgerens midler og økonomiske ressourcer indefrosset i medfør af nævnte forordnings artikel 16, stk. 2.
11 Begrundelsen i forordning nr. 961/2010 er i det væsentlige identisk med begrundelsen i afgørelse 2010/644.
12 Ved skrivelse af 28. oktober 2010 besvarede Rådet sagsøgerens skrivelse af 15. september 2010 og anførte herved, at Rådet efter en fornyet gennemgang afslog sagsøgerens anmodning om at blive slettet fra listen i bilag II til afgørelse 2010/413 og fra listen i bilag VIII til forordning nr. 961/2010. Rådet præciserede i denne forbindelse, at det ikke delte sagsøgerens opfattelse, hvorefter sagsøgerens virksomhed vedrørende rembourser ikke kunne bidrage til nuklear spredning. Rådet fremsendte som besvarelse af anmodningen om aktindsigt i sagsøgerens sagsakter kopier af to forslag til vedtagelse af restriktive foranstaltninger, som var fremsat af medlemsstater, til sagsøgeren.
13 Rådet fremsendte vedlagt duplikken en kopi af et tredje forslag til vedtagelse af restriktive foranstaltninger, som var fremsat af en medlemsstat, til sagsøgeren.
14 Opførelsen af sagsøgeren i bilag II til afgørelse 2010/413 og i bilag VIII til forordning nr. 961/2010 er ikke blevet berørt af den omstændighed, at Rådets afgørelse 2011/783/FUSP af 1. december 2011 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP (EUT L 319, s. 71) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1245/2011 af 1. december 2011 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 961/2010 (EUT L 319, s. 11) er trådt i kraft.
15 Eftersom forordning nr. 961/2010 blev ophævet ved Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23. marts 2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 88, s. 1), blev sagsøgerens navn af Rådet opført i bilag IX til sidstnævnte forordning. Den begrundelse, der er anført, er identisk med begrundelsen i afgørelse 2010/644. Som følge heraf blev sagsøgerens midler og økonomiske ressourcer indefrosset i medfør af denne forordnings artikel 23, stk. 2.
Retsforhandlinger og parternes påstande
16 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 7. oktober 2010 har sagsøgeren anlagt den foreliggende sag.
17 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 5. november 2010 har sagsøgeren tilpasset sine påstande efter vedtagelsen af afgørelse 2010/644 og forordning nr. 961/2010.
18 Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 14. januar 2011 har Europa-Kommissionen anmodet om tilladelse til at intervenere i denne sag til støtte for Rådets påstande. Ved kendelse af 8. marts 2011 har formanden for Rettens Fjerde Afdeling tilladt denne intervention.
19 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 10. februar 2012 har sagsøgeren dels tilpasset sine påstande efter vedtagelsen af afgørelse 2011/783 og gennemførelsesforordning nr. 1245/2011, dels nedlagt påstand om, at de anfægtede retsakter i givet fald annulleres med øjeblikkelig virkning.
20 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 27. april 2012 har sagsøgeren tilpasset sine påstande efter vedtagelsen af forordning nr. 267/2012.
21 På grundlag af den refererende dommers rapport besluttede Retten (Fjerde Afdeling) at indlede den mundtlige forhandling og anmodede i forbindelse med foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, jf. Rettens procesreglements artikel 64, parterne om at fremlægge visse dokumenter og stillede dem skriftlige spørgsmål. Parterne efterkom disse anmodninger.
22 Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten under retsmødet den 23. maj 2012.
23 Ved Rettens (Fjerde Afdeling) kendelse af 4. september 2012 blev den mundtlige forhandling genåbnet med henblik på, at sagens akter kunne tilføres sagsøgerens bemærkninger til kendelse afsagt af Domstolens præsident den 19. juli 2012, Akhras mod Rådet (sag C-110/12 P(R), ikke trykt i Samling af Afgørelser), og på at indhente bemærkninger fra de øvrige parter. Den mundtlige forhandling blev afsluttet på ny den 4. oktober 2012.
24 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Punkt 7 i tabel B i bilag II til afgørelse 2010/413, punkt 5 i tabel B i bilaget til gennemførelsesforordning nr. 668/2010, punkt 7 i tabel B, under afsnit I, i bilaget til afgørelse 2010/644, punkt 7 i tabel B i bilag VIII til forordning nr. 961/2010, afgørelse 2011/783, gennemførelsesforordning nr. 1245/2011 og punkt 7 i tabel B, under afsnit I, i bilag IX til forordning nr. 267/2012 annulleres med øjeblikkelig virkning, for så vidt som disse akter vedrører sagsøgeren.
– Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
25 Rådet og Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
26 Sagsøgeren har gjort tre anbringender gældende. Det første anbringende omhandler en tilsidesættelse af begrundelsespligten og af sagsøgerens ret til forsvar og til en effektiv domstolsbeskyttelse. Det andet anbringende omhandler et åbenbart urigtigt skøn hvad angår vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren. Det tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af sagsøgerens ejendomsret og af proportionalitetsprincippet.
27 Rådet og Kommissionen har bestridt, at de af sagsøgeren fremsatte anbringender er velbegrundede. De har endvidere indledningsvis anført, at sagsøgeren i sin egenskab af et iransk statsorgan ikke kan påberåbe sig den beskyttelse og de garantier, der er knyttet til de grundlæggende rettigheder.
28 Inden behandlingen af de forskellige anbringender og argumenter, som parterne har anført, skal det undersøges, om den tilpasning af påstanden, som sagsøgeren har foretaget, kan antages til realitetsbehandling.
Om sagsøgerens tilpasning af påstanden
29 Som det fremgår af præmis 9, 10 og 15 ovenfor, er listen i bilag II til afgørelse 2010/413 efter indleveringen af stævningen blevet erstattet af en ny liste, der er fastsat i afgørelse 2010/644, og forordning nr. 423/2007 som ændret ved gennemførelsesforordning nr. 668/2010 er blevet ophævet og erstattet af forordning nr. 961/2010, som selv er blevet erstattet og ophævet af forordning nr. 267/2012. Endvidere har Rådet i betragtningerne til afgørelse 2011/783 og gennemførelsesforordning nr. 1245/2011 udtrykkeligt fastslået, at det har foretaget en komplet fornyet gennemgang af listen i bilag II til afgørelse 2010/413 og i bilag VIII til forordning nr. 961/2010, og at det har konkluderet, at de personer, enheder og organisationer, der er opført på disse lister, fortsat burde være underlagt de restriktive foranstaltninger. Sagsøgeren har tilpasset sin oprindelige påstand, således at annullationspåstanden foruden afgørelse 2010/413 og gennemførelsesforordning nr. 668/2010 omfatter afgørelse 2010/644, forordning nr. 961/2010, afgørelse 2011/783, gennemførelsesforordning nr. 1245/2011 og forordning nr. 267/2012 (herefter samlet benævnt »de anfægtede akter«). Rådet og Kommissionen har ikke gjort indsigelse mod denne tilpasning.
