Sag T-494/10
Bank Saderat Iran
mod
Rådet for Den Europæiske Union
»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran med det formål at forhindre nuklear spredning – indefrysning af midler – begrundelsespligt – ret til forsvar – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – åbenbart urigtigt skøn«
Sammendrag – Rettens dom (Fjerde Afdeling) af 5. februar 2013
1. Retspleje – afgørelse eller forordning, der under en verserende sag erstatter den anfægtede retsakt – ny omstændighed – udvidelse af de oprindelige påstande og anbringender
2. Grundlæggende rettigheder – ret til forsvar – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – påberåbt af en juridisk person, der anses for et organ under en tredjestat – lovlig – processuelle regler, der er fastsat for søgsmål for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol – afvisning af søgsmål, der er anlagt af statslige organisationer – anvendelse ved Unionens retsinstanser – ikke omfattet
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 17, 41 og 47)
3. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter den nukleare spredning – mindstekrav
(Art. 296, stk. 2, TEUF; Rådets forordning nr. 423/2007, art. 15, stk. 3, nr. 961/2010, art. 36, stk. 3, og nr. 267/2012, art. 46, stk. 3; Rådets afgørelse 2010/413, art. 24, stk. 3)
4. EU-ret – principper – ret til forsvar – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter den nukleare spredning – pligt til at oplyse om de omstændigheder, som lægges den pågældende til last – rækkevidde
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Rådets fælles holdning 2001/931, art. 1, stk. 4 og 6)
5. EU-ret – principper – ret til forsvar – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter den nukleare spredning – aktindsigt – retten betinget af fremsættelse af en anmodning herom til Rådet
(Rådets forordning nr. 423/2007, nr. 961/2010 og nr. 267/2012; Rådets afgørelse 2010/413)
6. Den Europæiske Union – fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter den nukleare spredning – annullationssøgsmål anlagt af enhed, der er omfattet af en afgørelse om indefrysning af midler – fordeling af bevisbyrden – domstolsprøvelse
(Rådets forordning nr. 423/2007, nr. 668/2010, nr. 961/2010, nr. 1245/2011 og nr. 267/2012; Rådets afgørelse 2010/413, 2010/644 og 2011/783)
7. Annullationssøgsmål – dom om annullation – virkninger
(Art. 264, stk. 2, TEUF og 280 TEUF; statutten for Domstolen, art. 56, stk. 1, og art. 60, stk. 2; Rådets forordning nr. 423/2007, nr. 668/2010, nr. 961/2010, nr. 1245/2011 og nr. 267/2012; Rådets afgørelse 2010/413, 2010/644 og 2011/783)
1. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 30)
2. EU-retten indeholder ikke en regel, der forhindrer juridiske personer, der er organer under tredjestater, i at påberåbe sig den beskyttelse og de garantier, der er knyttet til de grundlæggende rettigheder. Derimod sikrer artikel 17, 41 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettighederne for »[e]nhver«, hvilket er en formulering, der omfatter disse juridiske personer. Disse rettigheder kan dermed påberåbes af de nævnte personer for Unionens retsinstanser, under forudsætning af at de er i overensstemmelse med deres egenskab af juridisk person.
En sådan udelukkelse fra adgangen til grundlæggende rettigheder kan heller ikke støttes på artikel 34 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der ikke tillader antagelse til realitetsbehandling af søgsmål, der anlægges ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol af statslige organisationer.
(jf. præmis 34-36 og 39)
3. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 47-49)
4. Princippet om overholdelse af retten til forsvar kræver for det første, at de oplysninger, der lægges den berørte enhed til last, og som danner grundlaget for den bebyrdende akt, meddeles den pågældende. For det andet skal den pågældende have mulighed for at fremføre sine synspunkter om disse oplysninger på en hensigtsmæssig måde.
For så vidt angår den første akt, hvormed en enheds midler indefryses, skal – medmindre tvingende hensyn, der er forbundet med Unionens og medlemsstaternes sikkerhed eller varetagelsen af deres internationale forbindelser, er til hinder herfor – de oplysninger, der lægges den berørte til last, meddeles enten samtidig med vedtagelsen af den omhandlede akt eller hurtigst muligt efter den nævnte vedtagelse. På den omhandlede enheds anmodning har sidstnævnte desuden ret til at fremføre sine synspunkter om disse oplysninger, når retsakten er vedtaget. Forud for enhver efterfølgende afgørelse om indefrysning af midler og med de samme forbehold skal de nye oplysninger, der lægges den pågældende til last, i princippet meddeles, og den berørte enhed skal have en ny mulighed for at fremføre sine synspunkter.
Meddelelse af forslaget til vedtagelse af en restriktiv foranstaltning om indefrysning af midler til den berørte person efter udløbet af den frist, der er fastsat for den pågældende til at fremsætte sine bemærkninger, giver således ikke aktindsigt i oplysninger i dennes sagsakter rettidigt og medfører således en tilsidesættelse af retten til forsvar.
Hvad endvidere angår princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse indebærer en effektiv domstolskontrol, at den pågældende EU-myndighed har pligt til at oplyse den omhandlede enhed om begrundelsen for en restriktiv foranstaltning i videst muligt omfang, enten på det tidspunkt, hvor denne foranstaltning vedtages, eller i det mindste hurtigst muligt herefter, for at gøre det muligt for den berørte enhed rettidigt at udøve sin søgsmålsret. Overholdelsen af denne forpligtelse til at meddele nævnte begrundelse er således nødvendig både for at gøre adressaterne for de restriktive foranstaltninger i stand til at forsvare deres rettigheder under de bedst mulige betingelser og på grundlag af et fuldt kendskab til sagen at afgøre, om sagen bør prøves af Unionens retsinstanser, og for at sætte sidstnævnte fuldt ud i stand til at udøve den legalitetskontrol af den omhandlede EU-retsakt, som påhviler dem.
Den vage karakter af begrundelsen for vedtagelsen af en afgørelse om indefrysning af midler og den omstændighed, at forslaget til vedtagelse af denne afgørelse blev meddelt for sent, udgør således en tilsidesættelse af retten til effektiv domstolsbeskyttelse for den person, der er adressat for en sådan afgørelse.
(jf. præmis 51, 52, 54, 79, 90 og 99)
5. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 53)
6. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 105, 115 og 116)
7. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 118, 119, 125 og 126)