30 I denne forbindelse skal der henvises til, at når en beslutning eller en forordning, som direkte og individuelt berører en borger, under sagen erstattes af en retsakt med samme genstand, skal dette betragtes som en ny omstændighed, der gør det muligt for sagsøgeren at tilpasse sine påstande og anbringender. Det ville således være i strid med retsplejehensyn og procesøkonomiske hensyn at forpligte sagsøgeren til at anlægge en ny sag. Det ville desuden være ubilligt, hvis den pågældende institution for at imødegå de indsigelser, der i en stævning for en af Unionens retsinstanser rettes mod en retsakt, kunne ændre den anfægtede retsakt eller lade en anden træde i stedet og under sagen påberåbe sig denne ændring eller nye retsakt for at hindre modparten i at udvide de oprindelige påstande og anbringender til at omfatte den senere retsakt eller i at fremsætte supplerende påstande og anbringender angående denne (jf. analogt Rettens dom af 23.10.2008, sag T-256/07, People’s Mojahedin Organization of Iran mod Rådet, Sml. II, s. 3019, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).
31 Denne konklusion finder også anvendelse på akter, såsom afgørelse 2011/783 og gennemførelsesforordning nr. 1245/2011, som fastslår, at en afgørelse eller en forordning fortsat skal berøre visse borgere umiddelbart og individuelt, efter en komplet fornyet gennemgang, der er udtrykkeligt fastlagt i den samme afgørelse eller den samme forordning.
32 Det skal derfor i det foreliggende tilfælde fastslås, at sagsøgerens påstand om annullation af afgørelse 2010/644, forordning nr. 961/2010, afgørelse 2011/783, gennemførelsesforordning nr. 1245/2011 og forordning nr. 267/2012, for så vidt som disse akter vedrører sagsøgeren, ligeledes kan antages til realitetsbehandling (jf. i denne retning analogt dommen i sagen People’s Mojahedin Organization of Iran mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 30, præmis 47).
Sagsøgerens mulighed for at påberåbe sig den beskyttelse og de garantier, der er knyttet til de grundlæggende rettigheder
33 Rådet og Kommissionen har gjort gældende, at i EU-retlig forstand kan juridiske personer, der udgør organer under en tredjestat, ikke påberåbe sig den beskyttelse og de garantier, der er knyttet til de grundlæggende rettigheder. For så vidt som sagsøgeren ifølge de nævnte institutioner udgør et organ under den iranske stat, finder denne regel anvendelse på sagsøgeren.
34 I denne henseende skal det først bemærkes, at hverken Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (EUT 2010 C 83, s. 389) eller traktaterne fastsætter bestemmelser, der udelukker juridiske personer, som er statsorganer, fra at nyde beskyttelse fra de grundlæggende rettigheder. Derimod sikrer de bestemmelser i det nævnte charter, som er relevante i forhold til de anbringender, som sagsøgeren har anført, navnlig chartrets artikel 17, 41 og 47, rettighederne for »[e]nhver«, hvilket er en formulering, der omfatter juridiske personer såsom sagsøgeren.
35 Rådet og Kommissionen har i denne sammenhæng ikke desto mindre påberåbt sig artikel 34 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), der ikke tillader antagelse til realitetsbehandling af søgsmål, der anlægges ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol af statslige organisationer.
36 For det første er artikel 34 EMRK en procedureregel, der ikke finder anvendelse på sager ved Unionens retsinstanser. For det andet følger det af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at målet med denne bestemmelse er at undgå, at en stat, der har tiltrådt EMRK, både kan være sagsøger og sagsøgt samtidigt for denne domstol (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom af 13.12.2007, Compagnie de navigation de la République islamique d’Iran mod Tyrkiet, Reports of Judgments and Decisions 2007-V, præmis 81). Dette hensyn gør sig ikke gældende i det foreliggende tilfælde.
37 Rådet og Kommissionen har ligeledes gjort gældende, at den regel, som de påberåber sig, er begrundet af den omstændighed, at en stat er ansvarlig for overholdelse af grundlæggende rettigheder på dens område, men ikke kan drage fordel af sådanne rettigheder.
38 Selv om det lægges til grund, at denne begrundelse kan finde anvendelse i en intern situation, er den omstændighed, at en stat er ansvarlig for overholdelse af grundlæggende rettigheder på dens eget område, imidlertid irrelevant med hensyn til omfanget af de rettigheder, som tilkommer juridiske personer, der udgør organer under denne stat, på tredjestaters område.
39 I betragtning af det ovenstående må det fastslås, at EU-retten ikke indeholder en regel, der forhindrer juridiske personer, der er organer under tredjestater, i at påberåbe sig den beskyttelse og de garantier, der er knyttet til de grundlæggende rettigheder. Disse rettigheder kan dermed påberåbes af de nævnte personer for Unionens retsinstanser under forudsætning af, at de er i overensstemmelse med deres egenskab af juridisk person.
40 Rådet og Kommissionen har under alle omstændigheder ikke fremført oplysninger, der gør det muligt at fastslå, at sagsøgeren reelt var et organ under den iranske stat, dvs. en enhed, der deltog i myndighedsudøvelse, eller som drev en offentlig tjeneste under myndighedernes kontrol (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom i sagen Compagnie de navigation de la République islamique d’Iran mod Tyrkiet, nævnt ovenfor i præmis 36, præmis 79).
41 I denne henseende har Rådet indledningsvis anført, at sagsøgeren driver en offentlig tjeneste under de iranske myndigheders kontrol, for så vidt som sagsøgeren leverer finansielle tjenester, der er nødvendige for den iranske økonomis funktion. Rådet har imidlertid ikke bestridt det af sagsøgeren anførte om, at de nævnte tjenester udgør kommerciel virksomhed, der udøves i en konkurrencepræget sektor og er undergivet den almindelige ret. Under disse omstændigheder kan det forhold, at den nævnte virksomhed er nødvendig for, at en stats økonomi kan fungere, ikke i sig selv bevirke, at denne virksomhed anses for en offentlig tjeneste.
42 Dernæst har Kommissionen anført, at den omstændighed, at sagsøgeren er involveret i nuklear spredning, viser, at sagsøgeren deltager i myndighedsudøvelse. Hermed har Kommissionen lagt en omstændighed til grund som faktuel forudsætning, som sagsøgeren bestrider, og som er det helt centrale spørgsmål i forbindelse med forhandlingerne for Retten. Desuden henhører sagsøgerens angivelige involvering i nuklear spredning, som den fremgår af de anfægtede akter, ikke under udøvelse af statslige beføjelser, men under kommercielle transaktioner med enheder, der deltager i nuklear spredning. Denne påstand begrunder dermed ikke, at sagsøgeren kvalificeres som et iransk statsorgan.
43 Endelig er det Kommissionens opfattelse, at sagsøgeren er et iransk statsorgan, som følge af, at den iranske stat ejer en andel af bankens kapital. Bortset fra den omstændighed, at den omhandlede andel ifølge de oplysninger, som sagsøgeren har afgivet, og som Rådet og Kommissionen ikke har bestridt, alene er en minoritetsandel, indebærer denne andel ikke i sig selv, at sagsøgeren deltager i myndighedsudøvelse eller driver en offentlig tjeneste.
44 I betragtning af det ovenstående må det fastslås, at sagsøgeren kan påberåbe sig den beskyttelse og de garantier, der er knyttet til de grundlæggende rettigheder.
Det første anbringende vedrørende en tilsidesættelse af begrundelsespligten, sagsøgerens ret til forsvar og effektiv domstolsbeskyttelse
45 Sagsøgeren har med sit første anbringende anført, at Rådet har tilsidesat begrundelsespligten og bankens ret til forsvar og effektiv domstolsbeskyttelse, for så vidt som det dels ikke har meddelt sagsøgeren tilstrækkelige oplysninger til, at den kunne fremsætte relevante bemærkninger vedrørende vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren, og til at sikre denne en retfærdig rettergang, dels er både undersøgelsen forud for vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren og den regelmæssige fornyede gennemgang af disse foranstaltninger behæftet med flere fejl.
46 Rådet har støttet af Kommissionen bestridt, at disse argumenter fra sagsøgeren er velbegrundede. Rådet har navnlig anført, at sagsøgeren ikke kan påberåbe sig princippet om retten til forsvar.
47 Rådet har for det første bemærket, at pligten til at begrunde en bebyrdende retsakt, således som den er fastsat i artikel 296, stk. 2, TEUF og i det foreliggende tilfælde nærmere bestemt i artikel 24, stk. 3, i afgørelse 2010/413, i artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 423/2007, i artikel 36, stk. 3, i forordning nr. 961/2010 og i artikel 46, stk. 3, i forordning nr. 267/2012, for det første har til formål at give den berørte part oplysninger, der er tilstrækkelige til at afgøre, om der er grundlag for retsakten, eller om den muligvis er behæftet med en sådan mangel, at dens gyldighed kan anfægtes for Unionens retsinstanser, og for det andet at gøre det muligt for disse retsinstanser at efterprøve retsaktens lovlighed. Den således fastsatte begrundelsespligt er et væsentligt princip i EU-retten, som kun kan fraviges af tvingende hensyn. Begrundelsen skal derfor i princippet meddeles den berørte part samtidigt med den bebyrdende retsakt, og manglen på begrundelse kan ikke afhjælpes ved, at den berørte part erfarer begrundelsen for retsakten under sagen for Unionens retsinstanser (jf. i denne retning Rettens dom af 14.10.2009, sag T-390/08, Bank Melli Iran mod Rådet, Sml. II, s. 3967, præmis 80 og den deri nævnte retspraksis).
48 Medmindre tvingende hensyn, der vedrører Unionens eller medlemsstaternes sikkerhed eller opfyldelsen af deres internationale forpligtelser, dermed er til hinder for meddelelsen af visse forhold, er Rådet forpligtet til at give den enhed, som er omfattet af en restriktiv foranstaltning, oplysninger om de særlige og konkrete grunde, som ligger til grund for, at Rådet finder, at den skal vedtages. Rådet skal således angive de faktiske og retlige omstændigheder, som ligger til grund for den omhandlede foranstaltning, samt de betragtninger, der har ført til dens vedtagelse (jf. i denne retning dommen i sagen Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 47, præmis 81 og den deri nævnte retspraksis).
49 Begrundelsen skal desuden tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige forhold, da begrundelsens tilstrækkelighed ikke blot skal vurderes i forhold til dens ordlyd, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område. En retsakt, der er bebyrdende, er navnlig tilstrækkeligt begrundet, når den er vedtaget under omstændigheder, som er den pågældende bekendt, og således gør det muligt for vedkommende at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for denne (jf. dommen i sagen Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 47, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis).
50 For det andet, ifølge fast retspraksis er overholdelsen af retten til forsvar, herunder navnlig retten til at blive hørt, i forbindelse med enhver procedure, der indledes over for en enhed, og som kan resultere i retsakt, der er bebyrdende for denne enhed, et grundlæggende EU-retligt princip, som skal overholdes, selv om der ikke er fastsat nogen bestemmelser vedrørende den pågældende procedure (dommen i sagen Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 47, præmis 91).
51 Princippet om overholdelse af retten til forsvar kræver for det første, at de oplysninger, der lægges den berørte enhed til last, og som danner grundlaget for den bebyrdende akt, meddeles den pågældende. For det andet skal den pågældende have mulighed for at fremføre sine synspunkter om disse oplysninger på en hensigtsmæssig måde (jf. analogt Rettens dom af 12.12.2006, sag T-228/02, Organisation des Modjahedines du peuple d’Iran mod Rådet, Sml. II, s. 4665, præmis 93).
52 For så vidt angår den første akt, hvormed en enheds midler indefryses, skal – medmindre tvingende hensyn, der er forbundet med Unionens og medlemsstaternes sikkerhed eller varetagelsen af deres internationale forbindelser, er til hinder herfor – de oplysninger, der lægges den berørte til last, meddeles enten samtidig med vedtagelsen af den omhandlede akt eller hurtigst muligt efter den nævnte vedtagelse. På den omhandlede enheds anmodning har sidstnævnte desuden ret til at fremføre sine synspunkter om disse oplysninger, når retsakten er vedtaget. Forud for enhver efterfølgende afgørelse om indefrysning af midler og med de samme forbehold skal de nye oplysninger, der lægges den pågældende til last, i princippet meddeles, og den berørte enhed skal have en ny mulighed for at fremføre sine synspunkter (jf. analogt dommen i sagen Organisation des Modjahedines du peuple d’Iran mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 51, præmis 137).
53 Det bemærkes desuden, at når tilstrækkeligt præcise oplysninger, som gør det muligt for den berørte enhed i tilstrækkelig grad at give sine synspunkter til kende vedrørende de oplysninger, som den lægges til last af Rådet, er blevet meddelt, indebærer princippet om overholdelse af retten til forsvar ikke en forpligtelse for denne institution til uden videre at give adgang til dokumenter, som er indeholdt i dens sagsakter. Det er kun efter anmodning herom fra den interesserede part, at Rådet har pligt til at give adgang til alle administrative dokumenter, som ikke er fortrolige, og som vedrører den omhandlede foranstaltning (jf. dommen i sagen Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 47, præmis 97 og den deri nævnte retspraksis).
54 For det tredje er princippet om effektiv domstolsbeskyttelse en almindelig EU-retlig grundsætning, der udspringer af medlemsstaternes fælles forfatningstraditioner, og som er fastslået i EMRK’s artikel 6 og 13 samt i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. En effektiv domstolskontrol indebærer, at den pågældende EU-myndighed har pligt til at oplyse den omhandlede enhed om begrundelsen for en restriktiv foranstaltning i videst muligt omfang, enten på det tidspunkt, hvor denne foranstaltning vedtages, eller i det mindste hurtigst muligt efter vedtagelsen, for at gøre det muligt for den berørte enhed inden for fristerne at udøve deres søgsmålsret. Overholdelsen af denne forpligtelse til at meddele nævnte begrundelse er således nødvendig, såvel for at sætte adressaterne for de restriktive foranstaltninger i stand til at forsvare deres rettigheder under de bedst mulige betingelser og for at afgøre, om sagen bør prøves af Unionens retsinstanser, på grundlag af et fuldt kendskab til sagen, som for at sætte sidstnævnte fuldt ud i stand til at udøve den legalitetsprøvelse af den omhandlede retsakt, som påhviler dem (jf. i denne retning og analogt Domstolens dom af 3.9.2008, forenede sager C-402/05 P og C-415/09 P, Kadi og Al Barakaat International Foundation mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 6351, præmis 335-337 og den deri nævnte retspraksis).
55 Retten finder på baggrund af denne retspraksis, at de argumenter, som parterne har fremført under det første anbringende, skal undersøges efter de fem etaper, der beskrives nedenfor. For det første skal Rådets og Kommissionens indledende argument om, at sagsøgeren ikke kan påberåbe sig princippet om ret til forsvar, undersøges. For det andet skal argumenterne vedrørende dels begrundelsespligten, dels den angivelige tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar for så vidt angår den oprindelige meddelelse af de oplysninger, der lægges til last, undersøges. For det tredje skal argumentationen vedrørende den angivelige tilsidesættelse af retten til forsvar hvad angår aktindsigt i Rådets akter behandles. For det fjerde skal Retten undersøge de argumenter, som dels vedrører den angivelige tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar for så vidt angår dennes mulighed for at gøre sine synspunkter gældende, dels den angivelige tilsidesættelse af sagsøgerens ret til effektiv domstolsbeskyttelse. For det femte skal der tages stilling til de angivelige fejl ved den undersøgelse og fornyede gennemgang, som Rådet har foretaget.
Sagsøgerens mulighed for at påberåbe sig princippet om ret til forsvar
56 Rådet og Kommissionen har bestridt, at princippet om overholdelse af retten til forsvar finder anvendelse i den foreliggende sag. Under henvisning til Rettens dom af 19. maj 2010, Tay Za mod Rådet (sag T-181/08, Sml. II, s. 1965, præmis 121-123), har de gjort gældende, at sagsøgeren ikke er omfattet af de restriktive foranstaltninger på grund af sin egen virksomhed, men fordi denne tilhører en generel kategori af personer og enheder, som har bidraget til nuklear spredning. Proceduren for vedtagelse af restriktive foranstaltninger blev derfor ikke indledt over for sagsøgeren i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i den retspraksis, der er nævnt ovenfor i præmis 50, og sagsøgeren kan dermed ikke påberåbe sig retten til forsvar eller kun påberåbe sig denne i begrænset omfang.
57 Denne argumentation kan ikke tiltrædes.
58 For det første blev dommen i sagen Tay Za mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 56, nemlig efter appel annulleret i sin helhed ved Domstolens dom af 13. marts 2012, Tay Za mod Rådet (sag C-376/10 P). Dermed udgør konstateringerne i denne dom ikke længere en del af Unionens retsorden, og de kan dermed ikke gyldigt påberåbes af Rådet og Kommissionen.
59 For det andet fastsætter artikel 24, stk. 3 og 4, i afgørelse 2010/413, artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 423/2007, artikel 36, stk. 3 og 4, i forordning nr. 961/2010, artikel 46, stk. 3 og 4, i forordning nr. 267/2012 bestemmelser, der sikrer retten til forsvar for de enheder, som er omfattet af de restriktive foranstaltninger, der er vedtaget i henhold til disse retsakter. Overholdelsen af denne ret er genstand for Unionens retsinstansers kontrol (jf. i denne retning dommen i sagen Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 47, præmis 37).
60 Under disse omstændigheder må det fastslås, at princippet om overholdelse af retten til forsvar, som henvist til ovenfor i præmis 50-53, kan påberåbes af sagsøgeren i den foreliggende sag.
Begrundelsespligten og den oprindelige meddelelse om oplysninger, der lægges til last
61 Det skal indledningsvis bemærkes, at for at bedømme overholdelse af begrundelsespligten og pligten til at meddele den berørte enhed de oplysninger, den lægges til last, skal der foruden de begrundelser, der fremgår af de anfægtede akter, tages hensyn til de tre forslag til vedtagelse af restriktive foranstaltninger, som blev fremsendt af Rådet til sagsøgeren.
62 Dels fremgår det nemlig af de nævnte forslag, som meddelt til sagsøgeren, at de blev forelagt medlemsstaternes delegationer i forbindelse med vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren, og at de dermed udgør de oplysninger, som disse foranstaltninger er baseret på.
63 Dels er det korrekt, at de tre forslag blev fremsendt til sagsøgeren efter anlæggelsen af søgsmålet, og for så vidt angår det forslag, der var vedlagt duplikken, endog efter de konklusioner, der blev draget efter vedtagelsen af afgørelse 2010/644 og forordning nr. 961/2010. De kan derfor ikke med gyldighed supplere begrundelsen for afgørelse 2010/413, gennemførelsesforordning nr. 668/2010 og, hvad angår det forslag, der var vedlagt duplikken, afgørelse 2010/644 og forordning nr. 961/2010. De kan imidlertid tages i betragtning i forbindelse med bedømmelsen af senere akters lovlighed, dvs. afgørelse 2011/783, gennemførelsesforordning nr. 1245/2011 og forordning nr. 267/2012 for så vidt angår de tre forslag samt afgørelse 2010/644 og forordning nr. 961/2010 for så vidt angår de forslag, der blev fremsendt den 28. oktober 2010.
64 De anfægtede akter indeholder følgende fire begrundelser, der vedrører sagsøgeren:
– Sagsøgeren er en statsejet iransk bank, enten med 94%, ifølge afgørelse 2010/413 og gennemførelsesforordning nr. 668/210, eller delvist, ifølge de senere akter.
– Sagsøgeren har ydet finansielle tjenester til enheder, der foretager indkøb for Irans atomprogram og program for ballistiske missiler, herunder enheder omfattet af FN’s Sikkerhedsråds resolution 1737 (2006).
– I marts 2009 håndterede sagsøgeren betalinger og rembourser for Defence Industries Organisation (herefter »DIO«) og Iran Electronics Industries (herefter »IEI«), der er omfattet af de restriktive foranstaltninger.
– I 2003 håndterede Bank Saderat rembourser på vegne af det iranske atomrelaterede Mesbah Energy Company.
65 De begrundelser, der er anført i de forslag til vedtagelse af restriktive foranstaltninger, der var vedlagt Rådets skrivelse af 28. oktober 2010, overlapper fuldt ud begrundelserne i de anfægtede akter.
66 Det tredje forslag til vedtagelse af restriktive foranstaltninger, som er vedlagt duplikken, tilføjer en femte begrundelse, hvorefter sagsøgeren har ydet finansielle tjenester til Sanam Industria Group.
67 Sagsøgeren har anført, at denne begrundelse ikke præciserer grundene til vedtagelse af restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren i tilstrækkelig grad. Det er sagsøgerens opfattelse, at denne utilstrækkelighed desuden indebærer en tilsidesættelse af dennes ret til forsvar.
68 Rådet har støttet af Kommissionen bestridt, at sagsøgerens argumentation er velbegrundet.
69 Den første begrundelse er tilstrækkelig præcis, eftersom den sætter sagsøgeren i stand til at forstå, at Rådet lægger denne til last, at den iranske stat ejer en andel af dens kapital.
70 Hvad angår den anden begrundelse skal det bemærkes, at det ikke fremgår klart fra første færd, om det drejer sig om et generelt formuleret klagepunkt, der suppleres og illustreres af de følgende begrundelser, eller om en selvstændig begrundelse. I fraværet af en udtrykkelig sammenhæng mellem de forskellige begrundelser, bør den sidstnævnte fortolkning af begrundelsen i de anfægtede akter lægges til grund.
71 Under denne fortolkning er den anden begrundelse imidlertid for vag, eftersom den ikke indeholder præciseringer om identiteten på de enheder, til hvilke de omhandlede finansielle tjenester er ydet.
72 Den tredje, fjerde og femte begrundelse er tilstrækkeligt detaljerede, eftersom de præciserer navnene på de berørte enheder samt i tilfældet med de to første begrundelser, hvilken type finansielle tjenester der er ydet og tidspunkterne herfor.
73 I betragtning af det ovenstående må det fastslås, at Rådet har tilsidesat begrundelsespligten samt pligten til at meddele sagsøgeren, i dennes egenskab af berørt enhed, de oplysninger, den lægges til last for så vidt angår den af institutionen anden påberåbte begrundelse. Derimod er disse pligter overholdt med hensyn til de øvrige begrundelser.
Aktindsigt i sagsakter
74 Som det blev fastslået i præmis 12 og 13 ovenfor, fremsendte Rådet, vedlagt sin skrivelse af 28. oktober 2010 til sagsøgeren, to forslag hidrørende fra medlemsstater til vedtagelse af restriktive foranstaltninger og senere et tredje forslag, der var vedlagt duplikken.
75 Sagsøgeren har klaget over, at denne fremsendelse fandt sted for sent, eftersom sagsøgeren ikke havde de omhandlede oplysninger til rådighed rettidigt.
76 Rådet har støttet af Kommissionen i det væsentlige anført hertil, at det fremsendte de omhandlede forslag til sagsøgeren, så snart det havde modtaget samtykke fra de medlemsstater, som forslagene hidrørte fra.
77 Rådets argument kan imidlertid ikke tiltrædes. Når Rådet har til hensigt at basere sig på oplysninger, der er leveret af en medlemsstat, med henblik på at vedtage restriktive foranstaltninger over for en enhed, er det nemlig forpligtet til før vedtagelsen af de nævnte restriktioner, at sikre, at de omhandlede oplysninger kan meddeles rettidigt til den berørte enhed, således at denne kan gøre sine synspunkter effektivt gældende.
78 Det bemærkes, at den frist, som Rådet fastsatte for sagsøgeren til at fremkomme med sine bemærkninger efter vedtagelsen af afgørelse 2010/413 og gennemførelsesforordning nr. 668/2010, i den foreliggende sag udløb den 15. september 2010.
79 For så vidt som Rådet først fremsendte de tre forslag til sagsøgeren efter udløbet af denne frist, gav det ikke sagsøgeren aktindsigt i oplysninger i dennes sagsakter rettidigt, hvorved Rådet tilsidesatte sagsøgerens ret til forsvar.
Sagsøgerens mulighed for at gøre sine synspunkter effektivt gældende og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse
80 Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at banken ikke har haft lejlighed til at gøre sine synspunkter effektivt gældende, og at de bemærkninger, den har kunnet formulere, under alle omstændigheder ikke er blevet taget i betragtning af Rådet.
81 Rådet har støttet af Kommissionen bestridt, at sagsøgerens argumenter er velbegrundede.
82 Det må indledningsvis fastslås, at sagsøgeren efter vedtagelsen af de første akter, hvorved dennes midler blev indefrosset den 26. juli 2010, fremsendte en skrivelse af 15. september 2010 til Rådet, hvori banken redegjorde for sine synspunkter og anmodede om, at de restriktive foranstaltninger, der var vedtaget vedrørende den, blev ophævet. Rådet besvarede denne skrivelse den 28. oktober 2010. Derefter og inden vedtagelsen af afgørelse 2011/783 og gennemførelsesforordning nr. 1245/2011 fremførte sagsøgeren sine bemærkninger til Rådet ved skrivelse af 29. juli 2011, som Rådet besvarede den 5. december 2011. Endelig fremførte sagsøgeren den 10. februar 2012, dvs. før vedtagelsen af forordning nr. 267/2012, nye bemærkninger for Rådet, som svarede ved skrivelse af 24. april 2012.
83 Det må dermed lægges til grund, at sagsøgeren har haft lejlighed til at gøre sine synspunkter effektivt gældende, med undtagelse dels for så vidt angår Rådets anden begrundelse, der er for vag (jf. præmis 70 ovenfor), dels de tre forslag til vedtagelse af restriktive foranstaltninger, for så vidt som sagsøgeren først havde dem til rådighed den 15. september 2010.
84 Hvad angår spørgsmålet, om de fremsatte bemærkninger er blevet taget i betragtning, er det ganske vist korrekt, at besvarelsen af sagsøgerens argumenter i Rådets skrivelser af 28. oktober 2010, 5. december 2011 og 24. april 2012 er kortfattet. Det forholder sig ikke desto mindre således, at Rådet i skrivelsen af 28. oktober 2010 præciserede, at det ikke delte sagsøgerens opfattelse, hvorefter dennes virksomhed vedrørende rembourser ikke kunne bidrage til nuklear spredning. Rådet fastholdte denne opfattelse i skrivelse af 5. december 2011 og 24. april 2012.
85 Det er endvidere ubestridt, at Rådet berigtigede det anførte vedrørende den iranske stats besiddelse af en andel af sagsøgerens kapital, hvis rigtighed sagsøgeren havde anfægtet.
86 I betragtning af disse omstændigheder må det lægges til grund, at sagsøgerens bemærkninger, i modsætning til det af sagsøgeren hævdede, er blevet taget i betragtning af Rådet under dets fornyede gennemgang.
87 For det andet har sagsøgeren anført, at den omstændighed, at de informationer og oplysninger, som banken er blevet meddelt, er utilstrækkelige, har påvirket dennes ret til en effektiv domstolsbeskyttelse.
88 Rådet har støttet af Kommissionen bestridt, at dette argument er velbegrundet.
89 I lighed med, hvad der blev fastslået i præmis 83 ovenfor, må det lægges til grund, at for så vidt som sagsøgeren har opnået en individuel meddelelse af en tilstrækkelig præcis begrundelse, dvs. den første, tredje, fjerde og femte begrundelse, som Rådet har påberåbt sig, er sagsøgerens ret til en effektiv domstolsbeskyttelse overholdt.
90 Derimod udgør den vage karakter af den anden begrundelse, som Rådet har fremført, og den omstændighed, at de tre forslag til vedtagelse af restriktive foranstaltninger blev meddelt for sent, en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til en effektiv domstolsbeskyttelse.
De fejl, som Rådets undersøgelse af behæftet med
91 Sagsøgeren har anført, at Rådet ikke har foretaget en reel undersøgelse af omstændighederne i den foreliggende sag, men har begrænset sig til at vedtage de forslag, som er fremlagt af medlemsstaterne. Denne fejl gør sig både gældende for undersøgelsen forud for vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren og den regelmæssige fornyede gennemgang af disse foranstaltninger.
92 Endvidere fremgår de ifølge sagsøgeren af depecher, der er offentliggjort af organisationen Wikileaks (herefter »depecherne«), at medlemsstaterne, og navnlig Det Forenede Kongerige, blev udsat for pres fra De Forenede Staters regerings side for at vedtage restriktive foranstaltninger over for iranske enheder. Denne omstændighed giver anledning til tvivl om, hvorvidt de vedtagne foranstaltninger og proceduren, der førte til deres vedtagelse, er lovlig.
93 Rådet har støttet af Kommissionen bestridt, at sagsøgerens argumenter er velbegrundede. Det har navnlig anført, at der ikke er grundlag for at tage depecherne i betragtning.
94 For det første bemærkes, at akter om restriktive foranstaltninger over for enheder, der angiveligt er involveret i nuklear spredning, er retsakter, der er vedtaget af Rådet, som dermed skal sikre, at vedtagelsen er begrundet. Ved vedtagelsen af en første akt om sådanne foranstaltninger er Rådet følgelig forpligtet til at undersøge, om de oplysninger og beviser, som det forelægges af en medlemsstat eller af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik i henhold til artikel 23, stk. 2, i afgørelse 2010/413, er relevante og velbegrundede. Ved vedtagelsen af efterfølgende akter vedrørende den samme enhed er Rådet i medfør af samme afgørelses artikel 24, stk. 4, forpligtet til at foretage en fornyet overvejelse af, om det er nødvendigt at opretholde de nævnte foranstaltninger i lyset af de bemærkninger, som denne enhed har fremført.
95 På den ene side indeholder sagsakterne i den foreliggende sag ikke holdepunkter for at antage, at Rådet har undersøgt, om de oplysninger om sagsøgeren, som det blev forelagt inden vedtagelsen af afgørelse 2010/413 og gennemførelsesforordning nr. 668/2010, var relevante og velbegrundede. Derimod udgør den urigtige angivelse i disse akter af omfanget af den iranske stats andel i sagsøgerens kapital, hvilken unøjagtighed ikke er bestridt af Rådet, et indicium for, at der ikke har fundet en prøvelse sted.
96 På den anden side fremgår det af præmis 84-86 ovenfor, at Rådet ved vedtagelsen af de senere anfægtede afgørelser foretog en fornyet gennemgang af omstændighederne i sagen i lyset af sagsøgerens bemærkninger, eftersom det berigtigede angivelsen af den iranske stats andel i sagsøgerens kapital og tog stilling til sagsøgerens argumentation vedrørende dennes virksomhed med rembourser.
97 Hvad for det andet angår depecherne indebærer den omstændighed, at visse medlemsstater har været udsat for diplomatisk pres, hvis dette kan godtgøres, ikke i sig selv, at dette pres har påvirket de anfægtede akter, som blev vedtaget af Rådet, eller den undersøgelse, som Rådet foretog i anledning af denne vedtagelse.
98 Under disse omstændigheder må sagsøgerens argumenter vedrørende de fejl, som Rådets undersøgelse er behæftet med, tiltrædes for så vidt angår afgørelse 2010/413 og gennemførelsesforordning nr. 668/2010 og i øvrigt forkastes.
99 I betragtning af det ovenstående må det indledningsvis bemærkes, at Rådet har tilsidesat sagsøgerens ret til forsvar og dennes ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, for så vidt som det ikke fremsendte de tre forslag til vedtagelse af restriktive foranstaltninger til sagsøgeren rettidigt (jf. præmis 79, 83 og 90 ovenfor). For så vidt som de nævnte forslag blev anvendt af Rådet til støtte for alle de anfægtede akter i forhold til sagsøgeren, og i betragtning af datoen for fremsendelsen af det sidste af disse forslag, påvirker denne fejl lovligheden af afgørelse 2010/413, gennemførelsesforordning nr. 668/2010, afgørelse 2010/644 og forordning nr. 961/2010, for så vidt som disse akter vedrører sagsøgeren.
100 Hertil kommer, at Rådet med vedtagelsen af afgørelse 2010/413 og gennemførelsesforordning nr. 668/2010 ikke overholdt pligten til at undersøge, om de oplysninger og beviser vedrørende sagsøgeren, som det blev forelagt, var relevante og velbegrundede, hvilket medfører, at de nævnte akter er ulovlige (jf. præmis 95 og 98 ovenfor).
101 Endelig har Rådet tilsidesat begrundelsespligten og sagsøgerens ret til forsvar og til en effektiv domstolsbeskyttelse for så vidt angår den anden begrundelse, der er påberåbt over for sagsøgeren (jf. præmis 70, 73, 83 og 90 ovenfor). I betragtning af, at de forskellige begrundelser, som Rådet har påberåbt sig, er uafhængige af hinanden, og at de øvrige begrundelser er tilstrækkeligt præcise, kan denne omstændighed imidlertid ikke begrunde en annullation af afgørelse 2011/783, gennemførelsesforordning nr. 1245/2011 og forordning nr. 267/2012. Den nævnte omstændighed indebærer blot, at den anden begrundelse ikke kan tages i betragtning under behandlingen af det andet anbringende vedrørende spørgsmålet, om de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren er velbegrundede.
102 I betragtning af det ovenstående skal det første anbringende tiltrædes, for så vidt som det vedrører annullation af afgørelse 2010/413, gennemførelsesforordning nr. 668/2010, afgørelse 2010/644 og forordning nr. 961/2010, for så vidt som disse akter vedrører sagsøgeren, og i øvrigt forkastes.
Det andet anbringende vedrørende et åbenbart urigtigt skøn hvad angår vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren
103 Sagsøgeren har anført, at den begrundelse, som Rådet har påberåbt sig over for sagsøgeren, og som er gengivet i præmis 64-66 ovenfor, ikke opfylder de betingelser, der er fastsat i afgørelse 2010/413, forordning nr. 423/2007, forordning nr. 961/2010 og forordning nr. 267/2012, og den er ikke understøttet af beviser. Rådet har dermed anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at vedtage restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren på grundlag af denne begrundelse.
104 Rådet har støttet af Kommissionen bestridt sagsøgerens argumenter.
105 Ifølge retspraksis udstrækker domstolskontrollen med lovligheden af en retsakt, hvorved der er vedtaget restriktive foranstaltninger over for en enhed, sig til at omfatte en vurdering af de forhold og omstændigheder, der er påberåbt som begrundelse herfor, og til de beviser og oplysninger, som denne vurdering er baseret på. Såfremt der gøres indsigelse, påhviler det Rådet at fremlægge disse elementer med henblik på prøvelsen heraf ved Unionens retsinstanser (jf. i denne retning dommen i sagen Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 47, præmis 37 og 107).
106 I betragtning af denne retspraksis og under hensyntagen til, at den anden begrundelse, som Rådet har påberåbt sig over for sagsøgeren, ikke indeholdt en tilstrækkelig begrundelse (jf. præmis 101 ovenfor), skal det alene undersøges, om den første, tredje, fjerde og femte begrundelse er velbegrundede.
107 Hvad angår den første begrundelse står det fast, at den iranske stat ikke ejer 94% af sagsøgeren, idet denne stat alene er minoritetsaktionær. Dermed beror denne begrundelse på en faktuelt urigtig konstatering hvad angår afgørelse 2010/413 og gennemførelsesforordning nr. 668/2010.
108 Desuden indebærer den omstændighed, at den iranske stat ejer en andel af sagsøgerens kapital, ikke i sig selv, at sagsøgeren yder støtte til den nukleare spredning. Følgelig berettiger den første begrundelse, som Rådet har anført, ikke til vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren på grundlag af, at denne har ydet en sådan støtte.
109 Hvad angår den fjerde begrundelse bestrider sagsøgeren, at banken har ydet tjenester til Mesbah Energy Company. Rådet har ikke fremlagt noget bevis eller nogen oplysning til godtgørelse af, at sådanne tjenester er blevet ydet, eller af, at sagsøgeren overhovedet var bekendt med, at Mesbah Energy Company, som i 2003 endnu ikke var omfattet af restriktive foranstaltninger, var involveret i nuklear spredning. Det må således fastslås, at den fjerde begrundelse heller ikke kan danne grundlag for vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren.
110 Denne samme konklusion gør sig gældende i forhold til den femte begrundelse for så vidt angår lovligheden af afgørelse 2011/783, gennemførelsesforordning nr. 1245/2011 og forordning nr. 267/2012. Mens sagsøgeren har bestridt, at banken har ydet finansielle tjenester til Sanam Industria Group efter vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for dette selskab, har Rådet nemlig ikke frembragt noget bevis for at godtgøre det modsatte eller for at bevise, at sagsøgeren var bekendt med, at Sanam Industria Group var involveret i nuklear spredning, selv inden vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for dette selskab.
111 Hvad endelig angår den tredje begrundelse har sagsøgeren ikke bestridt, at DIO og IEI deltager i nuklear spredning. Sagsøgeren har heller ikke bestridt, at denne har håndteret disse to enheders rembourser.
112 Sagsøgeren har imidlertid bestridt, at de tjenester, som banken har ydet til DIO og IEI, begrunder vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren. Sagsøgeren har i denne henseende i det væsentlige anført, at de nævnte tjenester var løbende banktjenester, der tidligere blev ydet i sammenhæng med håndtering af eksportrembourser, der var udstedt af andre banker, og at de ikke vedrørte transaktioner i forbindelse med nuklear spredning.
113 Med henblik på at kunne bedømme, om disse argumenter er velbegrundede, har Retten anmodet Rådet om at meddele detaljerede oplysninger vedrørende de rembourser, som sagsøgeren har håndteret for DIO og IEI.
114 Rådet har ikke fremlagt oplysninger til besvarelse af Rettens anmodning. Rådet har i denne henseende anført, at sagsøgeren heller ikke har fremlagt sådanne oplysninger, selv om denne kunne og skulle have gjort det.
115 Dette argument kan ikke tiltrædes. Som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt ovenfor i præmis 105, er det ikke den enhed, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, men Rådet, der i tilfælde af indsigelse skal fremlægge de beviser og oplysninger, hvorpå det har støttet sig ved vedtagelsen af de nævnte foranstaltninger. I det omfang Rådet i den foreliggende sag har støttet sig på specifikke rembourser, som blev håndteret af sagsøgeren for DIO og IEI, påhviler det således Rådet at forsyne Retten med detaljer herom.
116 Under disse omstændigheder kan det forhold, at det er umuligt at prøve, om sagsøgerens argumenter om, at de tjenester, denne har ydet til DIO og IEI, ikke kan begrunde vedtagelse af restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren, er velbegrundede, ikke komme sagsøgeren til skade. Eftersom denne manglende mulighed skyldes Rådets manglende overholdelse af sin pligt til at fremlægge relevante beviser og oplysninger, skal det andet anbringende derimod tiltrædes.
117 I betragtning af det ovenstående skal de anfægtede akter annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgeren, uden at det er fornødent at undersøge det tredje anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.
De tidsmæssige virkninger af annullation af de anfægtede akter
118 Hvad angår de tidsmæssige virkninger af annullation af de anfægtede retsakter bemærkes for det første, at gennemførelsesforordning nr. 668/2010, ved hvilken listen i bilag V til forordning nr. 423/2007 blev ændret, ophører med at have retsvirkning som følge af ophævelsen af sidstnævnte forordning, der blev foretaget ved forordning nr. 961/2020. Tilsvarende blev forordning nr. 961/2010, som ændret ved gennemførelsesforordning nr. 1245/2011, selv ophævet ved forordning nr. 267/2012. Annullationen af gennemførelsesforordning nr. 668/2010, forordning nr. 961/2010 og gennemførelsesforordning nr. 1245/2011 vedrører derfor kun de virkninger, som sidstnævnte har medført i perioden fra datoen for deres ikrafttræden til datoen for deres ophævelse.
119 Hvad dernæst angår forordning nr. 267/2012 skal der henvises til, at i medfør af artikel 60, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol har en afgørelse fra Retten om annullation af en forordning uanset artikel 280 TEUF først retsvirkning fra udløbet af den frist, der er omhandlet i artikel 56, stk. 1, i denne statut, eller, såfremt appel er iværksat inden for denne frist, fra stadfæstelsen eller fra afvisningen af appellen (jf. analogt Rettens dom af 16.9.2011, sag T-316/11, Kadio Morokro mod Rådet, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 38).
120 I denne henseende har sagsøgeren under henvisning til kendelsen i sagen Akhras mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 23, anført, at forordning nr. 267/2012 i forhold til banken fremstår som en afgørelse, der er truffet i form af en forordning, og ikke som en rigtig forordning. Som følge heraf finder statuttens artikel 60, stk. 2, ikke anvendelse i den foreliggende sag.
121 Dette argument kan ikke tiltrædes.
122 Dels undersøgte Domstolens præsident i præmis 29 i kendelsen i sagen Akhras mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 23, ikke i detaljer, om statuttens artikel 60, stk. 2, kunne finde anvendelse på forordninger, der pålægger restriktive foranstaltninger, idet præsidenten begrænsede sig til at fastslå, at selv om de argumenter, som sagsøgeren fremførte på dette punkt i sag C-110/12 P(R), ikke var »ugrundede«, var de derimod uvirksomme.
123 Dels må det i betragtning af Domstolens retspraksis lægges til grund, at forordning nr. 267/2012, herunder dens bilag IX, har karakter af en forordning, eftersom dens artikel 51, stk. 2, fastsætter, at den er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat, hvilket svarer til virkningerne af en forordning, som foreskrevet ved artikel 288 TEUF (jf. analogt dom af 16.11.2011, sag C-548/09 P, Bank Melli Iran mod Rådet, Sml. I, s. 11381, præmis 45).
124 Artikel 60, stk. 2, i statutten for Domstolen finder dermed anvendelse i den foreliggende sag.
125 Under disse omstændigheder har Rådet en frist på to måneder, forlænget med afstandsfristen på ti dage, regnet fra denne doms forkyndelse, til at afhjælpe de konstaterede tilsidesættelser, hvilket i givet fald kan bestå i vedtagelse af nye restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren. I den foreliggende sag forekommer risikoen for en alvorlig og uoprettelig skade for effektiviteten af de restriktive foranstaltninger, som forordning nr. 267/2012 foreskriver, ikke at være tilstrækkeligt stor, henset til foranstaltningernes betydelige indvirkning på sagsøgerens rettigheder og friheder, til at kunne begrunde, at forordningens virkninger opretholdes over for denne i en længere periode end den, der er foreskrevet i artikel 60, stk. 2, i statutten for Domstolen (jf. analogt dommen i sagen Kadio Morokro mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 119, præmis 38).
126 Endelig bemærkes for så vidt angår de tidsmæssige virkninger af annullationen af afgørelse 2010/413, som ændret ved afgørelse 2010/644 og ved afgørelse 2010/783, at Retten i henhold til artikel 264, stk. 2, TEUF, dersom den skønner det nødvendigt, kan angive, hvilke af den annullerede retsakts virkninger der skal betragtes som bestående. I den foreliggende sag vil en forskel mellem den dato, hvor annullationen af forordning nr. 267/2012 får virkning, og den tilsvarende dato for afgørelse 2010/413, som ændret ved afgørelse 2010/644 og ved afgørelse 2011/783, kunne være til alvorlig skade for retssikkerheden, eftersom disse to retsakter pålægger sagsøgeren identiske foranstaltninger. Virkningerne af afgørelse 2010/413, som ændret ved afgørelse 2010/644 og afgørelse 2011/783, skal derfor opretholdes for så vidt angår sagsøgeren, indtil annullationen af forordning nr. 267/2012 får virkning (jf. analogt dommen i sagen Kadio Morokro mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 119, præmis 39).
Sagens omkostninger
127 I henhold til Rettens procesreglements artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Rådet i det væsentlige har tabt sagen, bør det pålægges det at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med sagsøgerens påstand herom.
128 I henhold til nævnte reglements artikel 87, stk. 4, første afsnit, bærer institutioner, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. Kommissionen bør derfor bære sine egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Fjerde Afdeling):
1) Følgende annulleres, for så vidt som de vedrører Bank Saderat Iran:
– punkt 7 i tabel B i bilag II til Rådets afgørelse 2010/413/FUSP af 26. juli 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP
– punkt 5 i tabel B i bilaget til Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 668/2010 af 26. juli 2010 om gennemførelse af artikel 7, stk. 2, i forordning (EF) nr. 423/2007 om restriktive foranstaltninger over for Iran
– punkt 7 i tabel B, under afsnit I, i bilaget til Rådets afgørelse 2010/644/FUSP af 25. oktober 2010 om ændring af afgørelse 2010/413
– punkt 7 i tabel B i bilag VIII til Rådets forordning (EU) nr. 961/2010 af 25. oktober 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning nr. 423/2007
– Rådets afgørelse 2011/783/FUSP af 1. december 2011 om ændring af afgørelse 2010/413
– Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1245/2011 af 1. december 2011 om gennemførelse af forordning nr. 961/2010
– punkt 7 i tabel B, under afsnit I, i bilag IX til Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23. marts 2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning nr. 961/2010.
2) Virkningerne af afgørelse 2010/413, som ændret ved afgørelse 2010/644 og afgørelse 2011/783, opretholdes for så vidt angår Bank Saderat Iran indtil annullationen af forordning nr. 267/2012.
3) I øvrigt frifindes Rådet for Den Europæiske Union.
4) Rådet bærer sine egne omkostninger og betaler Bank Saderat Irans omkostninger.
5) Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger.
Pelikánová | Jürimäe | Van der Woude |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 5. februar 2013.
Underskrifter